Billeder fra Virginia

Virginia er en af de stater, vi har tilbragt mest tid i. Dortes bror og hans kone var udstationeret her i fire år, og både før og under deres besøg har vi besøgt staten. Fra områderne omkring Washington DC til Blue Ridge Mountains og videre til West Virginia i vest, fra Maryland i nord og til North Carolina og Tennessee i syd har vi kørt gennem staten. Denne side rummer billeder både fra Virginia samt fra Washington DC.

Klik på et billede for at se det i fuld størrelse.

Lad mig starte denne billedserie i Washington DC med det mest washingtonske, jeg kan forestille mig. Det Hvide Hus, siden 1800 bolig for USA's præsident.
Lige så kendt er regeringsbygningen, Capitol, der ligger ganske kort fra Det Hvide Hus. Capitol var tænkt som byens absolutte centrum og alle gader regnes da også herfra. Her er Capitol set fra The Mall, og det er faktisk bagsiden af bygningen.
Fra Capitol til Washington Monument, Washingtons højeste monument, strækker sig en park, The National Mall. Parken fortsætter på den anden side af monumentet.
Nogenlunde ud for Washington monument ligger "slusemandens hus", det eneste minde der er tilbage om den tid, da The Mall var en del af Potomac flodens kanalsystem.
På den anden side af Washington Monument forsætter The Mall (i hvert fald i daglig tale) ned til Lincoln Memorial ved bredden af Potomac floden. I denne del af parken, der i virkeligheden hedder Constitution Gardens, ligger "Reflecting Pool", hvor Tom Hanks kysser med Robin Penn Wright i filmen Forrest Gump.
På trappen op til selve Lincoln Memorial holdt Dr. Martin Luther King sin berømte "I have a dream" tale i 1963.
Inde i "det græske tempel" med de 36 søjler rundt omkring, sidder en flere meter høj statue af Abraham Lincoln. På væggene findes kopier af nogle af hans taler, blandt andet den berømte "Gettysburg Address" fra 1863.
Ikke så langt fra Lincoln Memorial finder man Korea War Veterans Memorial
På den anden side af Potomac i staten Virginia ligger bydelen Arlington, der er bedst kendt for sin nationale kirkegård samt for Pentagon.
Kirkegården ligger på jord, der indtil den amerikanske borgerkrig brød ud, tilhørte sydstatsgeneralen Robert E. Lee. Hans hjem var Arlington House, der i dag fungerer som Robert E. Lee museum.
Fra bakken hvor Arlington House ligger, er der en fremragende udsigt over Washington. Især i klart vejr.
En af de mest kendte grave på kirkegården er "Tomb of The Unknown, hvor ukendte soldater fra flere krige ligger begravet, og hvor altid holdes "æresvagt".
Næst efter "De ukendtes Grav", er den mest kendte grav på Arlington formodentlig den, hvor tidligere præsiddent John F. Kennedy ligger begravet (til venstre). Graven til højre tilhører Jacqueline Bouvier Kennedy Onassis.
Ikke så langt syd for Washington ligger plantagen Mount Vernon. Her boede USA's første præsident, og den, der har lagt navn til hovedstaden, George Washington.
Washington og hans hustru Martha ligger begravet i en krypt i plantagens have sammen med flere andre medlemmer af familien.
Nogle få kilometer nord for Washington finder man Potomac flodens største vandfald, Great Falls.
Faldene består af en række mindre fald, som hver for sig ikke er specielt høje. Efter faldene løber floden ind i en meget smal kløft, Mather Gorge.
For at gøre det muligt at transportere gods i pramme, byggede man Chesapeake og Ohio kanalen, der følger Potomac. Her kunne pramme trækkes med muldyr, og på denne måde kunne store varemængder transporteres ned til Washington fra byerne inde i landet. I dag er det kun turister, der transporteres.
Mange steder i Virginia dyrkes og produceres vin. Nogle steder er vinen ganske god, men den sælges stort set kun lokalt. Her en vinmark ved byen Hillsboro i det nordlige Virginia.
Ned gennem den vestlige del af staten strækker sig "The Valley of Virginia", Shenandoah Valley, eller bare The Valley. Her er udsigt over dalen fra Shenandoah Skyline Drive.
I bjergene omkring Shenandoah Valley findes en mængde drypstenshuler. Her fra Luray Caverns.
Hulen rummer også en underjordisk sø, hvor drypstenene spejler sig i vandet, samt en hule, med et drypstensorgel. Orgelet fungerer ved at hamre slår ind på drypsten, der så klinger i forskellige toner.
Blue Ridge Mountains kæden er en del af Appalacherne. Kæden strækker sig fra South Carolina i syd til New York i nord. Billedet her, er taget omkring Charlottesville i Virginia.
Fra Blue Ridge Parkway har man en glimrede udsigt over landet foran bjergene. Det var her min svigerfar udtalte, at "de ruttede med pladsen".
Her, i den østlige del af Blue Ridge Mountains, finder man et af de såkaldte "naturens syv underværker, nemlig Natural Bridge.
Ikke så langt fra Natural Bridge, på den anden side af bjergene, inde i Shenandoah dalen, finder man byen Lexington. I huset på billedet boede den berømte sydstatsgeneral Thomas Jonathan "Stonewall" Jackson fra 1851 til 1861. I dag er huset Stonewall museum.
I den periode Jackson boede i  huset, underviste han på Virginia Military Institute (VMI). Her på VMI ligger Stonewall Jacksons hest, Little Sorrel, begravet.
VMI's nabo er en anden større læreanstalt, Washington and Lee University, hvor Robert E. Lee var rektor fra 1865 til sin død i 1870.
I et kapel på universitets grund ligger Robert E. Lee begravet i krypten sammen med mange andre medlemmer af familien Lee. Gravmonumentet på billedet står i salen over krypten. Uden for kapellet ligger Lee's hest, Traveller, begravet.
I den anden ende af byen, på Stonewall Jackson Memorial Cemetery ligger Stonewall Jackson, hans kone og datter begravet.
Stonewall Jackson blev ramt af vådeskud fra egne tropper efter sejren ved Chancellorsville i maj 1863. Han døde den 10. maj, efter at have fået amputeret den ene arm. Billedet her er fra slagmarken The Wilderness ikke langt fra Chancellorsville.
Også i den sydlige del af staten dyrkes der vin. Her ses Valhalla Winery, der ligger på en bjergtop, 600 meter over byen Roanoke.
Det giver en god udsigt over dalen. Desværre regnede det i strømme, da vi var der, så det meste forsvandt i tåge og regn.
Selv så langt mod nord som Virginia er kudzuen nået. Selv om den er smuk, er det en skadevolder, der kvæler den naturlige vegetation, og den kan vokse på næsten alt. Se artiklen under Diverse.
Ved den lille by Manassas Junction stod borgerkrigens første store slag. Her ved den gamle stenbro, der stadig står, blev nogle af de hårdeste kampe udkæmpet.
Det var i dette slag, 1. Manassas eller 1. Bull Run  som slaget kaldes i henholdsvis nord og syd, at Thomas Jackson gjorde sig fortjent til sit tilnavn, så her er rejst en statue med indskriften "There stands Jackson like a Stonewall", som var de ord fra general Barnard Bee, der gav ham tilnavnet.

   - Retur til USA Billeder -