Anns påståede tilståelse
Det er ikke kun Tom som påstås at have tilstået. Han var bare den
eneste, hvis tilståelse nævnes i samtidige kilder. Senere legender vil vide, at
efter Toms død tilstod Ann mordet mundtligt. Så mange legender kender denne
historie, at det nu er blevet en del af "sandheden". Hvordan og til hvem hun
tilstod er ikke helt klart, da legenderne er forholdsvis forskellige, når det
gælder detaljerne.
En tydeligvis legendarisk historie fortæller, at efter Toms død
giftede Ann Melton sig med sherif Bob Grayson, og på sit dødsleje hun fortalte
ham noget så skrækkeligt, at han forlod amtet og bosatte sig i Tennessee. Vi ved
naturligvis, at denne historie ikke kan være sand, da Ann var gift med James
Melton fra 1859 til sin død i begyndelsen eller midten af 1870'erne, så hun
kunne ikke gifte sig med nogen anden, efter Toms død.
Ifølge
Ralph Rinzler, havde den berømte blinde folkesanger, og countrymusiker "Doc"
Watsons oldemor Betsy Triplett Watson, været til stede ved Ann Meltons dødsleje.
Her havde Ann sagt til hende: "Hvis jeg vidste, at jeg aldrig ville blive
rask igen, var der noget, jeg ville fortælle dig om Toms hængning." Ann
fortalte også Betsy at hun kunne se helvedes flammer ved foden af sin seng.
Hvorfor Betsy Watson blev kaldt til Anns dødsleje ved vi ikke i dag. Doc Watson
fortæller selv, at de var naboer, og de kan de have været, men Watsons hjem er
ikke vist på James Isbell er kort over området, og i 1880 boede familien Watson
i Stony Fork i Watauga County omkring 15 km nord for Elkville, men selvfølgelig
kan de to familier have boet tættere på hinanden seks eller syv år tidligere.
Det er også muligt at Betsy Triplett Watson
var
i familie med Lotty Triplett Foster, og at detg var derfor, hun var til stede, det ved vi ikke i dag. Desværre
er resten af Doc Watson historie er meget langt fra, hvad der virkelig skete,
men derfor kan den del, der handler om tilståelsen jo godt være sand alligevel.
Billedet til venstre viser Ann og Tom, der hygger sig ved Elk Creek, mens Pauline lurer på dem som Edith F. Carter forestiller sig at det skete. Er de mon ved at planlægge mordet på Laura - og opdagede Pauline det?. Tegningen findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.
Det er dog værd at bemærke, at Ann ikke tilstod mordet, som det normalt bliver
udlagt. Hun sagde kun at hun vidste noget om hængningen, som hun ikke havde lyst
til at fortælle med mindre hun var sikker på at dø. Dette indikerer for mig, at
der var noget hun var bange for, hvis hun fortalte historien og overlevede. Hun
behøvede ikke frygte selv at blive anklaget for mordet igen, på grund af den
såkaldte "double jeopardy" regel, der blev indført i USA's lovgivning med den
såkaldte Femte Tilføjelse til USA's Forfatning. Ifølge denne regel, kan man i
USA ikke retsforfølges for den samme forbrydelse to gange, heller ikke hvis man
bliver frikendt i første omgang.
Hun må derfor have frygtet noget andet. Men hvad? Det vender jeg tilbage til
nedenfor.
Double Jeopardy-reglen er
fx udgangspunkt for filmen Double Jeopardy, fra 1999, hvor en kvinde, der
er uskyldigt dømt for at have myrdet sin mand, selv om manden faktisk er
i live, vil hævne sig ved at myrde ham, da hun kommer ud fra fængslet,
vel vidende at hun ikke kan dømmes for den samme forbrydelse to gange.
Filmens udlægning er formodentlig forkert, da et mord på manden vil
blive betragtet som en ny forbrydelse – han var jo netop ikke myrdet i
første omgang. Denne detalje er derimod ligegyldig for en eventuel sag
mod Ann, da Laura netop blev myrdet i første omgang og Ann frikendt.
Ifølge University of Carolina TV's hjemmeside tilstod Ann noget
overfor Dr. Carter under et løfte om fortrolighed. Da Dr. Carter desværre holdt sit
løfte, vi ved ikke hvad hun tilstod, men fra den dag, fastholdt Dr. Carter, at
Tom var uskyldig. En anden historie ved, at Dr. Carter på et senere tidspunkt,
havde sagt til sin søn, som også var læge i lokalområdet, at i forbindelse med
hendes behandlinger for syfilis, havde Ann Melton fortalt ham noget, der ville
have reddet Tom Dooley fra galgen, men at han aldrig kunne fortælle nogen, hvad
det var.
Ifølge Daniel Barefoot i bogen "Haints of the Hills", døde Ann i 1873 og før sin
død, sendte hun bud efter Dr. Carter (ikke Betsy Watson som i Doc Watsons
historie). Dr. Carter bekræftede, at hun var ved at dø. Hun anmodede derefter
om, at hendes mand, James Melton, kom ind til hende alene. Her tilstod hun
overfor ham, "men præcis hvad det var, hun betroede til James, vil aldrig
blive kendt, for både mand og kone tog det med sig i graven".
Barefoot fortsætter dog: "Rygtet var, at hun sagde til ham, hvad hun
tidligere havde sagt til et par af egnens kvinder - at hun havde dræbt Laura og
ladet Tom om at dø for forbrydelsen." Så selv om Barefoot erkender, at ingen
ved, hvad der blev sagt mellem de to, foreslår han alligevel, hvad det var. (Haints
of the Hills, side 45).
Hvis vi ser bort fra den første version, der omfattede den ikke-eksisterende Bob
Grayson, efterlader det os med tre forskellige historier. Og disse historier
findes i flere versioner, der adskiller sig lidt fra hinanden, eller kombinerer
historierne ovenfor. Nogle af versionerne kan endda tilføje mere viden om, hvad
Ann faktisk sagde. Alle historierne indeholder dog et alvorligt problem for de,
der hævder at Ann tilstod på sit dødsleje. Ann tilstod faktisk ikke noget som
helst i nogen af historierne. Ikke i én eneste af versionerne af dem sagde hun: "Det var mig, der
dræbte Laura Foster, ikke Tom Dooley." Hun fortalte kun "noget", og
ligegyldigt hvem hun fortalte det til, Dr. Carter eller hendes mand, holdt den
pågældende det hemmeligt. Kun historien om Betsy Watson lader hende fortælle
andre, hvad Ann havde sagt, og det var faktisk ingenting. Ann fortalte Fru
Watson, at hun vidste noget om Toms hængning. Og det kunne være hvad som helst.
Måske vidste hun, at Tom var uskyldig, men hun kunne lige så godt have vidst, at
han overlevede hængningen og senere undslap! Havde hun fortalt det, havde hun
måske god grund til at frygte at han skulle vende tilbage og myrde hende også.
Eller måske vidste hun bare at sheriffen ikke havde vasket sine hænder, eller at
Toms mor var til stede, selv om ingen vidste at hun var. Der er ingen grund til
at tro, at Ann ville have tilstået mordet. Hvis hun virkelig var bange for at
fortælle noget, hvis hun skulle "risikere" at overleve, må det være noget, der
kun kunne være til skade for hende selv, ikke andre, for ellers ville det jo
fortsat være farligt for disse selv om Ann døde.
Denne forklaring kan ikke bruges til at forklare den sidste version, da den ikke forklarer, hvorfor James Melton også var nødt til at holde på hemmeligheden efter Anns død. Det kunne være for at beskytte de to døtre, men det er næppe sandsynligt. Historien kan faktisk bedst forklares, hvis det modsatte var tilfældet, nemlig at hendes forklaring kunne skade andre end hende selv. Det gør de to historier til ikke bare forskellige men direkte modsætninger. Barefoots eget bud på, hvad hun kunne have sagt, kunne selvfølgelig være rigtigt, men det kunne lige så godt være helt forkert. Hvis Ann fortalte Dr. Carter noget under tavshedspligten, kunne han godt have fortalt efter hendes død, hvad hun havde betroet ham. Forudsat selvfølgelig, at det kun vedrørte hende selv. Hvis det drejede sig om en tredjepart, kunne han derimod ikke, så er denne historie sand, er vi nødt til at acceptere, at hun bare ikke tilstod forbrydelsen. Måske fortalte hun ham, hvem der rent faktisk dræbte Laura Foster, og lod Tom tage skylden. Hvis dette var en fra underklassen i bakkerne omkring Elkville, er jeg sikker på at Ann for længst ville have fortalt det videre. Så jeg tror, at hvis der er noget om sagen, må hendes viden have involveret en eller flere personer fra overklassen i dalen langs floden. Nogen med magt til at hævne sig på hende. Som for eksempel James Isbell. Måske opdagede Ann noget efter Lauras forsvinden, som vakte mistanke hos hende, og måske konfronterede hun den person, hun havde fået mistanke til. Hun ville næppe have holdt sig tilbage fra en omgang pengeafpresning, hvis dette var muligt, og hun kunne på denne måde have sikret, at hendes døtre fik et bedre liv end hun selv, eller selvfølgelig, at hun også selv fik et bedre liv. Eller hun kan simpelthen være blevet truet til aldrig at fortælle, hvad hun vidste. Eller måske ønskede hun at lægen skulle fortælle det videre, men han turde ikke?
Mulighederne er mange, og de er alle baseret på det tvivlsomme faktum, at Ann faktisk havde noget at tilstå, hvilket vi nok aldrig får at vide, om hun havde.