Besøg ved Tom Dooleys grav - langt om længe

Så var det blevet den sidste dag inden jeg skulle nord på og flyve hjem næste dag. Efter mit natteroderi dagen før, valgte jeg at sove længe, så klokken var 9.30 før jeg kom fra hotellet. Endnu engang gik turen i første omgang til Blue Ridge Parkway, og endnu engang tog jeg U.S. 421 til Boone.  Herfra valgte jeg denne gang at køre mod syd. Vejret var ikke så godt som dagen før, overskyet og støvregn, som senere gik over i tåge, da jeg kom op i bjergene. Jeg stoppede dog nogle gange undervejs mod syd, og det lykkedes da også for mig at få taget nogle helt gode billeder af efterårsfarver.

Et af de steder, hvor jeg gjorde holdt og gik en tur, var ved Price Lake ikke langt fra Blowing Rock, og her var der nydelige farver, og udsigten over søen var lige så nydelig. Jeg fortsatte syd på forbi Grandfather Moutain og Linville Viaduct, som dog denne gang var hyldet i dis, så det var der ikke så meget ved. Jeg kørte videre mod syd, forbi Linville Falls og N.C. 181, som jeg havde besøgt dagen før, stadig med diverse stop undervejs. Da jeg nåede byen Black Mountain forlod jeg parkvejen og de andre små veje og skiftede til I-40. Da det var lørdag var min plan at besøge Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, som kun har åben lørdag og søndag mellem 15 og 17. Imidlertid var klokken kun omkring 12.30, så jeg skulle fordrive endnu er par timer.

Jeg besluttede derfor at tage motorvejen til Statesville eller det nabolag, og så aflægge et besøg i Union Grove, som ligger i North Carolinas amish-område. Måske kunne jeg få øje på en amish! Det tog godt og vel 1½ time at køre de ca. 100 miles. Desværre fik jeg ikke set nogen amisher. De var vel blevet hjemme for at holde lørdag. Jeg måtte derfor nøjes med at fotografere dels et skilt, der advarede mod sektens hestekøretøjer på vejbanen, og så et par kalkungribbe, som sad midt på vejen og delikaterede sig med resterne af noget road kill. Hvad ved jeg ikke. Da klokken var hen ad 14.30 vendte jeg næsen mod Ferguson .

Jeg kom til museet lige efter åbningstid, og opdagede at der skulle være bryllup kl. 16. Stedet har et lille kapel, Chapel of Peace, og det er et populært sted at holde bryllup. Jeg parkerede bilen uden for lågen og gik ind alligevel. Her  mødte jeg en dame, som assisterede stedets ejer, Mrs. Carter, og hun sagde at jeg godt kunne nå en tur rundt til bygningerne, inden arrangementet skulle starte. Inden jeg nåede at gå, kom Mrs. Carter kørende i sin lille golfvogn, og spurgte om jeg ikke ville flytte min bil til den anden side af lågen? Bruden havde planlagt alt nøje, herunder gæsternes parkering, og da hun var meget nervøs, var hun bange for at min bil skulle skræmme nogen bort - eller noget. Så gik jeg min tur idet jeg holdt mig ude i periferien - kapellet ligger midt på området. Som sædvanligt brugte jeg mest tid på Tom Dooley museet, hvor jeg endnu engang så på billeder, bladrede i bøger, udklip, og så udstillingens nye diorama af hængningen og så videre. Derefter gik jeg tilbage til Mrs. Carters lille butik, hvor jeg dels fandt nogle små brochurer om Dooley sagen, dels en DVD med Mrs. Carters malerier og hendes version af legenden, foruden en bog om områdets historie og befolkning i slutningen af 1800-tallet , som jeg længe havde været på jagt efter, men da den er fra 1955, er det ikke lige en, der findes i normale boghandlere, men nu fik jeg den altså.

I forbindelse med betalingen af varerne (besøget på museet fik jeg heller ikke den gang lov til at betale for) fik jeg, hvad der skulle vise sig at blive min sidste sludder med Edith Carter, da hun døde den 13. maj 2014, og jeg kommer først tilbage til sommer. Under vores snak fik jeg fortalt, at jeg endnu ikke havde fundet Tom Dooleys grav, på trods af, at hun sidst havde tegnet en tegning. Hun fortalte så, at hun lige havde været ude og skifte det lille flag ved Tom Dula Road, der viser nu er man så tæt på graven, som man kan komme ad vejen Det sted havde jeg nu ikke svært ved at finde, men når jeg gik op ad den jordvej, som man skal følge, blev jeg stoppet som dagen før af skilte, som meddelte, at man var på privat grund, og at uvedkommende ville blive skudt - eller i hvert fald politianmeldt, og derfor mente jeg ikke, at det kunne være der. "Her tog jeg fejl" fik jeg så at vide. Det var der, og jeg skulle bare ignorere alle advarslerne, for i USA er det forbudt at forhindre adgang til en kirkegård, og en sådan var det. Mens vi snakkede begyndte det at regne, og inden jeg kom derfra, var der tale om et veritabel skybrud - så meget for et udendørs bryllup, kun med læ fra en teltpavillion!

Det viste sig, at da jeg kom til den lukkede låge, og skulle ned ad den sti som i 2012 var så tilgroet, at Tim og jeg opgav efter 100 m, så var den på den årstid meget mere tilgængelig, og det var da også den rigtige sti. Vi skulle bare have fortsat 100 meter til, så havde vi fundet graven - og det gjorde jeg så denne gang. Stedet er faktisk en lille familiekirkegård fra midten af 1800-tallet, og som på mange af disse, er der ikke sten på gravene, bortset fra Tom Dooleys. og den er opsat mange år efter hans død. Fotograferet blev den dog, selv om jeg blev våd af regnen, og fik mudrede fødder i mine sandaler!

Efter besøget ved graven besøgte jeg yderligere nogle Tom Dooley lokaliteter, fx fandt jeg kirken, hvor familien Isbells familiegravsteder findes, og desuden flere andre steder, hvoraf jeg regner med at udforske nogen nærmere, når vi passerer stedet i juli 2014.Det var nu holdt op med at regne, og solen skinnede, men nu kunne det være ligegyldigt. Jeg var tilbage ved hotellet omkring kl. 17.30 og kørte ud for at spise med det samme. Denne gang på en Applebee's som Tim og jeg brugte meget i 2012, og som vi også har hjemsøgt ved mange andre lejligheder. Efter maden kørte jeg tilbage til hotellet og pakkede kufferter og tasker, så jeg var klar til at køre tidligt næste dag, hvor jeg skulle tilbage til Dulles Airport, og gerne ville have tid til at se noget undervejs.