Besøg på West Point

Den 5. juli 2009 skulle vi så forlade Newburgh og køre ud på Long Island, men undervejs skulle vi lige et par "ærinder". Vi kørte derfor først ind til selve Newburgh. Jeg havde læst i en brochure, at her havde George Washington haft hovedkvarter under revolutionen, nærmere bestemt fra 1780 til 1782, og huset eksisterede stadig, så det ville jeg gerne se. Ved hjælp af vores nu igen funktionsduelige og trofaste Garmin fandt vi også stedet uden problemer. Det lå midt i et tilsyneladende meget fattigt hispanic kvarter (amerikanerne kalder alle med spansk som modersmål for hispanic). Vi parkerede bilen på en gade ved siden af huset, og håbede at både hjul og bagage var der, når vi kom tilbage. Det viste sig at være tilfældet, for museet havde tilsyneladende ikke åbent endnu, så vi nøjedes med at se på det udefra – og jeg fik taget et billede af Dorte ved siden af en statue af en minuteman. Det var kælenavnet for udvalgte medlemmer af den amerikanske borgermilits under frihedskrigen; et kælenavn de havde fået, fordi de skulle være klar til kamp et minut efter, at de var blevet kaldt til våben.

Da vi skulle til at køre fra Newburgh, indstillede vi GPS'en på West Point, militærakademiet, som vi også gerne ville se. Den viste og også fint vej dernedad, men der var flere West Point adresser at vælge mellem, og vi havde åbenbart valgt en forkert, for maskinen ledte til os til bagindgangen. Vi kørte på dette tidspunkt på US 9W, og her ved West Point lå frakørslerne tæt, så to gange tog jeg en anden end den GPS'en mente, jeg skulle have taget. I modsætning til vores tidligere gps' som blev hysterisk, når man ikke lystrede dens kommandoer, og med febrilsk stemme gentog indtil man adlød, at "man skulle lave en U-vending så hurtigt som muligt, var den nye meget mere tålmodig. Den fortalte mig bare, hvordan jeg skulle komme tilbage på rette spor, og vi nåede altså også frem til bagindgangen til West Point. Her forklarede en meget venlig vagt os, hvor vi skulle køre hen for at finde besøgscentret. Så det gjorde vi så. Vi fandt et sted at stille bilen på en parkeringsplads lige uden for, og gik så indenfor i centret.

Her så vi først lidt på den udstilling, der var, blandt andet med billeder af nogle af akademiets koryfæer, blandt andre Sylvanus Thayer, Dennis Hart Mahan, Robert E. Lee (den første og hidtil eneste elev, der har klaret sig gennem akademiet uden en eneste anmærkning), Ulysses S. Grant, Dwight D. Eisenhower og Douglas McArthur. Vi kunne også læse om Eisenhowers klasse (1915). Ud af de 164 elever i denne klasse blev 59 generaler, og på udstillingen kalder de den da også "Klassen, som stjernerne landede på".

Da vi havde set udstilling nok, købte vi billet til busrundtur på akademiet. Man kunne vælge mellem en tur på en time, og en på to. Da vi skulle videre til Southold i den fjerneste ende af Long Island, og være der ved aftensmadstid, nøjedes vi med den korte variant. For at komme med på turen skulle vi vise pas, men det lykkedes da. Rundturen var ganske interessant. Blandt andet så vi nogle af skolens mange sportspladser, kasernen hvor kadetterne bor, statuer osv., og vi fik fortalt en række anekdoter om forskellige tidligere elever, blandt andre Douglas McArthur. Han blev i 1899 fulgt til skolen af sin mor, men i stedet for at tage afsked på trinbrættet, nedenfor akademiet, som han havde ventet, indlogerede hun sig på et hotel med udsigt til kasernen, hvor lille Douglas, var blevet indkvarteret. Her blev hun i alle de fire år, som uddannelsen varede og hver dag holdt hun med en kikkert øje med, hvornår han slukkede lyset. Skolens regler fortalte, at lyset skulle slukkes ved midnat, og slukkede han før, skældte hun ham ud for ikke at studere ihærdigt nok. Slukkede han efter midnat, fik han skæld ud for ikke at få tilstrækkeligt megen søvn. Om det var på grund af moderen eller på trods af hende, ved man ikke i dag, men McArthur sluttede som den bedste i sin klasse i både de teoretiske og de militære fag.

Vi hørte historien om, hvorfor 3. års eleverne på akademiet kaldes cows (køer). 1. årseleverne  kaldes plebs (plebejere), da de er det laveste af det lave (som plebejerne i det gamle Rom). 2. årseleverne kaldes "yearlings" (åringer), fordi de har været på skolen et år. De ældste elever kaldes "firsties" (førstlinger), da de altid kommer først blandt kadetterne. 3. årseleverne kaldes altså cows. Det stammer helt tilbage fra den tid, da kadetterne ikke måtte forlade akademiet i de første to år af deres tid her. Når de kom tilbage med jernbanen til trinbrættet neden for akademiet, vandrede de i flok op til skolen, hvor de nu skulle tilbringe det tredje år. Det fik en eller anden, sikkert en firstie, til at mene, at de lignede en flok køer på vej mod stalden, og det navn hængte ved.

Skolen går meget op i sport, og der er flere stadions på området. Man stiller op i i officielle turneringer i  football, basketball med mere. Baseball har dog en særlig stjerne på skolen. Det skyldes en tidligere elev, Abner Doubleday, der udgik fra akademiet i 1842. Under borgerkrigen var han general i unionshæren. Det var ham der affyrede de første skud fra Fort Sumter i 1861 som svar på skud fra Fort Johnson, og han deltog i slaget ved Gettysburg. Efter krigen fik han patent på kabelsporvognene i San Francisco. Grunden til at baseball sættes højt, er nu mere den, at en vedholdende myte fortæller, at det var Doubleday, der i 1839 opfandt baseball i sin hjemby Cooperstown. Det har baseball historikere forsøgt at afkræfte i flere år, blandt andet begrundet på det forhold, at Doubleday i 1839 var elev på akademiet, og først måtte forlade dette i 1840 (efter sit andet år). Doubleday nævner selv intet om det, hverken i erindringer eller efterladte breve, men myten lever stadig i USA.

Vi fik også lov til at nyde udsigten over Hudson River, hvor man var ved at gøre klar til en koncert. Det har man jævnligt på West Point, og offentligheden "kæmper" om at få billetter. Der var da også allerede lagt en del tæpper og presenninger ud (kl. 11.00 om formiddagen), så folk kunne være sikre på at få en god plads, når koncerten startede kl. 20.00. Noget af det sidste vi besøgte, var Cadets Chapel, den største af West Point seks kirkebygninger. Her findes blandt andet verdens største kirkeorgel med 23.500 piber i størrelser fra en lillefinger til piber hvor en voksen mand både kan stå og vende sig i. Orglet er i øvrigt bygget af en bornholmer, nemlig den udvandrede orgelbygger Mathias Peter Møller. Vi kørte forbi, men besøgte ikke akademiets kirkegård. Her ligger borgerkrigskoryfæer som Winfield Scott, John Buford, Robert Anderson, Daniel Butterfield, George Armstrong Custer  og andre fra den amerikanske borgerkrig begravet. Også Sylvanus Thayer og Dennis Mahan er begravet på kirkegården. West Point har i øvrigt et ordsprog, som ofte bruges: "Much of the history we teach was made by people we taught" eller på dansk "Meget af den historie, vi underviser i, blev skabt af mennesker, vi underviste".

Efter besøget på West Point var det på tide at komme syd på. Vi skulle jo nå ud til Southold inden dagen var helt gået. Vi fortsatte derfor syd på af Route 9W og senere ad Palisades Interstate Parkway. Uden at vi opdagede det, og efter lidt besvær med at finde en benzintank, kørte vi ad denne vej ind i New Jersey. Det skulle blive den korteste strækning i nogen stat siden vi besøgte New Mexico i 2006, men vi nåede at spise en sandwich på en Starbucks. Derefter kørte vi over George Washington Bridge (I-95) ind i New York City, mere specifikt Bronx.

På dette tidspunkt småregnede det, og havde gjort det siden vi kom til New Jersey, og nu løb vi også ind i kø, så det gik ganske langsomt gennem Bronx, men det gjorde egentlig ikke så meget, for vi skulle skifte vejbane flere gange, så der var tid til at tænke sig om. Det viste sig at køen skyldtes et trafikuheld, hvor to biler var kørt sammen i den yderste bane, og da vi var kommet forbi det, løste trafikken op. Vi skiftede til I-678 mod syd over Bronx Whitestone Bridge til Long Island, nærmere betegnet Queens. På vej syd på, kunne vi se tennisbanerne i Flushing Meadows (Billie Jean King Tennis Center), hvor der bliver spillet US Open i tennis. Dem ville Dorte gerne have set, men dette blev altså det tætteste vi kom. Vi skiftede til I-495 og så gik det ellers bare derudad, samme vej som første gang vi var på øen. Lige før Riverhead, hvor motorvejen hører op, gik trafikken næsten helt i stå, og så kørte vi i kø gennem byen. Det viste sig at der var et motorløb i gang på deres racerbane, og vi troede i første omgang, at det var det, som skabte al trafikken, men den fortsatte også forbi banen. Også flere steder på den videre færd var der trafikkaos, så hvad årsagen var, fandt vi aldrig ud af.

Da vi endelig, 1½ time senere end vi selv havde regnet med, nåede frem til Southold, hang Dannebrog stadig uden for døren og vi blev modtaget som om vi var "den fortabte søn", der vendte hjem. Vi sludrede og fortalte om vores tur mens vi drak en øl, og så gik vi endnu engang rundt og så på huset, og de mange ting i det, ikke mindst Bills træskærerværksted og Evas atelier.