Tak til alle, der har hjulpet

Jeg har længe haft i tankerne at skrive denne artikel, men har aldrig fået det gjort. Efter dette års tur til North Carolina er det blevet endnu mere nærliggende at gøre det, så nu er tiden inde.

Jeg vil gerne takke de mange mennesker, der har hjulpet mig i mine undersøgelser omkring Dooley-sagen. Nogle er anonyme mennesker, som jeg har mødt på mine rejser, og som, da de hørte, jeg var interesseret i historien om Tom Dooley, ønskede at fortælle mig deres version af legenden, hvilket jeg er meget taknemmelig for, da det dels gav et indblik i, hvordan en historie udvikler sig fra fakta til legende, og dels hvorfor de forskellige versioner af legenden afviger så meget fra hinanden, som de gør. Men mange var også mennesker, hvis navne jeg fik, og som vidste lidt eller meget mere mere om historien, selv om nogle af de ting, som de fortalte, også hørt til i legendernes univers og som selv bad om at være anonyme.

En del af de mennesker, der har hjulpet, har jeg aldrig mødt, men kun korresponderet med via e-mail. Det gælder Ms.Rachel Anders, der skrev og fortalte mig, at Carson Maguire Dula og William Carson Dula var én og samme person. Selv var hun efterkommer af netop Carson Dula, og denne gren af familien havde i flere år været kendt som "Maguire Dulaerne". Dette fil jeg senere bekræftet af Sam Mask, se nedenfor. En anden er Jerry Kendall, som henledte min opmærksomhed på den af Toms "søstre, jeg savnede viden om, nemlig søsteren, der blev nævnt i 1840-folketællingen og ikke andre steder. Jerry fortalte mig, at hun hed Selena Dula, at hun blev født i 1830, men efter folketællingen og hun giftede sig i 1848 altså inden folketællingen i 1850. Derfor optræder hun kun i Dula familien i en enkelt folketælling. Han henviste mig også til en kilde, der bekræftede, at hun faktisk var Toms søster, og endelig fortalte han, hvor jeg kunne finde registreringen af hendes bryllup.

Den første, som jeg faktisk mødte, og som fortalte mig om ting, jeg ikke vidste allerede, var Mrs. Madelyn Hill, der i 2004 ejede og drev et  Bed & Breakfast, Madelyn's in the Grove i Union Grove i Iredell County, nogle miles nord for Statesville. Hun var en efterkommer af Toms forsvarsadvokat, Zebulon Vance, og hun fortalte mig familieversionen af hvorfor, Vance valgte at forsvare en ubemidlet Tom Dooley. Om historien er sand kan desværre ikke bekræftes, da alle forklaringer på netop dette forhold er spekulative. Men det var en interessant forklaring.

Også Jack Steele, som var min guide på min første rundtur i Wilkes Old Jail, havde noget at fortælle. Han underholdt mig og min søn om Toms fængsling i Wilkesboro og viste mig nogle af de optegnelser, der er opbevaret på museet.

Mrs. Edith Carter bag disken i den lille butik, Matt's Store, der findes på Whippoorwill Academy and Village. Billedet er fra mit besøg i oktober 2013.

Den næste, og i mange år den person, der bidrog mest til min undersøgelser, var en kvinde, som jeg ser som en god ven, selvom vi kun mødtes fire eller fem gange under mine sjældne besøg i Ferguson, den nu afdøde Mrs. Edith Marie Ferguson Carter, grundlægger og ejer af museet Whippoorwill Academy and Village i Ferguson i Wilkes County. Desværre døde Mrs.Carter i 2014, men før det havde vi nogle gode diskussioner om sagen, og hun var den, der forklarede mig, hvordan jeg skulle finde ​​Tom Dooleys og Ann Meltons grave, og som også fortalte mig, at jeg skulle trodse "Adgang forbudt" skiltene, da man ikke måtte forhindre besøg på kirkegårde - heller ikke selv om de lå på privat grund.  Mrs. Carter var kunstner, og hun udførte mere end 60 tegninger og malerier, der fortæller legenden om Tom Dooley, som hun kendte den fra sin far og svigermor samt fra andre mennesker i området, hvor hun boede hele sit liv. Mrs. Carter var efterkommer af Wilson Fosters tante, Edith Foster Ferguson, og Edith Carters mand, George Hill Carter, var efterkommer af Dr. George Nicholas Carter, den læge, der undersøgte Lauras lig, da det blev fundet, og som behandlede de involverede parter for syfilis. Jeg var ikke altid enig i, hvad Edith Carter fortalte mig, og hun var helt klart ikke enig med mig i mine teorier, hvilket hun fortalte mig i vendinger, der ikke var til at misforstå. Men vore diskussioner blev holdt i en venlig og imødekommende tone, for sådan var hun. En rigtig rar dame i ordets bedste betydning, og jeg savner vores samtaler. Ved mit besøg i 2012 gav Edith Carter mig tilladelse til at bruge fotografier af hendes tegninger, malerier og andre genstande fra museet som illustrationer på disse sider. Heldigvis havde jeg mulighed for at aflægge besøg ved hendes grav under mit besøg i 2017, hvor jeg kunne sige farvel på passende måde.

På grund af de engelsksprogede artikler om Tom Dooley på min hjemmeside, kom jeg i kontakt med Mrs. Charlotte Winters Frye, som er en efterkommer af Rufus Dula Horton, en af Toms velhavende slægtninge og vidne ved retssagen samt Eliza Anderson, et andet vidne og søster til Toms ven, George Washington Anderson. Vi har korresponderet online i et par år og flere gange forsøgt at mødes ansigt til ansigt under nogle af mine besøg i området, men uden held. Endelig i 2017 lykkedes det os mødes, og både under dette møde, men også under vores mailkorrespondance har hun givet mig nogle meget interessante og vigtige informationer om hendes del af familien og hun guidede mig til, hvor jeg selv kunne finde dokumentation for det, hun havde fortalt.

Charlotte og Bill Barnes uden for deres hjem i Matthews, North Carolina.

Under mit besøg i North Carolina i 2016, se artiklerne om dette besøg under Rejser, købte jeg en dengang nyudgivet bog, "The Tom Dooley Files - My search for the Truth Behind the Legend" af Charlotte Corbin Barnes. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sendte hende den første af mange mails, men det var engang i november 2016, da jeg var færdig med at læse hendes meget interessante bog, som bør være obligatorisk læsning for alle, der er interesserede i "Dooley-sagen". Det er den bedste bog om emnet, jeg har læst til dato. Efterhånden som vores korrespondance udviklede sig, kom jeg også til at udveksle mail med hendes mand, Bill Barnes, videoproducent, og vi arrangerede at mødes på min tur til North Carolina i sommeren 2017. Det endte med at Charlotte og Bill inviterede mig til at bo hos dem i deres hjem i Mathews, hvilket jeg altid vil huske og være taknemmelig for. Det endte med at jeg boede der i tre dage. Charlotte og Bill sørgede for, at jeg mødte mange andre mennesker, der var meget vidende om sagen og lokalhistorie generelt. De tog mig også med til en koncert med sanger/sangskriver Rob McHale og hans band og introducerede mig til ham. Han gav mig to af sine cd'er, som jeg lytter til med glæde.

På grund af Charlotte og Bills venlighed mødte jeg Zelotese Walsh fra Ferguson, 93 år gammel, "Gatherer and Keeper of Family History" som han kalder sig. Forhåbentlig vil jeg møde ham igen ved mit næste besøg, da han lovede at tage mig rundt til de steder, hvor begivenhederne fandt sted. Også søstrene Caroline Keller og Faye Bell, efterkommere af W. H. Anderson, en bror til Toms ven, George Washington Anderson og også til Eliza Anderson. De viste mig venligt en aldrig udgivet bog, som deres onkel havde skrevet om familiens historie med mange billeder, som var interessante for mine undersøgelser. Vores møde fandt sted i Tom Dooley Art Museum på Whippoorwill Academy and Village. Ved den lejlighed blev jeg også introduceret til Margaret Carter Martine, der driver museet efter sin mor, Edith Ferguson Carters død. Desværre var hun temmelig optaget ved den lejlighed, da hun var vært for en Ferguson familiesammenkomst med næsten 80 deltagere, men jeg fik en lang snak med hende ved mit besøg på museet en uge senere. Hun skrev endda en artikel om mit besøg i den lokale avis i Wilkesboro. Jeg mødte også hendes kusiner, hvis navn jeg desværre har glemt, da min tablet, hvor jeg skrev det ned, fik et uopretteligt knæk under den sidste del af mit ophold i North Carolina. Endelig mødte jeg ved samme lejlighed filmproducer og -instruktør Tamara Nance, som netop havde indspillet en kort film med udgangspunkt i sagen. Den handler i bund og grund om en samtale mellem Laura Foster og hendes far før Lauras forsvinden.

Charlotte og Bill introducerede mig også til Sam Mask, en efterkommer af Carson Maguire Dula, Toms fætter. Sam har også lovet at hjælpe mig i mine undersøgelser, hvis han kan, men jeg har desværre ikke haft tid til at vende tilbage til ham med kloge spørgsmål endnu. Allerede før jeg overhovedet mødte Charlotte og Bill for første gang, sendte de mig en introduktion til John Hawkins, tidligere leder af Caldwell Heritage Museum i Lenoir, og han inviterede mig til at spise aftensmad med ham og nogle af hans venner. Vi talte om en masse forskelligt, ikke mindst var vennerne meget interesserede i Danmark, og hvorfor jeg dog interesserede mig for og så ofte besøgte denne afsides del af North Carolina, men vi fandt også tid til at tale om sagen, da vi mødtes igen nogle dage senere, gav han mig nogle kopier af skriftlige oplysninger, som jeg helt sikkert kan bruge i min igangværende forskning. Endelig tog Charlotte og Bill mig med til Statesville Historical Collection, hvor jeg blev introduceret til forfatter og journalist O. C. Stonestreet, men først og fremmest til Steve Hill, der har grundlagt og driver samlingen - i dag sammen med medlemmer af nonprofitorganisationen Perservation Statesville. I samlingen har Steve et stort antal Tom Dooley memorabilia, herunder 46 forskellige grammofonplader med forskellige optagelser af "The Ballad of Tom Dooley", herunder en dansk version med Four Jacks. Han udstiller også "Rebet som de brugte til at hænge Tom Dooleys hest med", men det er ment som en spøg. Steve har bedt folk om at sende ham ting, der er forbundet med sagen, og rebet blev sendt fra en bar i Colorado! Steve viste mig på et luftfoto, hvor Tom blev hængt, og jeg fandt ud af at mit andet gæt var bedre end min første og tredje - se de relevante artikler. Steve gav også mig en vidunderlig T-shirt med teksten "Hang around Statesville - Tom Dooley did".

Udover at introducere mig til alle disse fantastiske og hjælpsomme mennesker, viste Charlotte og Bill mig omkring i Statesville, hvilket var noget andet end bare selv at gå rundt og kigge. Sammen fandt vi William Wassons grav på en kirkegård nord for byen - eller rettere Bill fandt den, men jeg var da med :-). Wasson var sheriffen, der henrettede Tom, og vi så huset han boede i lige nord for Statesville. Tilbage i deres hjem i Matthews havde Charlotte, Bill og jeg nogle gode samtaler om dette og hint, men for det meste om sagen, og før jeg gik, gav de mig nogle videoer med de interviews, som Charlotte havde lavet med forskellige mennesker i sit forarbejde til bogen. Jeg kan slet ikke udtrykke min taknemmelighed over, hvad de gjorde for mig, og jeg glæder mig til mit næste besøg, forhåbentlig i 2018.

Altså en stor tak til alle, der har hjulpet og som jeg sikker på, også vil hjælpe i fremtiden.

PS! Jeg har netop lovet at støtte et initiativ fra Bill Barnes og Steve Hill, der går ud på at få Tom Dooley benådet posthumt; et initiativ der også støttes af flere af de andre personer, jeg har mødt.