Cherokee'ernes oprindelse

Hvor kom de så fra, disse cherokeer? Det spørgsmål er der desværre ingen, der kan svare med sikkerhed på i dag. Det vi ved med sikkerhed, er at da Hernando de Soto som den første europæer kom til de sydligere Appalacher i 1540, boede stammen på det område, der senere blev regnet som værende deres oprindelige hjemland. Cherokee'erne har ingen nedskreven historie der er tidligere end 1830. Deres egen viden om, hvor de kom fra, er derfor baseret på mundtlige overleveringer, samt på arkæologiske og andre forskningsmæssige vidnesbyrd.

Kom de fra Atlantis?

En af cherokee'ernes egne legender fortæller, at folket oprindeligt kom fra nogle øer i Atlanterhavet øst for den nordlige del af Sydamerika. De blev angrebet af mange stammer, men Gud hjalp dem, og de sejrede.

Da Gud skabte cherokeserne havde han givet deres "vise mænd" mange mystiske kræfter, blandt andet den hellige "hvide ild", som de skulle bruge til at hjælpe folket. Dette folk boede i store byer med mange høje bygninger. Imidlertid var der nogle af de vise mænd, som begyndte at bruge deres kræfter til at fremme deres egne interesser og opnå magt. Gud beordrede derfor folket til at tage den hvide ild, og rejse bort fra deres øer.

Nogle tog til det, vi i dag kender som Asien, nogle til Sydamerika og nogle tog til Nordamerika. De vise mænd, blev tilbage på de oprindelige øer, men da folket var væk, ødelagde Gud de store byer, ved at lade jorden synke, så både byerne og øerne nu ligger under havet.

Denne legende afvises i dag af de fleste videnskabsmænd, med den begrundelse at det må være en variation af Atlantismyten, som cherokee'erne har lært af de hvide, da de kom til området. Personligt tvivler jeg dog på denne forklaring. Myten er kendt i hvert fald helt tilbage til midten af 1700-tallet, og da havde cherokee'erne endnu kun forholdsvis sporadisk kontakt med de hvide, og disse har nok være mere interesseret i at handle, og måske missionere, end i at fortælle om nogle myter, som de færreste af dem, overhovedet selv kendte. Endvidere ville det være mærkeligt, hvis nybyggerne skulle have fortalt om denne legende til cherokee'erne, men ikke til de andre stammer, som de var i kontakt med i samme område.

En anden variation af myten fortæller, at allerede før ødelæggelsen af øerne, havde medicinmændenes klan, kaldet Ah-Sah-Gah, sendt repræsentanter ud for at bygge kolonier, der kunne sikre den oldgamle viden, som klanen var i besiddelse. En af disse kolonier blev oprettet i Great Smoky Mountains, hvor forfædrene forenede sig med de stammer, der allerede boede der, og på den måde blev til cherokee'erne. En anden koloni blev oprettet i det nuværende New England, hvor de igen ved forening med allerede tilstedeværende stammer blev til de nuværende Oneidaer. Endnu en koloni blev oprettet oppe i Nova Scotia, hvor den blev til Naskapi stammen.

I 1750 holdt den berømte fredshøvding, Attacullaculla, en ceremoniel tale for en stor forsamling af stammens medlemmer, og der mindede han dem om, at de var kommet til deres daværende hjemland fra den opgående sols land (altså et land øst for Amerika) før stenaldermennesket. Denne historie bekræfter muligvis ikke legenden, men den viser i hvert fald, at allerede på det tidspunkt var stammen selv af den overbevisning, at de kom fra et land mod øst. I 1949 kunne man læse i en artikel i Durham Morning Herald, en lokal avis i Durham. North Carolina. Artiklen refererede en Dr. Kelly, som var kommet til den konklusion, at cherokee'erne ikke var nært beslægtede med de øvrige stammer i de sydøstlige dele af USA. Som begrundelse for sin påstand, forklarede han, at han havde foretaget en antropologisk undersøgelse af hovedskallerne hos forskellige indianere, og kunne konstatere, at cherokeene var såkaldte "langskaller" (dolicokefale) i modsætning til de øvrige stammer, som var kortskaller (brakycefale). (Hos en "langskalle" er hovedets bredde under 80 % af længden, hos en kortskalle er bredden over 80 % af længden.) Dr. Kelly kunne påvise, cherokee'ernes hovedform mere lignede baskernes i Europa end andre indianeres. Kelly postulerede ikke på nogen måde, som det senere er hævdet, at cherokee'erne skulle nedstamme fra baskerne eller fra en fælles Atlantis forfader. Han påpegede bare de antropologiske ligheder mellem de to grupper.

Var cherokee'erne jøder?

Kelly var ikke den første, som kunne konstatere at cherokee'erne adskilte sig fra deres naboer. Allerede i 1701 mente de første engelske kolonister, der kom til chreokee'ernes land, at de mennesker de mødt var en slags hebræere  og tilhørte en variant af den jødiske tro. Som begrundelse anførte man blandt andet, at de lignede jøder, og at de ligesom jøder og kristne troede at der kun var ÉN SAND GUD. Det sidste var faktisk tilfældet. I modsætning til mange andre nordamerikanske indianere, der forudsatte en slags overgud, men accepterede at der var andre, mindre guder, så var cherokee'erne faktisk monoteistiske. Også andre forhold gav de tidlige kolonister mindelser om jøderne. Det jødiske tempel i Jerusalem var orienteret mod øst, og det samme var cherokee'ernes "rådshytter", som de byggede i alle deres landsbyer, og hvor de ærede Gud. Tallet 7, var helligt for jøderne, og det var det også for cherokee'erne, hvis rådhytter altid var 7-kantede. Stammen havde 7 klaner, og som jøderne havde de 7 vigtige helligdage. På Yom Kippur tændte jøderne den 7-armende lysestage, Menorahen, i templet, og på en tilsvarende helligdag tændte cherokee'erne deres "hellige, hvide ild" i rådshytten.

Blandt jødernes helligdage er påsken (hvor man fejrede udvandringen fra Ægypten). Her blev påskelammene slagtet og dagen efter spist. Cherokee'erne fejrede forårets første fuldmåne blandt andet med slagtning af flere dyr til næste dags fest. Når de første majskolber var store, men grønne, fejrede cherokee'erne det, på samme måde som jøderne fejrede det spirende korn. Tidsmæssigt lå cherokee'ernes fest senere end den tilsvarende jødiske Yom Kippur, men det kunne skyldes at majsen på grund af klimaet modner senere i Nordamerika end i mellemøsten. 50 dage senere (pinse?), fejrede man "de modne majs' fest". Her tændte man den hellige ild i rådshytten, og jøderne tændte menorahen. I begge tilfælde blev ilden hold ved lige til den tilsvarende fest året efter, hvor den nye ild blev tændt ved den gamle. Jøderne fejer Rosh Hashanah for at fejre verdens skabelse og cherokee'erne fejrer på samme måde og nogenlunde på samme tid festen for efterårsnymånen, også for at fejre skabelsen. På samme måde er der fælles træk mellem flere andre cherokee og jødiske fester.

Hos cherokee'erne skabte den ene, sande Gud verden på 7 dage. Han skabte også de to første mennesker, Kayanty, jægeren og Sheluva, egentlig "Første majskvinde". Sheluva kommer fra en cherokesisk rod, sh-e-le, der betyder majs. Første Majskvinde blev bidt af en slange, og på denne måde blev døden bragt til menneskene. Cherokee'ernes myter taler også om andre personer, der kan sidestilles med tilsvarende fra det gamle testamente, fx Aquahami (Abraham) og Hasi (Moses). Tilsyneladende kunne også cherokee'ernes Gud være "treenig" og bestå at Skaberen (faderen), Foreneren (Sønnen) og Den Store Ånd (Helligånden). Nu er denne tredeling af Gud ikke jødisk men kristen, så den er muligvis opstået efter påvirkning fra kristne missionærer.

Når jøderne gik i krig bar de Pagtens Ark foran hæren, omgivet af præster. Når cherokee'erne gik i krig (i de ældste tider) bar en præstekriger en stor, hellig kurv med i felttoget.

Allerede den portugisiske rejsende, Antonio de Montezinos mente i begyndelsen af 1640'erne at have mødt efterkommer af de tabte jødiske stammer i Andesbjergene i Sydamerika, og i 1649 skrev en jødisk rabbi i Amsterdam, Mannasseh ben Israel, at de tabte stammer levede mange steder i verden, hvor de stadig praktiserede den jødiske religion.

I dag er der ikke mange seriøse forskere, de tror på forklaringen om sammenhængen mellem jøder og cherokee'er, men lighederne er da påfaldende, og der er også stadig visse cherokee'er, der selv tror at stammen oprindeligt var jøder - måske en eller flere af jødernes tabte stammer.  Blandt de, der har troet på teorien er Elias Boudinot (ikke den samme som cherokee journalisten og politikeren af sammen navn), der var præsident for Den Kontinentale Kongres i 1782 og Mordecai Noah, en berømt jødisk skuespilforfatter, journalist og diplomat, som levede fra 1785 til 1851. Noah var grundlægger af adskillige aviser, blandt disse Sunday Times og New York Enquirer,  og han skrev i 1857 en bog med titlen: "Discourse on the Evidences of the American Indians being the Descendants of the Lost Tribes of Israel". Denne bog kan læses online, fx her.

I nutiden er ideen om slægtskab mellem jøder og cherokeer poppet op igen, idet nogle forskere mener at kunne påpege et DNA-mæssigt sammenfald mellem cherokeer og jøder.

Kom cherokee'erne fra Asien

I 1823 udgav John Haywood en bog, hvor han plæderede for at cherokee stammen oprindeligt var opstået ved en sammenblanding af to folkeslag. Den første gruppe var "højbyggere" (bronzealder høje ligger i det meste af det sydøstlige Nordamerika). De byggede befæstede landsbyer, tilbad billedstøtter og foretog menneskeofringer. De havde syv som deres hellige tal, og de enkelte landsbyer havde selvstyre. Denne gruppe havde deres oprindelse i det sydlige Asien, og de var tæt forbundne med hebræere og hinduer. Da de migrerede til Nordamerika slog de sig ned, netop i det nuværende sydøstlige USA, som ellers var domineret af Natchez stammen. Senere kom en anden gruppe, der var mere demokratiske i deres styreform, og som havde et stærkt militær og slog sig ned i det østlige Tennessee. De to grupper blandede sig gradvist, og kom til at udgøre cherokee'erne, som De Soto mødte dem i 1540.

Denne teori er stort set opgivet at alle moderne forskere.

Andre myter

I 1891 udkom en samling af cherokee myter samlet af James Mooney, som havde boet hos stammen i flere år. Også blandt disse myter er der nogle, der fortæller om cherokeestammens oprindelse og de strækker sig lige fra at cherokee'erne skulle være kommet fra stjernerne, stamme fra en magisk race af alfelignende væsener, som stadig bor i underjordiske hytter og hjælper cherokee'erne, og der er også andre spændende men knap så sandsynlige myter J.

Moderne, videnskabelige forklaringer

Allerede den ovenfor nævnte Dr. Kelly var klar over, at cherokee'ernes kultur på mange måder adskilte sig markant fra den kultur som de øvrige stammer i det sydøstlige USA havde. Senere er det blevet konstateret, at fx stammens kurvefletning og lertøj, mere ligner det, som blev fremstillet at caribiske og sydamerikanske stammer, end det, som de øvrige stammer i området fremstillede. Kelly nævnte også, at også indenfor cherokee stammen var der to kulturelt ret forskellige grupper. Den ene og største boede øst for bjergene i South Carolina, North Carolina og Georgia, mens den anden typisk boede i Tennessee. Kelly forestillede sig, at den østligste gruppes kultur var ældst, og at den vestligste senere var skilt ud, måske fordi, der ikke var så meget kontakt mellem de "oprindelige bosteder" og udflyttere i

Da man for alvor begyndte at forske i cherokee'ernes historie kunne nogle stammer længere nord på (specielt Delaware stammen) fortælle, at cherokee'erne oprindeligt havde boet ved De store Søer og at de var i familie med irokeserne, hvilket sprogforskning senere har bekræftet. Nogenlunde samtidigt med at de hvide kom til Nordamerika kom cherokee'erne i konflikt med de øvrige irokesere, og disse drev cherokee'erne bort fra stammens tilholdssteder, så de måtte drage mod syd. Dette var den accepterede forklaring i flere år, men så blev der rejst tvivl om, hvorvidt, det kunne være korrekt. Da de hvide kom til Nordamerika talte cherokeestammen mellem 25.000 og 30.000 (i følge enkelte kilder helt op til 50.000) medlemmer, hvilket ikke bare var flere end de øvrige irokesiske stammer, men langt flere end alle disse tilsammen, så at cherokee'erne skulle være blevet drevet bort med magt, er simpelthen usandsynligt. De kan selvfølgelig være vandret sydpå af andre årsager og uden tvang, men der er intet, der forklarer hvorfor. I øvrigt må det også bemærkes, at Delaware-stammen er den eneste af de irokesiske stammer, som omtaler denne konflikt med cherokee'erne, ingen af de andre irokesiske stammer kender historien i deres folklore.

Også sprogforskningen taler imod en udvandring omkring historisk tid. Mens det er givet at cherokee'ernes sprog hører til den irokesiske sprogstamme, mener de fleste sprogforskere i dag, at forskellene på cherokee'ernes sprog og de øvrige irokesiske sprog er så store, at de ikke kun kan skyldes en adskillelse på få hundrede år. Det er blevet foreslået, at cherokee'erne må være vandret mod syd omkring 1.000 år før vor tidsregning, for at de sproglige forskelle kan være blevet så store. Arkæologiske fund viser, at irokeserne engang i fortiden, for mellem fire og femtusinde år siden boede i det nordlige Mexico og det sydlige Texas. Derfra migrerede de længere mod nord, til området omkring de store søer. Herfra skulle cherokee'ernes udvandring mod syd så være begyndt forholdsvis kort efter ankomsten.

For nyligt er der fremsat en ny teori. Denne går ud på at i lighed med det, man kender fra folkevandringerne i Europa, skete heller ikke irokesernes  vandring mod nord i en glidende bevægelse, men af en række vandringer, opholdt af kortere eller længevarende ophold undervejs. Arkæologiske fund tyder på at et sådant ophold har fundet sted i det område, vi i dag kender som det sydøstlige Oklahoma og det sydvestlige Arkansas. Den nye teori går så ud på, at da stammen igen brød op, var det ikke hele stammen, der fortsatte mod nord. En del af denne drog mod øst gennem Mississippi og Tennessee, hvor de så kom i kontakt med Natchez-folket, hvis kultur, de blev påvirket af. En del af gruppen blev i dette område, og blev til det, som senere blev kendt som Overhill Cherokee'erne. Den øvrige del af gruppen fortsatte øst på over Appalacherne til North Carolina, hvor de i første omgang slog sig ned i nærheden af Kituwa (nær det nuværende Cherokee i North Carolina). Her enten forenede de sig med (fx gennem ægteskaber) eller fordrev de de oprindelige beboere, som man mener må have været creek-stammens forfædre. Creek-stammen var i hvert fald senere cherokee'ernes arvefjender, og det kan være en afspejling af kampene i forbindelse med den oprindelige indvandring.

Nogle cherokee historikere eller sagnforskere, har en anden forklaring. I følge den drog alle de irokesiske folk mod øst, og slog sig ned i det nuværende østlige USA, og så var det irokeserne, der på et tidspunkt besluttede at drage nord på. Nogle få blev tilbage, og disse blev så til det folk, vi i dag kender som cherokee'erne. Der er dog endnu ikke fundet arkæologiske beviser for en sådan udvandring mod nord.

De fleste moderne arkæologer mener at "højbyggerne" i North og South Carolina var forfædre til creek'erne. Når cherokeerne alligevel har legender om at det var deres forfædre, der byggede højene blandt andet ved Kituwa, kan det skyldes at ikke alle creek'er er  blevet fordrevet, men at en del at blevet optaget blandt cherokeerne, som så har "overtaget" dele af deres historie. De fleste cherokee'er mener den dag i dag, at Kituwa, som i dag er helt forsvundet bortset ffra en enkelt, næsten usynlig, var cherokeernes oprindelige boplads, og at "Kituwa" eller "Keetowah" var stammens oprindelige navn. Fra North Carolina og Tennesee bredte stammen sig med tiden. Fra Tennessee søgte man ned i Alabama og op i Kentucky. Fra North Carolina bredte man sig mod nord til det sydlige Virginia og mod syd til South Carolina og Georgia. Efterhånden blev cherokee'erne delt op i fire forholdsvis selvstændige grupper. Mod vest  (i det østlige Tennessee, nordlige Alabama og sydlige Kentucky) boede Overhill Cherokee'erne. Mod sydøst boede de såkaldte Lower Cherokees. Den største gruppe. Middle Cherokees boede primært i det, der bliver betragtet som stammens kerneland omkring Kituwa og i dele af Great Smoky Mountains. Den sidste gruppe kaldet "Valley Settlements" boede i og omkring den sydlige del af Shenandoah Valley og Blue Ridge Mountains. De fire grupperinger var kun løst forbundet og betragtede ikke sig selv som en "nation". Det kom først til meget senere. Heller ikke deres sprog var helt identisk, selv om de kunne gøre sig forståelige uden større problemer. Specielt adskilte Lower Cherokees' sprog sig fra de øvrige, hvilket jeg skal vende tilbage til i en senere artikel om netop sproget.

Det er altså forsat ikke endelig afgjort hvor stammen kom fra. Personligt synes jeg, at den nyeste teori lyder meget tilforladelig, ikke mindst fordi den forklarer, dels hvorfor kultur og sprog ligger langt fra de øvrige irokesiske stammers, dels hvor der også inden for stammen er (eller rettere var) ret store kulturforskelle. Hvis cherokeerne var et nyindvandret folk, da de hvide kom til området, ville man formodentlig have hørt om det, fra de stammer, der var blevet fordrevet, men cherokeerne tilkendegav (uimodsagt) at de havde boet der "altid".