Acadia National Park og Bar Harbor

I Boston havde vi fået købt en nyt stik til GPS'en så nu virkede den bare :-). Uden for byen entrede vi igen motorvej I-95 og kørte nord på mod grænsen til New Hampshire, og vi gjorde ikke holdt før vi nåede grænsen. Efter et kort ophold fortsatte vi gennem New Hampshire næsten uden stop, hvilket ikke siger så meget. Vejen er betalingsvej gennem staten, så vi stoppede ved en afgiftsbod og fik et kort, og det afleverede vi så igen, da vi kørte ud af staten. På den måde kunne de så se, hvor meget vi skulle betale (så vidt jeg husker var det $1,50). Hele strækningen gennem New Hampshire er kun omkring 25 kilometer, så vi var stort set ude af staten igen, før vi havde opdaget at vi var inde i den. Ganske kort efter grænsen til Maine bliver I-95 betalingsvej igen, så vi måtte til lommerne en gang til, men beløbet var stadig under 2 dollars, så det gik endda. Efter grænsen til Maine besøgte vi det første og eneste velkomstcenter på denne tur.

Damen på velkomstcentret spurgte os om, hvor vi var på vej hen, og vi fortalte at vi skulle til Ellsworth. Det var den by, som vi hjemmefra havde besluttet, skulle overnatte i nærheden af. Damen mente, at hvis vi skulle dertil, måtte vi absolut se Acadia National Park på Mount Desert Island, syd for byen, og vi fik selvfølgelig både et vejkort – og en brochure om nationalparken. Undervejs videre nord på studerede Dorte kortet og brochuren (jeg kørte på det tidspunkt), og vi blev enige om, at den ville vi egentlig gerne se. Da der så ud til at være flere overnatningssteder i området, blev vi enige om, at slå os ned for natten derude på øen i stedet for inde på fastlandet – vi have ingen bestillinger at tage hensyn til den dag.

Lige efter Portland, statens største by, forlod vi motorvejen, hvilket hele tiden havde været vores mening. I stedet kørte vi ud på den gamle Route 1 (US Highway 1), som går næsten helt ude ved kysten, og hvor man ser noget mere end på en motorvej. På motorvejen havde vi i øvrigt lagt mærke til, at her i Maine var afstande angivet såvel i miles som i kilometer, så vi nåede lige at få taget et billede at sådan et skilt, for de er ikke helt almindelige i USA. Vi blev enige om, at det nok var fordi Maine grænsede op til Canada, men om det er den rigtige forklaring, ved jeg ikke. Der er nemlig også en anden forklaring, som gælder i nogle stater, nemlig at USA på et tidspunkt diskuterede overgang til metersystemet. I den periode satte man fx i New Mexico skilte op med kilometerangivelser, og nogle af disse står endnu, selv om man igen har opgivet tanken.

US 1 er en mindre, hyggelig vej (kommaet er vigtigt her) med kønne omgivelser – i hvert fald på denne strækning. Vi gjorde holdt et par gange for at se på Sherman Lake og Damariscotta River - hvilket er et ord fra abenaki-sproget, som betyder "floden med de mange fisk". Fisk så vi nu ikke nogen af, så vi kørte videre til byen Rockport. Det er sådan ca. midt på Maines kyst. Lidt før vi nåede byen lå der en restaurant, The Offshore Restaurant, der så meget hyggelig ud, så her stoppede vi for at spise frokost. Det viste sig at de havde en forrygende salatbar, og så spiste vi begge noget med krabber. Da vi havde spist, kørte vi yderligere nogle miles til selve byen Rockport. Her går US 1 helt ude ved kysten, og her var der en lille strand med rigtigt sand, som ellers er sjældent på Maines klippekyst, så her lå der faktisk nogle mennesker og tog solbad, og andre var i vandet. Det er ikke noget, vi har set så tit i USA, selv om vi har set en del strande.

Ved Fort Knox (nej ikke det med pengene, men et gammelt fort fra før borgerkrigen) passerede vi Penobscot River, Maines længste flod, som vi senere skulle støde på flere gange. Passagen skete via en nydelig bro (Penobscott Narrows Bridge), som vi stoppede for at fotografere. De sidste kilometer til Ellsworth går US 1 et stykke fra havet, så det så vi ikke mere til ved den lejlighed. Da vi nåede byen, skiftede vi til Maine Route 3, der går syd på til nationalparken. Ved en rangerstation købte vi billet (der gjaldt til 7 dage), og så fortsatte vi ellers mod parken, men inden vi kørte ind i denne, besøgte vi byen Bar Harbor, for at finde et sted at bo. Vi fandt et hotel på en bakketop, og fik et nydeligt værelse med egen balkon og udsigt over havet (og pejs, hvilket var mindre vigtigt, da temperaturen udenfor var over 30 grader). Da vi var blevet indkvarteret, entrede vi igen bilen, og så kørte vi ud på en rundtur i nationalparken, der er den eneste af sin art i hele New England.

Flere veje fører gennem parken, men vi valgte at køre på det såkaldte Park Loop, en vej, der udgår fra et sted uden for Bar Harbor, og fører langs øens østkyst, og derfra tilbage til udgangspunktet, heraf navnet "loop" (løkke). Vi så altså kun den østligste del af øen, men her var også nok at se på, ikke mindst hav, skov og klippekyster. Blandt de steder, hvor vi stoppede for at fotografere, var Sand Beach, Thunder Hole, Otter Point og Otter Cove. Vi så nu ingen oddere og heller ingen sæler i Seal Harbor. Sidstnævnte er en af de små landsbyer, der ligger drysset ud over øen. Da vi kørte herfra, måtte vi stoppe op for at se på og fotografere en vaskebjørn, der var ude at gå tur på vejen. Den var ikke særligt stor, så Dorte og jeg blev enige om, at det nok var en "hvalp". Da vi havde set nok på den, kørte vi igen mod nord til vi kom til en parkeringsplads ved søen Bubble Pond. Her gik vi en tur for at se på søen og omgivelserne. Det var ganske smukt, og vi stod og nød stilheden – indtil den blev afbrudt af råben og barnelatter oppe fra bjergsiden. Så gik vi videre! Vi gjorde turen færdig (resten af loopet), og kørte så tilbage til hotellet.

Om aftenen delikaterede vi os med friskfangede ogt friskkogte hummere på en nærliggende restaurant. "Dagspris stod der på menukortet, men denne, lidt skræmmende meddelelse, viste sig at dække over ca. 100 kr. for en 750 grams hummer, så det vat ikke så galt endda. Efter maden gik vi tilbage til værelset og slappede af, blandt andet med at se ud over bugten, hvor vi nu kunne se tågen komme rullende ind mod land. Det var faktisk et flot syn, fordi der var klar himmel over tågebankerne og vi prøvede da også at fotografere det – men uden særligt held. Tågen forsvandt simpelthen i mørket, når synet kom på billeder.