De tre sydøstligste stater i USA (14 - 30 dage eller mere ved længere ophold undervejs

Opdateret april 2024 (oprindeligt skrevet i februar 2017)

Der er ikke opgivet priser i dette turforslag med en enkelt undtagelse, så hvis der er noget man vil se, må man selv undersøge priser og tider på internettet.

Dette turforslag bevæger sig rundt i USA's tre sydøstligste stater, Georgia, South Carolina og Florida. Udgangspunktet for denne tur er Atlanta, Georgia, men man også tage den med udgangspunkt i Miami, Florida eller en af de andre større byer på turen. Her kan man vælge den by, det er nemmest at komme til og fra. Ligesom med flere af de øvrige ture, kan man ikke flyve direkte fra Danmark til Atlanta, men til gengæld er der flere muligheder med en enkelt mellemlanding.

Turen her starter i altså Atlanta, og jeg kaster mig lige ud i road trippet, men vil da anbefale, at man sætter et par dage eller tre af til se Atlanta i enten den ene eller den anden ende af turen. Mere om Atlanta sidst i artiklen. I det hele taget er det den af mine hidtidige tur-tip artikler, der fortæller mest om byer. Artiklen er også anderledes, fordi den er svær at tidssætte, da der er mange steder, hvor man kan tilbringe så mange dage, at hele turen ikke kan gennemføres på en enkelt almindelig ferie. Tidsangivelserne på forsiden er turen helt uden ekstra overnatninger og omveje, samt tidsangivelse med en enkelt ekstra dag i de større byer, men der kan sagtens være behov for flere. Den korte tidsangivelse ovenfor er baseret på maksimalt en dags ophold, og den længste på 2 til 3 dages ophold i storbyerne.

Tip: Ikke mindst i Florida er der mange betalingsveje, som kan afregnes på flere måder, fx med SunPass, Pay by Plate og enkelte steder med kontanter. Nemmest er dog at indstille GPS'en til at undgå betalingsveje. Det giver ofte også nogle mere spændende oplevelser.

1. etape: Atlanta, Georgia til Columbia, South Caroilna (214 miles, 345 km)

Columbian Historic Canal and Riverfront Park. Billedet viser hvordan en overflow spillway fører overskydende vand fra Columbia Canal til Broad River

Den første køreetape er forholdsvis kort og kan gøres på omkring 3½ time, hvis trafikken på Interstate Highway 20 ellers arter sig. Columbia er South Carolinas hovedstad, og som i Atlanta er der ret meget at se, hvis man er til byer. Jeg nævner i flæng byens glimrende zoologiske og botaniske have,  Riverbanks Zoo and Garden, parkerne Finlay Park, Memorial Park og Columbian Historic Canal and Riverfront Park. Byen har også en række interessante museer, fx Columbias Museum of Art, børnemuseet EdVenture, og South Carolina State Museum og så må man selvfølgelig ikke glemme South Carolinas regeringsbygning. Også teater, klassisk musik, opera og ballet kan opleves i byen.

Som i alle andre statshovedstæder er der mange steder at spise og bo, men personligt bor jeg typisk i udkanten af byen, hvor der er mange moteller og spiser også ofte på restauranter i det område.

Sæt ½ dag af til turen og mindst en dag ekstra, gerne flere til at udforske Columbia.

 

 

2. etape: Columbia, South Carolina til Charleston, South Carolina via Myrtle Beach (251 miles, 404 km).

St. Michaels Episcopal Church i Charleston,en af byens mange kirker

Charleston er efter min mening en af østkystens perler, mens Myrtle Beach er nok det mest "turistede" område i South Carolina. Til gengæld ligger Myrtle Beach ved den 96 km lange badestrand Grand Strand. Så er man til strand, kan det være en god ide at indlægge en eller to dage her inden man fortsætter til Charleston.

Charleston ligger hvor floderne Ashley River, Cooper River og Wando River mødes, og - som de lokale så beskedent siger - danner Atlanterhavet. Charleston er South Carolinas ældste by (grundlagt 1670), og rummer en masse historie. Mest historie finder man på halvøen mellem Ashley og Cooper River, hvor byen oprindeligt opstod. Charleston er kendt som "Den hellige By" på grund af de mange kirker og rigtigt mange af disse ligger på halvøen. South Carolina indledte sin frigørelse fra England allerede i 1774, to år før resten  kolonierne erklærede sig selvstændige, og Fort Moultrie, der kan besøges på halvøen Mount Pleasant på østsiden af Cooper River, havde succes med at nedkæmpe en engelsk flådestyrke i 1776.  På Mount Pleasant finder man også USA's mest fotograferede plantage, Boone Hall Plantation, som nogle nok vil huske fra tv-serien 'Nord og Syd' fra 80'erne, hvor den blev brugt til udendørsoptagelsene fra Maine familiens hjem.

South Carolina var også den første stat, der løsrev sig fra USA i forbindelse med borgerkrigen, og dette blev meddelt fra trappen til den gamle toldbygning, som fortsat eksisterer. I fængslet under bygningen sad sørøveren Stede Bonnet (The Gentleman Pitate) og 22 fanget i 1718 indtil han blev hængt sammen med 22 af sine mænd den 10. december samme år på en sandbanke ud for byen. Sandbanken er forsvundet, da byen er vokset, ud i havnen, men den lå på det sted, hvor White Point Garden ligger i dag på det sydvestligste punkt på halvøen. Hængningen fendt sted nær det nordøsltige hjørne af parken er opstat en "mindesten". hvor der  Det var også fra Charleston, eller rettere fra en ø uden for byen, at undervandsbåden CSS Hunley sejlede ud, og som den første af sin slags sænkede et fjendtligt skib. Også dette skete under borgerkrigen. Desværre sank Hunley selv og hele mandskabet på 8 mand døde. I dag er ubåden bjærget og er under restaurering. Laboratoriet, der konserverer båden kan besøges på guidede ture.

Charleston har også østkystens måske største "samling" af såkaldt "antebellum" huse, altså huse, som har stået fra før borgerkrigen. På en kunstig ø i havnen ligger Fort Sumter, som kan besøges med båd. Den amerikanske borgerkrig begyndte da kanoner fra Fort Johnston på land begyndte at skyde mod nordstatstropperne på Fort Sumter. I de gamle markedsbygninger i Market Street sælges i dag mest turistsouvenir og andre slige ting, men de er trods alt et besøg værd. Jo, historie er der nok af i Charleston, og prøv også gå en tur langs den centrale halvøs sydlige spids langs East Battery og Murray Boulevard og nyd udsigten over havnen. Gerne en tidlig aften, når temperatur og luftfugtighed har lagt sig noget.

Regn med 1 dag til turen, hvis der ikke overnattes i Myrtle Beach, og sæt 2-3 eller flere dage af til at nyde Charleston og omegn.

3. etape: Charleston, South Carolina til Savannah, Georgia (107 miles, 172 km)

Aftenoptræden i River Street i Savannah

Igen en kort og hurtig etape, som kan gøres på ca. 3 timer. Også Savannah er en gammel by, grundlagt i 1733. Også denne by har mange perler, men jeg vil gerne tilstå, at jeg personligt foretrækker Charleston. Der er dog nogle ting, som jeg holder endog meget af, fx området omrkring havnen, med gader i to etager og selve havnegaden River Street med cafeer og butikker på den ene side og floden på den anden. Her er der jævnligt alskens optræden af diverse kunstnere - og af og til nogle, der ikke er helt så kunstneriske som de selv tror.  Fra havnen mod sydvest strækker sig et byområde med en masse små pladser (squares), som er meget hyggelige og bestemt et besøg værd. Området, som er en del af Savannahs Historic District, tæller hele 22 af disse squares, blandt andre Chippewa Square hvor scenerne fra filmen Forest Gump, hvor Forest fortæller sin historie til ventende buspassagerer, er optaget.  Også Savannah har nogle spændende kirker om ikke helt så mange som Charleston, og også her er der flere historiske huse, som kan besøges eller beses udefra.

Det hele kan nås på en dag. Er man som tidligere nævnt til storbyer, kan man afsætte flere dage til besøget i Savannah.

 

 

4. etape: Savannah, Georgia til St. Augustine, Florida (195 miles, 313 km)

Resterne af Fort Frederica på St. Simoins Island, Georgia. I området kan også ses ruinerne af byen, hvor fortets personel boede.

Også denne tur er kort, som det ofte er tilfældet med køreture på østkysten, hvor byerne ligger tæt. Fra Georgias ældste by, til Floridas og USA's ældste. St. Augustine blev grundlagt allerede i 1565. På vej sydpå inkluderer distancen angivet ovenfor en afstikker til Saint Simons Island (ved byen Brunswick) og et besøg på det historiske Fort Frederica.

Saint Simons Island er en af Georgias såkaldte Golden Islands, hvor mange velhavende har sommerhuse, men den er altså også hjemsted for Fort Frederica. Fortet var dengang det sydligste engelske fort i Nordamerika. Syd for Georgia, i Florida, var det spanierne, der herskede. Fortet stammer fra 1736, og det blev anlagt af James Ogglethorpe, der også grundlagde såvel kolonien Georgia som Savannah. Bygningerne på fortet, der i dag er et National Monument, henligger stort set som ruiner, men selve fortbygningen står endnu. I området er der mulighed for en spadseretur til Bloody Marsh, hvor slaget ved Bloody Marshc mellem englænderne på Fort Frederica og Fort Simons og en spansk invasionsstyrke blev udkæmpet den 7. juli 1742. Slaget endte med britisk sejr. Briterne havde kun nogle få let sårede, mens spanierne havde over 200 dræbte. Slaget var en del af den 7 år lange krig, der i dag er kendt som The War of Jenkin's Ear.

Er man historisk interesseret er stedet et besøg værd, ellers kan man "bare" køre direkte fra Brunswick til St. Augustine.

 

Det tidligere Hotel Ponce de Leon, nu Flaggler College.

St. Augustine er USA's ældste by, grundlagt i 1565 af Admiral Pedro Menéndez de Avilés, og det menes også, at det var i nærheden af det nuværende St. Augustine, at Juan Ponce de Leon, som den første spanier, kom til det nordamerikanske fastland i 1513. Byen rummer en del steder, der efter min mening er værd at se. Blandt disse er Fountain of Youth Archeological Park nord for byen. Her finder man det, som spanierne troede var Ungdommens Kilde - og vandet virker; jeg blev meget yngre efter at have drukket et par kopper J hvilket jeg har gjort ved alle mine besøg, og jeg har også haft vand med hjem, så nu tør jeg snart ikke komme tilbage - eller mister jeg min pesnionistrabat. Ved siden af kildeparken ligger missionsstationen Nombre de Dios, der også er grundlagt i 1565, selv om bygningerne er en hel del yngre. Læg mærke til (det er svært at undgå) det meget store kors, der står uden for missionsstationen. Ellers kan byen byde på Castillo de San Marcos, et gammelt, men meget velbevaret spansk fort, USA's ældste skolebygning af træ (i hvert fald, efter hvad de lokale påstår, men det er ikke helt sandt), en spændende gågade, som fører mellem gamle huse, et frilandsmuseum, hvor de fleste huse står på deres oprindelige plads (Colonial Quarter), mens nogle få er flyttet til stedet. Her kan man blandt andet se Murat House, der engang tilhørte Achille Murat, Napoleons nevø. Man kan også se fundamenterne til den første bro, der blev bygget i det nuværende USA. St. Augustine var en af de kun to amerikanske byer med en bymur, og resterne af én af byens porte danner nu indgang til gågaden. En række huse i spansk renæssance stil stammer fra den såkaldte "Flaglerperiode", hvor den amerikanske rigmand Henry Flagler, som sammen med John D. Rockefeller Sr. var grundlægger af Standard Oil) anlagde en jernbane fra New York til St. Augustine og byggede to store luksushoteller til de, der kom med jernbanen. Det ene hotel er i dag museum, mens det andet rummer et universitet. Også Villa Zorayda, byens katolske domkírke, og et gammelt fængsel, der nu fungerer som museum, er et besøg værd, og er man til den slags udskejelser, ligger verdens første Ripley's Believe or Not Museum også i byen. I den sydlige del af byen ligger et vineri, der laver glimrende vin og byen har også et destilleri. Er man til gamle huse, kan man bruge lang tid i byen, som foruden andre museer også har et sørøvermuseum.

På den anden side af estuariet, Mantanzas River, ligger Anastasia Island, hvor man kan besøge det gamle fyr, der er en alligatorfarm og zoologisk have, og 12 miles (18 km) syd for fyret, kan man besøge Fort Matanzas National Monument.

Turen kan sagtens gøres på en enkelt dag men sæt et par dage eller tre af til at se St. Augustine og omegn.

5. etape: St. Augustine, Florida til Miami, Florida (312 miles, 502 km).

En del af Miamis skyline set fra Miami Beach

Turens hidtil længste etape, men den kan sagtens deles i to. Fx ved at tage en afstikker til Orlando, hvor der er mulighed for at besøge Disney World og andre forlystelsesparker, hvilket kan være en god, men dyr ide, hvis man har børn med på turen. Her fortsætter jeg imidlertid mod syd ad I-95 (eller US 1, hvis man ikke har så travlt) uden at køre til Orlando. Knap halvvejs til Miami kan man tage en afstikker til Cape Canaveral Space Center. Gør man det, bør man nok tage en overnatning et sted i nærheden, da man kan bruge en del tid her.  Er man heldig, kan man time sit besøg, så man er i området, når der finder en raktopsendelse sted. Inden man når Miami, kan man aflægge et besøg i Everglades Holiday Park og tage en airboat tur ud i sumpen, afsluttende med et alligatorshow. Parken er kendt fra Animal Planets serie Gator Boys. Der er også mange andre mulighed for at få en tur i airboat, som jeg personligt ikke er så glad for, da disse fartøjer efter min mening larmer for meget.

Det vil simpelthen føre for vidt at beskrive alt det, man kan se i Miami og Miami Beach, så jeg vil nøjes med at nævne nogle ganske få ting, fx bydelene Overtown (det gamle farvede kvarter) med de mange bemalede huse, Little Havana (som stort set er en cubansk by i USA), bydelene Coconut Grove og Coral Gables med henholdsvis kokuspalmer og rigmandsvillaer. Også Freedom Tower, hvor de mange cubanske flygtninge blev modtager i 60'erne, Miami Zoo, Jungle Island mm er værd at se. Og så kan man tage en runde i centrum med den gratis monorail, som findes i byen. Miami Beach må man selvfølgelig heller ikke gå glip af. Her findes mange huse i Art Deco stil, mange af dem malede i pastelfarver. Og så er der selvfølgelig stranden. Tag evt. en hop on, hop off bus rundt i byen. Der er flere ruter at vælge mellem. For så vidt angår indkvartering er det ofte billigere at bo i selve Miami, end det er ude på Miami Beach.

Afsæt en dag (2 med besøg på Cape Canaveral) til turen, og to til mange dage i Miami, afhængig af interessen for storbyer plus evt. tid i Orlando.

6. etape: Miami, Florida til Key West, Florida (159 mils, 256 km).

På vej til at lande i Dry Tortugas National Park

Er man i Miami må man næsten også besøge Key West på den yderste af The Florida Keys. Alene turen dertil ad den såkaldte Overseas Highway der forbinder de mange koraløer er en oplevelse i sig selv. Der er masser at se på,v på de øer man passerer, og undervejs mellem Knight Key og Little Duck Key passerer man USA's 8. længste bro, 7-miles Bridge. I selve Key West må man som minimum besøge Duval Street med dens butikker, cafeer og barer. Man skal naturligvis også se bøjen, der marker USA's sydligste punkt, selv om det reelt ligger et par hundrede meter fra bøjens placering, men inde på en lukket militærbase. Er er man til den slags natur, vil jeg anbefale Key West Butterfly Conservatory, hvor man kan gå rundt mellem fritflyvende tropiske sommerfugle - og også et par almindelige fugle.

Har man tid (og plads i budgettet) bør man afsætte en hel eller halv dag til et besøg i Dry Tortugas National Park, 100 km vest for Key West i Den mexicanske Golf (huske badetøj; snorkeludstyr udlånes af transportørerne). Man kan komme ud til parken med færge eller vandfly. Ingen af delene er dog billige. Færgen er billigst, men tager 2½ time hver vej, så der er ikke meget tid på øen. Og her kommer så undtagelsen, hvor jeg alligevel anfører priser.  Færgen koster $(i 2024) 220 for voksne, 210 for studerende og pensionister og 165 for børn (4-16 år). Turen er altid en heldagstur, og den varer (inklusive ombordstigning) fra kl. 7.00 til kl.17.30.

Fly er dyrere, men også hurtigere, da flyvetiden til parken og tilbage kun er 45 minutter hver vej. Der er mulighed for hel- og halvdages ture. En halvdagstur med fly koster $466 for voksne og 372 for børn under 12 og en heldagstur ca. $819 for voksne og 672 for børn. Vi valgte en halvdags flyvetur, hvilket jeg kun kan anbefale på trods af prisen. Alene flyveturen forholdsvis lavt over det klart blå vand med udsigt til hajer, delfiner, skildpadder mm. er hele hele prisen værd.

Oven i færge- eller flyprisen skal der betales $15 for adgang til nationalparken. Husk at bestille billet i god tid, da antallet at mennesker, som vil besøge parken er langt større end det antal, National Park Service tillader hver dag.

En dag til turen, 1-3 dage i Key West

7. etape: Key West, Florida til Fort Myers, Florida (286 miles, 460 km).

Der er mange betalingsveje i Florida. Èn af disse er I-75, men man kan nemt undgå betaling, ved i stedet at tage US Route 41, der er ganske gratis. Den krydser The Everglades noget sydligere end I-75 (kendt som Alligator Alley), men er selv om den ikke er motorvej, er det alligevel en firespors vej med hastighedsgrænser mellem 60 og 70 - som på motorvejen.  Fort Myers er egentlig kun tænkt som overnatningsby. En spadseretur i byens historiske downtown kan måske være interessant, og der er også mulighed for at besøg på Sanibel Island ud for byen.

Regn med 1 dag til denne tur.

8. etape: Fort Myers, Florida til Tampa, Florida (126 miles, 202 km)

En tur på kun knap to timer. Tidlig afgang vil give tid til at se lidt af Tampa. Også her er der for meget at se til at omtale mere end nogle få ting, men her kommer et par stykker. Ybor City området med mange historiske bygninger, vandtårnet i bydelen Sulphur Springs, Holy Trinity Presbytarian Church, Tampa Museum of Art, Tampa Bay History Center, Adventure Island og museumsskibet SS American Victory. Og er man i byen i sæsonen kan man måske være heldig at få billetter til en kamp med NFL holdet Tampa Bay Buccaneers. Tampa Bay Rays spiller baseball i MLB, hvis ens interesser går i den retning.

Nord for Tampa kan man besøge Clearwater med fremragende strande og/eller Crystal River, hvor man kan svømme med søkøer (mest mellem november og marts).

1 dag til turen, og så mange man ønsker til at se Tampa.

9. etape: Tampa, Florida til Lake City (172 miles, 276 km)

Regeringsbygningerne i Tallahassee, den nye i baggrunden.

Lake City er tænkt som overnatningssted på vej mod nord. Der er ikke specielt meget at se i byen, men som sædvanligt havde jeg snart sagt, er downtown et godt bud. Byen er også hjemsted for et par årlige historiske festivaler.

1 dag til turen og der er også masser af tid til at se byen.

Lyder Lake City for kedelig og har man mod på flere hovedstæder, kan man i stedet køre (274 miles fra Tampa, 441 km) til Tallahassee.  Her er der igen masser at se, fx regeringsbygningen (både den gamle og nye), guvernørens bolig, Florida State University, Mission St. Luis Appalachee og Tallahassee Automoble Museum.

1 dag til turen. 1 til flere dage til ophold i Tallahassee afhængigt af hvad og hvor meget man vil se.

 

10. etape: Lake City, Florida til Atalanta, Georgia (287 miles, 462 km - 262 miles, 422 km)

Sidstnævnte afstand er hvis man kommer fra Tallahassee. I Atlanta er det muligt at bruge adskillige dage. Her er bare nogle få af de ting, der er værd at se i Georgias statshovedstad. Rådhuset og regeringsbygningen, Atalntas Botaniske Have, Chattahoochee River, Centennial Olympic Park, Zoo Atlanta i Grant Park, Coca-Cola museet (The World of Coca-Cola), huset, hvor Dr. Martin Luther King voksede op, og hans grav, Carter Center and Presidential Library, der rummer Jimmy Carters papirer og andre ting fra hans regeringstid. Også huset, hvor Magareth Mitchell skrev Borte med Blæsten kan besøges. Så jo, der er mange ting, man kan fordrive tiden med i Atlanta, inden man flyver hjem igen.

1 dag til køreturen og op til mange dage i Atlanta.

-  Tilbage til Rejsetips og turforslag -