Borgmesteren der lagde sag an mod sig selv - og vandt

Det kan lyde som en molbohistorie, men faktisk var det med velberådig hu, at Henry Yesler, som privat person, anlagde sag mod Henry Yesler, borgmester - og vandt sagen. Dette gentog sig flere gange.

Henry Yesler blev født den 2. december 1810 i Hagerstown, Maryland ikke langt fra grænsen til Pennsylvania. Vi ved ikke meget om hans tidlige liv, men ved dog at han arbejdede som tømrer og møllebygger, og at han på et tidspunkt arbejdede på og måske ejede en savmølle i Ohio. På et tidspunkt rejste han vest på, mens han efterlod sin kone og søn i Ohio, indtil han kunne hente dem ud til sig. I 1852 ved vi, at han arbejdede på en savmølle i Portland i Oregon, men han må være kommet noget tidligere til vestkysten, for han havde købt sit eget skib, og havde nået at sejle mod nord fra Portland, og var blevet opmærksom på, at de store skove fortsatte, og kunne blive en fremragende indtægtskilde. Yesler, der var 42, havde dog ikke tænkt sig at blive skovhugger. Samme år, altså i 1852 opgav han jobbet på savmøllen, og sammen med en partner, John Stroble, sejlede de nord på, med den hensigt at de ville etablere en dampdreven savmølle i den nordvestlige del af Washington Territory, som senere skulle, tre år før Yeslers død, skulle blive til Washington State.

Yesler i Seattle

Mange af områdets byer var interesserede i at han skulle anlægge savmøllen hos dem, blandt disse Olympia og Bellingham, men det endte med, at han slog sig ned i en lille bebyggelse, ved navn Dewamps, der var grundlagt året før. Egentlig havde havde han tænkt sig at slå sig ned på den modsatte side af Elliot Bay, ved bebyggelsen Alki, men tilsyneladende tilbød to af byens grundlæggere, Charles Boren og David Maynard ham et jordstykke som de ejede ved kysten, og som var ideelt til hans formål, fordi tømmer kunne sejles til byen og losses direkte ved møllen. Sammen med Arthur Denny, som regnes for byens egentlig grundlægger, fordi han var leder af den ekspedition, der førte de første nybyggere til området, sørgede de også for, at han fik en smal stribe jord, der strakte sig op gennem byen, mellem de Borens og Maynards grunde, så træ fra bakkerne omkring byen også kunne fragtes til møllen over land. Historien fortæller, at træstammerne blev kuret ned af den mudrede vej, som derfor fik tilnavnet Skid Road (glidevejen), og at dette senere blev til Skid Row. Omkring denne vej opstod barer og bordeller, og det blev til, hvad vi i dag ville kalde et "red light district".  Skid Row som begreb, bruges den dag i dag om mindre pæne dele af vestkystens byer. Historien er dog nok en myte, idet terrænet forhindrede træstammer i at glide hele vejen ned til savmøllen. Det er dog en kendsgerning at området havde mange barer og bordeller, men det er næppe oprindelsen til udtrykket "skid row" om et sådant område.

Et faktum er det derimod, at Yesler etablerede sin savmølle ved stranden i det, der få år senere skulle blive omdøbt til Seattle, der hvor nu Pioneer Square ligger, omtrent 200 m fra den nuværende waterfront. Savmøllen købte han i San Francisco og sejlede til Seattle på sit eget skib, The Marylander. Mens Yesler var i San Francisco lod han opføre et "spisehus", hvor arbejderne på møllen, kunne spise, og en sovesalsbygning med køjer, hvor de kunne overnatte. Alerede inden møller var opført, var Yesler blevet uenig med sin partner, som rejste bort fra området. Desværre var det Stroble, der var ekspert i møller, men trods alt lykkedes det for Yesler at etablere møllen og seks måneder senere, i marts 1853, kunne den begynde sin drift. Møllen kom efter sigende aldrig til at fungere optimalt; dertil vidste Yesler for lidt om savmølledrift, men alligevel var det møllen der startede Seattle's første økonomiske boom - tømmerboomet. I  1854 anlagde Yesler byens første vandforsyning, hvor vand blev ledet gennem trækanaler fra bjergene omkring byen til hans eget hjem og til møllen, men andre nød også godt af vandet. Kanalerne var v-formede, åbne trækonstruktioner, anbragt på pæle, men efterhånden blev der klaget over at vandet var snavset af blade og andre uappetitlige ting, og Yesler fik de åbne kanaler skiftet ud med lukkede rør af træ.

Yesler blev gode venner med de lokale indianere, og ansatte mange af disse i sin mølle, og han fik en datter med en indianerelskerinde, selv om han allerede var gift. Hans kone opholdt sig imidlertid fortsat i Ohio, sammen med deres søn, som døde der, 12 år gammel inden han og hans mor kunne rejse vest på. Først i 1858, tre år efter at Yesler havde fået sin illegitime datter, kom Sarah Yesler til byen. Allerede i 1856 havde Yesler på grund af sit gode forhold til de lokale indianere, kunnet advare mod et angreb på Seattle. Indianerne, som ellers havde været forholdsvis venligt indstillede overfor de hvide, var vrede over, at den nye guvernør (ankommet i 1854) ville tvangsforflytte dem fra deres oprindelige levesteder til nyoprettede reservater (har vi hørt det før?). Vreden førte til The Battle of Seattle i 1856, men til dels på grund af Yeslers advarsel endte slaget med kun to dræbte hvide, og ingen dræbte indianer. Disse blev skræmt bort af et kanonskud fra sluppen Decatur, som var kommet til byen, tilkaldt på baggrund af Yeslers advarsel om et forestående, og som derfor nu lå i havnen

Yesler havde sit hjem i et hus lige over for savmøllen og her flyttede hans hustru ind, da hun kom til byen i 1858. Dette hus var bygget af træ og brændte ned under den store brand i Seattle i 1889, og i stedet opførte Yesler en kontorbygning af mursten på stedet. Allerede i 1883 havde han opført et nyt hus til familien på hjørnet af 1st Avenue og James Street, hvor nu domhuset ligger. Efter Saras død i 1887 ville han ikke længere bo i huset, så han fik bygget et nyt hus på hjørnet af James Street og 3rd Avenue (billedet til venstre), hvor han boede til sin død fem år senere. Efter Yeslers død blev byens offentlige bibliotek flyttet til hans tidligere hjem, i ikke mindst Sarahs ånd. I 1901 brændte såvel hus som bibliotek, og dette fik industrimanden og filantropen Andrew Carnegie til at finansiere opførelsen af et nyt bibliotek på stedet. Dette bibliotek, The Carnegie Library, ligger stadig på adressen om end i en ny bygning. I alt finansierede Carnegie og hans fond oprettelsen af næsten 1.700 biblioteker i hele USA og knap 900 i resten af verden mellem 1883 og 1929.

I 1860'erne havde Yeslers spisehus set bedre dage, og han fik overtalt bystyret til at medfinansiere opførelsen af en ny bygning på grunden. Byen betalte $ 200, mens han selv indskød tømmer for $ 150. En efter tidens forhold meget stor bygning, 10 meter bred og 30 meter lang blev opført på hans grund. Ud over spisehus for arbejderne, blev bygningen også brugt som teater, hvor omrejsende teatergrupper kunne opføre deres forestillinger (mod leje til Yesler naturligvis). Året efter kunne han oplyse at han tjente $ 60 om måneden i leje, men dem så byen ingen af. Det første stykke som blev opført, var et skuespil baseret på Harriet Beecher Stowes roman, Onkel Toms Hytte, som var udkommet samme år, som Yesler kom til Seattle.

Retssagerne

Allerede fra 1853 havde Yesler fungeret som byens valgte revisor og i 1874 blev han valgt som byens borgmester for en periode af et år. Dette gentog sig i 1885. Det lyder som om, han blev afsat eller gik af, men det var ikke tilfældet. Valgperioderne var simpelthen så korte på det tidspunkt. Da han første gang blev valgt som borgmester, var han allerede mangemillionær på de penge han havde tjent på savmøllen og andre forretninger, og det kunne der blive en god forretning ud af, når han selv var både embedsmand i byen og borgmester. Som county commissioner (en højtstående embedsmand under bystyret), var han med til at fastlægge borgernes skat. Da inhabilitet åbenbart ikke var et problem dengang, var han med til at fastsætte sin egen skat, og den blev ansat ret højt, da han jo havde en god indkomst og en stor formue. Som skatteborger anlagde han derfor sag an mod byen for "urimelig skatteansættelse". Når retten så forelagde byen problemet til høring kunne han så, som borgmester, erkende at der var sket en fejl,  og ud over tilbagebetaling af den for meget betalte skat, tilkendte borgmester Yesler så også skatteborger Yesler en passende stor erstatning for den urimelige behandling. Dette gentog sig flere gange i begge hans borgmesterperioder. Rygter vil vide, at det var disse sager, som borgmesteren anlagde mod byen som privatperson, og afgjorde til sin fordel som borgmester, var med til at bringe byen på fallittens rand to gange, nemlig en gang i hver borgmesterperiode. At det var Yeslers sager alene, som bevirkede byens problemer, er tvivlsomt, men de kan sagtens have spillet en rolle.

Byens økonomiske trængsler i 1885/86 førte til indførelsen af en kreativ, men bizar skat. De fleste af byens indbyggere var arbejdere i tømmerindustrien eller arbejdede hos underleverandører til denne, som fx Yeslers savmølle eller som  havnearbejdere, der stod for udskibning af det forarbejdede tømmer, og de tjente simpelthen ikke nok, til at beskatning af deres indkomst, kunne finansiere byens drift. Yesler og de øvrige rigmænd, som der var en del af, kunne heller ikke beskattes mere end de blev. Andre rigmænd ville måske blive inspireret af Yeslers metode, og der blev jo skiftet borgmester hvert år, så mange kunne få chancen. Man måtte derfor være kreativ. De mennesker, bortset fra millionærerne, der havde de højeste indkomster i byen, og som man kunne tjene penge på at beskatte, var de prostituerede, som der var mange af. Desværre var prostitution ulovligt, og man kunne ikke beskatte ulovlige indtægter, så disse havde hidtil være skattefri. Man "tvang" derfor nu de prostituerede til at lade sig registrere som "syersker". Det gav dem et lovligt erhverv, og nu kunne deres indtægt beskattes. Man indførte derfor en særlig "syerskeskat" på $ 25 pr. måned. Mellem 1880 og 1890 voksede byens befolkning fra 3.533 til 42.837 og omkring Yeslers anden borgmesterperiode var der ca. 25.000 indbyggere i byen, hvoraf kun ca. 4.000 var kvinder. Af disse blev 2.500 registrerede som syersker. Et imponerende højt antal til at sy for de resterende 1.500 kvinder. Denne skat på prostitution indbragte over $ 750.000 det første år, og var medvirkende til at forbedre byens økonomi og måske i virkeligheden redde den fra fallit. Seattle kan altså kaldes en by, der skylder prostitution sin eksistens,

På trods af Yeslers meget egoistiske udnyttelse af sin position, og hans og konens noget excentriske livsførelse, var de faktisk meget vellidte i byen både i arbejderklassen og ikke mindst blandt det bedre borgerskab. De var begge ivrige spiritister og troede bogstaveligt på astrologi. Da hvide arbejdere forsøgte at tvinge deres kinesiske kolleger ud af byen i 1886, stillede familien Yesler sig på kinesernes side, uden at tilsyneladende påvirkede deres popularitet blnadt arbejderne. Sarah Yesler var med i adskillige velgørende projekter, og var også en af initiativtagerne til oprettelsen af byens første bibliotek. Desuden var hun byens førende kvindesagsforkæmper (suffragette), og både hun og Henry var åbenlyse tilhængere af, og fortalere for "fri kærlighed" og fru Yesler havde flere elskere og mindst én bekræftet lesbisk elskerinde, sandsynligvis adskilligt flere, ligesom Henry Yesler havde mange elskerinder. Måske var det denne holdning til fri kærlighed, der fik hende til at acceptere at Yesler havde fået en datter, da hun nåede frem til byen i 1858.

Sarah døde i 1887 og Henry boede de sidste år alene i den villa han byggede efter hendes død. Han døde selv i 1892. Ægteparret er begge begravet på Lake View Cemetary i den nordlige del af byen. Yesler Terrace i downtown Seattle og Yesler Way, der strækker sig fra Pioneer Square næsten til Lake Washington ved 32nd Avenue, minder stadig om ham, foruden Pioneer Building, som stadig står, mens savmøllen og de huse, han boede i for længst er forsvundet.