Billeder fra Holmen

Holmen. Søværnets gamle base i København. Her har jeg tilbragt mange timer som værnepligtig, på officersskolen, som tjenestegørende i skibe, ved flådestationen og ved Søværnets Materielkommando. Da Søværnet forlod området blev det åbnet for offentligheden, hvilket jeg synes var en god idé, men også for opførelse af nye bygninger, nedrivning af gamle mm. hvilket jeg synes var en mindre god idé. Meget mindre god. Men sådan er der jo så meget. Her er i hvert fald nogle billeder fra Holmen. Hvis nogen synes at billeder og tekster ligner noget de har set på Wikipedia, er det ikke helt usandsynligt. Jeg har skrevet den oprindelige artikel om Holmen til Wiki, og også taget billederne. er man interesseret i mere om Holmens historie, kan artiklen anbefales :-)

Klik på billederne, for at se dem i fuld størrelse.

På Arsenaløen, den første af de kunstige øer, der udgør Holmen, når man kommer fra Christianshavn, lå i gamle dage Arsenalet. Her opbevarede man blandt andet ammunition, og bygningerne kaldes da også under ét for Kuglegården.
Mellem de to vestlige bygninger i kuglegården findes Kongeporten. Det var tidligere hovedporten til Holmen. Dengang var den eneste adgang med skib, som gik til det nuværende Christiansholm. Herfra gik man over en bro til Arsenaløen, og ind gennem Kongeporten. Man skal sno sig en del, for at få et godt indtryk af porten i dag.
På det nordøstlige hjørne af Arsenaløen lå tidligere området "Halv tolv". Der er to forklaringer på dette navn. Den første er, at dette område oprindeligt lå så langt væk fra Orlogsværftets kantine på Frederiksholm, at arbejderne her hold frokost k. halv tolv i stedet for kl. 12.00, så de kunne nå at spise. En mere sandsynlig forklaring er, området er opkaldt efter kanonbådsskurene. Disse lå i 11 nummererede grupper af 6 og én gruppe med kun 3. Den sidste, som netop lå på Arsenaløen, blev kaldt "Halv tolv", fordi det ikke var en hel gruppe.  I dag ligger her nybyggede boligblokke og en Netto butik.
I Arsenaløens nordvestlige ende ligger det, der i min tid blev kaldt Kuglegård Nord. Her boede en del af Søværnets Materielkommando, nærmere betegnet Forsyningsafdelingen. Oprindeligt var bygningen proviantmagasin, og mens jeg stadig gjorde tjeneste kunne man under magasinet stadig se de store kar, hvor man saltede det kød, som skibene fik med, når de skulle på langfart.
Den næste ø er Frederiksholm. Lige når man kommer over broen fra Arsenaløen, kan man til højre se Bohlendachhuset fra 1801, som er opkaldt efter måden taget er konstrueret på. Huset, der er det eneste af denne type i Danmark, blev oprindeligt brugt som rappertmagasin. (En rappert er et "stativ" til en kanon"). Senere kom huset til at rumme Søværnets museum, med forskellige våben og fartøjer og andet udstyr. På førstesalen fandtes hele kaptajnskahytten fra fregatten Fyen. Museumsbestyrer var i mange år nu afdøde kaptajnkløjtnant Arne "Rust" Nielsen, som gjorde meget for at opbygge museets samlinger.
På den østlige bred af Frederiksholm ligger Kanonbådsskurene. Det var oprindeligt opført i 1813 til 1850  som opbevaringssted for de kanonbåde som blev bygget efter at England havde ødelagt og bortført den danske flåde i 1807. Senere blev skurene brugt som opbevaringssted for mindre fartøjer, fx motorbåde o.l. I dag er de fleste indrettede som kontorer.
På den østlige del af Frederiksholm ligger også det gamle Exercer og Gymnastikhuus. Her har jeg lavet FUT mangen en gang (FUT=Fysisk uddannelse og træning, flådes svar på gymnastik :-)). Tidligere lå der også en række andre idrætsfaciliteter, fodboldbane, atletikstadion, tennisbaner mm., men disse har nu måttet give plads for boligbyggeri.
På vestsiden af Holmens Hovedvej, i dag Danneskiold-Samsøes Allé, ligger en række bygninger, som dels tilhørte Flådestation København, dels Orlogsværftet. Til de sidste hørte den store kedelsmedje fra 1887.
Lidt syd for kedelsmedjen fandt man Orlogsværftets modelkammer, senere modelværksted, hvor man byggede modeller af Søværnets skib. Til højre for modelværkstedet lå Orlogsværftets hovedbygning. Bygningen her er, som det ses af billedet, bygget i røde sten. Alle andre gamle bygninger på Frederiksholm er bygget i gule sten. I dag rummer bygningen en afdeling af Arkitektskolen.
På den sydvestlige spids af Frederiksholm ud mod det, det kaldtes Takkeloftsgraven, ligger en række røde træbygninger med røde tegltage. For enden ligger en noget højere bygning, også i rødmalet træ. De lave skure er masteskurene, hvor man opbevarede skibenes master, når skibene var oplagt. Den højere bygning var "Mærsehuset", hvor skibenes mærs blev opbevaret, når skibene henlå uden master. Masteskurene var de første bygninger, der blev opført på det nuværende Frederiksholm.
Nord for masteskurene ligger to meget lange bygninger (140 meter hver). Her opbevarede man takkelage (dvs. bomme, vanter, fald, skøder mm). Den sydligste bygning kaldtes oprindeligt for Takkelloftsbygningen. Den nordligste var Søværnets Hovedmagasin og kaldtes derfor for Hovedmagasinbygningen. Senere blev de begge anvendt som magasiner, og der blev bygget en ekstra etage på de to, som bygningerne oprindeligt havde. Herefter blev  bygningerne simpelthen omtalt som Søndre og Nordre Magasin - også selv om der blev indrettet kontorer i dem.
Søndre magasin er i dag indrettet til beboelse, mens Nordre Magasin på billedet, anvendes af Arkitektskolen.
Vest for Frederiksholm ligger Dokøen. Her var der oprindeligt ankermagasin, og siden blev den væsentligste del af Orlogsværftet opført. I dag er der ikke mange minder tilbage om den tid, da et af Danmarks største skibsværfter lå her. Den gamle tørdok, som jeg har ligget i flere gange med forskellige skibe, og det tilhørende pumpehus er stort set det eneste, der er tilbage.
Og så må jeg selvfølgelig ikke glemme de to gamle højbanekraner. Alle værksteder og flydedokkene er for længst fjernet. Dokøen var et af de steder, hvor de større enheder tit blev fortøjet. Her lå vi typisk med korvetterne, når vi var i København.
i dag er den dominerende bygning på Dokøen, Operahuset, som slet ikke klæder stedet. Sorry Hr. Møller.
I graven (kanalen) mellem Frederiksholm og Nyholm ligger af og til skoleskibet Georg Stage. Skibet, der er fra 1934, er verdens mindste fuldrigger. Dets forgænger, hedder i dag Joseph Conrad, og kan ses på marinemuseet Mystic Seaport i Connecticut, USA. Tidligere lå George Stage i Takkeloftsgraven.
Georg Stage er ikke det eneste sejlskib, der ligger her. En julidag i 2009 lå Søværnets to sejlkuttere Svanen (billedet) og Thyra her. Vidunderlige skibe, som jeg har mange gode minder fra.
Nyholm er, trods navnet, den ældste af Holmens fem kunstige øer. Det var denne, der først blev opfyldt, og den fik navnet, fordi flådens leje tidligere havde ligget på Gammelholm, overfor Børsen. De ældste bygninger på Nyholm, og dermed på hele Holmen er de to takkeladsbygninger fra 1725. Her ses Vestre Takkeladshus, der oprindeligt var et langt hus, men som blev delt på midten for at give plads for en sporvogn, som tidligere kørte på Holmen. Nyholm er fortsat anvendt af Søværnet og der er kun adgang for civile mellem solopgang og solnedgang.
Østre Takkeladshus ses stadig i sin fulde længde. De to huse var bygget som magasiner for oplagte skibes takkelage, men rummer i dag kontorer. I den nordlige ende af Østre Takkeladshus ses en højere tilbygning. Det er Fabriksmesterens kontor. Fabriksmesteren var den øverste chef for Orlogsværftet, som oprindeligt havde til huse på Nyholm.
Lige vest for Østre Takkeladshus ligger en bygning fra 1938, der rummer Søværnets Officersskole.
Nord for Østre Takkeladshus ses et rødt bindingsværkshus. Det er Spanteloftsbygningen fra 1742. Her opbevarede man på første salf spanterne til skibene. I stueetagen var der magasiner for chalupper, som kunne trækkes direkte ud i graven øst for bygningen, den såkaldte Søminegrav. Graven havde navn efter Søværnets Minevæsen, som holdt til på den anden side af denne. Her skete Holmenskatastrofen i 1951, da der gik ild i et minemagasin. 2 af søværnets folk, 11 brandfolk og 3 Falckreddere omkom, da minerne eksploderede under branden, 62 bblev sårede. Uden for den nordlige ende af Spanteloftsbygningen kan man se en stor bom. Det er en "stopbom" frs en af beddingerne fra den tid, da søværnets skibe blev bygget på Nyholm.
Nord for Officersskolen lå tidligere en græsplæne (endnu tidligere en grusbelagt eksercerplads) kaldet Marsmarken. I dag er der idrætanlæg. Nord for marsmarken ligger Holmens gamle Arresthus fra 1890. I dag er her museumsmagasin.
Vest for Marsmarken ligger Holmens fornemste kaj, Bradbænken. Her ligger i dag ubåden Sælen som museumsskib.
Nord for Bradbænken finder man Planbygningen og Mastekranen. I Planbygningen fra 1764 tegnede og udskar man spanter til skibene. Mastekranen blev brugt til at montere og afmontere master på sejlskibene samt til at kølhale disse. Kranen er fra 1749 og bygget helt af træ. Murstenene er kun en skal, som skal beskytte træværket mod vejr og vind. En tilsvarende kran var placeret på Christiansholm, men blev revet ned allerede i 1867.
Nord for Mastekranen ligger Nyholms Hovedvagt. Her lå den første indgang til Holmen. Bygningen fra 1744 blev populært kaldt "Under Kronen". Til venstre for hovedvagtsbygningen ses Dannebrog vaje fra Batteriet Sixtus. Dette flag er "Rigets flag", eller Danmarks suverænitetsflag,. som har vajet på dette sted. Flaget følger ikke de normale flagregler. Det sættes fx kun på halv Langfredag samt ved kongens eller dronningens død. Desuden kan regenten beordre flaget på halv, hvilket sidst skete i 1941, da tyskerne havde "bortført" seks danske torpedobåde.
Fra Batteriet Sixtus affyres de officielle salutter i forbindelse med statsbesøg mm.
Ved "Elefanten" vest for hovedvagten ligger Fregatten Peder Skram fortøjet. Skibet fungerer i dag som museum.

   - Retur til Danmarksbilleder -