Sommerfugle og kollegatræf

Så var vores besøg i Miami overstået. Det lyder som om, det var ubehageligt, men det var det ikke, så jeg skulle nok helle have skrevet, at det var forbi. I dag skulle vi sætte kursen videre mod syd til det sydligste punkt i de sammenhængende 48 stater. Det ligger i og på Key West i The Florida Keys. Key West er både en ø og en by, derfor både i og på. Nogle dage tidligere havde jeg set på Facebook, at en af mine kolleger, skolens IT-chef, også var på vej til Miami med sin kone, der er en tidligere kollega, og to børn. Jeg havde foreslået at vi skulle mødes, og det syntes de var en god ide. De skrev dog, at de ville være i Key West tirsdag og onsdag, og da vi også ville være det, aftalte vi, at vi skulle mødes og spise sammen tirsdag aften. Men først skulle vi altså ned til Key West. "Key" har ikke noget med nøgler at gøre, men kommer fra "cay" der er "en lav sandet ø på overfladen  af et koralrev". Så the Florida Keys er altså lave, sandede øer. Og det fik vi konstateret ved selvsyn.

Da vi forlod hotellet i Miami, fik vi turens største hotelregning, men det var vi faktisk forberedt på. Selve værelset var ikke så galt, $ 152 pr. nat med den rabat, vi havde fået for at bestille tidligt. Det svarer til ca. 1.000 kr. pr nat, med den kurs, vi har brugt som gennemsnitskurs på turen, 6,76. Oven i det kom så en "city tax" på $ 13 pr. nat, parkering $ 45 pr. nat og tre gange internetadgang i 24 timer til $ 13 pr. nat. Der skulle naturligvis også lægges skat til såvel parkering som internetadgang, så alt i alt blev vi præsenteret for en regning på $ 463 eller knap 3.200 kr. Men hvad? Vi har prøvet værre før (vores værelse i San Francisco i 2013 kostede nogenlunde det samme, men pr. nat). Vi havde jo også selv valgt stedet, og det var det eneste luksushotel på hele ferien. For god ordens skyld bør jeg nok lige nævne, at da vi tjekkede ud, fik vi en gratis kildevand til at tage med på den videre færd. Sådan!

På vej over Seven Miles Bridge. Den gamle bro ses til højre.

Vi tog elevatoren ned til gadeplan, og fik udleveret vores bil. Kufferter, rygsække og kameraer blev stuvet ind, og så kørte vi af sted. Vi satte kursen syd på ad US 1, som faktisk også var den vej, hotellet havde adresse på, selv om den her hed Brickell Avenue. Ved at blive på denne hele vejen og trodse trafikken, undgik vi at skulle på flere betalingsveje. Vi skulle have købt benzin og is til isboksen, inden vi for alvor trillede mod syd, men blev enige om, at vente til vi kom lidt uden for byen. Undervejs holdt vi øje med benzinpriserne, som var en del højere end hvad, vi ellers havde betalt, og de toppede med en tank, der ville have $ 2,79 for en gallon. Det var næsten 5 kr. pr. liter - uhyrligt! Priserne begyndt dog at falde igen, og da vi endelig tankede, kunne vi nøjes med at betale 2,29 (4 kr. pr. liter), men det var alligevel det dyreste på hele turen. Kort efter byen Florida City syd for Miami hører den bymæssige bebyggelse op. US 1 kommer til at hedde South Dixie Highway, og den fører gennem et sump- og marskområde på vej mod "The Keys". Der var nu forbløffende lidt se, fordi der var plantet buske hele vejen langs hovedvejen, så det var kun sporadisk, at vi fik et kig til sumpen. Efter ca. 30 km kom vi til den ikke så lange bro, der forbinder fastlandet med The Keys. Her skifter vejen navn til "Overseas Highway", fordi den flere gange krydser havet mellem øerne. Den første ø, man kommer til, er Key Largo. Ud over at være en ø, er Key Largo også titlen på en film fra 1948 med Humphrey Bogart og Lauren Bacall i hovedrollerne. Det tænkte vi nu ikke meget på, mens vi kørte over øen. Lige efter at være kommet over på Key Largo, holdt vi en pause på Florida Key's Visitor Center, hvor vi dels skiftede plads, så jeg blev chauffør, dels fik en kop kaffe (mig).

Jeg havde chaufførtjansen resten af vejen til Key West, så det var Tim, der såvel kunne nyde udsigten, som havde mulighed for at fotografere. På tilbagevejen ville vi så gøre det omvendt. Jeg ved ikke præcist, hvor mange øer hovedvejen passerer, men det bliver til nogle stykker. Undervejs passerede vi et skildpaddehospital, en dyrepark og meget andet. Mellem Knight Key og Little Duck Key kørte vi på 7-mile Bridge, som er nummer 8 på listen over USA's længste broer. Dette var den sidste af de lange broer, vi kørte over på denne tur - selv om vi selvfølgelig passerede den igen, da vi returnerede til fastlandet. På denne strækning kører man parallelt med en gammel bro, som ikke længere er i brug, men som stadig står - dog i en ikke specielt velholdt stand. Omkring kl. 14.00 nåede vi dagens mål i Key West. Her havde forudbestilt et værelse, men det ville ikke være klar før kl. 15, så vi kørte direkte til øens Butterfly Conservatory, som vi allerede hjemmefra havde besluttet at se. Vi havde i første omgang lidt svært ved finde ud af, hvor vi måtte sætte bilen, men endte med at placere den på en parkeringsplads på nabogrunden, Her måtte den få lov til at holde i 24 timer mod en lille erkendtlighed på $ 20. Vi havde godt nok ikke tænkt os at blive i 24 timer, men hvad gør man ikke for sommerfuglenes skyld.

Key West Butterfly and Nature Conservatory har en stor samling af eksotiske sommerfugle, der flyver omkring i et tropehus. Her går der også nogle få fugle frit omkring, blandt andet et flamingopar, men også små, farvestrålende fugle. Trods sidstnævnte indslag klarede Tim besøget uden at gå i panik, måske fordi fuglene gik mere end fløj og derfor ikke flaksede. For at komme ind i selve sommerfugleområdet, skulle vi gennem en sluse, som sikrede at sommerfuglene ikke fløj ud, og en tilsvarende sluse fandtes ved udgangen. I sidstnævnte sluse var opsat et stort spejl, så man kunne sikre sig, at man ikke havde en sommerfugl med ud som blind passager. Inden vi gik ind til sommerfuglene, havde vi besøgt stedets udstilling og souvenirbutik (dog ikke i samme rum). Entreen var $ 12 pr. snude, så inklusive parkering blev det alligevel til 300 kr. for det besøg. Sommerfuglene var meget imponerende, og vi fik taget nogle rigtigt gode billeder. De basker dog hurtigt, så det er bedst at fotografere dem, når de sidder stille. En stor blå sommerfugl var meget imponerende, og der var en del af dem, men de nægtede stædigt at sætte sig. I hvert fald indtil en ung pige i en mønstret kjole kom og satte sig på en bænk. Så landede en af de blå (som, fandt jeg senere ud af, hed Morpho Menelaus) på hendes barm, og slog sig ned der i en længere periode! Måske en hansommerfugl? Pigen, som Tim fandt ud af, var 15, havde ikke det mindste imod, at vi tog billeder af barmen såvel som sommerfuglen. Vi var på stedet i omkring en time, og da vi kom ud i souvenirbutikken igen, kunne vi se to unge piger, som var i gang med at jagte en sommerfugl, der tydeligvis var undsluppet. Det lykkedes dem til sidst at fange den i et sommerfuglenet, og så kom den hjem igen.

Efter besøget gik vi ned til det, der siges at være USA's sydligste punkt, og der er opstillet en bemalet bøje for at bevise det. Her var der en lang kø, for at man kunne komme hen og stå ved bøjen, mens venner og bekendte tog billeder, eller man tog en selfie. Det gad vi ikke vente på, så vi tog et billede af bøjen uden at nogen af os stillede op ved siden af. Faktisk er det slet ikke USA's sydligste punkt. Dette ligger 5-600 meter væk, men inde på den lukkede marineflyvestation, så der er ikke adgang for uvedkommende. Efter besøgene kørte vi til vores hotel og fik et værelse, hvor vi slappede af et par timer, så vi var friske, når vi skulle møde Henrik og Merete.

Sloppy Joe's Bar i Key West

Vi havde aftalt at mødes på deres hotel kl. 18, så efter at have gjort os klar tog vi af sted i god tid, da vi skulle købe badetøj på vejen. Da vi kom tidligere på dagen havde vi passeret deres hotel, og set, at der på den anden side af dette lå forskellige butikker, blandt andet en Sears. Den opsøgte vi nu, og vi fik da også begge købt badebukser og håndklæder. Vi går normalt ikke i swimmingpools på vores ferier, vi vil hellere se noget, og derfor havde vi ikke badetøj med hjemmefra. Bademulighederne på den tur, vi skulle på næste dag lød dog så spændende, at vi var nødt til at gøre noget. Efter indkøb kørte vi til Hotel 24 North, og mødte også Merete og Henrik og de to døtre, de havde med, Nanna og Emma. Fra hotellet kørte en lille gratis trolley ind til centrum. Desværre havde den ikke aircondition, og det var meget varmt og lummert undervejs. Faktisk var det så varmt, at Tim blev dårlig på vej ind til byen. Vi nåede dog frem til centrum, og så skulle vi finde et sted at spise. Her kom Tims internetadgang via telefonen igen til hjælp, og efter at have gået lidt omkring - hvor Tim overvejede at tage hjem - fandt vi en restaurant, Smokin' Tuna, hvor en servitrice viste os vej til gårdhaven, men vi bad om at måtte sidde indendørs, og det fik vi selvfølgelig lov til. Her var der aircondition, og efter kort tid havde Tim det godt igen. Vi bestilte drikkevarer og senere mad. Henrik, Merete og jeg fik fish'n chips med dagens fisk, som var mahi mahi. Tim spiste burger, mens jeg har glemt hvad pigerne fik, og det samme gælder forretten. Mit gæt er, at Tim spiste noget med kylling, måske delte vi en omgang chicken tenders? Da hovedretten kom, viste det sig, at den kunne vi ikke lide! Ikke fordi maden var dårlig, for det var den bestemt ikke, men fisken smagte bare ikke godt efter vores smag. Så jeg vil nok ikke spise mahi mahi en anden gang.

Mens vi spiste, hyggesnakkede vi, og vi blev enige om, at Henrik og jeg måtte præsentere min chef, Kirsten, for en regning på transport til fagligt møde fra København til Key West og retur. Det er jo ikke vores skyld, at vi ikke har tid til at mødes i hverdagen. Som sagt, så gjort, men hun var ikke til sinds at betale den. Æv!  Da vi var færdig med at spise, gik vi tilbage mod trolley'ens endestation, mens vi så på byen. Blandt andet passerede vi Sloppy Joe's Bar, som var Ernest Hemingways favoritbar i Key West - selv om den er flyttet siden hans tid. Vi tog trolley'en tilbage til 24 North Hotel, hvor vi tog afsked med kollegaer og børn efter en rigtig hyggelig aften. Tim og jeg kørte hjem til hotellet, hvor vi gik tidligt i seng. Vækkeuret var sat til at ringe kl. 5.00, så vi kunne være klar til morgendagens flyvetur.