Et net af løgne

I de foregående analyseartikler  har jeg antaget, at alle vidner fortalte sandheden, i hvert fald så vidt de kendte den, men kan vi være sikre på, at de faktisk gjorde det? Jeg tror det i virkeligheden ikke. Jeg tror, ​​at i det mindste nogle af vidnerne løj, eller blev løjet for af andre, så hvad de fortalte i retten, måske var, hvad de selv troede var sandheden, men alligevel ikke var det, fordi de simpelthen ikke kendte sandheden. En stor del af vidnerne kunne i øvrigt let have været mistænkte selv, så måske havde de god grund til ikke at fortælle sandheden, eller i hvert fald ikke hele sandheden.

Når et vidne tages i ed i en amerikanske retssag i dag, skal de svare på et spørgsmål, der kan lyde noget i denne retning: "Sværger du at det vidnesbyrd, du er ved at aflægge for denne domstol er sandheden, hele sandheden og kun sandheden?" idet man i religionsfrihedens navn har skrevet Gud ud af eden mange steder  i USA. Det havde man imidlertid ikke i 1866, hvor formuleringen var: "Sværger du at fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, så hjælpe dig Gud?", Uanset ordlyden, var meningen med eden den samme. Fortæller man ikke sandheden begår man mened; og det var netop, hvad Tom Dooley påstod, da han stod med rebet om halsen. Nogle af vidnerne havde begået mened! Hvorfor skulle han sige det, hvis det ikke var sandt? På det tidspunkt havde han ikke noget håb om at blive frelst fra galgen, og derfor ingen grund til at lyve om, hvad andre havde fortalt om ham, så jeg vil antage, at han havde ret, og at nogle af vidnerne faktisk løj. Men hvem? I artiklen i New York Herald dagen efter henrettelsen, kan man læse:

"Hans (Toms) eneste reference til mordet (i den tale, han gav før sin henrettelse) var en halv beskrivelse af området og af de forskellige veje og stier, der fører til skuepladsen for mordet, og hans eneste bekymring var at bevise, at to eller tre af vidnerne svor falsk imod ham. Han nævnte især én, James Isbell, som han påstod havde begået mened, og han sluttede med at sige, at havde der ikke været svoret løgne svoret imod ham, ville han ikke havde stået, hvor han gjorde".

Måske var det ikke kun to eller tre vidner, som begik mened som avisen skrev. Der kan have været endnu flere. Vi ved det ikke i dag, og James Isbell er den eneste som nævnes ved navn i artiklen. Om Tom har nævnt flere, ved vi heller ikke. Jeg vil vende tilbage til Isbell nedenfor. Men hvem var de andre? Eftersom Tom brugte tid på at tale om de veje, der fører til mordstedet, har han sandsynligvis tænkt på nogle af de mennesker, der vidnede om hans færden den fredag, hvor Laura forsvandt, eller i dagene før og efter denne fredag. Vi kan naturligvis ikke vide det med sikkerhed, men lad mig kaste et blik på de vidner, der rent faktisk forklarede om Toms færden i deres vidneudsagn - og måske et par andre vidner, som jeg selv har mistanke om kan have løjet i retten.

Fortalte vidnerne sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden?

Som jeg allerede har nævnt, tror jeg ikke at alle vidnerne fortalte sandheden, i hvert fald ikke hele sandheden og ikke kun sandheden.  Problemet her er, at jeg ikke ved, hvem der løj, og hvad de løj om, men måske kan man få en idé om det ved at se nærmere på de forskellige vidneudsagn. Jeg vil begynde med de vidner, der fortalte om noget, der er forbundet med Toms færden i dagene før og efter drabet.

Betsy Scott forklarede, at hun så Tom Dooley 5 km fra Wilson Foster Hus om onsdagen inden den fredag, hvor Laura forsvandt. Han var til fods. Som jeg har været inde på  i en tidligere, ved vi ikke i hvilken retning fra Wilson Foster hus, at Betsy Scott så Tom, og vi ved heller ikke om hun så ham på vej for at besøge Laura eller på vej væk efter besøget. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at hun løj om det, ikke mindst fordi Wilson Foster bekræftede i sin forklaring, at Tom rent faktisk besøgte Laura den onsdag. I dag har de fleste som beskæftiger sig med sagen en tendens til at tro, at hun så ham, da han forlod Laura, men derfor behøver det jo ikke være sandt. Det ville også være rart at vide, om Tom besøgte andre i Lauras nabolag denne onsdag, men det har intet at gøre med, om Betsy løj eller ej.

Det ville også være rart at vide mere om Betsy Scott selv. Senere beretninger fortæller, at hun vaskede for folk i området, og at hun ville gøre eller sige hvad som helst for penge og det gjorde hun måske også under sagen, som nogle har antydet; jeg ved det ikke, men jeg vender tilbage til spørgsmålet senere. 

Carl Carlton forklarede at han så Tom tidligt fredag, faktisk lige efter solopgang på stien mellem Wilson Foster hus og Bates Place (solen stod op omkring kl. 6.15 i Elkville i slutningen af ​​maj 1866). Det blev senere forklaret af andre vidner, at netop denne sti, ikke blot førte til Bates Place. Det var også den nemmeste måde at komme fra German's Hill til flere andre steder, fx Tom Dooleys eget hjem, Scotts hus, Meltons hus, Anderson-familiens hus m.fl.. Vi ved ikke meget om Carlton andet end at hans fornavn nok ikke har været Carl, som han kaldes i nogle papirer, men snarere Cal eller rettere Calvin som han kaldes i en af ​​listerne over vidner ved retssagen. I 1880 boede der hverken en Carl eller en Calvin Carlton i området, men en Calvin Carlton, der havde været 39 på tidspunktet for mordet, boede nær Buffalo Creek i Caldwell County. Dette kan meget vel have været den samme Cal Carlton, som var vidne under retssagen. Buffalo Creek lå kun omkring 10 km i luftlinje fra det sted, hvor vidnet Cal Carlton boede i 1866, også i CaIdwell County. Også Ann Meltons mand, James Melton, boede i 1880 i Buffalo Creek med sin nye kone, Louisa, og i det hele taget, var der mange af sagens personer, som havde forladt det nære lokalområde, selv om nogle af dem ikke var flyttet særligt langt væk.

Hezekiah Kendall så også Tom fredag morgen. Det var på et tidspunkt efter Toms rendevouz med Carlton på den samme sti, men denne gang mellem Carltons hus og Kendalls eget hjem. Kendall var lidt yngre (ca. 2 år) end Tom Dooley og boede i Wilkes County, nogenlunde der hvor Toms rute krydsede Elk Creek. I 1880 boede han samme sted med sin hustru, Martha, og 6 børn. Det ældste barn blev født i 1867, så måske var Kendall endnu ikke gift i maj 1866. Dette er vigtigt, hvis Kendall løj om sit møde med Tom, da han så ikke ville have nogen til at bekræfte, at han rent faktisk havde mødt ham.

Hvis både Hezekiah Kendall og Cal Carlton løj, hvad har de så haft at lyve om? Det kunne være om, at de overhovet havde set ham på stien, den fredag.  De kunne begge have set ham ved andre lejligheder, da vi jo ved at Tom besøgte Laura regelmæssigt i omkring to måneder. Så måske "flyttede" de bare mødet til den pågældende fredag? Eller måske løj de slet ikke, men huskede bare forkert om, hvornår de havde mødt Tom!

Hvad der får mig til at tro, at ikke alt er, hvad det synes at være i disse to vidneudsagn, er tidsplanen. Ifølge Carlton mødte han Tom kort efter solopgang, måske omkring 6.30 eller kort efter, mens Kendall mødte ham omkring kl. 8. Ifølge James Isbells kort var afstanden fra Wilson Foster hjem til Bates Place ca. 8 kilometer. Carlton boede omkring en fjerdedel af vejen, altså 2 km fra Fosters, og Kendall omtrent halvvejs mellem Fosters og Bates Place, 4 km fra Fosters. Det må betyde, at afstanden mellem Carltons og Kendall var omkring 2 km eller cirka dobbelt langt som afstanden mellem Kendalls hjem og James Scotts hjem. Og Kendall hævder endda, at han mødte Tom på stien mellem hans hus og Carltons, hvilket betød at den afstand, Tom havde gået mellem de to møder måske ikke var mere end halvanden kilometer. Alligevel havde han været mere end 1½ time at gå distancen, mens han – hvis Betsy Scott havde ret og han havde besøgt Laura lige før solopgang, ikke havde brugt mere end 30 – 45 minutter på den første del af turen og at han senere kun  brugte omkring 15 minutter på at gå fra Kendall til Scott familiens hus, en afstand på omkring 800 meter. Selv i uvejsomt terræn, lyder det som for lang tid at bruge. Dette indikerer for mig, at de to møder med Carlton og Kendall nok i virkeligheden slet ikke fandt sted samme dag, men om de begge var forkerte, eller om et af møderne, faktisk fandt sted om fredagen, er et spørgsmål som ikke kan besvares i dag. Personligt tror jeg, at begge møder må have fundet sted ved andre lejligheder, og sandsynligvis på forskellige dage. Da Tom forlod Carlton, spurgte han om stien førte til Kendalls, hvilket Carlton bekræftede. Det tyder for mig på, at dette møde må have fundet sted i begyndelsen af Toms forhold til Laura, hvor han måske ikke var kendt med den pågældende sti endnu.

Celia Scott traf også Tom fredag ​​morgen. Hun fortalte ikke, hvilken retning Tom kom fra, da han kom til hendes hus, sandsynligvis fordi hun ikke vidste det. Hun har formodentlig været inde i huset, da han ankom lige efter morgenmaden – måske i færd med at rydde op efter denne, hvor Wilson Foster, jo havde spist med. Tom blev et kort øjeblik og fortsatte derefter i retning af Ann Meltons hjem. Det lyder rigtigt nok, da vi jo ved fra Pauline Fosters vidneudsagn, at Tom ankom til Melton-hjemmet engang mellem otte og ni om morgenen. Vi ved fra fru Scotts forklaring, at Tom forsøgte at finde hendes bror, Washington Anderson og da Anderson-familien boede mellem Meltons og Bates Place, ville han være gået i samme retning, hvis han skulle gå til Andersons. Det er derfor rimeligt at tro, at Celia Scott ikke var blandt de personer at Tom beskyldte for at have begået mened. Celia, hendes mand James og deres søn James P. var i 1880 flyttet til Beaver Creek omkring 7 km sydøst for deres tidligere hjem, mens de i 1870 fortsat boede i Elkville.

Billedet til venstre viser et en side af de bevarede retsudskrifter. Denne side indeholder en del af Pauline Fosters vidneudsagn. Dokumentet findes i State Archive of North Carolina i Raleigh sammen de øvrige bevarede sagsakter.

Pauline Foster var den næste, der fortalte om Toms færden fredag. Som nævnt flere gange, ved vi ikke meget om Pauline Foster; oplysningerne om hende er særdeles luftige. Jeg tror ikke, at hun var født Foster, men at dette var hendes giftenavn. Denne opfattelse skyldes, primært artiklen i New York Herald, der er nævnt ovenfor. "Pauline Foster, det vigtigste vidne imod begge de anklagede er ikke bemærkelsesværdig på nogen måde, bortset fra hendes liv i selvforskyldt fornedrelse, og kan affærdiges med bemærkningen om, at hun siden har giftet sig med en hvid mand, men har født et negerbarn." Det interessante i denne sammenhæng er ikke den ondsindede karakteristik af Pauline. Selvom karakteristikken måske var korrekt, er det indlysende, at den journalist, der skrev artiklen, ikke brød sig om medlemmerne af områdets underklasse, bortset fra Ann Melton, som han til gengæld var imponeret af. Den interessante del af den citerede tekst i denne sammenhæng er den sidste sætning. Artiklen blev offentliggjort i New York Herald den 2. maj 1868, dagen efter Tom henrettelse. Dette antyder, at "senere" ikke - som forklaret af nogle forfattere - er efter henrettelsen af ​​Tom, men "senere" må referere til nogen tid efter at mordet fandt sted, men før henrettelsen. Pauline blev muligvis gift engang i efteråret 1866. Dette ville betyde, at hun allerede kunne have været en Foster ved den første retssag i oktober 1866, selvom hun ikke var det, da Laura blev dræbt. Og i hvert fald ville hun have været Pauline Foster under den sidste retssag i januar 1868, selv hvis hun først blev gift efter den første retssag.

Pauline var anklagerens kronvidne, og de fleste forfattere, der har beskæftiget sig med sagen, mener at hendes vidneudsagn, ​​var den primære årsag til at Tom blev fundet skyldig og hængt. Hvordan så mange kan være kommet frem til en så – efter min mening – forkert konklusion, ved jeg ikke, med mindre de har skrevet af efter hinanden. Der er i hvert ikke meget, der tyder på at de har læst vidneudsagnene fra retssagen. Men selv om Pauline, ikke var den, der gjorde mest skade på Toms sag, kunne hun jo alligevel godt have løjet om hans færden fredag. Det tror jeg imidlertid ikke at hun gjorde. Det eneste hun fortalte var, at hun ville have set ham, hvis han var gået til eller kommet fra Bates Place den morgen, men at det havde hun ikke gjort. Desuden sagde hun i retten, at hun havde set Tom i Meltons hus om morgenen føre en lavmælt samtale med den sengeliggende Ann Melton, og at hun senere havde set ham gå fra Meltons hus i retning af sit eget hjem. Hun kan selvfølgelig have løjet om andre ting, men det vender jeg tilbage til i en kommende artikel.

Lotty Foster vidnede om, at hun så Tom komme i retning fra Melton hus om torsdagen før Laura forsvandt. Det var, da han lånte hendes hakke, og der er ingen grund til at tro, at hun løj om dette. Om fredagen så hun ham endnu engang komme fra Melton-familiens hus. Det var, da Tom bad hende om mælk, og det bekræfter Paulines forklaring om, at Tom gik i retning af sit eget hjem (han skulle passere Lotty Fosters hus på vejen), og ikke mod Bates Place. Men så forsætter Lotty: "Jeg så ham igen den dag sent om aftenen gå i retning af Bates Place. Han sagde ikke noget ved denne lejlighed." Det betyder, at mindst én person lyver, da Mary Dula jo forklarede i retten, at Tom ikke forlod huset efter aftensmaden om fredagen. Så måske var Lotty Foster et af de vidner, som Tom Dooley påstod, havde løjet.

Thomas Fosters vidneudsagn har jeg allerede citeret tidligere, så lad mig lige repetere kort:  "Jeg så ham senere den dag (torsdag) gå forbi. Næste dag, fredag, et stykke tid efter morgenmaden, så jeg ham gå i retning af James Meltons hjem. Han var på Stoney Fork Road før.det sted, hvor den drejer af mod Bates Place. Dette var ​også fredag. Jeg så ham igen senere samme dag, omkring solnedgang gå i samme retning. Et kvarter efter at han var gået forbi, tog jeg en hest og red op til James Melton. Dula var der ikke, men Ann Melton var der." Der er tre interessante ting i dette vidneudsagn.

Lad mig først se på den anden sætning. Her forklarer Thomas Foster, at fredag ​​morgen, så han Tom gå i retning mod Meltons hjem – ikke komme fra det. Dette bekræfter min mistanke om, at Tom ikke kom fra Wilson Fosters hjem og havde passeret Carlton og Kendall den morgen. Snarere kom han fra sit eget hjem, og ledte efter Washington Anderson. Hvis Tom kom fra sit eget hjem og var på vej til Anderson-familiens hus, ville Thomas Foster også kunne have observeret ham på samme vej, og han kunne af gode grunde ikke vide, om Tom var på vej til Andersons, Meltons eller Bates Place, eftersom han så Tom før det sted, hvor han skulle dreje af.

Washington Anderson besøgte Meltons samme morgen og fandt Ann Melton i sengen, som også Wilson Foster og Tom Dooley gjorde, så måske var Tom simpelthen "på jagt efter" Washington Anderson, og kan have besøgt Anderson familiens hjem, og Scott-familiens hjem for at lede efter Washington, som han jo fortalte Celia Scott, at han gjorde. Både Tom og Washington besøgte jo også Ann Melton, men hvem, der var der først, er uklart fra forklaringerne. Måske løj Thomas Foster ikke bevidst, men hans antydning af, at Tom nok var gået til Bates Place både første og anden gang, han så ham den dag, kan have haft nogen negativ indflydelse på nævningene.

Ifølge vidnerne må Tom have haft meget travlt med at gå frem og tilbage til Bates Place om fredagen, men sjovt nok er der tilsyneladende ingen, der har set ham gå derfra igen. Først foreslog Thomas Foster, at han gik derhen et stykke tid efter morgenmaden (selv om vi ved fra Paulines og fru Scotts forklaringer, at det var dem, Tom besøgte, ikke Bates Place). Senere så Thomas ham gå i samme retning (underforstået mod Bates Place) omkring solnedgang (solnedgang var omkring klokken 21.30 i slutningen af ​​maj 1866 og aftensmaden var formentlig blevet indtaget længe før den tid, da frokosten jo blev spist midt på dagen, omkring kl. 12). Han underbygger sin antydning ved at fortælle, at da han kom til James Meltons hus, var Tom der ikke. Dette antyder for juryen og læserne, at Tom igen er gået til Bates Place, selv om han lige så let kunne være gået andre steder hen, såsom Scotts eller Andersons for at besøge George Washington Anderson, som han jo havde ledt efter om morgen; stadig under forudsætning af, at han overhovedet forlod sit hjem, hvilket hans mor nægtede at han havde gjort. Sent på aftenen gik Tom gik endnu engang i retning mod Bates Place; denne gang i henhold til Lotty Fosters udsagn, men det kunne Thomas Foster ikke bekræfte, da han på det tidspunkt var han travlt beskæftiget med at underholde Wilson Foster og andre gæster i Ann og James hjem med små practical jokes, så som at afbrænde Wilson Fosters kindskæg. Endnu en mulig løgn; i hvert fald må én have løjet, for Mary Dula på den ene side og Thomas og Lotty Foster på den anden, kan ikke begge have ret. Hvis Tom blev hjemme kan Lotty og Thomas ikke have set ham, og hvis de så ham, må hans mor have løjet om at han var hjemme hele aftenen.

Den sidste interessante ting i Thomas Fosters forklaring er dette: "Jeg tog en hest og red til James Meltons". Der er ingen andre spor af, at Lotty Foster skulle have ejet en hest, og endnu mindre, at hun ejede heste i flertal. Så hvordan kunne Thomas Foster tage "en hest?" Ikke "vores hest" eller "hesten", men "én hest", underforstået "ud af flere". Wheeling Reynolds foreslår i The Story Behind the Ballad ", at han "lånte" den fra en af ​​de mænd, der altid var på besøg hos Lotty Foster, men der er ingen vidneudsagn, der fortæller om at Lotty havde mandligt besøg den ​​aften.

Hvorfor skulle Lotty og Thomas lyve? Den eneste grund, jeg kan komme i tanke om, er, at de kan have troet (eller vidst), at det faktisk var Ann, som havde dræbt Laura Foster, og derfor ønskede at beskytte hende.

Ingen andre sagde noget om Toms færden i deres vidnesbyrd, men selvfølgelig kan nogen have forklaret noget ufordelagtigt i de vidneudsagn, at der ikke længere eksisterer. Men har nogen så løjet om andre ting end hans færden?