Alligatorbrydning og argentinsk mad

Vi forlod hotellet ret sent, nemlig kl. 9. Det første, vi gjorde, var at fylde køleboksen op med is, så vore nyindkøbte kildevand kunne blive kolde. Denne is købte vi på en tank, hvor vi faktisk også fik benzin på, inden det gik videre mod syd til dagens mål i Miami, med en lille udflugt undervejs. Vi havde hjemmefra købt billet til en airboattur i The Everglades, og det skulle vi nå på vejen. Fra Ormond-by-the-Sea var der kun 248 miles (399 km) til Miami, så der var masser af tid. Vi indstillede gps'en til at vise vej til Everglades Holiday Park i Fort Lauderdale, hvorfra turen sejlede. De første mange miles gav det ingen problemer, men pludselig sagde gps'en, at vi skulle forlade motorvejen. Vi troede så, at den ville have os over på en lille vej, der gik længere inde i landet, men det ville den ikke! Først da det var for sent at vende om, gik det op for os, at den ville have os ind på Florida's Turnpike, der også er en motorvej, kortere end interstaten, men som til gengæld er en betalingsvej. Florida har selvfølgelig sit eget elektroniske betalingssystem, som ikke bruges i andre stater, SunPass, og heller ikke et sådant var vi forsynet med.

Palmer på en rasteplads på vej mod syd gennem Florida

For at man ikke skal forlade betalingsvejen for at få benzin, mad mm, er der nogle steder anlagt nogle rastepladser mellem de to vognbaner. Her er der tankstationer, restauranter, souvenirbutikker, turistinformation, toiletter og andet nødvendigt. På den første af disse kørte vi ind, for at finde ud af, hvordan vi kom ud fra denne vej. Imidlertid var køen til informationsdisken så lang, at vi i stedet besluttede at opsøge tankstationen. Her kunne de fortælle mig, at man også kunne betale med kontanter, så det gik jeg glædestrålende ud og fortalte Tim. Således beroligede kørte vi tilbage til tuirnpiken. Det viste sig imidlertid, at det nok kun var der, hvor vejen ender, at man kunne betale med kontanter. En sådan mulighed forekom ikke der, hvor vi skulle køre fra. Der var dog stadig en udvej, idet der var en bane, hvor man fik fotograferet sin nummerplade, og så sendte de en regning. Jeg kan dog ikke anbefale det, da udlejningsselskaberne tager sig godt betalt for at administrere dette. Regningen for at køre på vejen lød på $ 2,50. Senere lykkedes det for gps'en at få os på betalingsvej to gange mere inden vi havde nået vores mål i Miami, men nu tog vi det roligt. Første gang kostede det 74 cent og anden gang $ 1,32. Disse knap fem dollars kom til at stå os i 160 kr., da Avis havde fået deres skålpund kød. Et pænt gebyr for hver af de tre opkrævninger.

Nå, men vi forlod altså betalingsvejen, og fortsatte ud mod The Everglades. Det sidste stykke vej, kørte vi på små veje, hvor der var huse på den ene side og sump på den anden, men vi fandt ret nemt ud til Everglades Holiday Park. Ok, jeg indrømmer at gps'en var med til at lette arbejdet. Da vi kom derud, var der rigtigt mange biler på parkeringspladsen, men det var selvfølgelig også søndag. Et antal mennesker, der vel svarede til mængden af biler myldrede omkring en bygning, der rummede såvel billetkontor, som grillbar, souvenirbutik og toiletter. Vi havde som nævnt købt billetter hjemmefra, men de var ikke til en specifik dag eller et specifikt tidspunkt. Faktisk havde Tim ringet til stedet inden vi købte billetten for at høre, om man ikke skulle reservere tid, og havde fået at vide, at det skulle man ikke. Vi mødte derfor op i billetkontoret, præsenterede vores billet, og fik at vide, at vi skulle være ved afgangsstedet kl. et eller andet, præcis hvornår har jeg glemt. Da der stod et stort skilt med "Afgangssted", var det ikke svært at finde. Da tiden nærmede sig (ca. 15 minutter senere), gik vi ned og stillede os i kø ved afgangsstedet. Her stod en mand, der tog vores billet, og så ventede vi ellers på, at der skulle komme en kaptajn. Det gjorde der kort efter, og han førte os ned til den båd, vi skulle sejle med. Lad mig her sige, at dette sumptursselskab på ingen måde minder om de, vi har sejlet med før. For det første var der mange flere både. 10-12 stykker tror jeg, og kaptajnerne var "uniformerede", hvor de andre steder havde været ret afslappet påklædt.

Vi gik ombord i den anviste båd, og som forventet var det en airboat, men af en anden konstruktion end jeg før havde prøvet. Tim have aldrig tidligere været i airboat. Disse airboats var for det første større med plads til vel omkring 25 -30 passagerer. Desuden var de overdækkede, og der var en slags "væg" bagest. Bådføreren sad bag denne væg, når vi sejlede, men kom om til os, når vi lå stille for at se ting. Propel og motorer, i dette tilfælde to stk. 250 Hk Cadillac bilmotorer, var også bag væggen. Det betød at larmen var betydeligt dæmpet. Ved andre lejligheder i airboats, er jeg blevet udstyret med høreværn, men det var ikke tilfældet her. Det betød ikke, at det ikke larmede, for det gjorde det, men altså ikke værre end at man kunne holde det ud.

Alligator i sivene i Everglades

Selve sumpturen var ikke specielt interessant. De sumpture vi tidligere havde været på i Louisiana havde været en del mere spændende. Det mest interessante var faktisk at opleve forskellen på Everglades og sumpene i Louisiana. Hvor de sidste har en tæt bevoksning af høje træer rundt om små og større floder og bayous, mindede Everglades mere om den marsk, vi tidligere har set i Louisisana. Brede kanaler, hvoraf mange er menneskeskabte, kun meget få træer på nogle øer, og til gengæld mange siv og vandplanter. Vi nåede dog at se tre alligatorer, som alle var større end de, vi havde set i Honey Island Swamp, måske mellem 2,5 og 3 m. Herudover var fugle det mest interessante, vi så, blandt andet en purpur sultanhøne med unge, en flok sorte gribbe, der sad og og solbad, og så en større mængde såkaldte boattailed grackles (bådhale trupialer), som var ret tamme. Bådføreren gav os noget brød, og så spiste de af hånden på os (ikke Tim, så glad for fugle er han dog ikke blevet endnu). Turen varede ca. en time, og så var vi tilbage ved udgangspunktet. Med i billetprisen er også et "alligatorshow", så det stod næst på planen.

Her må jeg lige tage en afstikker fra dagens begivenheder. På Animal Planet kører (nu på 8. genudsendelse, tror jeg) en serie, der hedder Gator Boys eller Alligatordrengene i den danske oversættelse. Omkring Everglades oplever man ofte, at alligatorer migrerer fra sumpen og ind i de mange søer og kanaler, der er i de beboede områder. Sådanne alligatorer kaldes "nuisance alligators", hvilket nok bedst kan oversættes til "plagsomme alligatorer". Sådan nogen kan man ikke have gående rundt, hvor der er børn eller husdyr. Bebeoere, der oplever en sådan alligator, kan anmelde til det Florida Fish and Wildlifte Conservation Commission. Denne myndighed kan så udstede en tilladelse til, at en autoriseret alligatorjæger kan fjerne dyret. De fleste alligatorjægere løser problemet ved at skyde alligatoren, og så finansierer de deres udgifter ved at sælge kød og skind fra alligatoren. Nogle vil dog hellere fange alligatorerne og fjerne dem fra området. Nogle bliver beholdt i fangenskab, mens andre bliver sat tilbage i naturen på steder fjernt fra menneskelig bebyggelse. "Gator Boys" er en af disse grupper. Projektet hedder faktisk "Gator Boys Alligator Rescue", og alle der hjælper er frivillige, der ikke får betaling. Udgifterne finansieres af indtægter fra de alligatorshows, de afholder, donationer fra velgørende organisationer og de penge, de kan samle ind til deres shows. Og mon ikke der også falder lidt af fra Animal Planet? Alligatorerne fanges "med håndkraft" stort set uden andre hjælpemidler end en rulle elektrikertape til at snøre omkring mulen på dyrene, når de er fanget. Hvis alligatoren er i vand, hopper lederen af projektet, Paul Bedard, glad i vandet til den iført snorkel og gummitæer og bevæbnet med en stang med en løkke på. Han er i det hele taget ret speciel. Han dyrker ironman, men foretrækker en dobbelt ironman for en enkelt. Altså 7,6 km svømning efterfulgt af 360 km cykling og afsluttet med 84 km løb. Når man har set udsendelserne tilstrækkeligt mange gange, føler man nærmest at Paul, Jimmi, Scott, Tre, Chris, Andy, Sara, Caroline, Kayla og de andre, ikke mindst Ashley (en lille rødhåret sag - faktisk var hun blond i de første år af serien), er nære venner.

Alligatorbrydning i Everglades Holiday Park

Desværre var det ingen af dem, der optrådte ved dagens show (de arbejder tilsyneladende om sommeren, så de kan tjene penge for at overleve resten af året uden løn). TV stationen NatGeo Wild har en lignende serie, kaldet Swamp Men, om en anden gruppe, som også fanger alligatorer levende. Denne serie bliver desværre ikke vist på den danske udgave af NatGeo Wild. Men det var en af de to hovedpersoner fra dette show, Gus “Onebear” Batista, som stod for dagens show. Fordi han var plaget af en alvorlig knæskade og iført skinne og forbinding. blev showet noget kortere end ellers - ikke mindst fordi "Onebear" ikke kunne "hoppe på" alligatoren med sit dårlige ben. Men vi fik da set nogle af de trick, de kan. Fx hvordan man kan vikle tape om snuden på en alligator, når man er alene, ved at holde alligatorens gab mellem sine hage og brystkasse, så man har begge hænder fri til "viklingen", og vi så også det trick, som de optrædende selv omtaler som det farligste, nemlig et trick, der kaldes "face off", fordi man risikerer sit ansigt, hvis det går galt. Her holder man også alligatorens hoved med hagen, men munden på dyret er åben. Da showet var færdigt, gik vi tilbage til bilen, hentede nyt vand i isboksen, og så satte vi kursen mod dagens slutmål, Miami.

Vi indstillede gps'en til adressen på vores hotel, og den ledte os på den tredje af de tre betalingsveje, jeg omtalte ovenfor men nu var vi hærdede, så det tog vi helt roligt. Hotellet lå på Brickell Avenue i bydelen Brickell, som oprindeligt var kendt som "millionaire row", og som bestod af store palæer, hvor millionærerne boede. Alle disse palæer er nu væk, og er erstattet af højhuse i beton, stål og glas. Bydelen udgør i dag Miamis finanskvarter, et af de største i USA efter New York. Vi fandt nemt hotellet, men måtte køre en gang rundt om bygningen for at finde ud af, hvor vi skulle køre ind med bilen. Da vi havde fundet indkørslen og parkerede foran indgangen, kom der straks en uniformeret mand løbende, og kørte bilen væk. Nåh nej. Vi fik lov til at stige ud og tage den bagage, vi skulle have med op på værelset, kufferter, rygsække og kameraer, inden den blev kørt væk. Og så så vi den ikke igen, før vi forlod hotellet igen to dage senere. Da vi kom inden for, sad en anden uniformeret mand ved en lille skranke. Han spurgte, om vi skulle tjekke ind, og da vi bekræftede dette, blev vi henvist til en elevator, som vi skulle tage op til 25. etage. Her var receptionen. Hotellet, som vi havde bestilt hjemmefra, var Conrad by Hilton, et af de kun fire i denne kæde, der findes i USA, et luksushotel og Hiltonskædens "topmodel" indtil de købte Waldorf Astoria for nogle år siden. Vi blev hurtigt tjekket ind, og fik et værelse på 22. etage. Det er første gang, jeg har skulle køre fra receptionen og ned til mit værelse! Selv om vi havde fået rabat, var hotellet ikke helt billigt, men det var så også eneste gang vi skejede ud i modsætning til 2014, hvor vi boede på en hel del mere eller mindre luksuriøse hoteller. Mens vi var i receptionen nød vi udsigten over Miami Beach, South Beach og Key Biscayne. Værelserne havde alle byudsigt, så det var receptionen eller baren, hvis vi ville se havet.

Vi tog en anden elevator ned til 22. etage. Den første kørte kun mellem stuen og 25. samt etager over denne. Vi fandt senere ud af, at de 15 nederste etager var kontorer. Etage 16 til 25 var hotel, og 26 til 31 var lejligheder. Endnu senere - da vi var kommet hjem til Danmark- fandt jeg også ud af, at bygningen var hovedsæde for Espirito Santo Bank. Da vi havde slappet af et par timer, tog vi ud for at spise. Receptionsdamen havde fortalt os, at hvis vi tog den gratis monorail, der havde endestation lige overfor hotellet, en eller to stationer, ville vi komme til et område med en del restauranter, og det havde hun ret i. Vi stod af ved den anden station og fandt en interessant udseende argentinsk restaurant. Da vi nu var med tog og ikke i bil, fik vi turens første alkoholiske genstand, nemlig en mojito. Til gengæld drak vi kun vand til maden. Min forret var den nok bedste gazpacho, jeg nogensinde har fået, og min hovedret var et grillet kyllingebryst, med citron og krydderurter. Brystet fyldte hele tallerkenen, så den kylling må have været på størrelse med en kalkun. Tim fik crabcakes til forret og spagetti til hovedret, og det hele var fremragende. Restauranten hed Baires Argentinian Grill, og den kan jeg godt anbefale, selv om den ikke var helt billig i forholdt til, de steder vi plejer at spise på. Regningen for os to - uden drikkevarer bortset fra mojitoen blev på godt 700 kr., men i virkeligheden er det jo ikke så galt. Efter maden gik vi tilbage til hotellet i stedet for at tage monorailen. Undervejs kom vi forbi en drugstore, og her købte vi vand og frugt til at tage med op på værelset. Vi blev enige om, at det var billigere end minibaren! Således bevæbnede vendte vi tilbage til værelset, så vi kunne være udhvilede til næste dags anstrengelser.

Vi havde turens hidtil varmeste dag. Der var kun meget få skyer, og temperaturen svingede mellem 35, da vi kørte for Ormond om morgenen,  og 42, da det var varmest. Dette var temperaturerne i skyggen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var i solen.