Et 800 år gammelt mystrium?
Brown Mountain er bjergryggen der strækker fra ca. midt i billeder mod højre. Den lille bjergtop i baggrunden til venstre for Brown Mountain hedder Adams Mountain.
Den historie, jeg her vil fortælle, har jeg allerede berettet kort om i en af mine bøger, og jeg var den oprindelige forfatter til en artikel om samme emne på den danske Wikipedia, hvor den selvfølgelig som alle artikler på Wikipedia, senere er blevet redigeret af flere, men rent indholdsmæssigt er der ikke foretaget de store ændringer, siden jeg offentliggjorde artiklen tilbage i 2015. I denne artikel vil jeg dog inddrage mere information, som ikke egner sig til en leksikonartikel, blandt andet min egne personlige oplevelser - ikke at de er mange. I modsætning til de fleste andre historier på "historiesiden" handler denne artikel ikke om en enkelt person (eller flere for den sags skyld), men om et fænomen. Der er dog noget historisk over det, og det er derfor artiklen bringes her, og ikke under Diverse. Men lad mig komme i gang.
Vi er tilbage i USA, og endnu engang i min yndlingsstat, North Carolina, og endnu engang i den vestlige del af staten. Faktisk befinder vi os i nærheden af byen Morganton, der er amtssæde i Burke County. Helt præcist befinder vi os i et område ca. 20 km i luftlinje nord for byen på grænsen til Caldwell County, og 10 km nord for den første europæiske bebyggelse i nutidens North Carolina, faktisk den første europæiske indlandsbebyggelse i Nordamerika, nemlig Fort San Juan, som blev opført af en spansk styrke under kommando af Juan Pardo i 1567. Men det er en anden historie, som jeg måske fortæller en anden gang. Stedet er Brown Mountain, som jeg faktisk kun har forsøgt at besøge en enkelt gang, om end jeg har studeret det på afstand ved flere lejligheder. Brown Mountain er en ca. 2½ km lang bjergryg i den østlige del af Blue Ridge Mountains. Bjergkammen er ikke noget særligt at se på; den når kun op i knap 700 m over havets overflade, og da flere andre bjerge i området er lige så høje eller højere, syner den ikke af meget. Bjergkammen har dog en karakteristisk form, da den strækker sig nærmest helt lige i alle 2½ km, hvorefter den slutter ret brat. På bjerget er en off road rute, som ofte benyttes af personer i ATV'er og af mountainbikere.
Det er ikke denne rute, som gør bjerget interessant, men derimod de mystiske og indtil nu uforklarlige lys, som med sjældne mellemrum kan ses på og over bjergryggen. Og det er disse lys, denne artikel skal handle om. I øvrigt er det ikke helt korrekt at sige, at lysene er uforklarlige. Der er faktisk givet særdeles mange forklaringer på dem, men desværre endnu ingen, som alle er enige om, selv om mange har forsøgt sig.
Beskrivelse af lysene
De fleste, der har set lysene, beskriver dem som kugler af lys, der enten lyser op fra et bestemt sted på bjerget, eller som bevæger sig enkeltvis eller i en gruppe mellem træerne. Lysene rapporteres også som "flydende" eller "flyvende" op over, og ved siden af bjergryggen samt nede i dalen foran denne. Lysene begynder oftest som en rød eller orangegul glød, der skifter til hvidt lys. Lysenes levetid er ikke lang, som oftest fra omkring 1 sekund op til 6 sekunder, men af og til helt op til et minut for de lys, der stiger op over bjerget. De fleste ser lysene på lang afstand, fx fra forskellige udsigtspunkter, så som to "overview areas" på Blue Ridge Parkway, Green Mountain Overlook ved Milepost 301 (21 km nord for bjerget) og Brown Mountain Light Overlook ved milepost 310 (17 km nordvest for Brown Mountain). Også Brown Mountain Overlook på North Carolina Highway 181 (9 km vest for bjerget) og Wiseman's View (15 km vestsydvest for bjerget) nær Linville Falls, er gode steder at observere lysene. Lysene er også rapporteret fra Table Rock (13 km sydvest for Brown Mountain) nær Morganton og flere andre steder. Det sker dog, at mennesker, der færdes på selve bjerget også rapporter dem. De fleste rapporter om nærkontakter fortæller, at lyskuglerne er en anelse større end en basketball, og at de svæver omkring 1 meter over jorden. Nogle har rapporteret, at når de nærmede sig lysene, forsvandt disse eller bevægede sig væk, og når vidnerne trak sig tilbage, fulgte lysene efter dem. Enkelt andre, der påstår at have rørt ved et lys, har fortalt, at de fik et kraftigt elektrisk stød ved berøringen, som hvis man fik stød fra en stikkontakt. Et øjenvidne, Deborah (Debbie) Glover fortæller, at hun befandt sig var ved Wiseman's View sammen med sin søster, da en oplyst kugle af energi steg op fra kløften under dem, kun 3 meter væk fra det sted, hvor de stod. ”Størrelsen var som en basketball. Det var et gulligt lys, og der var en aura omkring det. Jeg følte ingen varme komme fra lyset. Det havde ikke en lugt. Alle, der var tilstede, begyndte at trække sig tilbage, da de så det. Lige så hurtigt, som lyset var steget op, bevægede det sig ned igen og forsvandt. Alle omkring mig begyndte at råbe: "Hvad var det?"" Denne beretning ligner ikke helt andre beretninger fra mennesker, der har haft nærkontakt, men er tæt nok på, til at den bør tages seriøst, siger forskere. At Ms. Glovver så mente, at lyset var hendes nyligt afdøde mors ånd, som var kommet for at tage afsked med sine to døtre, ændrer ikke ved det forhold, at beskrivelsen af lysene kan være korrekt.
Lysene opfører sig ret uforudsigeligt. Af og til står de forholdsvis stille, ved andre lejligheder bevæger de sig enten vandret, lodret eller begge dele, og de kan altså stige op iver bjergkammen eller svævende ved siden af dennes afslutning. En kugle kan dele sig i flere, som eventuelt kan samle sig til én igen. Nogle lys falmer langsomt, mens andre bare giver et glimt og så forsvinder. Lysene kan ses hele året og på alle tidspunkter af døgnet, men de er naturligvis sværere at observere, når det er lyst og solen skinner kraftigt. I henhold til lokalbefolkningen ses lysene bedst mellem slutningen af september og begyndelsen af november mellem kl. 22 og kl. 02 på nætter efter regnvejr. Jeg har selv forsøgt mig ved tre lejligheder inden for dette tidsrum; mere om dette nedenfor.
Lysenes historie
Første gang, der blev rapporteret om lysene i moderne tid var tilbage i 1911, men historier om lysene går meget længere tilbage. De indianerstammer, som boede i området før europæerne kom til, kan - desværre kun i legendeform - berette at de har kendt til lysene i flere hundrede år. Den bedst kendte legende stammer fra cherokeestammen, som dominerede området, da de første hvide kom til. Der var imidlertid mange andre stammer, og cherokeestammen førte stort set krig mod dem alle. Ikke nødvendigvis på samme tid, men fra tid til anden førte de krige mod så forskellige stammer som powhatan og pamunkey som boede i den sydlige del af Virginia, men de havde også fjender endnu længere væk som fx lenni lenapestammen fra staten New York, shawneestammen i Kentucky og Indiana, wyandottstammen i Ohio og Michigan, chickasaw-stammen i det vestlige Tennessee og Mississippi og ikke mindst creekstammen i Georgia, som de førte indædte kampe med fra begyndelsen af 1700-tallet op til omkring 1820. Cherokeerne førte dog også mange krige mod stammer fra North Carolina så som Tuscarorastammen og flere andre. Men den stamme, som man havde bekriget længst og nok mest indædt var catawbastammen, der boede lige sydvest fortcherokeernes område i North Carolina. Jeg citerer fra en af artiklerne om cherokeestammens krige her på min egen side:
"Cherokee'erne havde en del "arvefjender". Blandt disse var catawbaerne, eller anitagwa som cherokee'erne kaldte dem. De var den nærmeste nabo mod sydøst, og det gav anledning til adskillige stridigheder, ikke mindst om land. I følge cherokeelegender, "ejede" cherokeerne oprindeligt den jord, som catawbaerne nu boede på, men da jagten blev sparsom, trak stammen sig tilbage mod nordvest til Blue ridge Mountains og "lånte" jorden til Catawbaerme, som var indvandret nordfra. Dette gav anledning til en del kampe i begyndelsen af 1700-tallet, da cherokee'erne ville have den "udlånte" jord tilbage. Catawbaerne mente imidlertid ikke, at de havde lånt jorden, og var ikke til sinds at give den fra sig. Omkring 1708 blev der udkæmpet flere alvorlige slag mellem de to stammer, med store tab på begge sider uden at nogen af dem kunne få en afgørende sejr på trods af at catawbaerne i modsætning til cherokee'erne var bevæbnet med europæiske skydevåben. Imidlertid endte kampene med, at cherokee'erne tilbød catawbaerne, at de kunne beholde det land, der lå øst for floden, som nu kaldes Catawba River. Cherokee'erne selv ville holde sig vest for Broad River og området mellem de to floder skulle være neutralt "ingenmandsland". Det endte stridighederne for en periode, men der opstod nye ved senere lejligheder, og i 1760 stod catawbaerne på engelsk side i kolonisternes krig mod cherokee'erne, den såkaldte Anglo-Cherokee War. Her deltog ca. 100 mand, hvilket udgjorde næsten alle catawbastammens resterende krigere, og mange af disse blev dræbt. Igen under Den Amerikanske Uafhængighedskrig deltog catawbaerne på amerikansk side i kampe mod cherokee'erne."
Twin Poplars i skoven nord for nutidens Lenoir i Caldwell County, North Carolina. De to træer er vokset sammen ca. 6-7 meter over jorden og fortsætter som én stamme, men om det er et af naturens luner, eller om historien om fredsslutningen mellem de fjendtlige stammer har noget på sig, kan ikke siges i dag.
I 1737 havde de to stammer kæmpet endnu engang. Denne gang i bjergene nord for den nuværende by Lenoir i North Carolina (ca. 15-16 km øst for Brown Mountain). Kampene havde bølget frem og tilbage og mange krigere på begge sider, var blev dræbt, uden at nogen af parterne havde kunne få overtaget. Til sidst blev stammernes ældste enige om, at det ikke kunne blive ved med at gå, og de besluttede sig for at mødes; ikke som så ofte før som sejrherre og besejret men som ligemænd. Der blev sluttet fred - i hvert fald midlertidigt, for, som det fremgår af det ovenstående citat, kom stammerne til at så overfor hinanden igen i forbindelse med krige, der også involverede kolonisterne, men en direkte krig mellem de to stammer, kom det ikke til senere. Da ingen af stammerne på dette tidspunkt havde et skriftsprog - det fik cherokeestammen først i 1821, og catawbastammen fik aldrig deres eget skriftsprog men adopterede kolonisternes - kunne man ikke lave en fredstraktat. I stedet bandt man to unge popler sammen, og begge stammer erklærede, at så længe disse popler ikke blev adskilt skulle der herske fred mellem stammerne. Det holdt altså ikke helt, da træerne står den dag i dag i et skovområde nord for Lenoir. Træerne/træet kaldes Twin Poplars, og er fortsat et helligt sted for cherokeestammen. Udover Twin Poplars minder også vejnavnene Warrior Road og Indian Grave Road om dette slag.
Krigene mellem de to stammer går imidlertid længere tilbage end historisk tid (efter at europæerne var kommet til området). Der blev med ret stort sikkerhed kæmpet omkring 1654, og begge stammers legender taler om kampe mellem de to stammer, som går endnu længere tilbage. Og det er her at Brown Mountain kommer ind i billedet. Allerede omkring år 1200 sloges de to stammer, selv om nogle arkæologer og historikere hårdnakket benægter at de to stammer overhovedet var indvandrede i området på det tidspunkt. Cherokeestammen selv hævder dog, at de har boet i området "altid", og andre historikere såvel som sprogforskere mener da også, at stammen er kommet til det vestlige North Carolina allerede for omkring 3.000 år siden. Alt dette og mere til, kan du læse mere om her: Cherokee-indianerne. Men tilbage til legenden. Altså: Omring 1200 blev det udkæmpet et meget langvarigt slag, hvor mange krigere døde på begge sider - tilsyneladende endnu flere end i 1737, hvilket harmonerer meget godt med, at stammerne havde langt flere medlemmer, før de hvide kom til området. Dette slag blev udkæmpet på og omkring Brown Mountain, og så er vi fremme ved forklaringen på lysene - i hvert fald den legendariske. Cherokee'ernes legende fortæller, at lysene stammer fra fakler, som stammens unge piger og kvinder medbragte, da de efter slaget gik ud på slagmarken for at lede efter deres elskede, men nu dræbte krigere. Da de ikke fandt dem alle, leder deres ånder fortsat, og det er lysene fra deres "åndefakler", man kan se. Den måde lysene beskrives på i dag, harmonerer dog ikke helt med denne forklaring, se ovenfor, men måske opfører "åndelys" sig anderledes end andre, mere håndfaste lys. Jeg bør nok også tilføje, at selv om cherokeestammen har legender om et slag mod catawbastammen tilbage omkring år 1200, er det faktisk ikke sikkert, at dette slag foregik i netop dette område, og det var tilsynbeladende først, da historierne om lysene blev offentligt kendt efter 1910, at denne legende blev knyttet sammen med lysene.
I 1771 arbejdede en tysk ingeniør og kartograf, John William Gerard de Brahm, med at kortlægge Blue Ridge Mountains. Han var udpeget til opgaven af styret i kolonien Georgia, og han arbejdede i området omkring Little Tennessee River. De Brahm regnedes for den bedste kartograf i de sydlige kolonier i det 18. århundrede, og som ingeniør var han blandt andet ansvarlig for anlæggelsen af Fort Loudon i det, som senere blev til Tennessee. Han boede nogen tid sammen med de såkaldte Overhill Cherokees - altså den del af stammen, som boede vest for Appalacherne, i modsætning til de, som boede øst for bjergene, men i dette tilfælde befandt han sig altså i bjergenes østlige udløbere. I sine rapporter om kortlægningsarbejdet i 1771 omtalte de Brahm, at han havde havde observeret mystiske fænomener i området, som han imidlertid beskrev som lyde, ikke som lys. Han foreslog dog selv, at lydene muligvis kunne være være forårsaget af kvælstofholdige gasser, som blev antændt spontant og som drev med vinden. Senere forskning har vist, at de Brahms beskrivelse sandsynligvis stammer fra en periode hvor han udforskede det nordlige South Carolina, og ikke området omkring Brown Mountain, men det vides ikke med sikkerhed. Iøvrigt handlede de Brahms rapport mest om fænomener, der opstod under tordenvejr, hvilket tilsyneladende ikke er nødvendigt for de mystiske lys på Brown Mountain.
Table Rock, hvor en del af mystikken i Jules Vernes roman, Verdens Behersker opstår. Her set fra Wisemans View, et udsigtspunkt over kløften Linville Gorge. Udsigtspunktet skulle efter sigende også være et af de bedste stedet at observere de mystiske lys.
Omkring 1855 blev lysene observeret af flere lokale beboere, men de tog det ikke videre højtideligt og talte typisk kun med hinanden om fænomenet, som de åbenbart ikke reflekterede nærmere over, men bare betragtede som en del af tilværelsen, og formodentlig har tænkt "og hvad så, hvis der er lys", og lysene blev derfor ikke offentligt kendt på det tidspunkt. I 1911 blev lysene observeret af en gruppe lystfiskere fra Morgantons lystfiskerklub, som var på udflugt til området. På hver side af bjergryggen løber et vandløb, Wilson Creek øst for Brown Mountain og Upper Creek vest for, og det var disse to vandløb, klubmedlemmerne havde opsøgt, da de - i hvert fald dengang - var rige på fisk. To år senere, i 1913 fik avisen Charlotte Observer nys om historien og skrev en artikel om den, hvor avisen blandt andet gav en beskrivelse af lysene, og fortalte, at lystfiskerne, som først havde rapporteret om disse, var blevet til grin i byen, men lokale, der boede i området omkring Brown Mountain, kunne fortælle, at de havde kendt til lysene i mange år. Og, tilføjede avisen, siden havde mange andre også set lysene. Avisen sluttede med at skrive at mysteriet stadig forbløffede undersøgere. Det fik det lokale kongresmedlem, Eli Webb, til at anmode US Geological Survey (USGS) om at igangsætte en undersøgelse. En enkelt kilde vil vide, at United States Geological Survey allerede havde undersøgt lysene i 1909, men hvis det er tilfældet, har jeg ikke kunnet finde noget om resultaterne af denne undersøgelse. I 1913 sendte USGS en mand ved navn D. D. Sterret til området for at undersøge sagen, og han kunne konkludere, at det, som fiskerne og andre havde set, var forlygter på tog og biler, som kørte i retning mod beskueren, som så bare havde opfattet lysene som mystiske. Denne konklusion faldt dog ikke god jord hos de lokale beboere, som påstod at lysene var blevet set i hvert fald tilbage til midten af 1800-tallet, længe før biler og tog blev opfundet. Også andre, som havde observeret lysene, var uenige i konklusionen, ikke mindst fordi lysene fortsat blev observeret - også mens der ikke var trafik. I 1916 blev området ramt af et jordskælv med epicentrum i nærheden af byen Waynesville omkring 125 km sydvest for Brown Mountain. Jordskælvet nåede 5,5 på Richterskalaen, og er det kraftigste jordskælv, som er registreret i North Carolina. Ud over lokale ødelæggelser omkring Waynesville, forårsagede jordskælvet også adskillige jord- og mudderskred - også så langt væk som I Burke og Caldwell counties. Disse mudderskred blokerede mange vandløb med store oversvømmelser til følge, også vandløb i nærheden af Brown Mountain og byerne i nærheden af bjerget. Elektriciteten i området blev afbrudt, flere broer blev ødelagt og al togdrift og biltrafik var indstillet i flere uger, mens man genopbyggede broer, veje og jernbaner. Men på trods af at der hverken kørte biler eller tog, blev lysene stadig observeret. Dette fik to US senatorer, F. M. Simmons og L. S. Overman fra North Carolina til at kræve endnu en undersøgelse, og denne gang mere tilbundsgående. Undersøgelsen blev sat i gang i 1922 under ledelse af George Rogers Manfield fra USGS) og ved denne undersøgelse blev der lavet grundige opmålinger fra mange positioner i området, men det endte med, at hans konklusioner kom til at ligne Sterrets. Han kunne rapportere, at de lys, han havde observeret, skyldtes tog, biler, stationære lys (fx i bygninger) og småbrande i skovbunden. Det kunne have været afslutningen på historien, men det er ingenlunde tilfældet. I årene efter blev flere undersøgelser gennemført af US Weather Service, Smithsonian Institution og National Geographic Society, men uden at nogen konklusioner blev nået, og efterhånden døde den officielle interesse ud. Der var dog stadig mange, som interesserede sig for fænomenet, og siden er der gennemført adskillige, mere eller mindre videnskabelige, undersøgelser, men heller ingen af disse er kommet frem til en sikker forklaring. Der har derfor været plads til mange spekulationer og forklaringer, hvoraf nogle er overnaturlige, mens andre holder sig til naturlige forklaringer. I det følgende vil jeg se på disse, og jeg begynder med de overnaturlige.
I 1904 udgav den franske forfatter Jules Verne en roman, "Le Maître du Monde", ("Verdens Behersker" - udgivet på dansk i 1970), som blev udgivet på engelsk i USA i 1911. Romanen, der var en efterfølger til "Robur, Luftens Erobrer" fra 1886, handler om Robur, der er en fantastisk opfinder, som har opfundet en maskine, kaldet "Terroren", som han vil bruge til at beherske verden. Denne maskine kan fungere som speedbåd, undervandsbåd, bil og flyvemaskine, og den kan opnå den, for den tid, helt fantastiske, men urealistiske hastighed af 240 km i timen på landjorden og 320 km i timen i luften. Disse hastigheder er store nok til, at maskinen nærmest er usynlig for det blotte øje. Til gengæld bliver en række mærkelige fænomener observeret i det østlige USA i form af sære lysglimt, som opstår, når fartøjet bevæger sig i luften. Romanen foregår i sommeren 1903, og stedet er Morganton i North Carolina. "Skurken" udvikler sin maskine i et skjul på et bjerg, der i romanen kaldes Great Aerie, men beskrivelsen af bjerget, viser tydeligt, at der er tale om Table Rock Mountain, som ligger omkring 25 km nordvest for Morganton og 10 km vest for Brown Mountain. I romanen forekommer der netop mystiske lys over bjergets flade top, som skyldes Roburs eksperimenter. Muligvis har denne roman været med til at øge antallet af observationer af Brown Mountain lys, hvor helt normale lys er blevet fortolket som mystiske.
Overnaturlige eller paranormale forklaringer
Jeg har allerede fortalt om cherokeestammens legendariske forklaring, så den skal ikke gentages her. I stedet vil jeg nævne et par andre overnaturlige forklaringer, der har "levet" lige siden lysene blev offentligt kendte i begyndelsen af 1900-tallet.
Brown Mountain har sit navn fra en plantageejer, som boede i området før Den Amerikanske Borgerkrig. Denne plantageejer var kendt for at behandle sine slaver særdeles pænt, og slaverne holdt meget af ham. En aften gik han på jagt på bjerget, der i dag bærer hans navn, men han kom aldrig tilbage. En af slaverne, som havde et særligt nært forhold til plantageejeren, tog en lanterne og gennemsøgte bjergryggen, men uden held. Lysene, der observeres er glimt fra den trofaste slave, hvis ånd stadig leder efter sin herre. Der er dog den hage ved denne forklaring, at der ofte ses flere lys på én gang, mens legenden kun omtaler én slave. Til gengæld kan det sagtens være tilfældet, at en mand forsvandt på bjerget. Bjergryggen er ganske uvejsom med farlige områder i forbindelse med uoverskueligt og vanskeligt fremkommeligt terræn, kombineret med stejle klippesider og pludselige fald, og mange mennesker er kommet til skade, flere med dødelig udgang, også i moderne tid, når de har færdedes på bjerget.
Endnu en legende fortæller om en soldat, som under Borgerkrigen var deserteret og havde gemt sig på bjerget, men blev fundet og dræbt på stedet. Hvorfor det skulle give anledning til lysene, melder historien dog ikke noget om. Endelig er der en legende om en mand, som myrdede sin kone og sit barn omkring 1850 og begravede dem et sted på bjerget. Kort efter drabene begyndte de mystiske lys at vise sig, og de tiltrak de lokale, som efter flere måneders eftersøgning, fandt skeletterne af kvinden og barnet begravet under et klippefremspring. Morderen forsvandt fra området, og blev aldrig set igen. Hvorfor lysene så fortsatte, efter at kvindens og barnets lig var blevet fundet og havde fået en kristen begravelse, skal jeg ikke kunne sige. En anden version af den samme legende fortæller da også, at lysene opstod, fordi kvindens ånd ville skræmme folk fra at lede efter hendes og barnets lig, som i den version faktisk aldrig blev fundet. Det kan bedre forklare, at lysene fortsat ses, hvis kvindens ånd stadig forsøger at skræmme eventuelle mennesker, der søger efter ligene, væk. Hvorfor hun (eller hendes ånd) så skulle have interesse i at skræmme folk væk, er en anden sag - med mindre det selvfølgelig var hende, der først myrdede mand og barn og selv kom til skade bagefter. Det omtaler legenden dog intet om.
Foto, der påstås at være taget af en ufo over New Jersey den 31. juli 1952.
Og så er der selvfølgelig de mere moderne forklaringer, der som man næsten kunne forvente, omhandler ufoer. Og her kommer teorierne virkelig ud på overdrevet, og de findes i mange varianter. Her bare et par stykker af dem. Nogle mener simpelthen at ufoer (uden nærmere angivelse af, hvor i universet de skulle komme fra), har en base under bjerget, og at lysene viser sig, når et ufo ankommer eller afgår. Andre kan forklare, at ufoernes tilstedeværelse skyldes at de bortfører mennesker fra området, og nogle kan endda meddele at disse bortførelser sig har stået på i århundreder. Faktisk påstås det, at flere af de personer, der deltog i eftersøgningen efter den forsvundne kvinde omtalt ovenfor, forsvandt sporløst. Men hvis det er tilfældet er det mærkeligt, at legenden ikke kender noget til det, og der er ikke rapporteret i nogen officielle dokumenter fra den tid, at adskillige mennesker skulle være forsvundet på én gang. Derfor kan enkeltpersoner jo godt være forsvundet af de årsager, jeg omtalte ovenfor. Men det bliver værre endnu. I oktober 2011 observerede adskillige mennesker tilsyneladende mange lys, og der blev taget adskillige billeder og videoer - som dog tilsyneladende aldrig er blevet offentliggjort af de pågældende. Den aften forsvandt 27 mennesker fra et nærliggende campingområde, heriblandt tre politifolk. Enkelte kilder nævner hele elleve politifolk. Sjovt nok er der ingen andre kilder, hverken officielle rapporter, andre dokumenter eller aviser, som kender noget til denne masseforsvinden som altså har fundet sted for mindre end 10 år siden. Heller ikke på et Brown Mountain symposium, der blev afholdt i Morganton i 2012 med deltagelse af både videnskabsfolk, mennesker, der forskede i paranormale fænomener, øjenvidner til lysene - heriblandt tidligere politifolk og park rangers foruden repræsentanter for den trykte presse foruden lokalradio og -tv, blev denne masseforsvinden nævnt med et ord, og det var trods alt mindre end et år efter at disse mange mennesker var forsvundet op i den blå luft så at sige. Historien kendes altså kun fra forskellige ufo-orienterede sider på nettet og magasiner om ufoer. Men det er helt naturligt, siger ufofolket. Myndighederne undertrykker nemlig den slags nyheder, for at offentligheden ikke skal få kendskab til, at der er indgået en samarbejdsaftale mellem USAs militær og de tilrejsende udenjordiske væsener. Mod at USA får information om videnskab og teknologi, som kan anvendes militært, får disse "aliens" lov til at bortføre et antal mennesker hvert år! Hvor disse ufonyhedsmagasiner og -hjemmesider har deres viden fra, skal jeg lade være usagt, hvis myndighederne undertrykker al information om dem.
I 1952 etablerede USAs flyvevåben det såkaldte Project Blue Book, en organisation, som havde til opgave at undersøge, dokumentere og be- eller afkræfte historierne om ufofænomenet, som blomstrede i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne. Hovedopgaven var at afgøre om ufoer udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed, og desuden at analysere uforelaterede data med videnskabelige metoder. Dette er fakta, og er ingen hemmelighed. I 1968 barslede projektet med en rapport, som viste 1) At ingen af de uforapporteringer, som var undersøgt, gav anledning til til at tro, at der var nogen trussel mod den nationale sikkerhed. 2) At der ikke forelå beviser indsendt til eller opdaget af flyvevåbnet selv om, at observationer kategoriseret som "uidentificerede" repræsenterede en teknologisk udvikling eller videnskabelige principper som gik ud over den videnskabelige og teknologiske viden, man allerede havde, og endelig 3) Der var ingen beviser for, at de observationer, som var kategoriseret som "uidentificerede" var luftfartøjer, der kom fra steder uden for Jorden. I 1969-70 lukkede Project Blue Book og alle de observationer og vurderinger som organisationen havde indsamlet og behandlet, blev offentliggjort i henhold til en forholdsvis nyvedtaget lov, The Freedom of Information Act, som var trådt i kraft i 1967. Ud af de over 12.000 rapporterede tilfælde, var kun 700 fortsat uidentificerede, men blev altså ikke betragtet som udenjordiske fænomener, og rapporten omfattede kun lidt om lysene ved Brown Mountain. Denne offentliggørelse tilfredsstillede naturligvis ikke ufofolket. De mener at Project Blue Book havde omfattet en tilbundsgående undersøgelse af fænomenerne omkring Brown Mountain, men at resultaterne fra denne undersøgelse ikke blev inkluderet i offentliggørelsen af alle de øvrige resultater. Som årsag blev det anført, som nævnt ovenfor, at myndighederne faktisk havde konstateret tilstedeværelse af aliens ved Brown Mountain og havde indgået en aftale med dem.
En af hjemmesiderne, Brown Mountain Abductions slutter med ordene: "Når lysene bliver set, forsvinder der mennesker", men at der forsvinder mennesker hver gang lysene ses, harmonerer dog ikke helt med de øjenvidneberetninger, der er blevet fortalt i de seneste år. Mere om det nedenfor.
Forsøg på videnskabelige forklaringer
Argonplasma i et eksperiment med magnetisering foretaget på University of Iowa.
Der er blevet gjort adskillige forsøg på at forklare fænomenet med naturlige forhold, lige fra de oprindelige forklaringer fra begyndelsen af forrige århundrede om lys fra tog, biler, elektrisk lys i huse og andre menneskeskabte lyskilder, men der er også fremsat flere andre forklaringer. Jeg skal ikke her gennemgå dem alle, men se på nogle af de, der er blevet fremsat og også afvist igen.
Blandt de ofte fremsatte forklaringer er en idé om, at lysene skulle være sumpgasser, der antændes spontant, men denne forklaring er blevet afvist af flere grunde. Dels er der aldrig konstateret sumpgas i området. Det er der simpelthen ikke fugtigt nok til, selv om nogle vandrere har rapporteret om små mosehuller. Andre har så foreslået at gasserne skulle stamme fra blade og andre ting, som lå og forrådnede i skovbunden. Desværre har man ingen eksempler på, at sumpgas antændes spontant. Der skal faktisk en del til, og forsøg i laboratorier har vist at sumpgas, der antændes, typisk brænder med et klart blåt lys i en meget hurtig forbrænding, hvorunder der udsendes sort røg - og den brændende gas bevæger sig ikke langsomt omkring som de lys, der observeres på bjerget.
Andre har foreslået, at lysene skyldes radioaktiv stråling fra radium i bjerget, men også denne forklaring må afvises af flere årsager. Dels er stråling fra radium usynlig, og hvis der var tale om stråling, ville den netop forekomme som stråler, ikke som "klumper" af lysende materiale. Desuden, og nok så vigtigt, er der slet ikke radium i bjerget. Klipperne i bjergene i området er primært sammensat af granit, sandsten, en stor del kvarts og glimmer og en anelse jern, men altså ingen radium eller andre radioaktive stoffer. Der findes dog små mængder uran i området, men ikke i nærheden af Brown Mountain.
En teori, som er blevet foreslået i de senere år, går ud på, at lysene skyldes plasma. Plasma er den 4. tilstandsform for atomer og molekyler (ioniseret gas), hvoraf den første er fast form, den anden er flydende form og den tredje er gasform. Det antages så at plasmaen antændes af piezoelektriske udladninger, som opstår når den kvarts, der findes i bjerget, påvirkes af tryk fra forkastninger, som forskyder sig. Ved forsøg er det lykkedes at genskabe et tilsvarende fænomen i et laboratorium. Den eneste større forkastning i området, Brevard forkastningszonen, der går gennem Transylvania County omkring 125 km syd for Brown Mountain, har imidlertid ifølge geologer ikke bevæget sig i 185 millioner år, men bevægelser i de mindre forkastninger, som omgiver bjerget på alle sider, som fx Linville forkastningszonen, kan muligvis også udløse udladningerne. Det er dog ikke bevist med nogen form for sikkerhed. Også i Hessdalen i Norge er der observeret mystiske lys, og disse mener - i hvert fald nogle - forskere, at have fundet en forklaring på. Denne går ud på, at det netop er plasma, som hvirvler rundt mens det brænder. Spektralanalyser og elektromagnetiske målinger har vist at plasmaen især består af ilt og kvælstof, men også af natrium og små mængder scandium. Præcis hvad der får det til brænde og lyse, har man derimod endnu ikke en forklaring på, men natrium brænder med orangegult lys, som svarer til det, der er observeret i Norge. Det er imidlertid ikke alle videnskabsmænd der tror på, at plasmateorien også kan forklare Brown Mountain lysene.
Flere naurlige forklaringwe vil blive omtalt, når jeg kommer til afsnittet om de, som er skeptiske overfor om lysene eksisterer.
Nutidig forskning
Der forskes stadig mere eller mindre intenst i lysenes oprindelse. To meget forskellige personer, har hver især samlet en gruppe, der har forsket i lysene i nyere tid, og den ene undersøgelse pågår faktisk endnu. Selv om de to ledere har meget forskellige udgangspunkter, er de faktisk nået frem til, om ikke samme så sammenfaldende konklusioner, og også samme forslag til forklaring.
Joshua P. Warren fra Asheville, forsker i paranormale hændelser, og sammen med sit researchteam, LEMUR (League of Energy Materialization and Unexplained Phenomena Research) har undersøgt Brown Mountain lysene. Hans konklusion er, at "ægte" Brown Mountain lys er meget sjældne, men at de af og til forekommer. Han er også overbevist om at de ikke er overnaturlige eller paranormale, men har en naturlig forklaring. Han mener blandt andet, at lysene har visse elektromagnetiske egenskaber, hvilket kan forklare, hvorfor de tiltrækkes og frastødes af mennesker, jævnfør ovenstående beskrivelse af, hvordan lysene fjerne sig, når man nærmer sig dem, og "forfølger én", når man går væk. Det kan også forklare, mener han, hvorfor man oftest ser dem, når det har regnet og der derfor er meget fugt i luften, hvilket åbenbart skulle øge elektromagnetismen. Den mest sandsynlige forklaring er i følge Warren og hans gruppe, at der er tale om det meget sjældne vejrfænomen, som kaldes kuglelyn. Desværre er forskerne heller ikke helt enige om, hvad kuglelyn er. Denne forklaring er fra den engelske Wikipedia i egen oversættelse: "Kuglelyn er et uforklarligt fænomen beskrevet som selvlysende, sfæriske genstande, der varierer fra ærtestørrelse til flere meter i diameter. Selvom det sædvanligvis er forbundet med tordenvejr, siges det at kuglelyn varer betydeligt længere end lynets splitsekund...".
En anden gruppe bestående af videnskabsmænd fra Appalachian State University i Boone, nord for Brown Mountain, under ledelse af Dan Caton, som er professor i astronomi og fysik og Lee Hawkins, som også er fysiker, har også undersøgt lysene gennem en periode på mellem 20 og 30 år, og har opsat kameraer, blandt andet ved Wisemans View. som automatisk optager, når forholdene er rigtige. De har nu siddet nogle år, men uden at noget definitivt er opdaget. Som professor Caton siger: "Aldrig har jeg brugt så lang tid og så mange ressourcer på at finde ud af absolut ingenting". Ligesom Warren er Caton og hans gruppe også overbevist om at lysene er såvel ægte, som meget sjældne, og at de fleste lys, der er blevet og bliver observeret i de senere år, har meget jordnære forklaringer, som fx ATV'er, der kører off-road på bjerget, lys fra campister, lys fra huse og byer i det fjerne, lys fra fly eller andre menneskeskabte lys. Brown Mountain og området omkring, er også et delvist beskyttet område for den amerikanske sortbjørn, men kun delvist beskyttet, så i jagtsæsonen, som strækker sig fra 12. oktober til 21. november, må der skydes et vist antal bjørne. Da det netop er i samme periode, at mange kommer ud for at se lysene, skyldes mange observationer sandsynligvis bjørnejægernes lygter, og selv en tændt mobiltelefon kan ses på lang afstand på en klar aften eller nat - og begge dele vil jo være lys, der bevæger sig. Også Proferssor Caton mener, at de lys, der ikke kan forklares, hvilket altså er meget få, kan skyldes kuglelyn.
Charles Braswell Jr., er en professionel fotograf, som har arbejdet som fotograf for NASA i forbindelse med rumfærgerne. Han boede tidligere i Morganton, men han er nu flyttet il Taylorsville, stadig i det vestlige North Carolina, og fortsat kun en times bilkørsel fra Brown Mountain Lookout på NC 181. Braswell har tilbragt mange hundrede timer i området, for at fotografere lysene. De fleste forsøg ganske forgæves, men han har set lys, og har taget et af de bedste billeder, af noget, der tilsyneladende er et "ægte Brown Mountain Light. Charles Braswell har brugt de fleste timer på Brown Mountain Overlook på NC 181, og han har skrevet en bog: "Are Those the Brown Mountain Lights". Her et citat fra Braswell: "Jeg har set dem tilstrækkeligt mange gange til, at jeg ved, at de er ægte. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad de er, men jeg kan fortælle dig, at de bestemt findes." Braswell fortæller også, at først ved det 35. besøg på overlooket så han noget, han fortolkede som et "ægte" lys, men siden har han set og fotograferet lysene ved flere lejligheder. Braswell siger, at lysene bedst observeres på en skyfri og måneløs nat og ikke mindst om efteråret, når der ikke længere er blade på træerne.
Andre øjenvidner er blandt andre C. W. Smith, der har arbejdet for US Forrest Service i området omkring Wisemans View i over 30 år. Sammen med en kollega, Les Burrill, så han lysene, da de en aften netop var ude at patruljere ved Wisemans View. De to kolleger var altså vant til at færdes i området og kendte til alle de menneskeskabte lys, man kunne risikere at se i området, og de var begge helt sikre på, at det de så, ikke var et sådant lys. Lyset viste sig nederst på bjergsiden lige overfor udsigtspunktet, hvorefter det bevægede sig opad og til sidst forsvandt, da det nåede op over bjergkammen og blev udvisket af stjerne på himlen eller bare gik ud. Ikke mindst Les Burill rapporterer, at han senere har set lysene ved flere lejligheder, ofte når han var sammen med andre, der patruljerede i skoven.
Skeptikere
Der er naturligvis også skeptikere, der ikke tror at der er noget mærkværdigt ved lysene, men at de alle stammer fra menneskeskabte lyskilder, og at kun folks fantasi gør dem mystiske. Blandt disse skeptikere er en mand ved navn Brian Dunning, som faktisk kalder sig selv "professionel skeptiker". Han afviser at der overhovedet er tale om uforklarlige lys, og at den rigtige forklaring allerede blev givet i Manfields rapport fra 1922, altså lys fra tog, biler og stationære elektriske lys. Siden er der så, siger Dunning, kommet andre menneskeskabte lyskilder til, som fx lys fra LED lygter, smartphoneskærme, pandelamper og så videre. Han afviser dog en teori om, der der skulle være tale om ild fra ulovlige destillerier på bjerget, som nogen ellers har fremsat - og den er da ellers lidt interessant :-) De "svævende" lys over og ved siden af bjerget betragter han alle som genspejlinger af lyskilder under horisonten, som særlige atmosfæriske forhold, som på visse dage er til stede ved Brown Mountain, og som også kendes andre steder fra, får til at se ud som om de svæver i luften over bjergryggen. Efter min mening forklarer dette dog ikke, de observationer, hvor lysene starter nede på bjergsiden og stiger op over bjerget, men dem afviser Dunning med en bemærkning om, at der simpelthen ikke er lys, der opfører sig sådan og observationer af dem, der for er forkerte.Det samme gælder de rapporterede "nærkontakter", som han simpelthen ignorerer eller beskriver som opdigtede.
Bioluminescens fra svampen Panellus stipticus som faktisk gror i det østlige Nordamerika.
En anden skeptiker er Ed Speer, en geolog, der er med i Dan Catons gruppe. Han mener at 99 % af de rapporterede lys har simple naturlige forklaringer, men at der dog er 1 %, som er uforklarlige. Han er dog overbevist om, at også disse har en naturlig forklaring. Også han foreslår lommelygter og andre lys fra campister på bjerget. Speer mener, at de endnu uforklarlige lys kan skyldes det, som på engelsk kaldes foxfire, som vi ikke har et dansk ord for. Foxfire er såkaldt bioluminescens (udsendelse af lys fra levende organismer), som i dette tilfælde stammer fra svampe, der lever på rådnende træ. Imidlertid bevæger disse svampe sig ikke meget omkring eftersom de sidder på det træ, de lever af og altså hverken kan svæve eller flyve, og så er de ikke mere end omkring 3 cm i diameter i bedste fald, og det stemmer ikke overens med de fleste bskrivelser, som jo hævder, at lyskuglerne er på størrelse med baskeballs.
Speer har imidlertid også fundet såkaldte glowworms i området. Det er insekter, der udsender bioluminescent lys, men dette er kun mens de er larver, og så er det igen så som så med svæveriet. Men der findes også insekter, som udsender lys efter at de er blevet voksne. Det er dem, vi på dansk kalder ildfluer, men som i virkeligheden er biller, ikke fluer. Dem er der mange af i Blue Ridge Mountains, herunder de såkaldt synkrone ildfluer, der som navnet antyder, kan synkronisere deres glimt. Der er så mange af disse synkrone ildfluer, at der arrangeres guidede ildflueture i området, hvor man kun kan komme med, hvis man er så heldig at vinde en billet i et lotteri; så populære er turene. Disse ture går blandt andet til Pisgah National Forest, hvor Brown Mountain ligger. Men er disse ildluer så forklaringen på de få uforklarlige lys? Næppe. Ildfluerne forekommer kun i tilstrækkeligt store mængde til at kunne blive opfattet som kugler af lys, når de sværmer, og det gø det kun i et par uger sidst i maj eller først i juni, og de kan derfor ikke forklare, at de lokale påstår at lysene ses bedst i oktober og november, hvor der slet ingen ildfluer er.
En mand ved navn Ron Swofford, pensioneret dekan fra et lokalt universitet ,sagde ved et seminar, som en kommentar til Speer: "En dag, bliver du nødt til at finde ud af, hvad jeg så den aften.” Den aften var en lørdag i begyndelsen af 1950'erne. Swoffords familie var taget ud til et lokalt udsigtspunkt. ”Da lysene dukkede op,” siger han, “lavede de en hel opvisning. De bevægede sig rundt. De svævede op i luften, og nogle af dem delte sig i to. Jeg vil muligvis aldrig opleve det, jeg så den aften igen, men jeg ved, at tog ikke vandrer omkring og deler sig i to. Og det var bestemt ikke ildfluer! ”
Der er flere beretninger fra øjenvidner, og lige så mange teorier, som søger enten at forklare dem eller modbevise dem, så dem vil jeg ikke komme nærmere ind på her. I stedet vil jeg slutte med mine egne oplevelser.
Mine egne oplevelser
Jeg har besøgt begge de to udsigtspunkter på Blue Ridge Parkway, dog uden at se så meget som et eneste lys. Men de besøg lå også i dagtimerne. Også udsigtspunktet ved NC Route 181 har jeg besøgt adskillige gange, både i dagslys og i mørke. Første gang, jeg opsøgte stedet i mørke, var på en af mine første dage i området i oktober 2013. Ved den lejlighed boede jeg i byen Banner Elk nord for for området, og en eftermiddag ved 17-tiden kørte jeg de godt 30 km fra mit hotel til overlooket på NC181. Her var jeg absolut ikke alene, men efterhånden som mørket faldt på, blev der færre og færre biler, og til sidst var der ikke mange tilbage. Jeg faldt i snak med en mand, som var selvbestaltet ekspert i lysene, hvilket han underholdt med nærmest i en enetale i al den tid, jeg var der. Han var tilsyneladende en Brown Mountain lysmagnet, for der var ikke grænser for, hvor mange gange han havde set lysene. Da klokken nærmede sig midnat blev det heldigvis regnvejr, og så havde jeg en undskyldning for at køre tilbage til mit hotel - og lys havde vi ikke set nogen af, selv om han var overbevist om at nogle lys, som selv jeg kunne se var forlygter fra biler på en nærliggende sidevej, var de ægte lys. Så kunne jeg bedre forstå, at han havde set dem så mange gange.
På vej op ad den lille Forest Service Road mod Brown Mountain bjergryggen i 2015 inden jeg blev stoppet af en låst bom.
Nogle dage senere var jeg på den igen. På det tidspunkt var jeg flyttet til et hotel i Wilkesboro, så turen ud til overlooket var nu 90 km. På vej derud regnede det, men heldigvis holdt det op inden jeg nåede frem og himlen klarede nogenlunde op, så nu skulle konditionerne for at se lys være på plads. En nogenlunde klar aften i oktober efter at det havde regnet. Da jeg nåede derud var klokken blevet 20, men der var stadig en del mennesker, og der ankom flere biler med unge mennesker, men de havde ikke meget tålmodighed, og deres tændte billygter, der pegede i retning er bjergryggen ville nok have betydet, at de ikke ville have kunnet se det mindste lys. De fortrak da også hurtigt, og tilbage var kun jeg selv og en mand, der havde opstillet indtil flere kameraer på stativer. Jeg frygtede et kort øjeblik at det "eksperten" fra fem dage tidligere, men det var det heldigvis ikke. Så langt fra endda. Det viste sig at være den samme Charles Braswell, som jeg har omtalt ovenfor, og i modsætning til "eksperten" vidste han faktisk, hvad han talte om - for vi faldt selvfølgelig i snak. Han fortalte blandt andet, at han allerede havde været på stedet 40 nattetimer den uge, så han må også havde været der, da jeg var der første gang, men ved den lejligheden var jeg forhindret i at se ham af den meget talende ekspert. Vi fik en hyggelig sludder, og han viste mig nogle billeder han havde taget dagen før, både med et almindeligt kamera og med et infrarødt, og her så man noget, der godt kunne være et "mystisk lys". Da det var taget med en ret lang lukkertid, var der en prik, og så en lidt udtværet streg, da lyset havde bevæget sig mens lukkeren var åben. Efter at have set billeder sludrede vi, mens vi stod i mørket og stirrede mod bjerget, og vi så i løbet af aftenen rigtigt mange lys, som han straks afviste som "falske". Blandt andet så vi lys, der tydeligvis - efter at han havde forklaret det - var fra ATV'er på bjergsiden. Vi så også lys, som nok kom fra et fly, der var lettet fra lufthavnen i Asheville 90 km sydvest fra hvor vi stod, og da bjørnejagten var i gang, var der også lys, som han bestemt mente tilhørte bjørnejægere, som gik rundt på bjerget. Jeg husker ikke længere, hvorfor han afviste andre lys, men vi så et enkelt lys, som han mente kunne være et ægte Brown Mountain mystisk lys. Det opførte sig i hvert fald efter forskrifterne. Desværre var det kamera jeg havde med ved den lejlighed ikke i stand til at lave lukkertider, der var lange nok, og slet ikke, når jeg skulle holde kameraet i med hænderne uden stativ, så det eneste jeg fik ud af at fotografere lyset, var et stort set helt sort billede. Da jeg havde næsten to timer hjem til Wilkesboro, hvoraf en del ville være på små snoede bjergveje, sagde jeg farvel til fotografen omkring kl. 1, uden at se flere lys.
I 2015 var jeg i området i november og ved den lejlighed forsøgte (i dagslys) jeg at besøge selve bjerget, hvor en lille såkaldt Forrest Service Road fører op (ikke på, men til). Jeg kom imidlertid ikke så langt, før jeg blev stoppet af en låst bom, så jeg måtte vende tilbage. Jeg har senere læst, at at man kan låne en nøgle på et nærliggende US Forest Serrvice kontor, så man kan åbne bommen og køre op til en campingplads (uden installationer af nogen art), men det vidste jeg altså ikke ved den lejlighed. Det var ved samme lejlighed, at jeg senere kørte uhjælpeligt vild i bjergene, hvilket jeg har fortalt i historien Kultur, research og begyndende panik under Rejser 2015. Et par dage senere, forsøgte jeg mig igen med en aftentur, og ved den lejlighed var jeg ganske alene på stedet (altså overlooket), men jeg blev der alligevel i omkring fire timer mellem kl. 20 og midnat, hvoraf jeg dog tilbragte de fleste siddende i bilen, og kun sted ud ved enkelte lejligheder, når jeg troede, at jeg så noget interessant. Men lys, der lignede det jeg havde set to år tidligere, så jeg ingen af, så ved midnat kørte jeg tilbage til mit logi, som ved den lejlighed var i Lenoir, kun 45 km fra Brown Mountain Overlook.
Siden har jeg et par gange besøgt Brown Mountain Overlook, men kun i dagslys. Måske vil jeg tager derud igen næste gang, jeg kommer derover, da jeg nu har fået et langt bedre kamera, og så kan jeg også medbringe et stativ. Det skulle have været i påsken 2020, men måtte udsættes op grund af coronapandemien til oktober 2020, kun for at blive udsat endnu en gang til påsken 2021, hvor det altså heller ikke blev til noget. Så nu krydser jeg fingre for enten oktober 2021 eller påsken 2020, selv om foråret altså ikke er det bedste tidspunkt at se lys - men så er der så meget andet, man kan nyde i det vestlige North Carolina.