Fra ørken til sump

I 2012 kørte vi fra Carlsbad i New Mexico til Lafayette i Louisiana med en enkelt overnatning undervejs i San Antonio, Texas. Denne tur gentog vi i år, omend overnatningen ikke var i San Antonio men lige syd for Dallas. I alt blev turen på lige knap 1.500 km på de to dage. Det var planlagt, at vi bare skulle køre, og kun se det undervejs, som vi tilfældigvis kørte forbi - uden selv at opsøge eller køre omveje for at se noget.

Vi startede dog med at bryde vores hjemmelavede regel ved at køre fra hotellet til den nordlige del af Carlsbad for at se på The Pecos Flume, en akvædukt, der fører vand til overrisling over Pecos River. Vandet stammer fra floden noget højere oppe ad denne, og Pecos River er derfor kendt som "floden, der fører over sig selv". Akvædukten er bygget i 1902 og var dengang verdens største akvædukt, bygget af beton, og og en af verdens største betonkonstruktioner. Da den blev bygget, lå den uden for byen, men i dag er byen vokset, så akvædukten nu ligger inden for bygrænsen. Vi fil set og fotograferet stedet og gået en kort tur langs floden, som ikke havde meget vand, da vi var der.

Vi fortsatte ud ad byen ad US Route 62, som de første 100 km går mod nordøst, ikke lige den retning, vi skulle, men alligevel den hurtigste vej. På vejen passerede vi en fabrik og nogle miner, tilhørende Intrepid Potash, et firma som fremstiller potaske, og som også ejer potaskeminerne ved Moab i Utah, som vi havde besøgt i 2013. Firmaet har tre fabrikker i området, og vi kørte forbi dem alle. På strækningen kører man også igennem et af New Mexicos olieudvingsområder, så vi så adskillige oliepumper, både nogle, der pumpede på livet løs, men også en hel del som stod stille. Efter de 100 km, ved byen Hobbs, skifter vejen retning og fører nu stik øst. Vi fortsatte yderligere godt 100 km til byen Lamesa. hvor vi skiftede til U.S. Route 87, som fører mod sydøst og Interstate Highway 20. Vi nåede denne ved Big Spring, og så tog vi interstaten resten af vejen. På vej mod øst ad motorvejen passerede vi byer med interessante navne som Sweetwater og Abilene (ikke den berømte Wild West by, den ligger i Kansas). Efter knap 400 km på I-20 nåede vi ind i et motorvejsspind i forstæderne til Fort Worth og Dallas, men det lykkedes for os at holde os på I-20. I Dallas forstaden Hutchins omkring 10 km syd for centrum, fandt vi endnu engang et Day's Inn motel lige ved motorvejen, men i modsætning til Carlsbad var prisen rimelig - og internetforbindelsen god.

Vi havde kørt godt 800 km, og det var blevet spisetid, så vi kørte ud for at få noget at spise. Efter at have spist på Denny's tre gange i træk i Tucson og så igen i Carlsbad, havde vi lovet os selv, at nu skulle det være slut. Vi udnyttede derfor vores gps til at lokalisere en Applebee's. Her havde de et tilbud (som de også havde i 2013 og 2012), som de kalder "2 for 20". Det betyder at to mennesker kan spise for 20 dollars + drikkevarer. For den pris får man en forret til deling (og der er rigeligt at dele), samt en hovedret (hver). Forretter kan typisk vælges mellem 4-5 forskellige og hovedretter mellem lidt flere. For et lille tilskud (1-2 dollars) kan man bestille en lidt større portion til hovedret, men vi plejer nu at blive fint mætte af tilbuddet. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet. På den forholdsvis korte tur mellem restaurant og hotel så vi et uforholdsmæssigt stort antal lastbiler fra transportfirmaet Werner Enterprises, og da vi kom ud til hotellet opdagede vi, at de havde en rede lige i nærheden, et transportcenter med lager. Firmaet har ellers basis i Omaha, Nebraska.

Hvorfor nu denne opmærksomhed på et lastbiltransportfirma? For at forklare det, er det nødvendigt med et sidespring. I 2002, da Dorte og jeg var på vores anden tur til USA, mødte vi rigtigt mange lastbiler fra firmaet J. B. Hunt. De var nemt genkendelige, og vi jokede med, at det var den samme bil, der forfulgte os fra Pennsylvania til New Orleans og videre til Washington. DC. To år efter holdt vi igen øje med J. B. Hunt lastbiler, og det samme gjorde vi på senere ferier. Til sidst følte vi nærmest, at vi var en del af firmaet. På min første ferie med Tim i 2010, fortalte jeg ham om spøgen, men vi så desværre ikke en eneste bil fra firmaet på den tur. Til gengæld så vi lange godstog fyldt med J. B. Hunt containere. I mangel på J. B. Hunt begyndte vi at holde øje med andre lastbilfirmaer, som vi kunne genkende. De endte med at vi havde fem på listen. Udover J. B. Hunt, var det Knight Transportation, Swift Transportation (USA's største transportfirma), Schneider National (USA's største enkeltmandsejede transportfirma og det femtestørste i alt) og altså Werner Enterprises. Siden er det blevet en yndet del af vores tidsfordriv på turene at holde øje med biler fra netop disse firmaer. Faktisk mente Tim, at vi, når vi kom hjem, burde sende en mail til firmaerne, og takke dem for god underholdning. I Arizona havde vi set utroligt mange biler fra firmaet Swift og også en hel del fra Knight, og da vi undersøgte sagen, viste det sig at begge disse firmaer er baseret i Phoenix, Arizona. Når Swift var klart i overtal skyldes det sikkert, at firmaet har 16.000 lastbiler mod Knight's kun 4.000. Til sammenligning har Schneider 14.000 og J. B. Hunt 12.000. Werner opgiver ikke antallet af lastbiler, så hvor mange, de har ved jeg ikke. Men der var mange her syd for Dalla,s og de fik indhentet en hel del af det forspring, som Swift eller havde taget. Senere på turen udvidede vi listen med endnu et firma, Salt Lake City baserede C. R. England.

Og nu til noget helt andet

Fra Dallas fortsatte vi ad I-20 til grænsen til Louisiana, knap 300 km længere mod øst. Kort efter grænsen kommer man til byen Shreveport, og her forlod vi I-20 for at køre mod syd ad I-49 i retning mod dagens mål i Lafayette. Da vi nærmede os Alexandria 160 km syd for Shreveport, begyndte sulten at melde sig, og i stedet for at nøjes med en sandwich på en tank, blev vi enige at finde et sted at spise. Det blev på en Cracker Barrel Old Country Store and Restaurant, der som navnet antyder er en kombination af en restaurant og en blandet landhandel, hvor de sælger en masse "ragelse". Maden var der ikke noget at klage over, men vi kom til at begå en dødssynd, som betyder at vi nok aldrig kan komme tilbage! Vi glemte at give drikkepenge, og det er et must i USA. Inden vi skulle af sted, skulle vi begge afsides, og da vi allerede havde betalt (med kreditkort), skulle vi lægge nogle kontanter på bordet. Problemet var, at Tim troede, at jeg ville lægge drikkepenge, og jeg troede, at han ville, så der blev ikke lagt noget. Til gengæld fik vi taget nogle gode billeder af nogle nydelige planter, de havde uden for restauranten.

Efter maden fortsatte vi så til Lafayette, hvor vi ankom allerede kl. 15, selv om vi havde kørt godt 660 km og havde holdt en times pause for at spise. Da det var 4. juli, havde vi bestilt værelse hjemmefra på det samme Day's Inn, hvor vi havde boet i 2012. Her skulle vi blive et par dage. Efter at have slappet af på hotellet et par timer, blev vi enige om, at det var på tide at starte turens tøjindkøb, så vi kørte til det nærmeste Walmart, hvor vi fik (noget af) det, vi skulle have med hjem. Derefter spiste vi aftensmad på en Hooters, hvor maden er rimelig og serveringen nydelig :-). På vej hjem kørte vi ikke den lige vej, men kørte gennem nogle af byens forstæder, hvor vi så typisk amerikanske forstadshuse i typiske amerikanske forstadshaver. Vi kom også gennem en del af University of Louisiana's campus i byen, og vi så blandt andet byens ene sportshal (Cajun Dome), hvor der spilles basketball, ishockey og indendørs football. Hallen har plads til 13.500 tilskuere - imponerende, ikke mindst fordi byen også har en anden hal, hvor der spilles universitetsbasketball. Ved siden af hallen lå stadion, Cajun Fields, hvor universitetets football hold, The Louisiana–Lafayette Ragin' Cajuns, holder til. En del senere professionelle spillere har startet deres karriere her, og deres navne står på stadionmuren over tilskuerpladserne. Knap 37.000 tilskuere er der plads til, og der er stort set altid udsolgt til hjemmekampe. Endnu engang imponerende når man tænker på at det er amatører, der spiller. Tim fotograferede stadion, så han kunne vise det derhjemme, for andre football interesserede i hans omgangskreds.

Da vi kom tilbage til hotellet var det blevet mørkt, så lidt senere gik jeg ud for at se på fyrværkeri, men det var ikke meget, der var af den slags. Vi er bestemt ikke heldige med vores 4. juli fejringer i USA. Næste gang må vi planlægge, så vi kommer til en by den 3. og først forlader den tidligst den 5., da de fleste parader, koncerter og lignende, finder sted om formiddagen.