Billeder fra Utah

Utah er en fantastisk stat, når det gælder naturen, som er meget varieret. Vi har kørt gennem staten fra syd til nord, og har også været et smut ude i Great Salt Desert. Her er nogle indtryk fra staten.

Så er alle billeder fra Utah 2010 på plads.  De seneste billeder er fra turen mod nord og fra Salt Lake City.

Klik på et billede for at se det i fuld størrelse.

Billeder fra 2010
	San Juan River i det sydlige Utah tæt ved grænsen til Arizona. Billedet er taget fra en bro over floden i byen Mexican Hat i retning mod øst.
	Og her i den modsatte retning.
	Her er klippen, der har givet navn til byen, hvis man kan kalde den det. Mexican Hat har under 90 indbyggere.
	Ved Mexican Har kan man virkelig se, hvordan klipperne er foldede i forbindelse med jordskorpens forskydninger.
	Det ses måske endnu mere tydeligt på dette billede.
	Her er vi kommet op i den centrale Utah, hvor Interstate Highway 70 slynger sig gennem fantastiske landskaber.
	Med kløfter som denne lige ved siden af vejen.
	Mere motorvej.
	Her er en af de mange lastbiler med to anhængere (her fra FedEx) på vej op over en af de mange stigninger gennem bjergene.
	Her er I-70 på vej gennem St. Raphael Valley nær Green River.
	Og så går det opad igen.
	Inden vejen går gennem det utrolige San Raphael Swell.  Dette er måske en af de smukkest motorvejsstrækninger i USA - hvis man er til klipper.
	Her er vi kommet til Salt Lake City, og ser endnu engang  (som i 2006) mødesalen, der tilhører Jesus Christ Church of Latter Day Saints (LDS), mormonerne, som de ofte kaldes i daglig tale.
	Her Tabernaklet, som jeg ikke fik taget billeder af i 2006.
	Og her er vi inde i Tabernaklet.
	Udenfor gik denne fætter, som jeg ikke helt kan identificere, men måske en perlehøne? Jeg synes i hvert fald at den ligner.
	Her er så templet, fotograferet lige uden for Tabernaklet.
	Og her fra en anden vinkel.
	Her er templet fra den modsatte side.
	På toppen af det midsterste tårn står denne statue af englen Moroni, der spiller en meget stor rolle i mormonernes tro.
	LDS har mange bygninger i byen og ikke mindst omkring Tempelpladsen. Ved en af dem ses dette "springvand".
	Og her endnu et "vandfaldsspringvand".
	Ørneporten "vogter" vejen op til staten Utahs regeringsbygning. Tidligere førte vejen op til mormonernes anden leder og profet, Brigham Youngs landsted.
	Her Beehive House, hvor Brigham Young boede med nogle af sine koner, når han ikke var på sit landsted uden for byen.
	Og her Lion House, hvor Young indkvarterede flere af sine hustruer. Han var gift med 55 kvinder, hvoraf den ene før han blev mormon. Han havde dog ikke lige meget samkvem med dem alle, og nogle af dem blev boende hjemme hos en anden ægtremand.
	Tårnet mellem de to bygninger tilhører Salt Lake Citys rådhus.
	På grund at lidt misforståelser omkring hotelbookning fik vi kun en nat på "det rigtige hotel", som lå i bjergene nord for selve Moab. Den første nat måtte vi indkvartere os på et Super 8 motel inden i byen. Men da vi endelig kom ud på Red Cliff's Lidge, var det alle pengene værd.
	Hoteller laver selv vin, af druer som de dels dyrker i området og dels køber fra andre vingårde. Nu har de også plantet en mindre vinmark ved selve hotellet. Vin fra Utah er ikke helt almindelig, men jeg købte et par fremragende flasker lavet på en portugisisk drue.
	Fra værelsets terreasse kunne vi nyde denne udsigt.
	Vandet i forgrunden er Colorado River, som løb ca. 20 meter fra værelset.
	Her er vi på vej ud på "sonedgangstur" i en Hummer. Vi er netop kørt op i bakkerne bag byen.
	Her kunne vi nyde udsigten over masser af slick rock, meget glat kalksten.
	Både fladt og mere bakket terræn.
	Det er selvfølgelig bakkerne, som er mest interessante, når man kører off-road. Her er vi toppen af en bakke, men desværre er det svært at se af billedet, hvor høj og stejl bakken i virkeligheden var.
	Er man kommet op, skal man også ned, men ikke helt så stejlt i dette tilfælde.
	Vi var ikke de neste, der var på solnedgangstur den dag, men vi var højest!
	Mickey's Bath Tub er en af de populære udfordringer på den rute som vi kørte, Hell's Revenge. Den bruges dog kun af jeeps og ATV's. Hummeren er for bred til at komme ned i hullet.
	Men Hummeren kan ellers klare en hel del.
	Som dette billede også viser. Trods hældningen landede vi perfekt.
	Her har Tim fået lov til at køre Hummeren - eller i hvert fald til at sidde bag rattet, mens den holdt helt stille.
	Skyggerne er ved at blive længere, men der var lige en enkelt ting mere, vi skulle se, inden solen gik ned.
	Og det var denne kløft, som er en den af Negro Bill's Canyon. Det var nu ikke derfor, vi skulle se den, men fordi, den bliver brugt i filmen Mission Impossible II, hvor Tom Cruise hænger ud over kløften fra en klippekant.
	Lige som Kyle, én af vore medpassagerer i Hummeren, gør her. Det er utroligt, hvad man kan opnå med den rigtige kameravinkel. Desværre kunne vi ikke få Kyle til at se rædselsslagen ud - han grinede som en glad julegris under hele seancen.
	Mens vi andre nøjedes med at se på.
	Det samme gjorde deltagerne i en anden Hummertur, her set i silhuet mod aftenhimlen.
	Solen var nu tæt på at gå ned, så vi kørte op på en temmelig høj klippe.
	Herfra kunne vi se, hvordan skyggerne blev længere og længere.
	Mens de sidste stråler oplyste La Sal Mountains.
	Og så forsvandt solen bag bjergene i det fjerne.
	Og til sidst var den helt væk.
	På vej mod syd fra Moab passerer man La Sal Mountains.
	Over bjergene regnede det, og det gav denne regnbue.
	Omkring halvvejs mellem Moab og vejen, der fører ind til Needles området i Canyonland National Park, kan man køre omkring 30 km mod vest til et område, der kaldes Needles Overlook.  Her har man overblik over dalen, hvor Colorado River løber.
	Dalen er ganske bred og ret dyb, selv om det ikke er Grand Canyon.
	Dalens bredde ses endnu tydeligere på dette billede, hvor man kan se floden i det fjerne.
	Og kan man ane dybden.
	Selv om vi er i ørkenen regner idet af og til. Det ses på de udtørrede vandløb i dalen.
	Så er vi kommet endnu længere mod syd til selve Needles-området i nationalparken. På billedet ses Wooden Show Arch. Her er det tydeligt at se, hvordan buen har fået sit navn.
	Planter formår at overleve, næsten uanset hvor tørt der er.
	Og kan der ikke gro andet, kan det i hvert fald gro kaktus.
	Og agaver gror også fint.
	Og her er så årsagen til at området kaldes The Needles.
	Og her endnu en af de mange canyons i Canyonland.
	Her et klippeområde med såkaldte potholes. Her samler der sig vand, når det regner, og selv om vandet hurtigt tørrer væk igen, når det at opstå liv i de små putter.
	Og her potholes taget lidt tættere på.
	Selv i et så ugæstfrit miljø kan der gro kaktus.
	Lige som i Arches er der også mange opretstående klipper i Needles-området.
	Og her - sjovt nok - endnu en canyon.
	Et sidste glimt af The Needles.
	Det er ikke just brede, asfalterede veje, man kører på i parken, i hvert fald ikke hvis man vil se lidt mere end det "sædvanlige".
	Der var ikke mange skyer på himlen, den dag vi var i Canyonlands, men her har jeg fundet en.
	Her er vi på vej tilbage fra parken, og her skifter landskabet meget mellem ørken og frodig bevoksning langs de små vandløb. Her ved Newspaper Rock.
	Newspaper Rock er en klippevæg, der er fyldt med petroglyffer; hvad vi nok ville kalde helleristninger. Der er ikek tale om malerier, men om at det yderste, mørke lag klippe er ridset væk.
	Petroglyffer er umulige at datere, men man kan se, hvilke der er ældst på, hvor lyde de er. De mørkeste er ældst, da de er begyndt at forvitre. Det menes at ristningerne her er lavet for mellem 2500 og 500 år siden.
	En af de ting, som undrede mig, var de mange sekståede fødder, der var afbillede. Der var så mange, at det ikke kan være et tilfælde, men må være lavet bevidst. Havde stammen, som lavede dem mon seks tæer?
	Dette må være en af de yngste ristninger. Hesten kom først til Nordamerika med spanierne, og indianerne fik dem først noget senere. Læg i øvrigt mærke til, at fødderne her, kun har fire tæer, men de ligner også mere bjørnepoter end menneskefødder.
	Denne lille fyr, vidste formodentlig ikke, at den kravlede rundt på flere hundrede år gammel kunst.
	På vej tilbage til Moab passerede vi denne bikubelignende, og rimeligt ensomt beliggende klippeformation.
	Ved "Hole'n the Wall, har danskamerikaneren Albert Christensen udhugget en 14-værelsers bolig i klippen. I klippevæggen har han udhugget dette portræt af Franklin D. Roosevelt.
	De tre klipper her i Arches National Park, kaldes "Dommerne", og jeg kan sagtens se, hvordan de har fået det navn. Dette og resten af billederne fra 2010 er alle fra nationalparken.
	En sådan høj, men meget smal klippe, kaldes en "finne" og igen er betegnelsen rimelig nem at forstå.
	Petrified Dunes eller "forstenede klitter" er netop det. Sandklitter, der er blevet dækket af lava ved et vulkanudbrud og hvor sandet derefter er "kittet sammen" til sandsten, mens lavaen igen er eroderet væk.
	Balanced Rock er kun et af mange eksempler på formationer, hvor en større klippe "balancerer" oven på en mindre. I virkeligheden er det ikke to klippestykker men et enkelt. En dag vil den underste del være eroderet så meget, at den øverste del falder ned.
	Det sorte på billedet er chryptobiotic crust. En skorpe af levende mikroorganismer, som er et af fundamenterne for liv i ørkenen. Ødelægges denne skorpe, fx ved at man træder på den, vil der gå over 100 år, før alt er gendannet. Da skorpen er med til at holdepå såvel sand og jord som væde, kan det betyde at andet planteliv i området forsvinder.
	Denne klippe har ikke noget navn, men der er mange sådanne fritstående klipper i Arches National Park.
	Området her kaldes Fiery Furnace og er en labyrint af klipper. Her er det kun tilladt at færdes på ture guidet af park-rangers.
	Her er vi gået en tur ind til parkens største bue. Landscape Arch anses for at være den bredeste, naturlige bue i verden med et spand på over 88 meter. Tidligere gik en sti gennem buen, men da der tre gange på de sidste tyve år er faldet store klippestykker ned fra toppen af buen, er stien nu ført uden om buen.
	Her ses et nærbillede af buens top. Der er ikke meget tilbage, og en dag falder det sidste også ned.
	Hvor der er læ, lægger det røde sand sig i små og store driver.
	Her er stien, der fører fra parfkeringspladsen ved Devils Garden ind til Landscape Arch og videre ind i den mere øde del af parken.
	Parkens mest berømte bue er stadig Delicate Arch. Den er faktisk symbol for hele staten, og afbildes på bilernes nummerplader.
	Og her den delikate bue i nærbillede.
	Her er Fiery Furnace igen. På afstand ser det endnu mere labyrintagtigt ud end på nært hold.
	Her er vi i det område, der kaldes The Windows og på billedet ses North Window.
	Her er en bue under udvikling. Erosionen er godt i gang, men der er endnu ikke sket en gennembrydning. Hvad mon denne bue kommer til at hedde, når den er "klar"?
	Solskin vekslede med skyer, da vi besøgte parken. Og når solen brød gennem skyerne kunne man se næsten "mirakuløse" syn.
	Mirakuløst er det også at denne pinje stadig er i live. Der er ikke meget grønt tilbage, men lidt er der.
	Her ses endnu en bue fra The Windows, nemlig Double Arch.
	Og her et blik ud over landskabet uden for parken, fra et af dennes højere punkter.
	Her ses Moab-forkastningen. Det fremgår ikke tydeligt af billede, men de samme klippelag er forskudt flere hundrede meter i højden på vestsiden af kløften i forhold til østsiden. På stedet er det meget tydeligt.
Billeder fra 2006
	Det første blik vi fik af Utah, var da vi kørte gennem Navajo reservatet fra Arizona og ind i Utah ad en lang, lige og ensom ørkenvej. Klipperne i det fjerne står i udkanten af Monument Valley. Det var i øvrigt her på denne vej, at Tom Hanks pludselig holdt op med at løbe i filmen Forrest Gump.
	Det meste af Monument Valley ligger inden for grænserne af Monument Valley Navajo Tribal Park og indianerne opkræver en beskeden entre, men synet af de kendte klipper er beløbet og turen værd.
	Klipperne består af en meget finkornet form for sandsten, Silt.  De er resterne af en bjergkæde, der er eroderet ned til de nuværende klipper. De røde farver kommer når klipperne indeholder jernoxid (rust) i klippen, mens de grå og gule farver som også ses, opstår på grund af et indhold af manganoxid.
	Klipperne i Monument Valley, der har dannet kulisse for adskillige film, ikke mindst westerns (hvem husker ikke Sergio Leones Once Upon A Time In The West eller mange John Ford film?), har mange forskellige former og farver.
	Nogle af klipper er en anelse "fornemme" og stritter med lillefingeren.
	Men andre simpelthen giver alle turisterne fingeren.
	Ikke langt fra Monument Valley ligger den lille by Mexican Hat, der har navn efter den klippe, der ligger lige uden for byen.
	Tæt på er det tydeligt, hvorfor klippen har fået sit navn,
	Ikke langt fra Mexican Hat skifter landskabet igen karakter og minder en del om Painted Desert i Arizona.
	Flere farverige klipper.
	I statens sydøstlige hjørne er landskabet stadig ørken, men her ser den helt anderledes ud end længere mod vest.
	Her er det gul og grå farver, der dominerer i stedet for de røde.
	Men også her skifter landskabet farve med vejrliget.
	I statens absolut sydøstligste punkt ligger Four Corners Monument. Dette er det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes. I det aktuelle tilfælde er det staterne Utah, Colorado, New Mexico og Arizona. Indkørslen til monumentet ligger i New Mexico.
	Også på vej nord på gennem det sydøstlige Utah ligger der store flade bjerge, med meget stejle sider. Mesa'er kaldes de fra et spansk ord, der betyder "bord".
	Lige syd for byen Moab, møder man denne gennembrudte klippe. Den er et forvarsel om det, man kommer til at se, hvis man fortsætter ca 8 km nord for Moab, og drejer til højre. Så kører man ind i Arches National Park.
	I parken kan man blandt andet se disse forstenede klitter, Petrified Dunes.
	Opretstående klipper i diverse mere eller mindre obskure former, er der rigtigt mange af. Hvad disse klipper minder om, overlader jeg til seerens fantasi.
	Store klippestykker, der balancerer på små klippestykker, er der også mange af.
	Her den meste kendte, Balanced Rock, som ligger ret tæt på "hovedvejen" gennem parken.
	Ca. 75 km vej fører rundt til nogle af parkens mere end 2.000 buer (arches). De mindste har en åbning på omkring 90 cm, og den største på over 100 meter. En bue skal have en vis åbning, for at tælle som en arch, og der er mange i parken, der er mindre end minimumskravet, og som derfor ikke tæller med. Archen her på billedet kaldes Skyline Arch.
	Ikke alle buerne er lige tilgængelige. For at komme til Sand Dune Arch skal man gennem en snæver passage.
	Til gengæld er det et smukt syn, når man når frem.
	Mest berømt er Delicate Arch. For at komme helt op til den, skal man ud på en ca. 3-4 timer lang vandretur. Den er ikke så lang, men det går pænt op ad. Vi valgte en kortere, og lidt stejlere tur, og nøjedes så med at se buen på afstand.
	På vej videre nord på fra Arches Nationalparken skifter ørkenen igen karakter - og farve.
	Efterhånden afløses ørkenen af grønnere og grønnere bjerge, og det kan endda begynde at regne.
	Efterhånden kører man i i Uintah Mountains, der er den eneste større bjergkæde i USA, der løber i øst-vestlig retning. Her er vi på vej mod byen Helper og bjergpasset Soldier Summit.
	Uintah Mountains er en af udløberne af Rocky Mountains. Her set fra et sted i nærheden af Salt Lake City.
	Salt Lake City er statens hovedstad, og den er blandt andet berømt for at alle gader i byens centrum er 40 meter brede.
	Byens grundlæggere mente, at alle gader skulle være så brede, at et vogntog trukket af et oksespand skulle kunne vende uden problemer. Den by, som de anlagde er nu centrum i byen, og derfor er alle gaderne altså meget brede.
	Men ellers er byen nok mest kendt for at at være hjemsted for mormonreligionen, hvis tempel ses på billedet. Religionens rigtige navn er The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, eller på dansk, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
	Mormonerne har mange andre bygninger i byen, fx deres administrative hovedsæde, kontorbygninger, museer og meget andet, fx det verdensberømte "Family History Library", der skulle være et "Mekka" for slægtsforskere. Og så selvfølgelig mødesalen, Tabernaklet, hjemsted for det verdensberømte Mormon Tabernacle Choir.
	Byen har sit navn, fordi den ligger ved den store saltsø, Great Salt Lake.
	Søen er de eneste rester af en meget større sø, der eksisterede for flere tusinde år siden, Lake Bonneville. Hvor denne sø en gang lå, er der nu saltørken, Great Salt Desert.
	Saltet ses mest tydeligt ved det såkaldte Evaporation Basin omkring 120 km vest for Salt Lake City.
	Og så ved Bonneville Salt Flats. Her ligger Bonneville Speedway, hvor der mange gange er sat hastighedsrekorder i bil og på motorcykel. Rekorden på motorcykel er stadig fra banen her, mens den aktuelle bilrekord er sat på en bane længere mod nord i saltørkenen.
	På vej nord fra Salt Lake City, i vores tilfælde mod Idaho og Wyoming, kører man for alvor ind i Rocky Mountains.

   - Retur til USA Billeder -