Rundt i New England og det østlige New York (14 - 21 dage)
Opdateret april 2024 (oprindeligt skrevet i februar 2017)
Denne tur koncentrer sig om de stater, der udgør det, det kaldes New England. Det drejer sig om de seks nordøstligste stater i USA, Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, Vermont, New Hampshire og Maine. Desuden medtager turen den østligste del af staten New York. Denne gang lader jeg turen starte og slutte i New York City. Her er der mange muligheder for at komme til, også til rimelige flypriser. Man kan flyve direkte fra København til John F. Kennedy Airport og Newark Airport. SAS flyver direkte til Newark, mens Delta flyver direkte til JFK. (Delta beflyver også ruten til JFK for AirFrance og KLM.) Man kan dog spare en del penge, ved at tage en mellemlanding undervejs. Fx med British Airlines, AirBerlin, Brussels Airlines eller Finnair. Priser og varighed, må man selv slå op. Det er en fordel at mellemlande i Europa, så man først skal gennem immigration og til, når man kommer til sin endelige destination.
For turens skyld vil det være nemmest at flyve til JFK, da man så slipper for at skulle passere tværs gennem New York City, når man skal ud på første etape. Jeg lader derfor turen starte i denne lufthavn. Afhængigt af ankomsttidspunkt, kan man vælge at tage en overnatning nær lufthavnen, hvor der er flere udmærkede hoteller, eller man kan køre første etape med det samme. Tager man en overnatning kan første etape og 2. etape slås sammen.
1. etape: JFK Airport til Riverhead, Long Island, New York (70 miles, 112 km)
70 miles lyder ikke af meget, og det er det heller ikke og turen varer under halvanden time, hvis trafikken vil. Man kan tage den nordlige rute via I-495 eller den sydlige via Southern State Parkway. Under alle omstændigheder ender man til sidst på I-495. Riverhead ligger der, hvor Long Island deler sig i North Fork og South Fork. Har man tid kan man tage hele eller halvdelen af etape 2 på samme dag.
2. etape: Riverhead, New York til New London, Connecticut via Montauk, New York (133 miles, 232 km)
Heller ikke denne tur ser lang ud, men den kan tage en rum tid, afhængigt af, hvor meget man ønsker at se/besøge på turen. I første omgang går turen ud på South Fork. På vej mod New York States østligste punkt, Montauk Point, kører man gennem The Hamptons. Området består af en række små kystbyer, og er et af de historiske sommerferiesteder for New Yorks velhavere. Nogle af USA's dyreste boliger findes i dette område, og de er ofte imponerende at se på. Området Sagaponack i Southampton var i 2016 det dyreste boligområde i hele USA, med en mediansalgspris for husene på omkring $8,5 millioner. På vores tur i 2014, var der et hus til salg i den lille by Water Mill. 334 m2 og 6.200 m2 grund fik man for den nette sum af $30 millioner eller godt 209 millioner danske kroner med den tids kurs. Men så var der også 60 m egen strand.
Montauk Lighthouse på South Fork of Long Island
På vej videre ud på øen passerer man naturområderne Napeaque State Park, Hither Hills State Park og Hither Woods Preserve. Alle tre steder er der masser af natur at se, blandt andet klit- og plantageområder. Længere ude kommer man til den lille by Montauk med godt 3.000 indbygger og længere ude endnu ligger Lake Montauk, der trods navnet ikke er en sø, men en bugt. Bugten er hjemsted for den største flåde af sportsfiskerbåde i New York. Scener fra filmen Evigt solskin i et pletfrit sind med Kate Winslet og Jim Carrey er optaget her i området. Det yderste punkt på øen er Montauk Point. her finder man Montauk Lighthouse. Fyrtårnet var det første, som blev opført i New York State og er stadigt aktivt. Fyrtårnet og det tilhørende museum kan besøges for et forholdsvis beskedent beløb, $15 for voksne, $10 for pensionister og $5 for børn. Her til kommer $ 8 for at parkere mellem 8 og 16. Ikke langt fra fyret ligger Camp Hero State Park. Her lå tidligere Montauk Airforce Station, og man kan stadig ser nogle af de gamle installationer, blandt andet et af radartårnene. Der går allehånde konspirationsteorier om basen, fx at den skulle have været brugt til eksperimenter med usynlighed, tidsrejser, telepati, teleportering, kontakt med rumvæsener og meget andet
Når man er færdig på den østlige ende af øen, skal man samme vej tilbage til Riverhead. Man kan dog forkorte køreturen til North Fork ved at skyde genvej over øen Shelter Island, men det kræver to færgeture. Først til øen og så fra den igen, og selv om det er kortere er det ikke hurtigere. Fra Riverhead kører man så ud på North Fork ad New York Route 25. Denne fører en gennem Long Islands Wine Country med mange spændende vingårde. På North Fork ligger nogle interessante småbyer som Jamesport, Mattituck, Peconic, Southold m.fl. Længst ude på North Fork ligger Orient Point og herfra skal man tage færgen over til New London på den anden side af Long Island Sound. Bestil billet hjemmefra, der kan være fyldt godt op på nogle afgange. Turen varer ca. 1 time og 20 minutter med bilfærge. En hurtigfærge, der ikke medtager biler gør det på ca. 40 minutter.
Etapen kan gøres på en dag, eller to halve, men undgå fredag eftermiddag, hvor mange fra New York gerne vil på landet, og hvort trafikken af samme årsag kan være ganske tung.
3. etape: New London, Connecticut til Boston, Massachusetts (106 miles, 170 km)
Brug evt. nogle timer eller mere i New London inden kursen sættes mod nord. Turen fra byen til Boston tager kun 1½ time plus evt. sightseeing. Man kan fx besøge Ye Antientist Burial Ground, som er en af de ældste kirkegårde i New England, grundlagt i 1645. Tag I-95 ud af byen. 10 miles (16 km) nord for New London kan man tage en afstikker til den lille by Mystic ved Mystic River.
Joseph Conrad (tidligere Georg
Stage) i Mystic Seaport
Her er et besøg i Mystic Seaport en oplevelse. Mystic Seaport er et af verdens største maritime museer med arbejdende værksteder mm. Her kan man se to skibe med dansk baggrund; fyrskibsforsyningsskibet Gerda III, som er udstillet på museet, fordi båden blev brugt til at smugle jøder til Sverige under besættelsen, og skoleskibet Joseph Conrad, der tidligere var kendt som Georg Stage inden det nuværende Georg Stage blev bygget. Også en hvalfanger er udstillet, og det samme er en kopi af slaveskibet Amistad (når de ikke er på togt til, eller udlånt til andre museer). Men under alle omstændigheder er "byen" et besøg værd. Entre til Mystic Seaport koster $31 for voksne, $29 for seniorer (over 65), $27 for børn mellem 13 og 17 og $21 for børn mellem 4 og 12. Vær opmærksom på, at der kan være arrangementer, som kræver tidsbestilling på givne dage, og som måske koster ekstra. Tjek museets hjemmeside. Er man til akvarier ,er der også mulighed for at besøge et sådant lige uden for Mystic.
Vend tilbage til I-95 og fortsæt mod nord. Efter 50 miles (80 km) er man nået til USA's mindste stat, Rhode Island (som er den tættest befolkede stat i USA efter New Jersey). Den havde indtil 2020 det længste navn blandt alle USAs stater: "The State of Rhode Island and Providence Plantations". I 2020 blev det vedtaget ved folkeafstemning at droppe alt andet end Rhode Island, som allerede var det navn, der typisk blev brugt. Hovedstaden, Providence interessant på den måde, at der bor flere mennesker i metroområdet end der gør i hele staten, hvilket skyldes at byen breder sig ind i Massachusetts. Her kan man forlænge turen med et ophold på en eller flere dage, hvis man er til storbyer. Blandt de steder, der er et besøg værd i Providence er Waterplace Park med sine brolagte gangstier langs floden og sine broer i venetiansk stil over den. Old State House er statens tidligere regeringsbygning fra 1762 med verdens næststørste marmorkuppel. Kun Peterskirken i Rom har en større. Også First American Baptist Church, er et besøg værd. Den er, som navnet antyder, den ældste baptistkirke i USA. I den nordlige del af byen ligger Swan Point Cemetery, hvor adskillige Rhode Island guvernører ligger begravet sammen med senatorer og andre honoratiores. Blandt guvernørerne er Ambrose Burnside, der har givet navn til den amerikanske betegnelse for store kindskæg, "sideburns". Er man til horrorfortællinger, ligger også horrorforfattererne H. P. Lovecraft og C. M. Eddy begravet her. Det gør de for øvrigt også selv om man ikke er til horrorhistorier. I alt er ca. 40.000 mennesker begravet på denne kirkegård.
Fortsæt ad I-95 til Boston. Afhængigt af varigheden af ophold i Mystic Seaport og Providence, kan denne tur gøres på en enkelt dag, men bliver man i Providence, mår man nok lægge et par dage til.
4. etape: Boston (Lad bilen stå og tag taxi/Uber/Lyft; det er nemmere end bil og det er svært at finde parkeringsplads)
To dage, som dette tip beregner, kan være alt for lidt til at se Boston, men læg selv noget til, hvis byen fænger. Boston er en sær, men charmerende, blanding af USA og England. I Boston er der meget at se, så man kan sagtens bruge en uge eller mere, men her er beskrevet steder, der kan nås på de to dage, jeg har afsat, hvis man ikke bruger for lang tid hvert sted. Boston er en af USAs ældste byer, grundlagt i 1630. Byen har to centrale parker. Boston Common, er USAs ældste offentlige park, grundlagt helt tilbage i 1634. Parkområdet har været brugt til så forskellige ting som kvæghold, militært øvelsesterræn, henrettelsesplads mm. I dag er det mest interessante nok Frog Pond, en sø i parken, selv om jeg aldrig har set en frø i den. I 2006 blev der sat en verdensrekord i parken, da 30.128 græskarlygter blev tændt i forbindelse med en græskarfestival. Lige ved siden af Boston Common ligger Boston Public Garden, der er en noget mere konstrueret og designet park, for ikke at sige mere velholdt. Her er efter min mening det mest interessante svanebådene, hvor bådførere siden 1877 har sejlet turister rundt ved fod- og pedalkraft.
Paul Reveres grav på Old Granary Burying Grounds
Fra Boston Common Visitor Center i den østlige del af parken udgår The Freedom Trail. Det er en rute (kan kun følges i hele sin udtrækning til fods), som når rundt til mange af de seværdigheder, som hører ikke mindst den amerikanske frihedskrig til. Hele turen er fire km lang, men det kan tage en rum tid, hvis man skal besøge bare nogle af de seværdigheder, der ligger langs ruten. Man kan også få en guidet tur ad Fredom Trail, med guider udklædt i kolonitidens dragter.
Blandt de steder, som jeg selv finder mest interessante er Park Street Church og Old Granary Burying Grounds. Sidstnævnte er Bostons tredjeældste kirkegård. Den er ikke særlig stor, men har en høj koncentration af berømtheder begravet, blandt andre Paul Revere, Samuel Adams, Peter Faneuil, John Hancock, James Otis (alle mennesker, som fik deres berømmelse i forbindelse med USAs løsrivelse fra England), samt Benjamin Franklins familie. Franklin selv er begravet i Philadelphia. Også King's Chapel med tilhørende kirkegård, kan være interessant, men der er ikke helt så mange berømtheder begravet her, selv om kirkegården er ældre. Old South Meeting House var stedet, hvor man mødtes inden The Boston Tea Party, og hvor de revolutionære klædte sig ud som indianere inden de drog mod havnen. Old State House, fra hvis balkon Uafhængighedserklæringen blev læst højt i 1776, er i dag museum. Lige uden for bygningen fandt The Boston Massacre sted i 1770 og stedet er markeret ved en cirkel af brosten i fortovet. Faneuil Hall var dels en markedsplads (det er det stadig) og et mødested hvor oprørslystne amerikanere holdt mange taler om koloniernes løsrivelse. Paul Revere House ligger i den del af byen, der kaldes North End. Revere, der blandt andet var sølvsmed, er nok mest kendt for sit natlige ridt til Lexington og Concord, hvor han advarede oprørslederne Samuel Adams og John Hancock om at engelske tropper var på vej for at arrestere dem. Også et besøg værd er Old North Church, hvor der blev hejst to lanterner i klokketårnet for at fortælle, at englænder kom ad søvejen via Charles River; var de kommet over land, skulle der kun hejses en lanterne. Freedom Trail krydser også Charles River, dog via en bro. På den anden side er det mest interessante efter min mening, USS Constitution, en tremastet fregat, bedre kendt som Old Ironsides, fordi skibet var bygget af såkaldt "live oak", der var så hårdt, at kanonkuglerne prellede af under et søslag, skibet var involveret i i 1812. Skibet er bygget i 1797, men indgår stadig i den amerikanske flåde. Freedom Trail er på hele sin strækning markeret med enten to rækker røde mursten i vejen eller to parallelle, rødmalede striber.
Af andre ting, der er værd at se i byen er Rose Kennedy Greenway, et langstrakt parkområde, hvor der tidligere gik en motorvej gennem byen, den underlige skulptur Asaroton, som forestiller affald i et fodgængerfelt, den gamle toldbygning, stedet hvor The Tea Party faktisk fandt sted og meget andet. Jeg anbefaler normalt ikke spisesteder i disse artikler, men her gør jeg en undtagelse. Green Dragon Tavern påstås at være byens ældste restaurant, men det er ikke sandt. Den oprindelige restaurant af det navn eksisterer ikke mere, da bygningen er revet ned. Der er dog åbnet en ny restaurant med samme navn, ikke langt fra den oprindelige og her er maden udmærket. Den oprindelige restaurant kaldtes "revolutionens hovedkvarter", for mens engelske officerer spiste i stueetagen sad Paul Revere, Sam Adams og andre af de sammensvorne og planlagde revolutionen på 1. sal. Ikke langt fra den nuværende Green Dragon Tavern finder man Union Oyster House, og denne restaurant fra 1826 er faktisk byens ældste og en af de restauranter i USA, der har ligget i længst samme hus i en uafbrudt periode. Her er maden fremragende (om end ikke billig), og John F. Kennedy havde sin egen bås i lokalet på første sal.
Ikke langt fra de to restauranter i 100 Hannover Stree finder man Boston Public Market, et indendørs marked, som sælger fødevarer og andre landbrugsprodukter.
Hovedbygningen på det tidligere Radcliffe University i Cambridge, Massachusetts. Et nu nedlagt kvindeuniversitet.
Har man mere tid kan man krydse Charles River og gå en tur på Harvard Universitetets område, som er meget spændende. Harvard er USA's ældste universitet, grundlagt i 1636. Herfra er der en fin spadseretur til det nu nedlagte Radcliffe University, der var et universitet kun for kvinder, som Harvard var kun for mænd. Radcliffe blev nedlagt nogle år efter at Harvard begyndte at optage kvindelige studerende, og i dag er det Harvard, der bruger bygningerne. Spadsereturen kan gøres på under 10 minutter. Også det berømte Massachusetts Institute of Technology (MIT) ligger på denne side af floden. Her finder man nogle bygninger tegnet af den verdenskendte arkitekt Frank Gehry, der blandt andet også har tegnet Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, Dancing House i Prag, Experience Music Project i Seattle, Gehry Tower i Hannover, Tyskland, Danish Cancer Society Counseling Center i Århus og meget andet.
Etapen her er afsat til to dage, men så er der ikke megen tid til fordybelse i de enkelte ting. En uge kan man uden problemer bruge i Boston.
5. etape: Boston, Massachusetts til Bar Harbor, Maine (270 miles, 434 km)
Sandstrand ved Rockport, Maine
En forholdsvis lang etape. Distancen er udmålt på baggrund af, at man forlader motorvejen og i stedet tager US Highway 1, der er meget mere spændende. Vejen går ret tæt på kysten og kommer helt ud til den flere steder. Etapen er ren forlægning, men der er masser at se undervejs. Turen fører gennem Portsmouth i New Hampshire, og Portland i Maine, men der er ikke indlagt et stop i disse storbyer. Undervejs nord på passeres byer som Kennebunk, Brunswick og Belfast. Fra man passerer grænsen mellem New Hampshire og Maine og til den canadiske grænse, er der kun ca. 365 km i luftlinje, men kystlinjen er faktisk 5.630 km lang. Det meste af den er forrevne klippekyster, men visse steder, fx ved byen Rockport, er der korte strækninger med sandstrand. Noget nord for Rockport krydses Penobscott River. Her kan man besøge Fort Knox. Nej, ikke det med alt guldet, men et gammelt fort fra den amerikanske borgerkrig. Ved byen Elsworth forlader man US 1 og svinger syd på til Mount Desert Island ad Maine Road 3. På Mount Desert Island ligger byen Bar Harbor, som i mange år har tiltrukket både turister og velhavende amerikanere, blandt andre familierne Rockefeller, Vanderbilt og Astor. Det betyder, at der er masser af hoteller at vælge mellem. Hummer fra Maine regnes for verdens bedste, og er ikke voldsomt dyre, så man må ikke gå glip af en friskfanget hummer, mens man er ude ved kysten. Man kan fx stoppe ved en af de hummerboder, man passerer på vej mod nod.
Etapen kan gøres på en dag, og tager man det stille og roligt, vil turen nok tage 6-7 timer med indlagte pauser.
6. etape: To dages udflugter fra Bar Harbor (lokal kørsel og kørsel i Arcadia National Park)
Jeg har afsat to dage til udflugter fra Bar Harbor. Dels en hvaltur med skib, og dels en rundtur i Acadia National Park i bil. Hvad man tager først er sådan set ligegyldigt. Her beskriver jeg hvalturen først.
Fra byens havn afgår hvalture af forskellige slags. I Maine golfen kan man se forskellige arter af hvaler afhængigt af årstiden, men der er også mange andre dyr at se, fx sæler og ikke mindst havfugle. Blandt de hvaler, man kan se, er grindehvaler, pukkelhvaler, finhvaler, vågehvaler og rethvaler, hvoraf sidstnævnte er de største af de normalt forekommende hvaler i området, med længder på over 20 meter. De har i øvrigt deres navn, fordi de har den "rette størrelse for hvalfangere". Ved sjældne lejligheder er der også set spækhuggere. Også kaskelot og blåhval kan man se, hvis man er heldig, men så skal man også være heldig. Hvaler er trækdyr og den bedste tid at se dem på er sommer og efterår fra maj til oktober. Der er flere selskaber at vælge mellem, hvoraf nogle giver "hvalgaranti", sådan at forstå, at hvis man ikke ser hvaler på turen, får man en voucher til en ny hvaltur en anden dag. Hvalturene varer mellem 3 og 5 timer og koster omkring $75 for voksne og ca. $60 for for børn mellem 6 og 14 og "kun" $27 for børn under 6. Det er vigtigt at huske, at voksne skal medbringe billed-id (fx pas). På selskabernes hjemmesider, kan man se, hvad det også kan være en god idé at have med. Turselskaberne arrangerer også andre ture, fx fyrtårnstur, hummerfiskning og ture med fokus på netop havfugle.
Klippekyst i Acadia National Park
Lige uden for Bar Harbor finder man Acadia National Park, den eneste nationalpark i New England og den ældste nationalpark i det østlige USA. Her kan man se de forrevne klippekyster, som overskylles af store bølger fra Atlanten, men også små rolige bugter med sandstrande. Som i de fleste nationalparker er der naturligvis også dyr at se, selv om det nok ikke er disse, der trækker mest i netop denne nationalpark, men mere omgivelserne. En del dyr er meget sky og ses kun sjældent, men blandt de dyr, som findes i parken er elge og rådyr, ræve, prærieulve, mink, væsler og andre mårdyr samt vaskebjørne og i øvrigt amerikansk sortbjørn, men sådanne har jeg nu aldrig set. Blandt de mest interessante fugle er forskellige høge, kongeørn og hvidhovedet havørn. Og naturligvis masser af forskellige sangfugle, havfugle og svømmefugle. Parken kan også byde på okse- og andre frøer, diverse slanger, de fleste er ikke giftige, kun en art er giftig, men den kan i værste fald give kløe omkring bidstedet. Et par arter af skildpadder findes også, men dem ser man sjældent. Det samme gælder i øvrigt slangerne. Rundt om i parken går nogle såkaldte "carriage roads", hvor motorkørsel er forbudt, men det er tilladt at ride, gå eller cykle. Man kan også besøge parken på guidede busture med indlagte stop. Endelig kan man selvfølgelig køre i bil ad Park Loop, som fører rundt i den østlige del af nationalparken med flere muligheder for at stoppe undervejs. Derudover er der flere andre veje på den del af Mount Desert Island, der ligger uden for parken. Inde i parken ligger et par små landsbyer, Seal Harbor og North East Harbor. På den vestlige del af øen ligger Southwest Harbor og Bernard.
Beregn ½ til 1 dag til hvaltur og 1 til 1½ dag til besøg i nationalparken.
7. etape: Bar Harbor til enten Bangor, Maine (48 miles, 77 km) eller Millinocket, Maine via Calais (234 miles, 377 km)
Er man træt af natur, kan man tage den korte tur til Bangor (33.000 indbyggere). Her bor forfatteren Stephen King, men han tager næppe imod. I stedet kan man hygge sig i byen, som blandt andet har en stor statue af Paul Bunyan, en kæmpe skovhugger fra den amerikanske folklore. Byen har også et kasino med spilleautomater.
Grænsen mellem USA og Canada i Calais, Maine.
Kan man holde mere natur ud, vil jeg anbefale den længere rute. Denne følger fortsat US 1 langs kysten af Maine mod nordøst, selv om området kaldes "down east". Undervejs passeres Calais, som er grænseby til Canada. På den anden side af grænsen ligger den canadiske by St. Stephens. Vær opmærksom på, at hvis man vil køre ind i Canada i en lejet bil, skal man gøre udlejningsselskabet opmærksom på det, når man lejer bilen. Det er dog også muligt at gå over grænsen, selv om grænsevagterne af og til undrer sig over, hvad man har gjort af bilen. Fra Calais fortsættes ad US 1, som nu går inde i landet, til byen Topsfield. Herfra fortsætter US 1 mod sin afslutning i Fort Kent, 153 miles (246 km) længere mod nord. I stedet skiftes til Maine Route 6 og senere Maine Road 157 til Millinocket. Byen kaldes Maines elgcentrum, så er man til elge skulle der være rige muligheder her. Jeg må dog tilstå, at det nærmeste jeg selv er kommet, er skilte der advarer mod elge på vejen. Byen lever ellers mest af tømmer- og papirindustri. Ikke langt nord for Millinocket ligger Katahdin eller Mount Katahdin, som mange, til de lokales store fortrydelse, kalder det. Katahdin betyder "Det største bjerg" og så mener man, at det er dobbeltkonfekt at sætte "Mount" foran. Katahdin er det højeste bjerg i Maine, og her starter (eller slutter) USAs længste vandresti, Appalachian Trail, hvis anden ende ligger ved Springer Mountain i Georgia, 2.200 miles (3.550 km) længere mod syd. Hvert år gennemfører knap 300 mennesker hele turen, mens 10 gange så mange forsøger, men opgiver. De fleste, det lykkes for, starter i Georgia i foråret og følger så det varmere og varmere vejr mod nord. Rekorden for at gennemføre hele turen er 45 dage, men de fleste bruger mellem 5 og7 måneder. Der er dog også mange, der kun går dele af turen, og nogen gennemfører den i adskilte etaper over flere år. Værsgo at gå :-)
Kan man lide det øde, kan man tage en udflugt på omkring 160 miles (258 km) hver vej længere mod nord til et område kaldet Northwest Aroostook. Her bor der i et område ca. på størrelse med Sjælland kun 10 indbyggere! Er man ikke til så øde områder eller lange vandreture, kan man nyde udsigten til Katahdin fra Millinocket Lake, en sø på Aroostook River eller man kan besøge det lokale snowmobile museum.
Uanset om man kører til Bangor eller Millinocket kan det gøres på en dag. Beregn evt. 1 dag ekstra til udflugter fra Millinocket.
8. etape: Bangor, Maine eller Milliocket, Maine til Berlin, New Hampshire (157 miles, 264 km/203 miles, 386 km)
Pennacook Falls i Rumford, Maine
- det højeste vandfald øst for Niagara.
En del af de to ruter er sammenfaldende, nemlig fra byen Skowhegan til Berlin. Da mit valg normalt ikke går på de mest direkte ruter, vil jeg beskrive de to ruter lidt nøjere. Fra Bangor tages I-95 til Pittsfield. Derfra skiftes til US Route 2 til Skowhegan. Fra Millinocket tages Maine Road 11 til Milo, derfra ME 6 til Guilford og så ME 150 til Skowhegan. Derfra fortsættes ad US 2 til Gorham i New Hampshire hvorfra man fortsætter 6,5 miles (10 km) ad New Hampshire Route 16 til Berlin. Undervejs er der masser at se. Udover naturen er Skowhegans historiske distrikt et besøg værd og også den (i området) berømte swinging bridge er interessant. I byen Rumford finder man Rumford Falls også kendt som Pennacook Falls, det højeste vandfald øst for Niagara. Berlin selv ligger lige nord for bjerg- og skovområdet White Mountains med bjergtoppe i op mod 2 km's højde. Afhængig af, hvor glad man er for bjerge og natur, kan man indlægge et længere ophold her.
Lidt nord for Berlin, nær Milan, kan man se Nansen Ski Jump, i mange år den højeste, mest kendte og mest benyttede skihopbakke i USA. Bakken har været lukket men er nu istandsat og 4. marts 2017 blev der igen sprunget fra den af den olympiske skihopper Sarah Hendrickson.
Denne tur kan gøres på en enkelt dag, hvis man ikke slår sig ned i White Mountains.
9. etape: Berlin. New Hampshire til Burlington, Vermont (139 miles, 224 km)
Tag US 2 til Vermonts statshovedstad, Montpelier. Dette er USA's mindste statshovedstad, når det kommer til befolkningstal. Kun knap 8.000 mennesker bor der i byen. Den har en nydelig regeringsbygning, som i øvrigt ligner mange andre delstatsregeringsbygninger i USA, som for fleres vedkommende er mindre "kopier" af Capitol i Washington DC. Ellers er det efter min mening ikke voldsomt meget at se her. Tag I-89 mod nordvest til Burlington, den største by i Vermont, og den mindste by, der er den største by i en stat (omkring 42.000 indbyggere). Som det fremgår er Vermont ikke specielt tæt befolket. Faktisk er det den tyndest befolkede stat øst for Mississippifloden. Burlington rummer flere historiske bygninger, som er værd at se, og et par interessante museer.
Denne etape kan gøres på en dag inklusive besøg i Montpelier og Burlington.
10. etape: Burlington, Vermont til Poughkeepsie, New York via Lake George, New York (240 miles, 386 km)
Dagen i dag er stort set forlægning hele vejen med enkelte sightseeingpunkter indlagt. Tag US Route 7 mod syd fra Burlington. Vejen følger Lake Champlain på det første stykke, og mange steder er der en god udsigt over søen til New York State på den anden side. Grænsen mellem de to stater går midt i søen. Efter et stykke tid svinger vejen øst på ind i landet, men bliv på den alligevel til den når byen Rutland. Her skiftes til US Highway 4, der kort efter passerer grænsen til New York. Fortsæt gennem landsbyen Whitehall til Fort Ann. Her skiftes til New York Road 149 som følges indtil vejen møder US 9. Tag denne mod nord til Lake George.
Fritidsaktiviteter på Lake George - "krydstogt", vandski, paragliding mm.
Hvis nogen husker J. F. Coopers roman Den sidste Mohikaner (eller måske filmen af samme navn), så begynder romanen her i Lake George. Romanen starter med at franske tropper belejrer og besejrer det engelske Fort William Henry. Senere blev fortet ødelagt, men det er romanen uvedkommende. Fortet er i dag genopbygget som kopi, og "bemandet" med soldater i uniformer fra kolonitiden, og stedet er bestemt et besøg værd, hvis man er til enten forter eller mohikanere. Søen er i dag mest af alt et rekreativt område for indbyggere i New York City, der vil "på landet". I den nordlige ende af Lake George ligger i øvrigt det franske Fort Ticonderoga, men det er en temmelig lang omvej for at besøge dette berømte fort. Begge de nævnte forter tjente under den fransk-indianske krig, som den kaldes i USA. Vi kender den også som 7-årskrigen. Lake George ligger i udkanten af Adirondack State Park, den største statspark i USA. Parken er med sine næsten 25.000 km2 kun en anelse mindre end hele staten Vermont, som man netop har forladt, og større end nationalparkerne Yellowstone, Grand Canyon, Glacier, Yosemite og Great Smoky Mountains tilsammen.
Tag I-87 mod syd fra Lake George. Følg vejen forbi New Yorks statshovedstad, Albany. indlæg evt. et besøg her, hvis der er trang til flere statshovedstæder. Dagens mål er Poughkeepsie ved Hudson River. Det meste af dagen er nok gået, lidt afhængigt af længden af opholdet i Lake George, men måske er der stadig tid til at se lidt af byen. I så fald vil jeg anbefale et besøg i et af byens 7 historiske områder. Man kan også besøge det hus, hvor opfinderen af telegrafen og morsealfabetet, Samuel Morse havde sin sommerbolig mellem 1851 og sin død i 1872. Eller hvad med et besøg på USA's næstældste universitet for kvinder, Vassar (grundlagt i 1861), som også ligger i byen. Siden 1969 har universitetet også givet adgang for mænd. Vassar et et af de syv universiteter for kvinder, der tilsammen kaldes De syv Søstre. Det ovenfor nævnte Radcliffe er en anden søster. De fem øvrige er fortsat rene kvindeuniversiteter. IBM havde tidligere sit stø'rste site her, hvor man blandt andet byggede mainframe computere af Z-serien, og det var også her, at IBM udviklede og byggede computeren Deep Blue som besejrede Garry Kasparov i et spil skak i 1996. Kasparov vandt dog den samlede match 4-2 efter at have fulgt op med tre sejre og to uafgjorte.
Denne etape kan gøres på en enkelt dag, to hvis man tager et ophold i Albany.
11. etape: Poughkeepsie til JFK Airport (96 miles, 154 km)
Kasernebygningen på West Point
med det markante Cadet Chapel i baggrunden.
Så er det tid til turens sidste etape, der slutter i lufthavnen på Long Island, hvor turen også startede. Vil man indlægge et besøg i New York City, er det fortsat en god ide at køre til JFK og aflevere bilen og så tage en taxi eller lignende ind til byen. Et besøg i New York City er ikke en del af denne turbeskrivelse.
Kryds Hudson River i Poughkeepsie og tag US Highway 9W mod syd. I Newburgh kan man gøre et kort ophold og se det hus, hvor George Washington havde hovedkvarter fra 1782 til 1783 under frihedskrigen indtil hæren blev opløst i slutningen af 1783. Under opholdet her blev Washington opfordret til at blive konge af den nye stat, men afslog.
Fortsæt mod syd ad US 9W til Highland Falls. Tag herfra New York Road 218 til US Military Academy (West Point). Her er der mulighed for at komme på en guidet rundtur i bus, og det er en oplevelse at se såvel bygningerne, som området i det hele taget. Man skal regne med et par timer til et ophold her, mere, hvis man også vil besøge stedets museum. Orglet i Cadet Chapel er verdens største kirkeorgel med sine 23.511 piber. Orglet er bygget af den danske orgelbygger M. P. Møller, der var født på Bornholm, men havde slået sig ned i Pennsylvania (senere i Maryland). På West Points kirkegård ligger berømtheder som Winfield Scott, William Westmoreland og George Armstrong Custer begravet.
Efter besøget på akademiet er det bare at fortsætte til lufthavnen og så er den tur slut.