Besøg hos Jens og Annette

Af en eller anden grund skrev jeg ikke så meget på hjemmesiden om turen i 2004. Det vil jeg forsøge at rette op med yderligere 2-3 artikler. I første omgang om, hvad der skete før vi kom til St. Louis, som ellers var den første artikel dette år. Disse artikler er skrevet med udgangspunkt i den rejsedagbog på papir, som jeg skrev efter turen, men her i en noget forkortet form.

På denne tur fløj vi med SAS direkte fra København til Washington og senere den modsatte vej tilbage. Det betød at vi ikke skulle via Amsterdam London, Reykjavik, Frankfurt eller hvor andre rejser har haft mellemlandinger. Det betød også, at vi ikke skulle helt så tidligt op, som vi havde skullet på turene i 2000 og 2002. Vi skulle først være i lufthavnen kl. 10, så det var vi. Flyet lettede til tiden, og selve flyveturen var - som de heldigvis er flest - kedelig. Vi kom ret hurtigt gennem såvel immigration som told, da vi faktisk var det eneste fly, der landede på det tidspunkt, men allerede kort efter kunne vi se, at nu var der den sædvanlige kø.

Et af formålene med denne tur var at besøge Dortes bror og svigerinde, som var udstationeret i Washington i de år. Da vi kom ud af tolden, stod Jens og Annette og ventede på os. De havde parkeret deres bil lige uden for døren, så det tog ikke lang tid at få læsset vores kufferter i bagagerummet på Jens' Mercedes. Biler er en hel del billigere i USA end i Danmark, så for det rådighedsbeløb han havde fået til bil af arbejdsgiveren, havde han anskaffet dels en let brugt Mercedes til sig selv og en VW Golf Cabriolet til Annette.

Jens og Annette's hus i Vienna.

Med bagagen sikkert i bagagerummet satte Jens kursen ad Dulles Toll Road mod byen Vienna, hvor de havde lejet et mindre hus. Dulles Toll Road er som navnet antyder en betalingsvej, som vi senere skulle få en del problemer med (se artiklen Road Trip - USA). Med Jens bag rattet gik det imidlertid helt fint. Fra lufthavnen var der knap 20 km ad motorvejen til Virginia Route 7 (også kendt som Leesburg Pike), hvor Jens forlod Toll Roaden. Vel på 7'eren kørte vi ca. 200 m (over på den anden side af motorvejen)  hvor han drejede til venstre. Derfra var der så yderligere 200 m ned ad vejen til "deres hus". Hele turen fra lufthavnen havde taget under et kvarter. Huset var som nævnt lille og beskedent. Kun omkring 375 m² i tre plan. Vi fik et værelse i stueplan med skabsgarderobe og eget bad og toilet. Så det kunne vi jo ikke klage over. Det første, vi gjorde, var at åbne vores store kuffert og slippe vore to katte løs (undskyld Jørgen Ryg) - nej spøg til side. Vi pakkede kufferterne ud, i hvert fald delvis, for noget tøj skulle hænges op, men nok så vigtigt, vi skulle af med de gaver, vi havde medbragt.

Det er svært et medbringe en blomst over Atlanten, som man jo ellers ofte gør ved et første besøg i et nyt hjem. Vin eller lignende var heller ikke relevant, så vi havde valgt et medbringe nogle nødvendighedsartikler som er vanskelige eller helt umuligt at skaffe i USA. De var alle spiselige og tilladt at importere til USA. Først og fremmest kan amerikanere tilsyneladende ikke bage rugbrød (men nok så meget andet godt brød). Det nærmeste, de kommer, er noget sødt, pumpernikkelagtigt stads. Så et par rugbrød var med i kufferten. Også dåseleverpostej stod på programmet. Det er ikke helt som frisk leverpostej, men det må man desværre ikke indføre. Skæreost som i Danmark er også uden for indkøbsmulighedernes rækkevidde. Det er det nu i de fleste lade, bortset fra hjemme på egen matrikel. Dansk kaviar (af stenbiderrogn) var den sidste kulinariske delikatesse, som vi medbragte en del dåser af. Nåh ja, og så noget slik. Der stod salt- og salmiaklakrids på agendaen. Det har vi endnu aldrig set nogen steder i USA. Til gengæld kan man købe vingummi, men det er enten en sær blød variant, der klistrer fast i tænderne eller også en meget syntetisk vingummi, der formodentlig aldrig har set nogen form for naturlige stoffer. Tim og jeg har dog vænnet os til deres vingummiorm, som ledsager os på vores ture. Men i dette tilfælde medbragte vi 5-6 poster Haribo Eldorado. Faktisk gav maden problemer med at holde vægten under de 32 kg, som vi hver måtte have med i flyet, men det gik lige.

Da vi nåede frem til huset blev vi mødt af husets datter, Britt. (Faktisk er der to døtre, men den ældste, Jill, var ikke med i USA.) Britt havde besøg af en veninde fra skolen i Danmark, men hun skulle rejse hjem dagen efter. Dorte og jeg var lidt trætte, så vi slappede af med at spille kampludo, et spil, som Jens og jeg begge havde spillet i Søværnet. Man kan vel kalde det ludo for voksne. Spillet handler om at få spillet sine brikker hjem først. På det punkt ligner det helt almindeligt ludo. Forskellene er blandt andet, at kampludo er et makkerspil, så du skal ikke bare holde øje med dine egne brikker, men også holde øje med og flytte makkerens, hvis det er nødvendigt. Som i almindelig ludo kan en brik slås hjem, og må så starte forfra. I kampludo er der dog yderligere en regel om, at såfremt man KAN slå en af modstandernes brikker hjem, SKAL man gøre det. Ellers kan man som i dam "pustes" og må så selv starte forfra. For yderligere at sætte gang i løjerne skal man også slå hjem, selv om det betyder at man må gå forbi sin egen indgang, og derfor skal tage en runde mere, med den givne brik. Desuden skal man forfølge en modstander op i hans "hjem", hvis der er mulighed for at lå ham hjem. Der er nogle andre småregler, som fx at man kan slå hjem baglæns, at man kan slå en brik hjem og alligevel selv blive slået hjem osv. Det indtræffer hvis man har mulighed for at slå to brikker hjem. Da man normalt kun kan vælge den ene, slår man jo ikke den anden hjem, og så "pustes" denne brik. Det kan dog af og til undgås i en variant af spillet, som vi dog ikke brugte. Slår man fx en sekster, og der står modstanderbrikker hhv. to og fire felter (eller 1 og 5, 3 og 3) fra to af ens egne brikker, kan man dele sit slag på to brikker. Alt sammen noget, som gør spillet underholdende. Til gengæld kan det hurtigt blev langvarigt, ikke mindst når man, som vi gjorde, spiller på et seksmandsbræt, hvor der er en del flere felter end på et firemands. Vi lavede tre hold, Dorte og Annette, Britt og Louise og så Jens og jeg, og vores erfaring fra den sejlende tjeneste kom os til gode, så vi vandt en klar sejr.

Efter spillet inviterede Jens og Annette på middag på TGI Friday i Vienna by, hvilket var en tradition, de opretholdt for alle de gæster de fik fra Danmark. Vi fik glimrende mad, og det var ved den lejlighed, at jeg for første gang smagte "potato skins" (en halv bagekartoffel hvor alt indhold er fjernet, så kun skrællen er tilbage med et tyndt lag kartoffel. Denne drysses så med revet ost og og bacontern og bages i ovn. Amerikanske portioner er store, så selv om vi var fire voksne og de to unge damer, var en forret nok til deling. Hovedretten var Jack Daniels marinerede babybackribs - mums!

Efter maden kørte vi tilbage til huset, hvor vi nød et glas vin eller to på terrassen indtil ca. 21.30. Det svarede til 02.30 efter vores indre ur, så vi besluttede os for at tørne ind, så vi kunne være klar til næste dags oplevelser.

Besøg i en shopaholics paradis - eller mareridt

På vores første hele dag, skulle vi primært slappe af, men fik da også set noget. Vi startede derfor stille og roligt med morgenmad på terrassen inden vi tog fat på dagens gerninger. Det første der skete var, at vi kørte ned til Vienna for at se lidt på byen og for at handle. Sidstnævnte handling foretog vi i et et supermarked ved navn Giant Foods. Den viste sig at være fremragende, men det vidste Jens og Annette jo i forvejen, hvorimod den var ny for os. Kæden må være koncentreret i området omkring Washington tror jeg, for jeg har aldrig siden set den slags butikker, men en søgning på nettet viser, at der er flere. Da vi var færdige med at se på byen samt at handle, kørte vi hjem og spiste frokost. På det tidspunkt var en af Britts klassekammerater fra high school, kommet på besøg. Hun hed Ana og var fra Brasilien, og har senere besøgt Britt i Danmark.

Strømfald på Potomac River ved Great Falls.

Efter frokost forslog Jens, at vi skulle besøge Great Falls of the Potomac, en serie af lave vandfald på Potomac-floden, der lå ca. 15 minutters kørsel fra huset. Vi havde tidligere besøgt området på Maryland-siden af floden, men aldrig været helt ude ved faldene, så vi takkede naturligvis ja. Stedet er en stor turistattraktion og ligger i dag i en statspark, som især besøges af mange lokale, der nok ser på faldene, men lige så meget holder picnic. Der er anlagt en længere spadseresti gennem parken, men den tog vi ikke hele vejen. Inde i parken ligger ruinerne af byen Mathildaville, som havde sin blomstringstid, da kanalen uden om faldene (Patwomac Canal) var i brug i begyndelsen af 1800-tallet. Så langt kom vi dog ikke. Vi nøjedes med at nyde udsigten fra de tre udsigtspunkter, der er anlagt langs floden, og gik så en noget kortere tur for bare at nyde solen og de 30 grader celsius, som det var på det tidspunkt. Faldet var nydeligt, ikke så højt som andre vandfald, jeg har set, men alligevel imponerende - ikke mindst på grund af strømmen. Da vi vendte tilbage til huset var Ana gået og Jens og Britt skulle følge Louise til lufthavnen, da hun skulle tilbage til Danmark. Inden de kørte, fandt Jens en pay-per-view kanal på tv'et, der viste fodboldlandskamp mellem Danmark og Tjekkiet. Jens  og Britt nåede hjem til anden halvleg, men det hjalp ikke. Danmark tabte, så Jens kunne have sparet sine $ 25.

Inden vi tog af sted til USA, havde jeg fået overbevist Dorte om nødvendigheden af, at jeg fik et nyt kamera, så efter kampen kørte vi til indkøbscenteret Tysons Corner, omkring 3 km fra Jens og Annettes hus. Vi fandt også hurtigt en fotoforretning blandt centerets over 300 butikker, men jeg syntes ikke at prisen for det kamera, jeg gerne ville have, var tilstrækkeligt lav i forhold til hjemme, så jeg besluttede at opgive at købe det der, og så holde øje med fotoforretninger andre steder på vores tur. Det endte faktisk med, at jeg fik købt et i New Orleans senere på turen, se artiklen New Orleans, La i 2004-beskrivelserne. I stedet gik vi rundt og så på de mange andre butikker i centeret, der må være en shopaholics drøm - eller mareridt. Blandt butikkerne er hele fire stormagasiner, og blandt disse er de verdensberømte Bloomingdales, Nordstrom og Macy's. Også boghandlerkæden Barnes & Noble, samt H&M er repræsenteret i centeret. Har man stadig ikke fået shoppet nok, kan man krydse vejen til Tyson II. Her finder man noget dyrere butikker som fx Hugo Boss, Bally, Burberry, Lacoste, Ralph Lauren, Versace og mange flere - foruden stormagasinerne  Neiman Marcus og Saks Fifth Avenue. Her gik vi nu ikke over.

Hjemme igen fyrede Jens op i grillen, og så spiste vi noget af den mad, vi havde købt om formiddagen. Ana var kommet tilbage, så efter maden stod der igen kampludo på programmet, men nogen må have snydt, for Jens og jeg vandt ikke!

Vin og vin

Tidligere på året, da Jens og Annette besøgte Danmark, havde Jens fortalt om de ret mange vingårde, der lå i deres lokalområde, eller i hvert fald ret tæt på det. Ved vores allerførste besøg i Virginia i 2000, var jeg blevet opmærksom på, at de lavede vin i staten. Som mange andre danskere dengang, forbandt jeg mest nordamerikansk vin med Californien. Sidenhen er jeg blevet klar over, at der laves vin i alle 50 stater, selv om Californien sidder på næsten 90 % af markedet. Nå, men i 2000 var jeg for nærig til at betale 60-70 kr. for en vin som jeg ikke kendte kvaliteten af. Det samme gjorde sig gældende i 2002, så endnu havde jeg aldrig smagt vin fra Virginia. Men nu skulle det være. Jens, der også elsker god vin, havde forsket i de lokale vingårde i de to år, de havde boet i området. Han delte vingårdene op i tre kategorier: Dem med smukke udsigter, dem med søde mennesker, og dem, hvor vinen var drikkelig! Så vi besluttede at besøge en vingård fra hver kategori.

Dagen var derfor afsat til en vintur til  tre vingårde, som Jens mente var repræsentative for hver deres respektive kategori. Alle lå nord for Vienna, omkring Leesburg. Det første sted, vi besøgte, lå ikke langt fra byen Purcellville ca. 55 km nordvest for Vienna og nogle kilometer vest for Leesburg.  Stedet blev dengang som nu ejet af familien Baki, der havde tyrkiske aner, men som vinmæssigt var inspireret af Portugal. I dag er det mest Frankrig, der inspirerer. Da vi kom ind i smagerummet, viste det sig, at det var vinmageren selv, Kerem Baki, der stod bag disken. På det tidspunkt var stedet ret nystartet, idet deres første vin var blevet tappet året før. De havde kun 4,5 hektar tilplantet med druer, især Tannat, Fer Servadou og Petit Manseng, men også et par andre sorter. Desuden købte de druer fra andre vingårde, som de brugte til deres produktion. Vi smagte på vinene, som absolut var drikkelige, selv om Jens ellers hævdede at Hillsboro tilhørte kategorien med gode udsigter, hvilket der i øvrigt også var. Undervejs fik vi en rigtig god snak om vin mm med Kerem, som fortalte at han drømte om at lave en hedvin af portvinstype, når vinstokkene var blevet lidt ældre, men af stedets hjemmeside, kan man se, at det har han endnu ikke fået gjort. Da vi skulle til at forlade stedet, spurgte vi, om der skulle ligge en god restaurant i nærheden. Det vidste han ikke, så han tilkaldte sin mor, og så fik vi også en snak med hende. Hun kendte to restauranter i nabolaget, men var ikke sikker på, om de var åbne. Mange lokale restauranter holdt mandagslukket, forklarede hun, og dette indtraf netop en mandag. Inden vi forlod stedet købte Jens et par flasker, og vi sad lidt og nød vi udsigten fra deres terrasse. På det tidspunkt, omkring kl. 12.00 havde temperaturen allerede sneget sig op til omkring 32 grader.

Dorte, Annette og Jens uden for Tarara Winwrys underjordiske tastingroom.

Det viste sig at fru Baki havde ret, både i at restauranterne fandtes der, hvor hun havde sagt at de fandtes, og dels i at de begge var lukkede. Vi kørte derfor ind til selve Purcellville, for at se om vi havde mere held der, og det havde vi. I denne lille by, der så ud som små amerikanske byer gør i film fra 50'erne, fandt vi faktisk en lillle, lokal, meget lokal, restaurant, hvor de nok aldrig havde set en udenbys person, langt mindre en turist før. Lige over for restauranten lå en barbersalon, og i en stol udenfor sad en barber i hvid jakke, igen som set på gamle film (og i Coming to America), Desværre havde han fået kunder, da vi kom ud af restauranten igen, så jeg fik kun taget et billede af salonen og stolen.  Maden viste sig at være glimrende, rigelig og billig. Med drikkevarer betalte vi under $ 30 inklusive drikkepenge for fire mennesker. Da vi havde spist, gik vi en tur rundt i byen, og så lidt på lillebykonceptet. Det var faktisk en særdeles hyggelig by.

Vi drog af sted mod vingård nummer to, som skulle have de sødeste mennesker. Det var de måske også, men desværre var stedet lukket, da vi kom, og siden 2004 er det lykkedes for mig at glemme hvad stedet hed. Og da vi ikke kom ind, kan det næsten også være det samme. Vi satte i stedet kursen mod det sidste sted på Jens' plan, Tarara, som lå noget længere mod øst og omkring 14 -15 km nord for Leesburg og omkring 30 km fra Purcellville. Det var her, vinen skulle være drikkelig. Det er korrekt at udsigten ikke levede op til Hillsboro, men stedet var alligevel spændende med et tastingroom, der var bygget ind i en bakke. En ung pige passede smagningerne, og eftersom vi var de eneste kunder på det tidspunkt, havde hun masser af tid til at snakke. Så på begge de steder, vi fik besøgt, var der søde mennesker, spændende omgivelser, og drikkelig vin, ikke mindst her på Tarara. Stedet var dengang kendt for at lave den bedste vin i Virginia. Om det var tilfældet skal jeg ikke kunne sige, for så mange har jeg ikke smagt, men godt var det. Her købte Dorte og jeg et par flasker Cabernet Franc og et par flasker Viognier, som efter min mening giver noget af den bedste hvidvin, man kan få. Tarara blev grundlagt i 1987 og havde altså nogle flere år på bagen end Hillsboro, og det kunne man smage på vinene. De havde også et langt større tilplantet areal, og dermed kunne de procucere mere vin. Dengang fremstillede man hovedsageligt "rene" vine, altså vine lavet på en enkelte drue, men i dag ser det fra stedets hjemmeside ud som om, de fleste er blends.

Efter besøget her satte vi kursen hjemad. Hele vejen kunne vi så håne Jens, fordi han ikke havde kunnet levere det "rævepis", som han havde lovet. Han forsvarede sig med, at årets årgang måtte være bedre end de, han tidligere havde sagt, men den gik ikke J. Da vi kom tilbage til huset i Vienna havde Britt igen besøg. Denne gang af en dansk pige ved navn Sophie. Hun havde boet et år hos en tante, og hun gik på samme high school som Britt, men nu skulle hun hjem til Danmark dagen efter, så hun ville lige sige farvel. Vi fik hende selvfølgelig overtalt til et spil "farvel-ludo", men desværre nåede vi ikke at blive færdige, inden hun skulle gå (som nævnt kan et spil trække længe ud). Jeg er dog sikker på, at havde vi spillet færdig, havde Jens og jeg vundet igen.