Der er ikke altid koldt på toppen

Vi skulle se Miami i dag. Når man kun har en dag i en by, er det ofte en fordel af tage en sightseeing bus, hvor man kan få et overblik, så allerede dagen før havde vi købt billet til en sådan. Eller rettere et dagkort, som gav adgang til tre forskellige ture, Uptown Tour, City Tour og Beach Tour. Og det skulle vise sig, at vi kom til at tage dem alle tre og i netop den rækkefølge.

Vi startede med at gå til monorailstationen og tage det første tog. Vi havde en fornemmelse af, at vi skulle stå af ved stationen Bayfront Park, og det viste sig at passe. Vi kunne dog ikke lige se i første omgang, hvor busserne kørte fra, men fik hjælp af Tims telefon og hans 3-Like-home abonnement, der betød at han kunne være på internettet i USA til samme pris som i Danmark. Det sparede ham for over 5.000 kr., men måske havde han ikke været så meget på nettet, hvis prisen havde været højere :-). Inden vi bevægede os mod bussernes holdeplads, besøgte vi en 7-11 for at købe vand. Selv om klokken kun var 9 om morgenen, sagde et termometer ved stationen, at temperaturen var 33 grader. Solen skinnede og vi havde hjemmefra smurt os ind i solcreme, men havde også taget en ekstra spraydåse med. Da vi nåede hen til busholdepladsen, holdt der en bus. Tim havde billetterne på sin mobiltelefon, men guidens scanner kunne ikke aflæse dem, så de skulle byttes til billetter af papir på et billetkontor et par hundrede meter væk. Det var der imidlertid ikke tid til, så hun sagde, at vi bare kunne komme med, og så få billetterne, når vi kom tilbage, men vi ville være nødt til at blive ombord hele vejen rundt, selv om det var en hop-on hop-off bus. Det havde vi alligevel planlagt at gøre, så det betød ikke noget for os, Vi fandt en plads i solen på den åbne 1. sal af bussen, og så gik det ellers derudad. Det viste sig, at det var Uptown turen vi tog, og vi opdagede senere, at der var en del overlap mellem denne og city-turen.

Trinity Episcopal Cathedral

Vores guide på denne tur, var en ældre og meget engageret dame, som fortalte ivrigt om de ting, vi kørte forbi, og hvad der var i nærheden af de enkelte stop, hvor vi altså ikke kunne stå af, eller rettere, det kunne vi, men så ville vi ikke kunne komme med en anden bus. Lige efter start kørte vi forbi American Airlines Arena, en sportshal som er hjemmebane for Miami Heat, et professionelt basketball hold. Lige overfor arenaen lå Freedom Tower. Her blev de cubanere, der flygtede fra øen til Florida i 60'erne, modtaget og registreret, og bygningen kaldes da også "Miamis Ellis Island", efter den berømte immigrantmodtagestation i New York. Oprindeligt var bygningen hovedsæde for en avis, senere fungerede den som hospital, og endnu senere blev den altså brugt til modtagelse af flygtninge. I dag har Miami Dade College kontorer i noget af bygningen, mens en anden del af denne fungerer som museum. Kort efter kørte vi over på en ø i bugten mellem Miami og Miami Beach. Her kørte vi forbi Jungle Island, en zoologisk have, og vi så nogle af de meget store krydstogtsskibe, som lægger til i Miami. Tilbage på fastlandet så vi den meget interessante domkirke, Trinity Episcopal Cathedral, og vi kørte forbi en skydebane, som guiden meget entusiastisk udpegede for os. Her kunne vi, sagde hun, få lov til at skyde med maskinpistol og maskingevær - mod betaling selvfølgelig. Vi ville nok ikke have prøvet, selv om vi havde kunnet stå af. Også indkøbscentre stod på agendaen, og efterhånden bevægede vi os fra downtown ind i et distrikt, der kaldes Overtown. På vejen kørte vi gennem byens Design District, hvor mange modedesignere, arkitekter mm. holder til. Overtown var oprindeligt byens "farvede" nabolag, og her så vi blandt andet en bygning, som tidligere havde rummet Miamis (og måske USA's) eneste politistation, der var bemandet udelukkende med farvede betjente. I dag er bygningen museum, Black Police Precinct Museum. Mens vi var i Overtown, gjorde vi holdt ved et lille bilmuseum. Det var ikke et officielt stop, da alle skulle videre med samme bus, så også Tim og jeg skulle med af. Stedet hed Elo's Miami Supercar Rooms. Museet er en "aflægger" af et bilmuseum i London, London Motor Museum, skabt af Elo, en tidligere model for Abercrombie and Fitch og selv modedesigner, som også er bilentusiast. Han har engang haft et efternavn, men efterhånden blev hans fornavn til efternavn og efternavnet forsvandt. I hans pas står der nu XXXXX Elo. Det var sjovt at se bilerne, men så heller ikke mere, så den største attraktion på stedet var den gratis orangeade, som de udskænkede. Iskold og rigtigt rar i varmen, som nu var oppe omkring 37 grader. Overtown er kendt for sine mange bemalede huse og mure/hegn. Ikke bare malede, men egentlige kunstværker udført af lokale kunstnere. Typisk males de over hvert år, og så får nye kunstnere chancen. Fra museet satte vi langsomt kursen tilbage mod udgangspunktet, og undervejs kom vi gennem udkanten af Little Havana, Miamis cubanske bydel. Også her ses bemalede huse, men slet ikke i samme omfang som i Overtown. Hele turen tog godt 1½ time, og da vi kom tilbage, holdt der en anden bus, som skulle til at køre, men inden nåede vi lige at få udstedt papirbillet i billetkontoret.

Villa i Coral Gables

Denne bus viste sig at skulle af sted på en city tour. Guiden her var en cubansk-amerikaner, og det kom ikke mindst til udtryk, da vi kom igennem Little Havana. Turens begyndelse var identisk med Uptown turen, men ellers gik den især syd på, hvor uptownturen havde gået nord på. På denne tur kom vi forbi den politistation, hvor tv-serien Miami Vice i sin tid blev optaget. Vi kørte en smule rundt i downtown, hvor vi blandt andet så nogle statuer, der tidligere havde stået i Bayfront Park. De har navnet "What if" og forestiller ellers fredselskende personer, forsynet med våben, fx Mother Theresa, Gandhi og Nelson Mandela. Monumentet skal få folk til at tænke over, "Hvad nu hvis..." disse mennesker ikke havde været fredselskende, eller hvad nu hvis folk som Hitler og Stalin havde været det? Statuerne havde oprindeligt været opstillet frit i Bayfront Park, men var nu opstillet bag et hegn foran en bygning. Da vi var færdig i downtown, kørte vi på motorvejen en kort strækning mod syd til bydelen Coconut Grove. Dette er det ældste bebyggede område i Miami. Det er et meget interessant område, hvor gaderne er omkranset af store træer og ikke mindst palmer, hvor af en hel del faktisk er kokospalmer, og vi fik taget billeder af såvel palmer som kokosnødder. Vi kørte også forbi nogle ret store huse, nogle nærmest paladser, men også helt almindelige beboelseshuse, som fx fire såkaldte "shotgun houses". Det er huse, som vender en meget smal gavl ud mod vejen. I denne findes en dør og måske et enkelt vindue. Navnet er opstået, fordi man med en enkelt skud fra et haglgevær (shotgun) kan rydde hele huset.

Fra Coconout Grove kørte vi længere mod syd til bydelen Coral Gables. Dette er et særdeles velhavende kvarter, og her finder man blandt andet University of Miami, som vi kørte forbi. Coral Gables var oprindeligt et såkaldt "gated community", altså med mur rundt om området, og vagter ved indgangene. Området blev udviklet i 1920'erne, og byudvikleren (og jordejeren), George Merrick, lovede at bygge et hus i middelhavsstil til alle, der købte jord i området. Til gengæld blev der ikke anlagt fortove, for det var ikke meningen, at man ville invaderes af udefrakommende fodgængere. Han lovede også, at området ville være køligere end resten af Miami, hvilket han opnåede ved at plante store træer, der den dag i dag skygger for solen, og når man færdes i området, er det faktisk 3-4 grader køligere end uden for. Over 90 % af befolkningen i dette område er hvide, i modsætning til de fleste andre bydele i Miami, hvor store dele af befolkningen udgøres af hispanics og farvede. I den nordlige del af området ligger Biltmore Hotel, et af byens mest luksuriøse hoteller. Det var i sin tid Floridas højeste bygning, men det er det ikke mere. Faktisk er hotellet ikke så dyrt som det lyder. Man kan få et almindeligt værelse for omkring $ 250 pr. nat, og en juniorsuite for under $ 300. Til gengæld koster den to-etagers Everglades Suite godt $ 2.000 pr. nat. Dertil kommer selvfølgelig skatter og afgifter. Hotellet har efter sigende sit eget spøgelse, der hjemsøger elevatorerne. Det skulle være ånden af et mafiamedlem, som blev dræbt under et kortspil i 1929. Da vi havde set på hotellet (udefra), kørte vi videre til det, som vores guide sagde, var USA's smukkeste offentlige svømmebasin, Venetian Pool. Det var det muligvis også, men det var svært at se fra bussen. Vi kunne dog ane lidt af poolen og se, at der var lang kø for at komme ind. Tilbageturen gik gennem Little Havana, og her skal jeg love for at guiden blev ivrig. Hans forældre var kommet til USA under cubakrisen, og han var selv født i landet og var vokset op i netop Little Havana. Han var tydeligvis stolt af sin bydel, men også sørgmodig, fordi mange af husene var så gamle og forfaldne, at de ikke kunne renoveres, men skulle rives ned. Han fortalte om de forskellige cubanere, der havde fået succes i USA, blandt andet om en mand, der havde lånt $ 10.000 og åbnet en lille butik med stole, og som nu ejede 28 store møbelforretninger. Til gengæld hørte vi ikke så meget om de, der ikke havde haft succes, selv om der faktisk er flere af sidstnævnte. Vi fik forevist restauranter og barer, cigarfabrikker og meget andet. Blandt andet kørte vi forbi den evige flamme, der brænder som mindesmærke over de cubanere, som blev dræbt under invasionen i Svinebugten i 1961. Også denne tur varede 1½ time og sluttede, hvor den var begyndt.

Miami Beach rammes af og til af oversvømmelse, så det er man forberedt på.

Nu manglede vi kun én tur, nemlig Miami Beach turen. Det flaskede sig så heldigt, at der igen holdt en bus, som netop skulle køre denne tur, da vi kom tilbage, så den steg vi straks på. Her var vi lidt sent på den, og det var nu et stykke oppe af dagen, så der var ret overfyldt, men Tim fandt et sæde, og jeg fik lov til at sidde på guidens, fordi han alligevel stod op det meste af tiden - sagde han. Efter at nogen var stået af ved et af de første stop, hvor bussen holdt, satte han sig nu på et af de ledige sæder, og her blev han siddende resten af turen. I det hele taget var han ikke nær så entusiastisk, som de to første guider havde været. Her var der tydeligvis tale om en mand, der bare passede sit arbejde, og ikke meget mere. Men man kan jo ikke være heldig hver gang. Det betød ikke, at han ikke fortalte om det vi så, for det gjorde han bestemt. Bussen kørte over bugten til Miami Beach, blandt andet forbi den store marina, hvor der lå et par både, jeg gerne ville eje. Selve Miami Beach er der ikke så meget at sige om. Der er en masse bygninger bygget i art deco stil og malet i pastelfarver, og de er ret spændende, hvis man er til den stil. Jeg er! Desuden det, vi var kommet for se :-), piger i bikini. Dem var der også nogle stykker af. Det var svært at høre guiden, så det var måske årsagen til, at vi ikke var så opmærksomme, som vi tidligere havde været, eller også var vi bare ved at blive trætte. Vi fik set nogle dyre hoteller, byens rådhus, posthus, brandstation, synagoge mm, alt i art deco, men dog ikke i pastelfarver. Flere bygninger var forsynet med noget, der lignede et fyrtårn på toppen, blandt andet et hotel og posthuset. Selve stranden så vi derimod ikke meget til, da den er skjult bag hoteller og lejlighedskomplekser.

Da vi kom tilbage til afgangsstedet efter endnu en 90 minutters tur, var vi rimeligt stegte efter at have tilbragt næsten fem timer på toppen af busser, mens solen bagte fra en skyfri himmel, og temperaturen i skyggen klatrede over 40. Her på den sidste tur mente guiden, at der nok var op mod 50 grader celsius eller mere i solen på toppen af bussen - så de, der hævder, at der er koldt på toppen, tager altså fejl - i hvert fald af og til. Vi mente derfor ikke, at vi orkede meget mere den dag. Klokken var hen ad 14.00, så vi blev enige om, at vi ville spise en sen frokost/tidlig aftensmad på den Hard Rock Cafe, der lå inden for syns- og gåafstand fra bussens endestation. Så det gjorde vi. Hard Rock er et ok sted, men ganske dyrt. To forretter med kylling og to burgere samt sodavand kostede det samme som luksusmåltidet på Baire's dagen før. Men vi gav nok også lidt for rigelige drikkepenge til den søde servitrice. Efter maden gik vi tilbage til stationen og tog monorailen tilbage til hotellet. Resten af dagen og aftenen tilbragte vi på hotellet med at læse, surfe på nettet, og se Homerun Derby på TV. Det er en konkurrence mellem de bedste baseballspillere om, hvem der kan slå flest homeruns. Vi forlod kun værelset for at gå ned til den drugstore, der lå ved siden af, for at købe frugt og noget at drikke.