Endnu en nationalpark og solnedgangstur i bjergene

Inden vi tog af sted på dagens sightseeingtur, som skulle gå til den nordlige del af Canyonlands National Park, havde jeg set på nettet at der var forskellige udflugtsmuligheder fra Moab og Tim og jeg havde talt om, at vi gerne ville på en off-road tur. Dagen før havde vi talt om, at vi kunne tage en solnedgangs tur, som flere bureauer reklamerede med. Efter morgenmaden kørte vi derfor til det første, det bedste sted, der tilbød den type udflugter. Her bestilte vi en tur til samme aften, hvilket kostede os den nette sum af $ 80 pr. næse. Inden vi kunne få billetten måtte vi også skrive under på, at det var vores eget ansvar, hvis vi kom til skade på turen, og at vi ikke kunne sagsøge firmaet.

Da aftenturen var på plads, drog vi mod syd ad samme vej, men i modsat retning af, hvor vi var kommet fra dagen før. Omkring 45 km syd for Moab forlod vi hovedvejen for at køre ind til det såkaldte Needles Overlook. 32 km fra hovedvejen var der så dette udsigtspunkt, hvor man kunne se ud over et område i Canyonlands nationalparken, der kaldes The Needles på grund af sine mange spidse klipper. Fra udsigtspunktet var der også en god udsigt over Coloradofloden, som her løb nede i en canyon, der var knap så dyb som Grand Canyon. Vi gik en tur rundt og nød naturen og prøvede også at gå på de såkaldte slick rock klipper, som er nogle meget glatte sandstensklipper. Dem skulle vi senere lære meget bedre at kende.

Canyonlands er en ret lille nationalpark (1.366 km²), men da den gennemskæres af både Colorado River og Green River, er den alligevel delt op i tre forskellige og uafhængige områder, som man ikke kan køre mellem inde i parken. Det nordligste kaldes Island in the Sky og indgangen til dette ligger omkring 15 km nord for Moab. Det sydligste område er The Needles, som ligger omring 60 km syd for Moab. Det sidste område er The Maze, som ligger vest for både Green River og Colorado River. Dette område er parkens mest utilgængelige område, og et af de mest utilgængelige områder i hele USA og det er kun muligt at besøge området i 4-hjulstrækker med meget høj frigang, til fods eller på heste- eller muldyr ryg. Da vi var færdige med overlooket, blev vi enige med os selv om, at vi ville køre videre til Needles området, som var det, som lå tættest på. The Maze lød ellers mest spændende, men vores bil var ikke just en 4-hulstrækker, og vi havde ikke mellem 3 dage og en uge, som parkbrochuren mente, der skulle bruges til et besøg.

Vi kørte derfor fra udsigtspunktet tilbage til hovedvejen og yderligere ca. 15 km mod syd. Her forlod vi igen hovedvejen og fortsatte de ca. 45 km ind til områdets Visitor Center. Vejen ind til parken var meget spændende og afvekslende, fra klipper og ørken, til prærie med kvægavl og langs med floder og andre vandløb var det en meget grøn bevoksning med mange popler og korneltræer. Undervejs så vi et skilt til Newspaper Rock, men vi besluttede at vente med at udforske dette sted til på tilbagevejen. Vi fortsatte til indgangen til parken, hvor vi igen foreviste årskortet, og så kørte vi ind i parken til det lokale Visitor Center, hvor vi dels købte vand, da køleboksen var tom, og dels så på den udstilling, der var om parken.

Herefter fulgte vi "hovedvejen" rundt i Needles området, dog kun der, hvor 2-hjulstræk var tilladt, og vi gjorde flere steder holdt for at ”gå tur” og tage billeder. Det første sted, vi stoppede, var ved et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se Wooden Shoe Arch. Dette er en ret lille arch, men hullets og klippens form betyder, at den grangiveligt ligner en træsko. Næste stop var ved Pothole Point. Her gik vi en rundtur på omkring 1 km, hvor vi så på de mange ”potholes”. Dette er små fordybninger i sandstensklippen, hvor der efter regn samler sig vand. I perioder med vand, kan der være masser af liv i disse fordybninger, men, da vi var der, var de helt udtørrede, og vi så kun nogle spredte buske og nogle kaktus. Sidste stop var ved Slickrock hvor vi gik endnu en tur på omkring 4 km på de glatte klipper. Her kunne vi nyde udsigten over Big Spring Canyon sammen med en fransk familie, som var de eneste andre mennesker, vi så i området, på nær en cyklist, som vi havde overhalet noget tidligere på dagen. På vej tilbage kørte vi fra ad en meget lille, og viste det sig, meget snoet grusvej. Denne fulgte vi omkring 6 miles, hvor vi flere gange måtte kante os forbi modkørende. For enden af vejen lå en kløft, hvor vi tog et par billeder, og så kørte vi tilbage igen. På tilbagevejen stoppede vi kort ved en lille Ancestral Pueblo ruin, og så forlod vi ellers parken igen.

På tilbagevejen fra parken gjorde vi holdt ved Newspaper Rock, som tidligere var en State Park, men nu er et såkaldt State Historical Monument. Her findes en bjergside, tæt besat med "klippemalerier", petroglyffer, som amerikanerne kalder dem. I virkeligheden er de ikke malet, men lavet ved at den mørke overflade er skrabet, så den lysere klippe inden under er kommet til syne. Ifølge et skilt skulle de være lavet mellem år 1 og år 1300 efter Kristi. Det undrede os lidt, da der blandt andet var tegninger af heste, og disse levede ikke i Nordamerika på dette tidspunkt. Efter vi kom hjem, har jeg da også læst, at nogle af billederne er lavet i den såkaldte navajo-tid, altså perioden efter at navajoerne kom til området. Dette skete omkring 1400, og spanierne bragte hesten til Nordamerika omkring 1540, så disse tegninger må være nyere end det. Til gengæld er der en mængde billeder af dyr, fra hjorte over bisoner til noget, der mest af alt minder om biller. Ligesom med helleristningerne på Bornholm og i Skåne, er der også masser af "soltegn" og så en mængde fødder, foruden tegninger, der må afbilde mytiske væsener med menneskekrop, lange haler og meget små hoveder. Interessant er det, at mange af de afbildede fødder har 6 tæer. Havde det været en enkelt, kunne man tro at det måtte være en tegnefejl, men som mange som der er, må det antages at være bevidst. Så måske har 6 tæer været almindelige hos nogle af de folk, der har tegnet, eller også må der ligge noget bag, som vi ikke forstår i dag. For god ordens skyld må jeg hellere tilføje, at der også var fødder med fem og fire tæer. Efter afskrabningen af overfladen vil tegningerne igen begynde at blive mørke, når de udsættes for vejr og vind, og farven kan så benyttes til at bestemme, om ikke alderen, så i hvert fald hvilke tegninger, der er ældst. Her er det bemærkelsesværdigt, at de 6-tåede fødder findes både mellem de ældste og de yngre tegninger.

Da vi var færdige med at ”læse nyheder”, kørte vi tilbage til hovedvejen og tilbage mod Moab. Undervejs gjorde vi et enkelt stop for at skifte chauffør. Det gjorde vi ved ”Hole'n the Rock”. Dette er et hus eller en lejlighed, hugget direkte ud af klippen. Boligen, der er på omkring 400 kvadratmeter (14 rum), er hugget ud af sandstensklippen af danskeren Albert Christensen, og blev beboet af ham og hans hustru Gladys frem til hans død i 1957. Hun boede og udviklede selv på huset frem til sin død i 1974. De ligger begge begravet i en niche i bjerget i haven uden for hjemmet. I klippevæggen findes et udhugget portræt af Franklin D. Roosevelt, som Albert Christensen er mester for. Vi besøgte ikke stedet, hvor man ellers kan få en kort rundvisning, men fortsatte direkte tilbage til Moab efter chaufførskiftet. 

Da vi kom tilbage til byen, fortsatte vi videre mod nord, og ca. 20 km mod øst ad Utah Route 128 langs med Coloradofloden til vores ”nye” hotel. Her forklarede vi den meget søde unge dame i receptionen, at vi havde fejlbooket, og altså kun skulle bruge værelset en dag, da vi skulle til Salt Lake City dagen efter. Hun rettede beredvilligt reservationen til 1 i stedet for 2, og så fik vores værelsesnøgle, efter at hun havde fortalt om hotellets eget Wild West filmmuseum, deres winery, restauranten osv. Værelset var, som vi havde forventet, med kingsize seng. Det vidste vi, da det var det eneste ledige, da vi bestilte hjemmefra, så vi var forberedt på det. Til gengæld var det en suite i 1½ plan idet køkkensektionen og opholdsrummet lå ned af en lille trappe i forhold til entre og soveområde. Uden for opholdsområdet var der adgang til en privat terrasse med udsigt over Coloradofloden få meter væk og de imponerende røde klipper på den anden side. Selv om værelset havde været ret dyrt, var alene udsigten alle pengene værd.

Omkringkl.17.45 kørte vi tilbage til selve Moab, hvor vi var kl. 18, men vi havde misforstået et eller andet, så solnedgangsturen startede først kl. 19. Mens vi ventede, sad vi på en terrasse i hver sin gyngestol og nød omgivelserne. Da klokken nærmede sig 19, kom Nick, som skulle være vores chauffør og spurgte, om vi ville have vand. Det ville vi gerne, så vi fik en flaske hver. Han havde i øvrigt masser af vand (og sodavand) med, så vi kunne få mere undervejs. Vi blev også præsenteret for de øvrige deltagere i turen, en familie på tre fra Massachusetts: far Chad, mor Judy og sønnen Kyle på omkring 15. Så tog vi ellers af sted på det, som skulle blive turens måske største oplevelse og så rigeligt prisen værd.

Moab kaldes ”verdens off-road hovedstad” på grund af de mange muligheder for at køre ture både i bil eller bedre, jeep, på små firehjulede motorcykler eller på moutainbike på klipperne rundt om byen. Klipperne er såkaldt slickrock, som jeg har omtalt et par gange efterhånden. Slickrock er sandsten, i virkeligheden forstenede klitter, som efterhånden er eroderede helt glatte, og da det netop er klitter, som er forstenede, er de også afrundede men kan også være ret stejle som man kender det fra klitterne ved Vesterhavet. De er bare langt højere. Slickrock kaldes rent geologisk for Entrada Sandsten, hvis nogen skulle få lyst til at slå det efter i et leksikon.

Vi kørte til udkanten af byen, hvor klipperne begynder og undervejs fortalte Nick os om off-roading. Her deler man turene ind på en skala fra 1 til 10 efter deres sværhedsgrad. Den tur, vi skulle ud på, hed Hell’s Revenge (Helvedes hævn) og var en 6’er, med enkelte elementer af lidt højere sværhedsgrad. Det er svært at beskrive turen. Man kan ikke rigtigt fornemme hvor høje og stejle de bakker, vi kørte op og ned ad, egentlig var. Men det var de! Bilen vi kørte i var en Hummer H1, den første og største af ”hummerne”. Den var direkte baseret på den militære Humvee og kunne klare lidt af hvert. 70 graders stigninger med sideværts hældning på op til 47 grader kunne den klare. Og det gjorde vi så. Mor Judy led af højdeskræk, så hun sad det meste af tiden med hænderne for øjnene, til stor moro, ikke mindst for sønnen Kyle. Den første udfordring kom lige efter at turen var startet. Her skulle vi op ad Chicken Fin, en smal klippe på omkring 30 meters højde, der ikke var bredere end hummeren. Her kunne man se ud af bilen, og direkte ned i en kløft, uanset, hvilken side, man sad i. Vi prøvede også at bakke op ad en ca. 40-50 meter høj bakke, at køre ned af en stort set lodret, men ikke så høj skrænt. Her havde vi på et tidspunkt det ene baghjul mindst en meter over jorden, og når man ser billedet af dette stunt, er det utroligt, at bilen overhovedet kunne holde sig på hjulene uden at rulle rundt, men det kunne den. Ved en anden lejlighed ”ringede” Nicks mobiltelefon, og han mente det var en vigtig samtale, som han var nødt til at tage. Han slap derfor både rat og bremser for at tage telefonen med det resultat, at vi rullede nedad med stor hast. Her var Judy tæt på at stå af.

Vi stoppede flere steder, så vi kunne tage billeder, blandt andet ved Mickey’s Bath Tub – et lille hul i klippen med ret stejle sider, hvor det var almindeligt at køre ned med en jeep, og se om man kunne køre op igen på den anden side. Det prøvede vi ikke med hummeren, der var for bred til at komme ned i hullet. Vi gjorde også hold ovenfor en canyon, som jeg har glemt, hvad hed, men det er en del af den såkaldte Negro Bill’s Canyon som går ind i bjergene nord for Moab. Her er optaget en scene i filmen Mission Impossible II, hvor Tom Cruise er filmet hængende ud over kløften. Nick fortalte os, hvordan billedet var taget, og Kyle lod sig gerne fotografere. Det var desværre ikke muligt at få ham til at se hverken anstrengt eller bange ud, da han var ved at dø af grin hele tiden. Faktisk er det ikke spor farligt, da man bare ligger vandret på en flad klippe og holder fast i kanten af denne med den ene hånd. Den rette kameravinkel får det så til at se ud som om, man hænger ud over kløften. Det sidste stop gjorde vi på toppen af en høj klippe. Her oppe nød vi solnedgangen bag klipperne og kunne også nyde synet af solens sidste stråler på La Sal Mountains sydøst for Moab. Chad havde taget champagne med til sin familie, men både Nick, såvel som Tim og jeg fik også lov til at smage. Desuden fik vi taget en del billeder her.

Da solen var gået ned, kørte vi tilbage til byen, stadig oppe i bjergene, stadig off-road, men nu i mørke. Da vi kom tilbage, gav vi Nick gode drikkepenge og sagde mange tak for turen. Tilbage på hotellet gik vi uden for, for at nyde den fantastiske stjernehimmel. Uden en sky på himlen, og uden kunstigt lys fra gadelygter eller andet, kunne mans se rigtigt mange stjerner. Da vi kom ind på værelset igen, kunne vi se, at vi ikke skulle have ladet døren stå åben. Hele værelset var stort set sort af myg. Vægge, gardiner, spejle, lamper osv. Vi skyndte os derfor i seng, og slukkede sengelamperne, mken lod lyset brænde i opholdsområdet, så de ikke blev tiltrukket yderligere til os, men kunne flyve derned i stedet.