Blue Ridge Mountains (12 - 21 dage)

Opdateret Marts 2024

Bass Lake nær Blowing Rock

Denne tur tager sin begyndelse i Washington DC (eller rettere i Dulles International Airport), hvor den også slutter. Bortset fra ankomsten (og afrejsen) vil den føre ned gennem den del af Appalacherne, der hedder Blue Ridge Mountains. Den vil besøge to nationalparker, og vil i hovedsagen følge to såkaldt scenic routes, altså naturskønne veje, nemlig Shenandoah Skyline Drive og Blue Ridge Parkway. Turen tager af og til afstikkere til nærliggende byer eller seværdigheder, dels for at se disse, dels for at overnatte, da overnatningsmulighederne ved de to veje er uhyre begrænsede.

Denne turbeskrivelse tager udgangspunkt i, at man flyver til og fra Washington, men ønsker man ikke at køre tilbage til Washington efter den sceniske tur, kan man i stedet køre syd på, og så flyve hjem fra fx Charlotte i North Carolina eller Atlanta i Georgia. SAS har en direkte forbindelse mellem København og Washington, så man ikke behøver at mellemlande. Flyvetiden er ca. 9 timer. Afrejse fra København er ca. kl. 13 middag og ankomst i Dulles International er omkring kl. 15.30 Det kan gøres en del billigere end med SAS, men så skal man mellemlande, hvilket forlænger rejsetiden. Denne beskrivelse tager udgangspunkt i flyveturen med SAS. Lander flyet planmæssigt kan man i bedste fald være ude af lufthavnen og undervejs i sin bil omkring 17 eller 17.30. Er der kø ved Immigration og Told, og måske også ved udlevering af lejebil, kan der nemt gå yderligere nogle timer. Den første etape er derfor ganske kort. Kommer man med andre forbindelser, der lander tidligere på dagen, kan man naturligvis køre længere.

1. Etape: Dulles International Airport til Front Royal (56 miles, 90 km)
Turen fra lufthavnen til det første overnatningssted tager ikke mere end ca. 1 time. Fra lufthavnen tager man Virginia Route 28 til den møder Interstate Highway 66, som man så følger til Front Royal. Er man i god tid, kan man i stedet tage en nordligere rute. Den er ikke meget længere (62 miles, 100 km) og den tager omkring 15 minutter længere, men der er mere at se end end bare motorvej. Denne rute fører ad Virginia Route 267 til byen Leesburg, og derfra ad State Route 601 gennem Purcellville og Paris til Front Royal. Undervejs kommer man gennem et af Virginias vinområder, og der ligger nogle vingårde som kan besøges i nabolaget af Purcellville. De fleste vingårde lukker dog for besøg kl. 17.

I selve Front Royal er der ikke voldsomt meget at se, men en tur ad den historiske hovedgade kan være interessant. Byen ligger der, hvor to floder, North Fork og South Fork, flyder sammen og danner Shenandoah River. Pelsjægeren, soldaten og politikeren Davy Crockett, kendt fra bøger og film, fortæller i sine erindringer, at han efter at være stukket af hjemmefra som 12-årig, arbejdede en tid som hattemagerlærling i Front Royal, indtil det blev for kedeligt, og han også stak af herfra. Har man tid kan man besøge The Confederate Museum, hvor der er udstillet genstande fra den amerikanske borgerkrig. Ikke langt fra Front Royal kan man besøge drypstenshulerne i Skyline Caverns, men der kommer flere huler på vej mod syd, bl.a. Shenandoah Caverns, Endless Caverns, Grand Caverns og andre, men her omtaler jeg kun Luray Caverns nærmere nedenfor. 

Denne etape tager maksimalt nogle timer.

2. etape: Front Royal - Charlottesville (177 miles, 285 km)
Lige syd for Front Royal ligger Shenandoah National Park. Gennem parken strækker sig den 175 km lange Skyline Drive eller Shenandoah Skyline Drive. Vejen går stort set på hele sin strækning helt oppe på bjergryggen med fremragende udsigter over Shenandoah Valley. Vejen starter lige uden for Front Royal og slutter i Rockfish Gap, og det er den (med sidespring) der kommer til at udgøre 2. etape. Det er gratis at køre på vejen, men der skal betales entre for at komme ind i nationalparken. En bil med 4 voksne passagerer koster $ 30 for et kort, der gælder til fri ind- og udkørsel i parken i syv dage. Børn under 16 år har gratis adgang. Nogle gange om året er der fri adgang til parken. Datoerne kan findes på National Park Services hjemmeside for parken. Hele vejen er den højest tilladte hastighed 35 miles i timen (56 km), så jeg har angivet en ret kort etape, så der også er tid til at se noget undervejs. Der er stopforbud på hele strækningen, bortset fra ved de dertil indrettede pull-outs, men dem er der til gengæld mange af. I højre side af vejen (når man kommer nord fra) er der opsat såkaldte mileposts. Disse nummereres fra nord (0) til syd (105), så man hele tiden kan holde sig orienteret om, hvor langt man er kommet. Vær opmærksom på, at vejen er fælles for biler, motorcykler, cykler, fodgængere og ikke mindst dyr af mange forskellige slags blandt andre hjorte og sorte bjørne, så kør forsigtigt; man ved aldrig, hvad man møder rundt om det næste sving.

Jeg synes at denne drypstensformation ligner en Old English Sheepdog set bagfra.

Tag Skyline Drive mod syd til der kommer skilte mod Luray eller Luray Caverns, men gør undervejs holdt ved nogle af de mange overlooks og seværdigheder. Når man møder skilte til Luray, følger man disse til man kommer til hulerne. Uden for mange stop undervejs for at nyde udsigt eller andet, er det en tur på knap to timer. Luray Caverns er et af de mange hulekomplekser i Blue Ridge Mountains og bestemt et besøg værd, hvis man er til drypstenshuler. Hulen er privatejet, og der tages entre. Prisen for en guidet rundtur på ca. en time er $34 for voksne, 17 for børn og 32 for pensionister (over 62). Inkluderet i entreen er også et besøg på Luray Valley Museum og Luray Car and Carriage Museum, hvis man har den slags lyster. For en ekstra betaling kan man også få lov til at fare vild i The Garden Maze og et lignende tillæg skal man betale for at besøge stedets Rope Adventure Park. Der er også andre "attraktioner" i området, men selv sprang jeg alt dette over, og nøjedes med at se hulerne.

Disse er til gengæld også imponerende med drypsten af alle mulige slags. Mange af disse har navne, så man er sikker på at turisterne ved, hvad de ligner, andre har ikke, så her kan man selv bruge sin fantasi. Blandt de navngivne er Saracen's Tent, der består af såkaldte draperier, Giant's Hall med masser af såvel stalaktitter som stalagmitter og søjler. Dream Lake, hvor øjnene bliver snydt af vandets spejling af de drypsten, der hænger ned fra loftet. Selv så jeg i hulerne "badehåndkæder", "en English Sheepdog, set bagfra", "Virginia bacon", "spejlæg" og meget andet. En særlig oplevelse er "The Stalacpipe Organ", hvor der spilles musik, ved at små hamre slår mod drypsten i forskellige længde og tykkelse, som dermed giver forskellige toner. Den hule, hvor "orglet" findes, er et populært sted at blive gift.

Kør fra Luray Caverns tilbage til Skyline Drive og fortsæt mod syd til vejen slutter ved Rockfish Gap. Fra Luray er der 85 miles, og det tager omkring 2½ time uden svinkeærinder eller for mange stop til at nyde andre ting langs vejen. Fra Rockfish Gap kan man tage I-64 mod øst til Charlottesville, der er den nærmeste større by. Her er der mange hoteller, og her finder man også University of Virginia. Lige uden for byen kan man besøge Thomas Jeffersons plantage, Monticello. Jefferson var en af forfatterne til USA's uafhængighedserklæring og USA's 3. præsident. Også præsidenterne James Madison og James Monroe har tilknytning til Charlottesville. Der er også andre attraktioner i byen, så man kan godt bruge en ekstra dag her, inden man fortsætter syd på.

Afsæt 1 dage til turen og måske en ekstra dag eller to i Charlottesville.

3. etape: Charlottesville til Roanoke (222 miles, 357 km)
Ved Rockfish Gap, hvor Skyline Drive ender, begynder Blue Ridge Parkway (BRP), som er en 750 km lang scenisk rute gennem Virginia og North Carolina. Denne vej bliver udgangspunkt for de næste etaper. Så i første omgang kan man tage I-64 tilbage til Rockfish Gap. Hele Blue Ridge Parkway er faktisk en såkaldt National Parkway og den administreres af National Park Service. Det er USA's længste og smalleste beskyttede nationale område, da det kun omfatter nogle få meter på hver sin side af vejen. Vejen er gratis at køre på. Også Blue Ridge Parkway har mileposts i højre side af vejen når man kører mod syd. Milepost 0 står ved Rockfish Gap, mens milepost 469 står lige uden for Cherokee i North Carolina. Der er endnu mere at se på Blue Ridge Parkway end på Skyline Drive, ikke mindst når man kommer til North Carolina, så jeg har kun valgt nogle få ting, men der er altså mange flere. Det er muligt at hente en app, både til Iphone og Android, som fortæller om vejen, og det man kan se langs den. Bare søg efter Blue Ridge Parkway i fx Google Play. Hastighedsgrænsen på denne vej er generelt 45 miles i timen (72 km), men mange steder er den 35 (56) eller endda 25 (40). Af og til er nogle sektioner af vejen lukkede på grund af ting som dårligt vejr, jordskred osv. I så fald er omkørsler tydeligt skiltede, og de vender typisk tilbage til BRP så så kort efter af man har forladt vejen som muligt (af og til kan man køre 20 miles eller mere for at vende tilbage til BRP 4-5 miles efter at man forlod den). Store dele af vejen er altid lukkede om vinteren, da der ikke ryddes sne. Blue Ridge Parkway har 26 kortere og længere tunneller hvoraf en ligger i Virginia og 25 i North Carolina. Specielt i forbindelse med disse tunneller kan vejen af og til også være lukket på grund af nedsivende vand.

Natural Bridge

Milepost 0 står altså ved Rockfish Gap. Allerede efter 5-6 miles er der noget at se, nemlig en sti ved Humpback Rock, der fører rundt mellem nogle landbrugsbygninger, som er typiske for Appalacherne. Ved milepost 34,4 kommer man til Yankee Horse Ridge. Her kan man gå en kort tur, ca. 300 m hver vej til Wigwam Falls, som er nydelige, når der er vand i dem. I de tørre sommermåneder er der knap så meget drøn på vandet. En del af spadsereturen foregår via en nedlagt smalsporet jernbane, der tidligere blev brugt til at fragte tømmer ud af skoven. Når man når til bækken, skal man ikke blive på jernbanen men dreje til venstre til faldene. Ved milepost 63,8 når man til James River og Kanawha Canal, hvor man ad en fodgængerbro kan krydse floden og se en genskabt kanalsluse, og en udstilling om kanalen. Lige efter at have krydset floden kan man tage en afstikker ad US 501 mod nordvest. I Glasgow fortsættes ad Virginia Road 130 stadig mod nordvest. 15 miles (24 km) efter at have forladt BRP, kommer man til Natural Bridge. "Broen", der regnes som et af verdens 7 naturlige underværker findes i et område, som siden 2016 har været statspark. Entreen må man slå op på nettet, da den afhænger af biltype, hvor man vil parkere mm. (se parkens hjemmeside.)

Broen er en naturlig bro over en kløft, hvor Cedar Creek løber. Denne har gennem tusindvis af år eroderet det bløde materiale under den hårde klippe væk, så sidstnævnte nu danner en "bro" over kløften. US Highway 11 fører over denne bro. Ud over selve broen, kan man gå en tur ad en sti langs Cedar Creek. Inde i dalen bag broen kan man blandt andet se en gammel salpetermine, et hul i klippen der fører ind til et underjordisk vandløb, et lille vandfald (Lace Fall) og der er anlagt en kopi af en monocanindiansk landsby, der viser stammens daglige liv omkring 1700. Har man ikke fået sin lyst til huler styret, kan man også besøge Natural Bridge Caverns, som ligger tæt på, men uden for parken.

Synes man at man har kørt nok for den dag, kan man overnatte på det lokale Natural Bridge Historic hotel, men det kan knibe med at få værelse i højsæsonen, med mindre man har bestilt på forhånd. Ellers returneres til BRP ad samme vej, som man kom (men modsat).

Tilbage på BRP er næste stop milepost 71, Onion Mountain. Her går en kort sti gennem en bevoksning af rododendron og bjerglaurbær. Førstnævnte er smukkest når de blomstrer i juni. Mellem milepost 84 og 87 er der udsigt til Peaks of Otter, tre bjergtoppe som allerede var et populært syn da Thomas Jefferson færdedes i området. På hans tid, da det vestlige USA endnu ikke var udforsket, troede at man at bjergene her i Blue Ridge (herunder Peaks of Otter) var de højeste bjerge i Nordamerika. Ved Sharp Top, den en af de tre toppe, ligger vraget af et B-25 bombefly, som styrtede ned under en øvelsesflyvning under 2. Verdenskrig, og som var for besværligt at flytte. Nogle mener i øvrigt at et sted her ved Peaks of Otter ligger den berømte/berygtede Beale Skat begravet. Mere sandsynligt er det dog, at såfremt skatten overhovedet eksisterer, er den gemt noget sydligere ved den lille landsby Montvale. Historien om skatten kan læses under Historie(r), Beale's Skat.

Selv om turen ikke har været lang i kilometer, er man nu i nærheden af større byer som Lynchburg og Roanoke. Hvis man har taget den med ro og nydt udsigten, foruden at se på de ting jeg har nævnt, og måske endnu flere ting, er det nok også ved at være hen på eftermiddagen, så jeg anbefaler, at man forlader BRP og overnatter i fx Roanoke. Her kan man blandt andet besøge vineriet Valhalla, der ligger på en bjergskråning over byen med en forrygende udsigt - og rimelig god vin. Roanoke er en storby med knap 100.000 indbyggere, og der er en del at se på i selve byen, blandt andet Taubman Museum of Art og Virginia Museum of Transportation.

Afsæt en dag til turen, to eller flere hvis der tages ophold ved Natural Bridge. Husk her som andre steder, at hvis der står 1-2 dage eller lignende på parkvejen, skal man væk fra denne for at finde overnatning.

4. etape: Roanoke til Boone (200 miles, 321 km)
Selv om etapen ikke er specielt lang, er der en del at se, og bliver dagen for lang, kan man i stedet for at køre igennem til Boone, forlade BRP, når den krydser I-77. Kør ca. 7 miles mod nord ad motorvejen til den krydser US Route 58 ved Hillsville. Her er der en del overnatningsmuligheder, som ved mange motorvejskryds.

Mabry Mill og mølledammen.

Men i første omgang skal man tilbage til BRP og videre mod syd. Der er flere stop efter Roanoke, som jeg har sprunget over, og det kan man selvfølgelig lade være med. Ét stop bør man dog tage, nemlig ved Mabry Mill (milepost 176,1). Det er en gammel vandmølle, som var i brug op til 1936. I området omkring vandmøllen, kan man se andre udstillinger, der viser ting fra dagliglivet i det sydlige, landlige Virginia. Blandt andet findes en smedje. I en lille butik kan man købe majsmel og grits - hvis man er til den slags. En større opdæmmet mølledam ligger ca. 300 m nord for møllen. Man kan besøge denne sø via en kort spadseretur ad Mabry Mill Road. Man kan meget vel bruge 2 timer eller mere i dette område, hvis man er historisk interesseret. Der er også en restaurant, hvor man kan få lidt at spise, hvis det er på den tid af dagen.

12 miles længere mod syd, ved milepost 188,8 ligger Groundhog Mountain. Ved dette pull-out er der mulighed for at se eksempler på mange af de hegn, som Appalacherne også er kendt for. Mindst fire typer findes omkring parkeringspladsen; det vi i Danmark ville kalde et stakit, men som her kaldes et picket fence. Desuden snake fence, som ikke har noget dansk navn. Det er et hegn som "snor sig" i zigzagmønster. Post and rail fence er et hegn, hvor stolper er gravet ned i jorden. I stolperne er der skåret huller, hvor hegnets tværbjælker hviler. Endelig kan man se såkaldte buck fence, hvor tværpindene hviler på skråtstillede træbukke. Fælles for de sidste tre typer er, at de kan bygges uden brug af søm eller skuer, og og ikke mindst snake fence er det ofte.

Ved milepost 213 ligger Blue Ridge Music Center, hvor der afholdes koncerter og der er et musikmuseum. Knap 4 miles (6 km) længere mod syd passeres grænsen til North Carolina. På dette tidspunkt har man passeret I-77, og hvis tiden er brugt undervejs, kommer man måske først hertil næste dag.

I North Carolina kommer seværdighederne som perler på en snor, og jeg har kun valgt nogle få af disse. En af de udvalgte kommer ved milepost 238. Her finder man Brinegar Cabin, et lille blokhus med kun to rum. Stedet var beboet af familien Brinegar indtil 1930'erne. Det er den originale bygning, der ligger på stedet, og et lille stykke fra huset kan man se 1880'ernes svar på et køleskab, et lavt halvtag, hvor der løber en bæk under. Ved milepost 258,6 finder man Northwest Trading Post, hvor der sælges kunsthåndværk fra det nordvestlige hjørne af North Carolina. Her kan man også købe vand, kaffe, slik mm, og man kan købe musik cd'er med såkaldt mountain music, altså musik fra området - en musiktype som er temmelig meget påvirket af country. man kan høre et eksempel på high country mountain music her. Butikken har åbent i ""sæsonen", det vil sige fra 1. april til 31. oktober.* Seks miles længere mod syd kommer man til The Lump, en græsklædt bakke, hvorfra der er en fin udsigt over landskabet. Ved parkeringspladsen neden for bakken står det skilt, der skabte min interesse for Tom Dooley.

* Fra den 31. oktober 2023 har den tidligere koncessionshaver opsagt sin kontrakt, og National Park Service arbejder på at finde en ny, så butikken kan åbne som normalt den 1. april 2024, så undersøg på nettet, om den er åben igen, og hvilke varer, den sælger til den tid

Når BRP passerer US 421, er det på tide at køre fra og besøge Boone. Har man overnattet undervejs, kan man selvfølgelig køre videre). Boone er amtssæde for Watauga County og den eneste by med mere end 10.000 indbyggere i det østlige USA, der ligger i mere end 1.000 meters højde. Byen er vintersportsby, og der er mange hoteller og andre indkvarteringsmuligheder.

Denne etape tager en eller to dage afhængig af, hvor mange ting, man ser undervejs.

5. etape: Rundt i området omkring Boone ( 108 miles, 174 km)
Inden man fortsætter videre ad BRP, kan man gøre et ophold i Boone og køre en eller flere ture med udgangspunkt i denne by. Der er også et par ting i selve byen, der er værd at se. Boone er hjemsted for Appalachian State University, der oprindeligt var et lærerseminarium, men som siden 1971 har været et egentligt universitet og i dag er statens sjette største med mere end 18.000 studerende. Daniel Boone Native Gardens er en botanisk have med planter fra Blue Ridge Mountains. Om sommeren kan man overvære udendørsdramaet Horn in the West i Daniel Boone Amphitheatre, hvor det har været opført hver sommer siden 1952. Stykket foregår under den amerikanske frihedskrig. En af stykkets personer er naturligvis pioneren Daniel Boone, som har givet navn til både byen og flere steder i og omkring den. Mellem Boone og Blowing Rock finder man forlystelsesparkerne Mystery Hill, hvor naturen snyder hjernen med naturlige optiske illusioner, og Tweetsie Railroad, der både har en kort jernbane og mange andre forlystelser, hvis man kan lide den slags -ellers har de dem alligevel. Kort før Blowing Rock finder man også et Tanger Outlet Mall, hvis man har et utilfredsstillet shopping behov.

Moravian Falls

Fra Boone til Wilkesboro, amtssæde i naboamtet Wilkes County er der 32 miles (51 km) ad US 421. Fra Boone til Lenoir, amtssæde i Caldwell County er der 27 miles (43 km) ad US 321, og mellem de to byer er der 30 miles (48 km) ad North Carolina Road 18. Tager man i stedet NC 268 er der noget længere, og det tager noget længere tid. Her beskriver jeg turen Boone - Wilkesboro - Lenoir - Boone. Fra Boone til Wilkesboro ad hovedvejen er der ikke meget at se, bortset fra naturen, som især er interessant tæt på Boone. I Wilkesboro bør man besøge Wilkes Heritage Museum, indrettet i et gammelt domhus fra 1906. Her findes udstillinger om blandt andet indianerne, der levede i området, før de hvide kom til, de første nybyggere og produktion af moonshine whiskey (som området tidligere var berygtet for). Moonshine whiskeyen skulle leveres, og det betød frække unge mænd i hurtige biler (efter tidens standard). Mange af disse, blandt andre Junior Johnson, var med til at starte og udvikle Nascar race, og det kan man også se på museet. Man kan også se den gamle retssal fra dengang domhuset var i brug. Fra museet kan man komme på en kort spadseretur (med rundvisning) i dels Robert Cleveland House, et velhaverhjem (jo, det er det), med kun tre rum fra omkring 1790. På et tidspunkt boede der 29 mennesker i de tre rum, heraf 10 slaver. Rundvisningen omfatter også det gamle fængsel, som er et af de bedst bevarede eksempler på et fængsel fra 1850'erne i hele USA. Her ser man såvel cellerne som arrestforvarerens bolig. Et besøg på St. Pauls Episcopal Cemetery ikke langt fra fængslet er også interessant. Her ligger blandt andre borgerkrigsgeneralen James B. Gordon begravet.

Tag North Carolina Route 16 ud af byen. Den møder North Carolina Route 18 i den lille landsby Moravian Falls. Kort efter at være kørt på 18, kan man tage en afstikker til venstre af Falls Road og se det vandfald, som har givet landsbyen dens navn. Fortsæt derefter ad 18 til Lenoir. Lige før man når byen har man på venstre hånd Hibriten Mountain (genkendeligt på antennerne på toppen), som er det højeste bjerg i bjergkæden Brushy Mountain, selv om det kun er 674 meter over havet. Også her i Lenoir er museet det mest interessante. Det er indrettet i en bygning, hvor der tidligere har været college og viser udstillinger fra byens fortid, ikke mindst fra 1800-tallet og frem, og der er mange interessante fotos fra omkring 1900. Museet har også en læsestue, hvor der findes masser af bøger, udklip osv. om områdets historie. Google har i øvrigt en server farm i denne ret lille by med kun ca. 19.000 indbyggere, men her er der ikke offentlig adgang.

Tag US 321 mod nord ud af byen. Efter 5-6 miles møder man North Carolina Route 268 på højre hånd. Tag denne ca. 1 mile. Ved et T-kryds skal man dreje til højre for at blive på 268. Ca. 2½ mile efter at være drejet til højre kommer man på venstre hånd til Chapel of Rest, en tidligere kirkebygning, der i dag anvendes til klassiske koncerter, men det er også muligt at sætte sig ind og meditere stille og roligt. Bygningen er åben og på gulvet findes en plet, der efter sigende er blod, som ikke kan vaskes væk. Blodet stammer (i følge legenden) fra en præst, som begik selvmord i kapellet, selv om ingen ved, hvem han var, eller hvornår det skete. På kirkegården kan man finde et gravsted, hvor Collett Leventhorpe ligger begravet. Leventhorpe var en engelsk læge og forfatter, som blev brigadegeneral i sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig. Fortsæt ca. 2 miles ad NC 268 til en lille sidevej på højre hånd. Den hedder Fort Defiance Drive og fører op til Fort Defiance, som ikke er et fort, men et hus. Det var fra 1792 hjem for General William Lenoir, som grundlagde Wilkesboro og som efter sin død kom til at give navn til Lenoir. Huset er indrettet som museum (tjek åbningstider  og priser på hjemmesiden), dels med meget originalt inventar fra generalens hjem, dels med andre genstande fra samme periode. Bag huset ligger en klassisk familiekirkegård, hvor man blandt andre kan finde generalens grav, og også hans svigersøn, General Edmund Jones og mange andre ligger begravet her. Kirkegården er stadig i brug, og ved mit seneste besøg var den nyeste grav fra 2000.

Er man tilfældigvis (eller bevidst) i området den tredje lørdag i en måned mellem 1. april og 31. oktober, kan man køre ca. 11 miles videre mod øst ad NC 268. Så kommer man på venstre hånd til Whippoorwill Academy and Village, et lille frilandsmuseum, som har åbent mellem 13 og 17 på den tredje lørdag i hver måned fra april til og med oktober; foruden ved særlige lejligheder, som kan ses på deres hjemmeside. Bag museet ligger et Airbnb, men bestil i god tid, da der ofte er optaget. Stedet kaldes The Old Ferguson Farm.

Blowing Rock

Man skal nu køre tilbage ad NC 268 til det sted, hvor man drejede til højre ved T-krydset og gøre det samme, så man kommer over på NC 1560. Vejen fører gennem den lille bebyggelse Patterson og tilbage til US321, som man kan tage tilbage til Boone. Undervejs passerer man på højre hånd Black Bear General Store, hvor man kan købe alt fra stenskulpturer til fødevarer. 8 miles syd for Boone ligger Blowing Rock. Blowing Rock er en by, men det er også, som navnet antyder, en klippe. Klippen ligger i en privat park og der opkræves en besked entre (under $ 10). Karakteristisk for klippen, der ligger over en dyb dal, er vindforholdene, som betyder at vinden her blæser opad langs klippen. Det betyder at man om vinteren kan se snefnug falde "op", og man kan faktisk mærke vinden komme nedefra, når man står ved klippen. Disse vindforhold har givet anledning til et cherokeeindiansk sagn om en kriger, der faldt eller sprang ud fra klippen, men blev blæst tilbage til sine elskede på toppen. Der er andre ting i nabolaget af Blowing Rock, men dem vender jeg tilbage til, når turen går videre syd på ad BRP.

En anden udflugtsmulighed er at fortsætte ad US Route 421 fra Boone mod vest til Mountain City i Tennessee. Fra Boone er der kun 25 miles til Mountain City, der er en ganske hyggelig lille by. Har man mod på mere Tennesse, kan man fortsætte yderligere 60 miles ad mindre veje til Elizabethton, der har et hyggeligt downtown med en "covered bridge", og i byen ligger også Sycamore Shoals State Historic Park. Man kan også tage US 321 mod vest fra Boone. Den fører også til Elizabethton, og man kan fortsætte videre mod vest og besøge Davy Crockett Birthplace State Park, ca. 78 miles vest for Boone.

Denne etape tager 3-6 dage afhængigt af, hvor meget tid man bruger på udflugter, museer, kirker, parker osv.

6. etape: Boone til Morganton (75 miles, 120 km)
Så er på tide at komme tilbage til Blue Ridge Parkway. Kør ad 321 fra Boone mod Blowing Rock - med mindre man har valgt at overnatte i Blowing Rock (i så fald skal man køre nord på ad 321). Lige inden (efter, hvis man kommer fra Blowing Rock) byen møder den BRP. Kør mod syd ad denne. (På denne korte strækning går den sydlige retning faktisk mod nord, men det skyldes bare at BRP snor sig voldsomt). Omkring Milepost 292 kommer man til Moses H. Cone Memorial Park opkaldt efter Moses H. Cone! Han var velhavende tekstilfabrikant og byggede et palæ med udsigt over landskabet (det var længe før BRP blev anlagt). Palæet, der blev kaldt Flat Top Manor er i dag center for lokalt håndværk, Her er toiletter og en lille gift shop. Fra stien foran palæet er det udsigt til en lille sø, Bass Lake, som man desværre ikke kan besøge fra BRP. Vil man se søen, som er ganske køn, skal man gøre det inden man forlader Blowing rock. Man kommer til søen ad Bass Lake Drive.

 Efter knap 2 miles (3 km) ved milepost 294,7 kommer man på venstre hånd til den lille sø. Sims Pond, der især er smuk om efteråret, når Appalachernes imponerende efterårsløv spejler sig i søen. Omkring en mile længere fremme kommer man til den noget større Price Lake, der også er meget smuk, når træerne er klædt i efterårsfarver.

Linn Cove Viaduct

Ved milepost 304,4 møder man vejens mest imponerende stykke ingeniørkunst, Linn Cove Viaduct, hvor vejen slynger sig rundt om Grandfather Mountain. Viadukten var den sidste del af BRP, der blev gjort færdig (i 1987). Stop lidt før eller efter viadukten og nyd synet af denne. En sti fører ned under viadukten fra den vestlige ende, så man også kan nyde den nedefra. Ikke længe efter at man har passeret viadukten, møder BRP igen US 221. Her kan man forlade parkvejen for en stund for at besøge Grandfather Mountain. På bjerget ligger der en statspark, hvor man kan se forskellige dyr fra området, og der er forskellige forlystelser, som fx Mile-High Swinging Bridge mm. Adgang til denne del af parken koster $ 20 for voksne og $ 10 for børn, mens pensionister slipper med $ 18. Indtægterne går til at bevare naturen i området. Husk, at der skal reserveres tid til besøg i parken. Dette gøres fra parkens hjemmeside.

Vend tilbage til BRP og fortsæt til Milepost 316,3 ved Linville Falls Overlook, hvor der sjovt nok er udsigt over Linville Falls og kløften Linville Gorge. Jeg vil dog anbefale at man forlader BRP når der skiltes til Linville Falls Visitor Center. Herfra udgår en række spadsereture (mere eller mindre anstrengende), hvor man kan komme helt ned til faldene. Kør tilbage til BRP og fortsæt mod syd til vejen igen møder US 221. Kør knap 4 miles mod syd ad 221 til Linville Caverns. Dette er de eneste drypstenshuler i North Carolina, der er åbne for offentligheden. Ud over drypsten kan man også (hvis man er heldig) se flagermus, nogle specielt langbenede stankelben og blinde ørred i hulerne, som besøges på guidede ture, mod en betaling af $13 for voksne, 12 for pensionister og 11 for børn.

Her man brugt tid de steder, jeg har skitseret her, er det nok på tide at finde et sted at overnatte. Kør tilbage til Linville Falls (byen) og tag North Carolina Road 183 til den møder North Carolina 181. Tag denne mod syd til Morganton. Efter godt 6 miles kommer man på højre hånd til Brown Mountain Overlook. Det skulle efter sigende være et af de bedste steder at se de såkaldte Brown Mountain Lights, nogle mystiske lys over og på bjerget, som kun viser sig meget sporadisk. De er især set i oktober og november, men forekommer hele året. Lysene er et faktum, men videnskaben har endnu ikke fundet en endegyldig forklaring, selvom mange er forsøgt. Man kan dog ikke være sikker på at se lys (og man skal komme når det er mørkt). Jeg har ved to lejligheder i henholdsvis oktober og november tilbragt fire timer mellem 22 og 02 på stedet, men kun set et "muligt" lys i følge en lokal ekspert, jeg var sammen med. Selv i dagtimerne er der dog flotte udsigter både mod Brown Mountain, men også i den modsatte retning hvor Hawksbill Mountain og Table Rock, Morgantons vartegn, er synlige i klart vejr. Fortsæt til Morganton, hvor der en del overnatningsmuligheder.

Morganton er amtssæde i Burke County og kan byde på en interessant historisk downtown, blandt andet med et domhus fra 1835, der nu er museum. Det er ganske hyggeligt at gå rundt i byen, hvor der også er flere muligheder for indkvartering. Dagens tur ser kort ud, men med langsom kørsel på snoede veje og besøg ved både vandfald (hvor der er flere ture at gå) og huler, kan det tage længere tid end som så. Ser man ikke så meget undervejs, kan man jo bruge tiden i Morganton.

Denne etape tager 1-2 dage afhængigt af, hvor meget tid man bruger de enkelte steder.

7. etape: Morganton til Asheville (95 miles, 152 km)
Udsigt fra Mount Mitchells parkeringsplads

Man kan selvfølgelig tage 181 tilbage til BRP, men for ikke at skulle køre samme vej to gange, foreslår jeg at man i stedet tager US Highway 70 24 miles til til Marion længere mod vest. Fra selve Marion fortsætter man 4 miles ad US 70 indtil den møder den meget lille, og meget snoede State Highway 80. Kort før NC 80 møder man på venstre hånd Carson House Manor, som fungerede som retsbygning da amtet (McDowell County) i sin tid blev oprettet. Stedet har også være kro og diligencestation og koryfæer som dem senere præsident Andrew Jackson, Sam Houston og Davy Crockett har boet her. I dag er stedet museum og har åbent fra april til oktober. Entreen er beskedne $10 for voksne (over 12). Børn under 12 er gratis. Tag denne mod nord i omkring 11 miles, til den møder Blue Ridge Parkway igen omkring milepost 344. Kør igen mod syd ad BRP til milepost 355,4 hvor NC route 128 fører til Mount Mitchell State Park. Fra BRP er der ca. 5 miles til parkeringspladsen ved Mount Mitchell. Herfra går en spadseresti ca. 300 m op til toppen af det højeste bjerg øst for Mississippi (2.037 m). På toppen findes en udsigtsplatform, som giver en god udsigt i klart vejr, siges det. Jeg har desværre kun oplevet det i dis og tæt tåge. Men fra parkeringspladsen lidt længere nede ad bjerget var udsigten fin. Kør tilbage til BRP, når der ikke er mere at se på Mount Mitchell.

Ved Milepost 361,2 kan man være heldig at se Glassmine Falls. Det er et 240 meter højt, såkaldt "flygtigt" vandfald. Det betyder, at der ikke er vand hele tiden, og når der ikke er, er der ikke meget at se. Når der er, er vandfaldet til gengæld ret imponerende. Mest vand er der lige efter kraftige regnvejr, uafhængigt af årstiden. Omkring milepost 374 kan man tage en afstikker mod Weaverville og se Zebulon Vances fødehjem i Reems Creek, hvis man er til flere gamle huse. Vance var North Carolinas guvernør under borgerkrigen og er fortsat en meget populær mand. Der er fem miles hver vej, hvis man vil besøge stedet. Ved Milepost 384 lige uden for Asheville ligger Blue Ridge Parkway Visitor Center, som er et besøg værd. Og Asheville er også en overnatning værd, så her slutter denne etape.

Asheville, med 95.000 indbyggere, er den største by i denne del af staten, og der er en del at se. Kommer man tidligt til byen, kan man nå at se en del, men ellers brug yderligere en dag eller to her, inden der fortsættes på den sidste køreetape ad BRP. Nær Asheville ligger Biltmore Estates, USA's største private hjem med mere end 250 værelser, bygget af George Washington Vanderbilt II (varierende entre afhængig af årstid, og hvad man vil se, men regn med omkring $ 70-175 for voksne (dyrest i november til januar; tjek priserne på hjemmesiden, Biltmore Pricing, da de ofte ændres) og også Biltmore Gardens er et besøg værd. Det samme er Basilica of St. Lawrence, en katolsk domkirke fra 1905. En interessant botanisk have og Western North Carolina Nature Center med dyr fra den sydlige del af Appalacherne er også interessant.

Afsæt 1 dag til etapen, og 2 - 3 dage til besøg i Asheville.

8. etape: Asheville til Cherokee (160 miles, 257 km)
Fra Oconaluftee Indian Village i Cherokee

Den sidste del af Blue Ridge Parkway, fra Asheville til Cherokee går i en bue mod syd og derefter tilbage mod nord til Cherokee, der ligger på højde med Asheville. Den korteste og hurtigste rute mellem de to byer er kun på 52 miles (84 km), mens den ad BRP er 85 miles (136 km). De 52 miles kan gøres på godt en time, mens turen ad BRP kan tage tre timer eller mere, afhængigt af antallet af stop undervejs. Ved milepost 420,2 kommer man til Black Balsam Knob. Dette er en græsklædt bakke med flotte udsigter, hvor man blandt andet kan se Cold Mountain, kendt fra filmen af samme navn (der dog især er optaget i Rumænien og South Carolina og kun en meget begrænset del i North Carolina). Ved Richland Balsam (milepost 431) når vejen sit højeste punkt i 1.845 meters højde. Her er der anlagt en sti, som fører gennem en skov af gran- og fyrretræer.  Ved milepost 451,2 når man Waterrock Knob, hvorfra der er en god udsigt over Great Smoky Mountains. Her findes der også et lille Visitor Center. Vejen ender ved milepost 469 hvor den møder US 441 lige uden for Cherokee.

US 441 fører gennem Great Smoky Mountains National Park, USA's meste besøgte nationalpark med op over 10 millioner gæster hvert år. Parken er en af de få i USA, hvor der er gratis adgang. Drejer man til højre ad 441 kan man kort efter køre til venstre og besøge Mingus Mill, en vandmølle fra 1866. Fortsætter man mod nord, kan man køre gennem parken til Gatlinburg i Tennessee (70 miles, 112 km tur/retur). Ved grænsen mellem North Carolina og Tennessee går en vej fra til venstre, som fører til Clingmans Dome, det højeste bjerg i Great Smoky Mountains med sine 2.025 m. Fra parkeringspldsen kan man gå til toppen, men det kræver god form at gå de ca 800 meter, og skilte advarer om, at man skal regne med minimum 30 minutter til at gå strækningen, Selv brugte jeg omkring 45 minutter. Er man alligevel kørt til Gatlinburg, kan det anbefales at tage en eller flere overnatninger her, og så besøge Dollywood i Pigeons Forge, eller en af de mange andre forlystelsesparker i begge byer. Gatlinburg er den mest turistede by i Great Smoky Mointains. Byen, der har 4.000 indbyggere, besøges af over 12 millioner turister hvert år, så man følger sig ikke alene, og hele byen kan føles som én stor forlystelsespark.

Cherokee er hovedbyen i det, der kaldes Qualla Boundry, som er hjemsted for Eastern Bands of Cherokeee Indians. I selve Cherokee er der masser at se. Her finder man blandt andet Museum of the Cherokee Indian, Qualla Arts and Crafts, Oconaluftee Indian Village og om sommeren kan man overvære udendørsspillet Unto These Hills, som fortællerne historien om cherokeeindianerne frem til 1838, hvor det meste af stammen blev tvangsflyttet til Oklahoma. Desuden kan man spille på Harrahs's Cherokee Casino. Hvis man har lyst til endnu mere, er der flere udflugtsmål i nærheden af Cherokee. Fra nabobyen, Bryson City, kan man komme på en togtur med Great Smoky Mountains enten til Nantahala Gorge mod vest eller til Dillsboro mod øst.

Afsæt en dag til turen og yderligere 2 eller flere dage i og omkring Cherokee.

9. etape: Cherokee til Dulles International Airport (506 miles, 814 km)
Tag US Highway 19 gennem Maggie Valley og Lake Junaluska til den møder I-40 til Asheville. Fra Asheville fortsættes mod nord ad I-26 til den møder I-81 i Tennesee. Bliv på I-81 gennem Shenandoah Valley til den møder I-66, som tages mod øst. Når I-66 møder US 28 fortsættes ad denne til lufthavnen. Der er naturligvis mulighed for at indlægge alle mulige ophold undervejs med tilhørende afstikkere til diverse seværdigheder. Eller man kan vælge helt andre veje mod nord.

Turen kan gøres på en enkelt dag, hvis man er to om at køre. Ellers indlæg et stop undervejs, fx i Lexington, Virginia, hvor der også er en hel at se, hvis man er historisk interesseret, fx Washington and Lee University, Virginia Military Institute, flere kirker og gravstederne for de to sydstatsgeneraler Robert E. Lee og Thomas "Stonewall" Jackson.

Læs mere  om det vestlige North Carolina i min bog "Smuk natur, venlige mennesker".