Ud i sumpen og en indkøbstur

Vi havde hjemmefra bestilt billet til to sumpture, den ene om formiddagen (afgang 9.30) og den anden om aftenen (afgang 19.30). Begge var med et foretagende, der hed Cajun Encounters. Det lå ved US Highway 90 lige uden for byen, og selve turen foregik i Honey Island Swamp, en sump ved Pearl River. Vi skulle være der senest kl. 9.15, men var der allerede kl. 9, så vi havde god tid til at stå inde i billetkontoret, og nyde deres aircondition, for allerede på dette tidspunkt var temperaturen over 30, og luftfugtigheden nærmede sig 100. Da vi fremviste vores billetter, fik vi udleveret et plasticarmbånd, som via sin farve, fortalte hvilken af de fire både, der sejlede på det tidspunkt, vi skulle med. Vores var orange, og det viste sig, at det betød, at vi skulle med Captain Jacobs båd, sammen med ca. 18 andre. Der var plads til 20 i båden, som blev drevet frem af to kraftige (200 hk) påhængsmotorer. Efterhånden blev vi kaldt ud, og så fulgte vi efter kaptajnen ned til båden, som lå få minutters gang fra billetkontoret.

Sølvhejre (Great White Egret) i Honey Island Swamp

Da alle var ombord, sejlede vi ud i sumpen, mens kaptajnen fortalte om det, vi så, ikke mindst dyreliv, men vi passerede også nogle huse ved flodbredden. Disse blev mest brugt som sommerhuse, og der var ingen vej derud, så man var nødt til at sejle. En enkelt mand boede der fast, og han levede af krebsefiskeri. Også Captain Jacob var fisker, når han ikke lige var guide, men hans fiskeri gik mest ud over uskyldige rejer. Undervejs så vi forskellige fugle, ikke mindst hejrer, og han forsøgte at finde nogle snegle, såkaldt æblesnegle, fordi de er på størrelse med et pænt stort æble. Dette er en invasiv art, så guiderne (og andre) får penge for dem, de kan fange og aflevere til myndighederne. Vi så nu ingen snegle, men så deres æg, som de lægger på planter i store klumper. Alligatorer så vi mange af, men alle ret små, ikke meget over 5 fod (150 cm) lange. En enkelt var 6 fod (180 cm), men det er stadig ikke voldsomt stort, når man tænker på, at den største alligator, der er fanget i området, var 16 fod (ca. 5 meter). Jacob forsøgte også at finde nogle vilde tamsvin, som skulle findes i området, men de nægtede at komme frem. Der er tale om tamsvin, som er efterkommere efter svin, som spanierne havde bragt med 400 år tidligere. De blev sat i land på nogle øer ud for Louisianas kyst, så spanierne altid havde et sted, hvor de kunne finde mad. Desværre (for spanierne) svømmer svin godt, så svinene svømmede ind til fastlandet, hvor de efterhånden blev vilde, samtidigt med at de formerede sig lystigt, da deres eneste naturlige fjender er alligatorer og pumaer - foruden oversvømmelser. I dag er der så mange svin i området, at de bliver betragtet som skadedyr, og det er et af de få dyr i sumpen, der må jages hele året. Jacob fortalte, at han en dag havde set en orne, som normalt lever for sig selv, der havde været over 1 m høj, og som han vurderede til omkring 300 kg. Den største orne, der var blevet skudt i området, vejede næsten 400 kg. Efterhånden var tiden gået, og vi satte kursen tilbage mod udgangspunktet, hvor vi var tilbage omkring 11.30.

Undervejs på turen havde vi talt om, hvad vi skulle bruge eftermiddagen til. Tim havde hjemmefra, fra en kollega, fået en bestilling på noget Buffalo Tabasco Sauce, som han i marts havde fundet i et Walmart. Denne gang havde vi imidlertid ikke set denne variant i et eneste af de Walmarts, vi havde besøgt, så han foreslog, at vi skulle gå til kilden, nemlig Tabasco fabrikken på Avery Island, som hans kort i mobilen angav til at ligge ca. 150 km fra Slidell. Jeg tilsluttede mig forslaget, så det blev målet. Denne gang tog vi faktisk I-10 mod vest til New Orleans og videre gennem byen. Endnu engang passerede vi den 18 km lange Bonnet Carre Spillway Bridge, som vi også havde passeret dagen før. Vi fortsatte ufortrødent mod vest selv om vi undrede os en del over det ankomsttidspunkt, som vores gps havde beregnet.

Tabasco Country Store på Avery Island, nær New Iberia.

Det passede ikke lige med den afstand som Tims ruteplan havde beregnet. Undervejs passerede vi Louisianas hovedstad, Baton Rouge, og endnu en af de lange broer, nemlig Atchafalaya Basin Bridge, der med sine 29 km er nummer fire på listen over de 10 længste. Efterhånden nåede vi frem til Lafayette, hvor vi skulle dreje syd på ad US 90 til New Iberia og derfra ud til Avery Island, som ikke er en egentlig ø, men en salthorst i marsken. I modsætning til ved vores besøg på "øen" i 2012 og 2014 havde de afskaffet broafgiften. Dengang betalte vi $ 1, for at køre over den ca. 10 m lange bro til øen, men ved denne lejlighed var det gratis. Der sad dog stadig en mand i betalingsboden, men hvad han lavede nu, ved jeg ikke. På det tidspunkt kunne vi se, at Tims beregning havde været helt ved siden af. Der var ikke 150 km fra Slidell til Avery Island, men 310! Øen rummer altså Tabasco fabrikken og en naturpark, Jungle Gardens, med især mange fugle, men vi besøgte ingen af delene. I stedet fokuserede vi på fabrikkens country store, hvor Tim fik det Tabasco, der var "bestilt" - og lidt til, og jeg som sædvanligt på det sted brugte for mange penge, nemlig næsten 500 kr. på diverse saucer, syltede agurker og chilimarmelade.

Da vi havde handlet tog vi den mest direkte vej tilbage. Det vil sige op til I-10 og mod øst. Lige efter Baton Rouge starter I-12, og den tog vi. Desværre kom vi lige i myldretiden, så det gik ikke stærkt rundt om byen, hverken på den ene eller den anden motorvej. Efterhånden tyndede det dog ud i trafikken, og vi kunne sætte farten op. Da vi nærmede os Slidell kunne vi se på uret, at der ikke ville være tid til at spise aftensmad før aftenturen i sumpen, så da vi nåede tilbage, kørte vi direkte ud til sumptursstedet, hvor vi var omkring kl. 19.10, og vi skulle sejle 19.30. Igen fik vi byttet vores billetter til armbånd, denne gang mangefarvede. Det viste sig at betyde, at vi skulle sejle med Captain Rob.

Da turen startede var det forholdsvist lyst, så Captain Rob sejlede os den modsatte retning af, hvad vi egentlig skulle, for at vise os nogle store alligatorer på 8-10 fod, men de holdt åbenbart fyraften, for vi så dem ikke. Så vendte vi om, og sejlede tilbage til udgangspunktet og fortsatte i samme retning, som vi havde sejlet i om formiddagen, mens vi kunne nyde solnedgangen over sumpen. Også Rob fortalte lystigt. Også han var fisker og jæger, men han fiskede alt, hvad han kunne fange. Han var en rigtig cajun, om hvem det fortælles, at de æder alt, hvad der ikke æder dem først, og sådan var det tilsyneladende også med Rob. På denne årstid levede han mest af de store snegle, som vi ikke havde set om formiddagen samt store frøer, men ellers stod der vaskebjørn, pungrotte og egern på menuen. Specielt var han tilsyneladende glad for egern. En af de ting, han ikke jagede var alligatorer. Dels havde han ikke tilladelse, og dels var det jo hans levebrød at vise dem frem for turister. Til gengæld jagede han svin, når han kunne komme af sted med det. Igen så vi fugle og små alligatorer undervejs, blandt andet en alligator, som svømmede rundt med en marshmallow på hovedet. Jeg ved ikke, hvad der er med marshmallows, men alligatorer holder meget af dem, og guiderne kaster dem ud for at lokke dyrene hen i nærheden af bådene. Vi grinede lidt af alligatoren, som havde medbragt madpakke.

Solnedgang over Honey Island Swamp

Captain Rob fortalte om alligatorjagt, og hvordan guiderne prøvede at beskytte de lokale dyr, fra at blive skudt af jægere. Når en alligator har spist et stort måltid, svømmer den ned til bunden af sumpen, hvor den gemmer sig i mudderet og fordøjer. Her kan den blive i op til 8 timer uden at behøve at komme op til overfladen for at trække vejret. Når den kommer op og har trukket vejret, svømmer den igen ned til bunden. Så i  jagtsæsonen på alligatorer prøver kaptajnerne at skyde svin, som de så kaster ud til alligatorerne i håb om, at de så vil holde sig på bunden, når der er jægere i området. Mens han fortalte denne historie, var vi på vej ind til det sted, hvor vi ikke havde set svin om formiddagen. På vej ind i denne smalle og lavvandede bayou så vi en lille blå hejre (Little Blue Heron), som er langt mere blå, end den større Great Blue Heron, som nærmere er grå. I øvrigt bruger man to betegnelser om hejrer i USA. De hvide kaldes egrets, mens de med andre farver er herons. Mens vi sejlede, lød der pludselig et plask lige ved siden af båden, og Rob fortalte, at det det var en slange, der var faldet ned fra en gren, hvilket gjorde nogle nervøse. Hvorfor ved jeg ikke, for den var jo netop ikke faldet ned i båden! Og i øvrigt er der langt flere ugiftige slanger i områder end giftige. Vi fik også set en såkaldt fiskeedderkop, en stor men "tyndbenet" edderkop, der har sit navn fordi den lever af småfisk, som den lokker op til overfladen, mens den selv sidder på et træ. Når fiskene så kommer op til overfladen, bliver de fanget og dræbt af edderkoppen, som så æder dem bagefter. Da vi kom ind til stedet med grisene spurgte Rob, om vi ville høre, hvordan man kunne tilkalde dem med stemmen? Det ville alle selvfølgelig gerne, og så rejste han sig op i båden og råbte med høj røst "Come here piggie, piggie, piggie; come here piggie, piggie, piggie". Det havde nu ikke den store effekt, så han gik over til marshmallows, og efter et stykke tid kom en ret stor so faktisk ned til bredden og også ud i vandet. Den blev kaldt Mama og havde smågrise fortalte Rob, men dem så vi ikke. Vi kunne dog høre dem grynte inde mellem buskene. Rob fortalte også, at de grise, der boede i dette område, ikke var nogle af dem, de gik på jagt efter, da de jo gerne ville have noget at vise frem til turisterne.

Sumpen praler af at være hjemsted for et uhyre, en afskyelig sumpmand, en bigfoot, eller hvad det nu er, kendt under betegnelsen The Honey bIsland Swamp Monster. Monstret skulle gå på to ben, være ca. 2 m høj med gråt hår og gule eller røde øjne. Den er efter sigende blev optaget på en stump film i 1963, og der er funder rester af vildsvin, med halsen revet over, og der skulle også være fundet fodspor. Det uhyre havde jeg glædet mig til at se, men selv på aftenturen hverken hørte eller så vi noget til det. Øv!

På vej tilbage til udgangspunktet passerede vi nogle store såkaldte tupelotræer, som har været med til at give sumpen sit navn. Disse tupelotræer er ofte hjemsted for bier, som bygger boer i de hule stammer. Disse træer stod over hele sumpen, men var især koncentreret på en lille ø. Bierne laver honning af den nektar, de indsamler fra tupelotræernes blomster, og denne honning, som skulle være verdens bedste (i følge Rob), havde så givet navn til sumpen, Honey Island Swamp. Vi var tilbage ved sumptursselskabet omkring 21.45. På det tidspunkt var vi blevet småsultne, og ville gerne have aftensmad, men der var ikke mange steder, hvor de havde åbent endnu, og de steder, der var åbne, havde køkkenet typisk lukket kl. 21. Der var dog en Applebee's, som først lukkede kl. 24, så den benyttede vi os af. Det var så den tredje Applebee's på denne tur. Efter maden kørte vi hjem til hotellet. Næste dag skulle vi ud på endnu en lang køretur til Florida. Dagens tur blev 653 km, hvoraf de 620 var indkøbsturen til Avery Island. Vejret var godt hele dagen, og endnu en dag slap vi for regn. Luftfugtigheden var dog høj og det samme var temperaturen, som på et tidspunkt rundede 40, og selv da vi kørte fra restauranten tilbage til hotellet omkring kl. 23, var den fortsat omkring 32.