Alcatraz

Billetkontoret til Alcatraz-færgen ligger ved Fisherman's Wharf.  Det kan dog betale sig at købe billet i forvejen, da køen er lang, og der kan sagtens være dage, hvor alle færger ud til øen er fuldt bookede. Og så kommer man ikke der ud den dag.  Billetter kan købes via internettet, og det havde vi gjort i forbindelse med bestilling af en byrundtur i bus. Da vi kom til færgen skulle vi derfor bare "registreres", og så kunne vi sejle ud til øen. Da vi jo skulle på bustur, skulle vi være ved bussen klokken 13.30. Båden til Alcatraz sejler hver halve time (hver vej), og sejlturen varer omkring 10 minutter.

Vi kom med færgen kl. 10.45, så der ville være god tid til også at se os omkring på øen. Men først skulle vi  stå i kø for at komme ombord i båden. Her kunne vi i det mindste stå og beundre de søløver, der lå og solede sig på nogle flåder ved den næste mole. Denne søløveflok flyttede ind i byen, efter et jordskælv i 1994, og de har været der lige siden. Men til sidst blev vi lukket ombord på færgen, og her nåede vi lige at få en kop kaffe/ice tea, inden vi var fremme.

Øen Alcatraz har haft en omtumlet tilværelse. De fleste kender den formodentlig bedst som fængsel, men øen har været brugt til meget andet. De store guldfund omkring 1850 fik flokke af guldgravere til at strømme til San Francisco, og de fleste kom med skib. Det betød at der opstod et behov for et fyrtårn, som kunne lette navigationen. I 1853 blev det første fyrtårn på den amerikanske vestkyst opført på Alcatraz Island, som øen rettelig hedder. Fyrtårnet blev revet ned i 1909, da der blev bygget fængsel på øen, og et nyt blev opført. Dette blev i 1963 erstattet af et automatisk fyr, som stadig findes. Samtidigt med det første fyrtårn, blev der etableret en militær styrke på øen, og senere blev der indrettet et militært fængsel. Her sad blandt andre medlemmer af hopi indianerstammen, men også krigsfanger og andre sad på øen, blandt andet under første verdenskrig. I 1933 overtog regeringsmyndighederne øen, og fængslet blev ombygget og udvidet til et statsfængsel. Som sådan blev det åbnet i 1934, og i de 29 år fængslet eksisterede rummede det et større antal prominente fanger, typisk fanger, der havde forsøgt flugt fra andre fængsler, eller blev anset for at være særligt farlige.

Mest kendt er nok Alphonse Gabriel "Scarface" Capone, der sad fængslet for skattesnyd. Det var den eneste forbrydelse, man havde været i stand til at bevise. Capones virkelige forbrydelser var spiritussmugling, mord og mange former for organiseret kriminalitet. Det var efter al sandsynlighed Al Capone, der stod bag den berømte St. Valentines Day Massacre i Chicago i 1929,  hvor Capone forsøgte at skille sig af med sin rival "Bugs" Moran. Capone sad i Alcatraz fængslet fra 1934 til 1939. Af andre "celebre" fanger kan nævnes George "Machinegun" Kelly (1934 – 1951), der sad fængslet for spiritussmugling, væbnet røveri og kidnapning. Det var i øvrigt Kelly, der opfandt udtrykket G-men om FBI agenter, da han blev arresteret i 1933. Også Alvin "Creepy" Karpis (1936 – 1962) regnes blandt de kendte kriminelle, der sad i fængslet. Karpis, der sad fængslet for bankrøveri, var den indsatte, der tilbragte længst tid på Alcatraz. 26 år sad han på øen, hvor gennemsnitstiden ellers var omkring 5 år. Karpis var medlem af, eller nok snarere leder af Karpis-Barker banden, der foruden ham bestod af den berygtede Ma Barker og hendes sønner. Banden røvede banker, men slog sig også på kidnapninger. Da Karpis blev arresteret i 1936, var han den sidste af det, der kaldes "depressionens store forbrydere", dem som FBI havde døbt Public enemies. Andre Public enemies var John Dillinger, Bonnie og Clyde, Ma Barker, Jack McGurn og Bugs Moran. Den sidste af de berømte eller måske snarere berygtede indsatte på Alcatraz, der bør nævnes er Robert "The Birdman of Alcatraz" Stroud  (1942 – 1959). Stroud var dømt 12 års fængsel for et manddrab, han havde begået i Alaska i 1909, og han blev indsat i et fængsel på McNeill Island ved Puget Sound i det nordvestlige USA. Her overfaldt han en medfange og blev derfor overført til det noget barskere fængsel i Leavenworth i Kansas. I 1916 fik han en irettesættelse af en af vagterne, og det fik ham til at dræbe vagten. For denne forbrydelse blev han idømt dødsstraf, men sagen måtte gå om, og i stedet fik han livsvarigt fængsel. Også denne sag blev kendt ugyldig, og i den næste blev han igen idømt dødsstraf, som skulle have været eksekveret i april 1923. Hans mor appellerede til præsident Wilson, som benådede ham til livsvarigt fængsel. Det var mens han sad i Leavenworth at han begyndte at opdrætte fugle. Først spurve men senere kanariefugle, og han skrev to bøger om sygdomme hos disse fugle, blandt andre Stroud's Digest on the Diseases of Birds, som var med til at gøre ham berømt. Han fandt også en kur, for en særlig ondartet infektion, som kunne ramme kanariefugle. Efter at han i 1942 blev overført til Alcatraz, var det slut med fugleholdet, der på et tidspunkt havde krævet at han fik en ekstra celle til sine fugle, og en fuldtidsansat privatsekretær til at varetage hans korrespondance. I 1959 blev han alvorligt syg og blev overført til et andet fængsel i Missouri. Her døde han i 1963, 73 år gammel. Af disse havde han siddet i fængsel i 54, heraf 42 år i isolation.

Efter denne lille indføring i kriminelle fra USA, må jeg hellere vende tilbage til historien. Vi blev sat i land, og gik fra havnen op til selve fængslet. Her deltog vi i en radioguidet rundtur, hvor vi hørte om fængslet fortalt af tidligere både ind- og ansatte. Vi så blandt andet cellerne, hvor de omtalte forbrydere havde siddet. Undervejs hørte vi også om isolationscellerne, hvor blandt andet The Birdman havde siddet i 6 år. De sidste 11 år, han var i Alcatraz var han indlagt på sygeafdelingen.  Vi så også "hullet" som var endnu mere isoleret (og mørkt), "våbengallerierne" som var de eneste områder, hvor vagterne måtte være bevæbnede, det var de aldrig, når de var sammen med fangerne, og spisesalen, friluftsområdet og vi hørte om fangeoprør og flugtforsøg mm. Officielt er ingen flygtet fra Alcatraz selv om mange har forsøgt. De fleste blev fanget igen – to slap væk fra øen, men blev bragt tilbage, to druknede og syv blev skudt og dræbt. De eneste som muligvis undslap var Frank Morris og brødrene John og Clarence Anglin. Filmen Flugten fra Alcatraz med Clint Eastwood handler om deres flugtforsøg. De forsvandt fra deres celler den 11. juni 1962 ved at grave sig gennem muren til en kanal bag cellerne. Herfra kravlede de via luftkanaler og gennem en ventilationsskakt til fængslets tag, hvorfra de forsvandt for aldrig at blive set igen. Med sig havde de blandt andet en hel del regnfrakker, som de ville binde sammen og padle væk på. (Dette blev røbet af en fjerde fange, som skulle have været med på flugten, men som ikke nåede det). Flugten havde de kamufleret ved at lægge papmachedukker i deres køjer (dukkerne ligger der endnu). Officielt blev de tre fanger erklæret druknede under flugtforsøget, men deres lig blev aldrig fundet, og hvis de slap væk, tilkendegav de sig aldrig efter flugtforsøget. Et forsøg i 2003 har dog vist, at det er muligt at de tre fanger kan være padlet på sammenbundne regnfrakker til et område nær nordtårnet på Golden Gate på ca. 40 minutter, så måske slap de alligevel væk. For seere af Discovery Channel skal jeg lige nævne at forsøget blev udført af Jamie Hyneman og Adam Savage, bedre kendt som Mythbusters. Fængslet blev i øvrigt lukket i 1963, ikke på grund af flugten, men fordi den daværende justitsminister, Robert Kennedy, mente at det var for dyrt at sætte i stand og vedligeholde. I 1969 blev øen besat af indianere som mente, at de havde retten til den, men de blev fjernet med magt i 1971, og øen blev indrettet som nationalpark og museum.

Blandt andet ruger der en mængde forskellige havfugle på øen, ikke mindst nogle måger, som Dorte var sikre på var meget større end danske måger. Det er det, jeg siger, amerikanerne har alting større og bedre end os, selv mågerne. Da vi var færdige med såvel rundtur som måger, gik vi tilbage til færgen, som vi nåede 12.15. På vej tilbage kom vi til at sidde ved siden af et dansk ægtepar, som vi selvfølgelig faldt i snak med. Da vi kom over til fastlandet igen, kunne vi lige nå en portion skaldyrssalat på en fortovsrestaurant, inden vi skulle finde bussen. På vejen kom vi forbi Boudin Bakery and Cafe. Det er som navnet antyder et bageri og en café, og når man står uden for vinduerne kan man se bagerne lave brød af surdej. Vi så blandt andet en bager lave et lille alligatorbrød, mens et større eksemplar allerede var færdigbagt og lå i vinduet.