Tom Dooley
Billedet til venstre viser Tom Dooley i sydstatsuniform, som Edith F. Carter forestillede sig ham. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.
Tom Dooley (eller rettere sagt Dula), sagens hovedperson, var medlem af den meget store Dula-familie, der boede i og omkring Happy Valley, en del af Yadkin Valley i det vestlige North Carolina.
Familien
Det ville føre vidt i denne sammenhæng at gennemgå alle medlemmer af familien, så her blot en kort oversigt. Familien, der havde irske aner stammede oprindeligt fra Virginia. Den første Dula, som kom til Happy Valley, var Judith Dula, som blev gift med Thomas Hall. Præcis hvornår hun flyttede til North Carolina vides ikke, men det har været i slutningen af eller kort efter Den Amerikanske Frihedskrig. Kort efter Frihedskrigen flyttede også hendes to ældre brødre, William og John til området og næsten samtidigt en yngre bror, Bennett. Måske har hun skrevet til dem og fortalt om hvor frugtbart området var.
John Dula blev gift med Susannah Brown og de fik mindst tre børn, sandynligvis flere. Ingen af disse har dog noget med den senere historie at gøre - så ud med dem :-) Heller ikke Judiths børn spillede den store rolle, men det gjorde et af hendes børnebørn, Rufus Dula Hall, som var et vigtigt vidne under retssagen mod Tom. Rufus var et af de tre børn, som Judiths datter, der også hed Judith, fik før hun blev gift. Hvem der var far/fædre til hendes børn vides kun for et af børnenes vedkommende, og det var desværre ikke Rufus.
William Dula, der havde været kaptajn i militsen under frihedskrigen, fik seks børn med sin hustru, Theodocia Beasley McMullan, som han havde mødt i Virginia. DE to stak af sammen, måske var hendes eller hans forældre ikke så glade for forholdet? De tog til North Carolina, hvor de købte jord i Happry Valley, hvor William Dula endte med at blive en af de mest velhavende plantageejere. William og Theodocia fik fire børn sammen, og så blev de gift og fik yderligere to børn. De fleste af børnene blev gift med børn af andre velhavere i området, og flere af Captain Williams (som han blev kaldt) børnebørn var vidner under sagen. Den sidste bror, Bennett Dula, havde en dreng med, da han kom til området, William Lee Maguire Dula. Om det var hans egen søn vides ikke med sikkerhed, men det er tvivlsomt. Han blev i hvert fald ikke nævnt i Bennetts testamente, selv om han bestemt var i live, da Bennett døde. En enkelt mundtlig kilde har hævdet, at der også var en datter, men hende har jeg ikke været i stand til at dokumentere. Bennett giftede sig med Anna Stowe, og de to fik tilsammen ni børn. Og nu er vi ved at nærme os sagen igen.
Den næstældste af Bennett og Annas sønner (efter William Maguire) var Thomas P. Dula. Thomas havde en ældre søster, Judith, som giftede sig med en Lewis Waters og flyttede til Tennessee. I forbindelse med bryllup eller flytning fik hun en arv på $ 400 samt noget løsøre, så når Bennett døde, skulle hun ikke arve mere. Ud over disse to søskende, var der altså yderligere syv, hvoraf især John Dula, kaldet Jack, og Sarah Dula, der blev gift med en William Ferguson, samt den yngste søn, Bennett Dula er interessante i forbindelse med sagen. Eller rettere, deres børn er. Efter henrettelsen blev Tom begravet på en familiekirkegård, der lå på jord, der tilhørte Bennett Jr. Sandsynligvis er hans far og farfar også begravet her, men det vides ikke med sikkerhed, da man ikke dengang satte egentlige gravsten på gravene.
Thomas P. Dula giftede sig med Mary Keaton fra Virginia i 1822, og de fik i alt syv børn. Ældst var Angeline Evelyn Dula, der var født omkring 1826. Henset til fødselsraten dengang, kan der have været børn før Anna eller Annie, som hun blev kaldt, som er døde som små. William L. blev født omkring 1828, Selina i 1830 (men efter folketællingen, hvor hun ikke optræder), Sarah i 1832, John R. i 1834, og Eliza i 1838. Endelig kom Thomas C. Dula til verden i 1844 eller 45. Også her er der mulighed for, at der har været flere børn mellem John og Eliza og mellem Eliza og Tom. Selina blev i 1848 gift med en James Kendall og de to flyttede til Georgia, hvor man kan finde dem i folketællingen fra 1850 (her er efternavnet opgivet som Kindal, endnu et eksempel på, at navne blev stavet meget forskelligt). Hun optræder også i folketællingen i 1840 (hvor der ikke blev nævnt navne), men af en eller anden grund var hun ikke blandt de fem børn, som Thomas P. indskrev i skolesystemet i 1841. Det var til gengæld Annie, William, Sarah, John og Eliza. Måske har Selina været syg på dette tidspunkt, så han ikke fandt det nødvendigt at indskrive hende. Inter tyder imidlertid på at børnene faktisk kom i skole. Faktisk var de alle senere registreret som analfabeter. Anna blev gift med Micajah Hendrix og William med Lucinda Walsh og begge forlod hjemmet. i midten af 1840'erne. Også Sarah blev gift og flyttede til Lenoir i naboamtet, Caldwell County, men jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem hun blev gift med.
Jeg vil gennem andre artikler vende tilbage til familieforholdene, som er ret indviklede, da stort set alle i området var beslægtede med hinanden, enten gennem blod eller gennem ægteskab. Rufus D. Horton, nævnt ovenfor, var således Toms halvfætter. hans ihærdige forfølger, James Isbell, var gift man hans halvkusine, Sarah Louise Horton, og lægen, Dr. Carter, var gift med en anden halvkusine, Juliet Jones. Desuden var Tom efter alt at dømme i familie med Pauline Foster og muligvis også med Laura Foster og Ann Melton.
Tom Dooley
Thomas C(aleb) Dula (fremover kaldet Tom Dooley) blev født den 20. juni 1844 eller 1845. Når jeg har skrevet Caleb i parentes skyldes det, at mellemnavnet ikke kan genfindes i officielle dokumenter, men de fleste kilder er enige om at det var Caleb. Der er ikke enighed om årstallet for hans fødsel. Under retssagen oplyste hans mor, at han var født den 20. juni, og at han var fyldt 22 "sidste juni". Problemet opstår fordi man ikke ved præcist hvilken af retssagerne udtalelsen stammer fra, om det var i oktober 1866 eller januar 1868. I folketællingen fra 1860, som blev holdt i august, står han angivet til at være 15 år, hvilket indikerer at han var født i 1845. Desværre er folketællingerne ikke særligt præcise, når det kommer til alder, hvilket der kommer en del eksempler på i kommende artikler. Han var imidlertid nødt til at lyve sig ældre, da han meldte sig til hæren i marts 1862, men da man skulle være 18 år, ville det gælde uanset om han var født i 1844 eller 1845. Selv tror jeg mest på 1845, men mange forskere er ikke enige med mig.
Toms far, Thomas P. havde arvet en del efter sin far Bennett, og han var i øvrigt eksekutor i boet. Imidlertid mødte han dårlige tider omkring 1829-30, hvor han var kommet i gæld, og var nødt til at sælge en del af sin jord, nogle af sine sine husdyr og fem slaver, som han åbenbart også havde arvet. Bennett Dula døde i 1822 kort efter at Thomas P. og Mary Keaton var blevet gift, og det er mit gæt, men kun et gæt, at Thomas blev boende på den fædrene gård med sin familie, sin mor og sine yngre søskende, indtil de efterhånden flyttede væk - flere af dem til Tennessee. I slaveopgørelsen (slaver var ikke med i de egentlige folketællinger) i 1840 står han stadig som ejer af en kvindelig slave mellem 10 og 22 år. Thomas P. døde i 1854, og jeg tror at det var på det tidspunkt, at Mary og de tre hjemmeværende børn, John, Eliza og Tom flyttede til den lille hytte, hvor de boede, da sagen foregik. Det ville forklare hvorfor mange historier fortæller, at Tom var født ikke langt fra det sted, hvor han blev begravet. I 1860 var det Bennett Sr.'s yngste søn, Bennett Jr. der boede på gården med sin familie - og hans mor, Anna Stowe, boede hos ham og familien. Bennett var blev gift med Minerva Adeline Brown, og de fik syv børn, hvoraf de to ældste, Angeline Pauline og Granville blev omtalt under sagen. Som kuriosum kan jeg lige nævne, at deres yngste datter, som blev født engang i 1866, fik navnet Queen Victoria Dula. Det er da et navn, der vil noget.
Af folketællingen i 1860 fremgår, at Mary Keaton ejede et forholdsvis stort landområde, måske op til 2.000 hektar, men det meste var bjerge og skov, og kun en lille del kunne dyrkes. Desuden havde hun køer "i flertal", og det var ikke almindeligt blandt underklassen, så familien har tydeligvis ikke været så fattige endda. Heller ikke deres hjem var meget lille. Mange af sagens personer fra bjergene boede i hytter med kun et enkelt rum, mens der var mindst tre rum (heraf to såkaldte "lean-ons") i Dula-familiens hytte, og muligvis var der også soveplads på loftet, som der var i mange større hytter dengang. Et par år efter Toms henrettelse solgte Mary Dula hytten til Dr. George Carter og sammen med Eliza flyttede hun ind hos den ældste datter, Annie, hvor hun boede til sin død. Efter Annas død boede Eliza alene. Hun var handicappet (gangbesværet) og blev aldrig gift. Dr. Carter lejede hytten ud og den blev i Carter familien i mange år, men i 1920'erne blev den revet ned. Det eneste, der er tilbage er hyttens dør, som i dag fungerer som hoveddør i Margaret Carter Martines hjem, og et dørhåndtag, som er udstillet på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson.
Legenderne vil vide, at da Tom fik at vide, at hans to ældre brødre var døde i krigen, fik det ham til selv at melde sig til hæren. Det er imidlertid ikke korrekt. William meldte sig til hæren samme dag som Tom gjorde, den 15. marts 1862, og de endte i samme kompagni, hvor de begge blev optaget som menige. John meldte sig i september samme år lige inden der blev indført værnepligt. Han kom i et andet regiment end sine brødre og allerede i december blev han syg af lungebetændelse. Han blev flyttet rundt mellem flere felthospitaler, og i slutningen af januar 1863 tog sygdommen livet af ham. Af papirerne fremgår at han den 30. december 1862 skrev testamente, men selve testamentet eksisterer ikke mere. I løbet af krigen var Tom to gange indlagt på hospital på grund af en ikke nærmere specificeret feber, sandsynligvis tyfus, som hærgede blandt soldaterne på begge sider af krigen. Senere blev han indlagt, fordi han blev såret under Belejringen af Petersburg i juni 1864. Tidligere i 1864 var han blevet udnævnt til musiker (trommeslager). I følge hans soldaterkammerater kæmpede han modigt i de slag, han deltog i, og han var respekteret for sit mod og sin kampånd. Efter henrettelsen kunne man læse i en New York avis at nogle af soldaterkammeraterne havde fortalt journalisten, at han havde dræbt en mand i Wilmington, mens regimentet, 42. North Carolina Infanteriregiment, var indkvarteret der, fordi han havde overrasket Tom i seng med sin kone. Der var imidlertid mange ting i artiklen, som tydeligvis var opfundet af journalisten for at gøre historien mere spændende, så måske var dette også tilfældet her. Det påståede mord kan i hvert fald ikke bekræftes af andre kilder.
Efter at være blevet taget til fange under Slaget ved Wyse Fork i North Carolina den 10. marts 1865, blev han sendt til krigsfangelejren Camp Hammond på halvøen Point Lookout i Maryland. Det var en af de værste af Nordstaternes krigsfangelejre lejre under hele borgerkrigen. Lejren blev etableret efter Slaget ved Gettysburg i 1863, og der var mellem 12.000 og 20.000 konfødererede fanger i lejren på ethvert givent tidspunkt, selv om lejren kun var bygget til ca. 10.000. Maden var sparsom. En typisk daglig ration bestod af en portion ærtesuppe og 4 kiks. Fangerne var ofte nødt til at supplere deres mad med rotter og måger, som de fangede og spiste. Sygdomme som tyfus, dysenteri og malaria plagede fangerne, og mange døde af disse sygdomme. Andre blev skudt, hvis de kom for tæt på hegnet rundt om lejren. Mindst 4.000 fanger, og måske endda op til 14.000 af de 50.000, der sad i lejren mellem 1863 og 1866 døde. Også Toms bror, William blev taget til fange ved Wyse Fork og sendt til Point Lookout. Her pådrog han sig tyfus, od da forholdene i lejren, ikke mindst på lazarettet var forfærdelige, døde han i begyndelsen af juni. Efter krigen giftede Williams enke, Lucinda, sig med Ann Meltons ældre brur, Pinkney A. Foster, der også havde overlevet krigen. Tom overlevede opholdet i lejren, og den 11. juni 1865 blev han løsladt fra lejren efter at have erklæret sin troskab til USA. Som analfabet måtte han underskrive sin troskabsed med et 'X'. Samtidigt med Tom og William, sad også flere af de, der senere var vidner i sagen, herunder en anden af sagens hovedpersoner, James Melton, i Camp Hammond, men ingen ved om han og Tom mødte hinanden. De gjorde tjeneste i to forskellige regimenter, og fangerne var typisk indkvarteret sammen med andre fra samme enhed, som de selv tilhørte, så det er ikke givet. Melton blev frigivet 14 dage senere end Tom.
Tom vendte
tilbage til Elkville og genoptog sit liv, som før krigen, selv om nogle senere
kilder hævder at krigen havde forandret ham fra en glad dreng til en bitter mand, hvilket næppe ville være underligt,
men de officielle kilder omtaler ikke, at han skulle have været bitter, og i
vidneudsagn fra sagen, antydes at han stadig var munter.
På tidspunktet for mordet på Laura Foster, boede Tom hjemme
hos sin mor sammen med sin søster Eliza, og han havde tilsyneladende ikke nogen
beskæftigelse. Det blev i hvert fald ikke omtalt under sagen, men han har
formodentlig hjulpet sin mor med at drive gården, og har måske hjulpet sin
onkel og/eller andre slægtninge, selv om flere
moderne udlægninger af historien gerne vil gøre ham doven og arbejdssky. Mange
kunne også et eller andet håndværk og det har Tom sikkert også kunnet, og måske
har han endda suppleret sin indtægt ved at spille violin, når der var behov for
det.
Tom Dooley var noget af en kvindebedårer. Han og Ann Foster Melton havde et
forhold allerede før borgerkrigen begyndte. Ann Meltons mor, Lotty Foster,
fortalte under retssagen, at hun havde overrasket Thomas og Ann i seng sammen
uden tøj på to
år før krigen brød ud og efter at Ann var blevet gift, det vil sige i efteråret
1859. På dette tidspunkt var Tom 14 år og Ann var omkring et eller to år ældre.
Der er intet, der tyder på, at hændelsen Anns mor vidnede om, var første gang,
Ann og Tom var i seng med hinanden, og det skulle vise sig, det heller ikke var
den sidste. Under retssagen blev det også nævnt, at Tom og Ann havde haft et
skænderi om hans forhold til en Caroline Barnes, og det blev også opdaget, at
han havde et forhold til Laura Foster, Pauline Foster og Ann Melton på samme
tid. Som beskrevet i aviserne og i resumeerne fra retssagerne, var Tom blevet
smittet med syfilis, og havde søgt hjælp for sygdommen hos den lokale læge, Dr.
George Nicholas Carter.
Da han blev løsladt fra fangelejren, blev han beskrevet som 177 cm høj, med
brunt krøllet hår og blå øjne. Under retssagen beskrev en journalist ham som
"ikke smuk, men ganske flot, og med den ægte morders hårde udseende"! Sange og
legender omtaler ofte, at Tom spillede banjo, men dette instrument er ikke omtalt
noget sted i de officielle papirer fra sagen Til gengæld er det nævnt flere
gange, at han spillede violin.
Tilbage til Indholdsfortegnelsen