I det vilde, vilde vesten

Efter en overnatning lige uden for Tuscon i Arizona, kørte vi tilbage til motorvejen (I-10), som vi blev på til byen Benson, omkring 70 km mod sydøst. Herfra kørte vi mod syd til Tombstone, hvor vi var allerede kl. 10.00. Vi fandt en hel tom parkeringsplads på Freemont Street lige overfor OK Corral – en af årsagerne til at vi var kommet til byen. Ved siden af OK Corral lå Camillus Flys fotostudie, præcis som dengang, den 26. oktober 1881, da Earp brødrene og Doc Holiday mødte Clanton og McLaury brødrene samt Billy Claiborne i vestens mest berømte skudduel.

Faktisk fandt duellen slet ikke sted i OK Corral men på en tom grund, lige ved siden af fotostudiet. Selve OK Corral lå et stykke længere nede ad gaden. Duellen endte med at de to McLaury-brødre samt Billy Clanton blev dræbt mens Ike Clanton og Billy Claiborne undslap uskadte. At fortælle hele historien, der førte op til duellen vil fylde adskillige sider; nok er det at sige, at den berømte duel varede omkring 30 sekunder. De tre dræbte ligger begravet på byens gamle kirkegård, som vi senere besøgte.

Vi gik fra Fremont Street til Allen Street, byens gamle hovedgade, som stadig er holdt i den gamle stil med træfortove og falske facader. Her så vi på de mange butikker mm, og vi besøgte også billetsalget til de genopførelser af skudduellen, som opføres dagligt. Imidlertid var første forestilling kl. 14 og den var kun 10 minutter over 10, så det ville vi ikke vente på. Derefter giv vi rundt og så lidt mere på byen og fik taget en hel del billeder. Da der ikke rigtigt var mere at se på, kørte vi til Boot Hill, byens gamle kirkegård. Her så vi på de mange grave, og ikke mindst deres indskrifter. Nogle er rimeligt lakoniske: ”John Martin, killed 1882”, ”Dan Down, Hanged 1884 eller ”Van Houten, 1879, murdered” og så videre. På duellanternes grav står der ”Billy Clanton, Tom McLaury, Frank McLaury. Murdured on the streets of Tombstone, 1881.” (NB! Stavefejlen forekommer faktisk på gravstenen). Der er dog også mere poetiske gravskrifter så som den berømte, som ofte vises på billeder: ”Here lies Lester Moore. Four slugs from a 44. No less, no more” eller denne, “Here lies George Johnson, hanged by mistake 1882. He was right, we was wrong, but we strung him up, and now he’s gone”.  Ikke alle på kirkegården er identificeret. På et af skiltene står bare ”Two chinese”. 

Efter besøget på kirkegården fortsatte vi videre mod syd til Bisbee. Her viste det sig, at det lå en meget stor ”åbent-brud” kobbermine, som vi fik taget nogle billeder af. Derefter fortsatte vi videre mod syd til Douglas ved den mexicanske grænse. Vi kørte ikke ind i Mexico, det måtte vi ikke i den lejede bil, men nøjedes med at tage nogle billeder af grænseovergangen og fylde benzin på bilen inden vi kørte nord på igen mod I-10. Dette var det absolut sydligste, vi nåede på hele turen. Da vi kørte nordpå igen, passerede vi en grænsepatruljekontrolstation omkring 15 - 20 km nord for Douglas. Her måtte vi vise vores pas, så de kunne se, at vi ikke var illegale indvandrere fra Mexico. De så ikke helt overbeviste ud, da vi påstod at komme fra Danmark, ikke Mexico, men vi fik da lov til at køre videre og fortsatte mod nord gennem små byer med navne som McNeal og Elfrida. Den sidste by inden vi nåede motorvejen hed Sunsite, og her var der en afkørsel til Cochise Stronghold, altså det sted, hvor indianerhøvdingen Cochise holdt til i Dragoon bjergene, da han blev jagtet af de hvide soldater i 1860’erne og begyndelsen af 1870’erne. Vi overvejede et besøg, men da vi havde en god bid vej endnu inden vi havde planlagt overnatning, opgav vi og fortsatte efter nogle få miles mod øst D i-10, videre mod nord til San Carlos Indian Reservation. Her holder rester” af flere apachegrupper til. Blandt de grupper, der bor i reservatet er Arivaipa, Pinal og San Carlos apacher.  Der bor ca. 9.000 indianere i reservatet, og de er nogle af de fattigste oprindelige amerikanere i USA. Næsten 60 % af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse i USA og en gennemsnitshusstand tjener under 80.000 kr. om året. Der er dog åbnet et kasino i reservatet, som giver nogle indtægter fra spilleglade turister. Det er det tiende største reservat i USA, men det meste er ørken, bjerge og fyrreskov. At der var fattigt kunne vi ikke undgå at se på de huse og trailere, som vi kørte forbi. De fleste af dem var meget faldefærdige. Kasinoet, som vi også passerede, var nydeligt, men kan slet ikke tilbyde samme slags spil samme glamour som fx i Las Vegas, der trods alt ikke ligger så langt borte.

Ved byen Globe kørte vi igen ud af reservatet, og så begyndte vi at lede efter et sted at bo, da det efterhånden var ved at blive tid til at stoppe. Imidlertid var der ikke noget, der tiltalte os i selve Globe, så vi fortsatte videre mod nordvest ad endnu en naturskøn vej gennem bjergene, som her hed Sierra Ancha.  Her lå der en opdæmmet sø, Roosevelt Lake, og her mente vi, at vi kunne finde et hotel, men nej. Vi så flere campingpladser og lejrhytter, men ingen hoteller. Til gengæld var turen langs med søen og senere langs Tonto-floden ganske køn.  Vejen vi kørte på hed Arizona Route 188 og det var på denne strækning at vores bilcomputer begyndte at fortælle os, at det var på tide at få skiftet olie, og at olien kun havde en restlevetid på 4 % af det, den oprindeligt havde haft. Vi kunne jo ikke rigtigt gøre noget, så vi fortsatte til Payson, hvor vi fandt et hotel, og fik et værelse. Det eneste interessante var, da damen i receptionen spurgte, hvad i alverden vi dog lavede uden for lands lov og ret i Payson, Arizona. Jeg kunne fortælle hende, at vi kun var på ”gennemrejse” og så blev hun mere rolig. Byen, der ligger i 1.500 meters højde er ikke helt lille. 15.000 indbyggere er der faktisk og byen er kendt for at ligge næsten præcis midt i staten.