Ponce de Leon og Jagten på ungdommens kilde

Da Columbus vendte tilbage til Spanien efter sin anden rejse til "den nye verden", efterlod han en del kolonister på øen Hispaniola (i dag dels Haiti og dels Den Dominikanske Republik), blandt disse også adelsmanden Juan Ponce de Leon. Han var født omkring 1460 (helt præcis kendes hans fødselsår ikke) i byen San Tervas de Campos i Spanien. Hans familie var adelige - men fattige. Oprindeligt havde familien ”kun” heddet Ponce, men da en fjern forfader havde giftet sig med kong Alfonso IX’ af Leon’s datter, Aldonza de Leon, havde familien fået dette navn også. Navnet Leon viste altså, at familien om end langt ude, var beslægtet med det regerende spanske kongehus. Alfonso levede fra 1171 til 1230, så det kongelige blod var blevet noget fortyndet på Juan Ponce de Leons tid.

Som dreng kom Juan i tjeneste hos Pedro Nuñez de Guzman, der også tilhørte en gammel, om end noget rigere og mere indflydelsesrig adelsslægt, først som page og senere som væbner. Som så mange andre unge adelsmænd uddannede han sig som soldat. Han kæmpede mod maurerne i det sydlige Spanien, og han var med da Granada faldt i 1492. Efter slaget var der ikke meget de mange unge adelsmænd kunne foretage sig - så da Columbus i 1493 rekrutterede mænd til sin anden rejse, meldte mange af dem sig, og altså også Ponce de Leon og som tidligere nævnt blev han på Hispaniola, da Columbus tog hjem.

I 1502 kom Nicolás Ovando til Hispaniola som guvernør. Han fandt at de indfødte var tæt på at lave oprør og besluttede at slå det ned med hård hånd. I den krig der fulgte deltog Ponce de Leon med stor fortjeneste, og Ovando endte med at gøre ham til sin adjudant og guvernør over provinsen Higuey. Ponce de Leon fik hovedkvarter i en by på den østligste del af øen. Men han opholdt sig her, hørte han fra de lokale indianere, at der var store rigdomme at finde på den nærliggende ø Borinquin. (De indfødte vidste godt, hvad der skulle til for at lokke spanierne væk fra deres eget område!) Han søgte guvernøren om tilladelse til at besøge øen, og i 1508 tog han af sted med en mindre styrke. Det lykkedes ham faktisk at finde mange rigdomme på øen, som vi i dag kender som Puerto Rico. På grund af sine fortjenester blev han i 1509 gjort til guvernør over øen. Som guvernør var han meget hård mod de indfødte indianere, og på trods af at hans fund af rigdomme gav ham kongens velvilje, blev han allerede i 1512 afsat som guvernør - men da havde han stort set også udryddet flertallet af øens oprindelige indbyggere.

På dette tidspunkt gik der i Spanien (og resten af Europa) rygter om, at der i Asien eksisterede en Ungdommens Kilde (Fons Juventutis). Den, der drak af denne kilde, ville blive kureret for alle sygdomme og genvinde sin ungdom, som så ville vare evigt. I virkeligheden havde man misforstået legenden. Ungdommens Kilde var ikke en kilde i egentlig forstand, men derimod et gammelt religiøst ritual (sandsynligvis tibetansk buddhistisk), der ved udførelse af nogle bestemte riter (trin) skulle sikre udøverne mod sygdomme og gøre dem unge. Men spanierne opfattede historien helt bogstaveligt og havde faktisk planer om at lede efter denne kilde i Asien. Nu hørte Ponce de Leon historier om en indianerstamme, hvor menneskene blev meget gamle, og han gav sig til at undersøge, om det kunne have noget med ungdommens kilde at gøre. Overraskende nok kunne de lokale indianere fortælle, at disse længelevende indianere opnåede deres høje alder fordi de drak af vandet fra en særlig kilde på den ø, hvor de boede. Øen lå ret langt fra Puerto Rico (Borinquin) mod nord, faktisk helt oppe nord for Cuba! Den stamme, som boede på øen (der blev kaldt Bimini) var meget venligtsindede og ville tage vel mod de fremmede, fik Ponce de Leon at vide af sine kilder. (De indfødte vidste godt, hvad der skulle til for at lokke spanierne væk fra deres eget område!). Den ø, som vi i dag kalder Bimini, ligger i Atlanterhavet ud for Miami i Florida.

Ponce de Leon henvendte sig til sin ven og beskytter de Guzman, der fortsat havde tilknytning til kongehuset og den regerende monark Ferdinand II. de Guzman havde blandt været lærer for kong Ferdinand II’s  barnebarn, den senere Charles V’s lillebror,  og gennem de Guzman fik Ponce de Leon kongens tilladelse til at eftersøge og udforske øen Bimini. I marts 1513 forlod Ponce de Leon Puerto Rico med 3 skibe og ca. 200 mænd. Han stævnede ud på en nordvestlig kurs mod det, som vi i dag kender som Bahamaøerne. De gik i land på mindst to øer, Grand Turk Island og San Salvador, men indianerne var ikke specielt venligtsindede, og selv om de fandt kilder var der ingen af dem, der var den rigtige. Til gengæld fortalte indianerne ham legender om et land mod vest, hvor luften altid duftede af parfumerede blomster, og hvor gyldne frugter voksede på træer. Smukke jomfruer indsamlede frugterne og serverede dem for fremmede, der kom til dette land (De indfødte vidste godt, hvad der skulle til for at lokke spanierne væk fra deres eget område!). Måske kunne han finde kilden her! Det er i øvrigt slående hvor meget denne historie minder om det græske sagn om hesperidernes have. Her vogter tre nymfer (hesperiderne) de gyldne æbler som gudinden Hera har plantet langt mod vest, ved den store flod Okeanos. Herkules, som skulle hente æblerne som en af sine 12 opgaver, måtte sejle gennem Gibraltarstrædet og krydse Okeanos for at finde æblerne. Hvordan de to historier hænger sammen, og hvordan grækere og indianere kan dele sagnstof, vil jeg slet ikke spekulere på her.

Ponce de Leon fortsatte sin sejlads videre mod vest og nord og den 27. marts fik man land i sigte. Da det var Påskesøndag, kaldte Ponce de Leon stedet for Pasque de Florida efter det spanske navn på påskefesten. Den 2. april gik han i land lidt nord for det sted, hvor det nuværende St. Augustine i Florida ligger. Han krævede hele øen - for han troede at det var en ø, han var kommet til - for den spanske trone. På denne baggrund hævdede spanierne i en lang årrække retten til hele det nordamerikanske fastland. Ponce de Leon var således den første Europæer, vi med sikkerhed ved, har været i det, der nu er USA. Med sig på rejsen havde han en lods, Anton de Alaminos , og der var for en stor del hans fortjeneste, at det lykkedes for de Leon at finde vejen syd om Florida Keys. På vej nordover, havde de Leon i øvrigt også opdaget den såkaldte Bahama Kanal, farvandet mellem Cuba og den Store Bahama Banke, der gjorde rejserne mellem Cuba og Europa en del kortere, og dermed hurtigere. Da de passerede Floridas sydkyst observerede lodsen, Alaminos den meget stærke strøm rundt om kysten, og i dag betragtes Anton de Alaminos som Golfstrømmens opdager.

Om han fik serveret gyldne frugter af smukke jomfruer, melder historien ikke noget om, men der levede i hvert fald en indianerstamme, som måske ikke var specielt venligtsindede, men heller ikke det modsatte. De lokale indianere tilhørte Timucua stammen, og de forbløffede spanierne på flere måder. Blandt andet var de meget høje, og de blev også meget gamle, og da der faktisk fandtes en svovlholdig kilde som indianerne drak af, troede Ponce de Leon i hvert fald i første omgang, at han havde fundet Ungdommens Kilde.

Som nævnt var Timucua indianerne ret høje. Deres gennemsnitshøjde var omkring 1,85 for mændenes vedkommende og flere var omkring 2 meter høje. Kvindernes gennemsnitshøjde var omkring 1,67, men også her var mange en del højere. Dette ved vi fra de skeletter, der er fundet i området. Gennemsnitslevealderen var sandsynligvis omkring 65 til 70 år. Til sammenligning skal det siges, at spaniernes gennemsnitslevealder kun var omkring 35-40 år, og deres gennemsnitshøjde var kun omkring 1,42. Selv Ponce de Leon, der var kendt for at være meget høj, var under halvanden meter. Da han senere kom tilbage til Cuba omtalte han da også øen, som han jo troede det var, som ”kæmpernes land”.

På stedet ved kilden, hvor de Leon først gik i land, anlagde han efter spansk skik et stort (liggende) kors bestående af 15 sten i højde og 13 i bredden for at symbolisere årstallet 1513, og for at fortælle at stedet nu tilhørte kristenheden. Ponce de Leon blev kun i området ganske få dage. Derefter satte han kursen mod syd, og han fulgte kysten til den sydlige spids af Florida, og derfra op langs vestkysten. Her nåede han op til omkring det nuværende Tampa, inden han vendte om og sejlede tilbage til Puerto Rico.

Måske på grund af indianernes hårdnakkede modstand forsøgte de Leon ikke at etablere en bosættelse i Florida. Men han opgav ikke sin nyfundne "ø". Via de Guzmans forbindelser fik han 1514 tilladelse at udforske og kolonisere såvel Bimini (som han endnu ikke havde fundet) som Florida – som han stadig troede var en ø. Imidlertid havde han andet at se til og han skulle også skaffe penge, og først i 1521 kunne han udruste en ny ekspedition til Florida, denne gang med to skibe. Han landsatte tropper et sted på Floridas kyst, og begyndte at anlægge en bosættelse. Ingen ved i dag, hvor denne bosættelse lå. De fleste historikere mener, at det var på Floridas vestkyst, mens andre mener at det var på østkysten i nærheden af St. Augustine, hvor han jo havde fundet noget, der kunne være Ungdommens Kilde. Imidlertid nåede han aldrig at gøre bosættelsen færdig, fordi hans mænd blev angrebet af de lokale indianere, så han måtte flygte ombord i sine skibe igen og vende tilbage til Cuba. Her døde han af sår, som han havde fået under kampe med indianerne.  Nogle mener, at han blev ramt i maven af et spyd, mens andre mener at han blev ramt i låret af en forgiftet pil. De Leon døde i Havana og hans lig blev senere ført tilbage til Puerto Rico, hvor han ligger begravet i katedralen i San Juan.

Fandt han ungdommens kilde? Måske ikke, men han levede i hvert fald betydeligt længere end gennemsnittet af sine landsmænd. Og var han ikke blevet såret, var han formodentlig blevet langt ældre end de 61, han faktisk blev. Så måske er ungdommens kilde i virkeligheden den opdagelsestrang, som de Leon i hvert fald havde.

I St. Augustine i Florida ligger der nu en såkaldt arkæologisk park på det sted, hvor de Leon først gik i land. Her kan man dels se det stenkors, som de Leon anlagde ved kilden. Selve kilden eksisterer også fortsat, selv om den i dag springer fra en muret opsats. Vandet er ret svovlholdigt, men lugter værre end der smager. Det serveres for interesserede i små plasticbægre og i den lokale souvenirbutik, kan man købe det på flasker. Parken rummer også udgravninger, der fortæller om den tidligere Timucua bosættelse i området.

Og selv om man ikke er til Ungdommens Kilde kan St. Augustine i sig selv være et besøg værd. Byen påstår at være den ældste i USA. Den er grundlagt i 1565 (omkring 50 år efter de Leons besøg) og der er mange gamle huse i byen. Også oliemagnaten Henry Flaggler har sat sit præg på byen, og man kan også se det gamle spanske fort, Castillo de San Marcos, hvor blandt andet indianerhøvdingen Osceola sad fanget.

- Til top -