Ørneblik og gensyn (Tirsdag)

Tirsdag skulle jeg på besøg. Jeg skulle besøge min gamle ven og kollega fra Søværnet, Ole, som jeg sidste gang havde mødt i 1984! 36 år var der gået, men nu skulle vi ses igen. Ole har slået sig ned i Hune med sin frue, og vi havde fået kontakt via Facebook. Derefter havde vi aftalt pr. SMS, at jeg skulle komme til frokost kl. 13. I og med der er under 30 km fra Vrå til Hune, skulle jeg finde på noget at få formiddagen til at gå med, og jeg besluttede mig for at besøg i Ørnereservatet som ligger syd for Skagen og vest for Ålbæk. De havde to forestillinger, hvoraf den ene lå kl. 10, så det passede mig ganske fint.

Efter en glimrende morgenbuffet på hotellet, tog jeg af sted, og kørte de knap 50 km fra Vrå til Ørnereservatet eller Eagle World, som det også kaldes, selv de har meget andet end ørne. Da jeg nåede frem, havde de endnu ikke åbnet portene, så der var mindre kø ned ad den lille markvej, der fører fra Skagensvej ned til reservatet, men da der blev lukket op, gik det hurtigt med at komme ind. Ved porten blev alle i bilerne talt. På grund af coronaen, måtte de kun lukke 500 ind til hver forestilling, så når de nåede dette antal, blev porten lukket igen, og senere ankomne måtte køre bort med uforrettet sag. Jeg ved ikke om dette faktisk var tilfældet ved den lejlighed, da jeg var en af de første, der kom ind. Da det blev min tur, blev jeg spurgt om jeg var alene i bilen, hvortil jeg måtte svare at med mindre de øvrige passagerer var usynlige, så var jeg. Jeg blev så lukket ind, og efter at have parkeret bilen, bevæbnede jeg mig med diverse kameraer, og så gik jeg hen for at købe billet, og fortsatte ind i stedet udstilling, som jeg så kort på, inden jeg gik ud og fandt en plads på tilskuerbænkene, hvor der allerede sad nogle få mennesker. Vi havde ikke siddet længe, før det begyndte at regne, så jeg måtte tilbage til bilen og hente min regnjakke. Jeg burde have haft mit regnslag med, men det lå hjemme i Brøndby, så jeg måtte nøjes med jakken, som hurtigt bliver klam, når det er varmt. Inden forestillingen skulle begynde, var der kommet mange, sikkert op mod de 500 tilladte, og det blev indskærpet at man skulle sidde stille og ikke måtte rejse sig undervejs i forestillingen, da fuglene så kunne blive skræmt, så hvis nogen skulle hente kaffe eller besøge toilettet, skulle det ske inden fuglene kom på banen. Jeg blev nu bare siddende med min telefon og mine to kameraer.

En havørn i græsset ved siden af en lille sø overfor tilskuerpladserne.

Når man som jeg er utroligt glad for rovfugle, i hvert glad for at se på dem, var det meget interessant. Vi så optræden af falkonerer med falke, ørne og gribbe - dog ikke deres kondor, som først optrådte ved eftermiddagsforestillingen, men showet begyndte men en vandrefalk, som blev demonstreret af både en gående og en ridende falkoner, så vi kunne se, hvordan falkejagt foregik i gamle dage. Vi fik også at vide at jagt med falke var blevet tilladt i Danmark i 2018, og det var svært at få tilladelse, da man dels skulle være eksamineret falkoner, dels skulle have haft fuglen, man gik på jagt med, i mindst to generationer (af falken, ikke falkoneren). Også den noget større slagfalk, var på programmet og det samme var verdens største falk, jagtfalken. Desuden var der optræden af kongeørn og den nordatlantiske havørn, begge imponerende fugle. Også kongeørnen var til hest, eller blev i hvert fald præsenteret af en falkoner til hest, så ud over fuglene så vi også hele to forskellige heste, dels en andaluser (til vandrefalken) og dels en frieser (til ørnen). Den afrikanske sortørn var også imponerende, og det samme var lammegribben (en han), der havde forelsket sig i sin falkoner (en mand). De øvrige falkonerer og andre, der arbejdede på stedet, måtte derfor gå ind i huset, mens den var på banen, da den ellers ville forsøge at jage dem bort. Underligt nok accepterede den publikums tilstedeværelse. Lammegribben er en af de gribbe, der ikke har nøgent hoved som mange andre af sine artsfæller. Til gengæld er den forfængelig. I fangenskab er dens hoved hvidt, mens det ude i naturen er orange. Det havde man undret sig over i mange år, indtil man opdagede, at ude i naturen var de også hvide, indtil de "pudrede" sig med okkerholdigt støv, sikker for at gøre indtryk på det modsatte køn. Denne grib nyder knoglemarv, og dens mavesyre er så stærk at den kan sluge selv ret store knogler hele, hvorefter de opløses i dens mave. Gribben er er den næststørste fugl, de har i reservatet, kun overgået af andeskondoren, som altså ikke blev fremvist ved den lejlighed. Den sidste fugl vi så (ikke i rækkefølge) var verdens største ørn, Stellers Havørn, der stammer fra Kamchatkahalvøen i Sibirien. Den blev fremvis af en falkoner i bil. fordi den er så kraftig, at hvis han havde fremvist den til fods, ville den have væltet ham, når den skulle lande på handsken. Det mest imponerende ud over størrelsen på denne fugl, var dens næb, som var meget stort og kraftigt, men hjemme i naturen består en stor del af dens føde af skildpadder, hvis skjold den kan knuse med næbbet. Derfor!

Jeg fik taget en hel masse billeder, hvoraf nogle viste sig at være  gode, nogle mindre gode og nogle slet ikke værd at gemme. Jeg kunne derfor konstatere at autofokus i mine kameraer slet ikke var hurtig nok, at til at holde fokus på fugle i hurtig bevægelse, så måske skal jeg overveje en udskiftning? Spejlløse systemkameraer er på vej frem og flere professionelle fotografer mener, at det er fremtiden, så måske skal jeg gå den vej. Hvem ved, hvad tiden kan bringe? Efter forestillingen besøgte jeg igen butikken og købte en T-shirt til mig selv og en plydsørn til Clara. Da jeg var kommet som en af de første, holdt jeg på det bageste parkeringsområde, og da der kun er en vej ud, tog det nogen tid, før jeg var ude på Skagensvej igen, og kunne sætte kursen tilbage mod hotellet. Jeg skulle lige have noget tørt tøj på, for på trods af regnjakken var jeg blevet ret våd.

Derefter satte jeg kursen mod Hune og Blokhus, hvor det viste sig, at der var lige så mange mennesker som dagen før, så det gik ret langsomt med at komme ind i byen til den vej, hvor jeg skulle dreje af for at komme til det sted, hvor Ole boede. Vi fik en rigtig hyggelig eftermiddag, og selv om vi altså ikke havde set hinanden i 36 år, var der ingen problemer med at få snakket. Oles kone, Lena, var ikke hjemme, da hun ville lade os snakke i fred, men hun kom omkring en halv time før jeg tog afsked, så jeg fik også hilst på hende. I det hele taget et særdeles hyggeligt besøg, men ikke lige til at skrive meget om, da det jo mest var snak. Omkring kl. 16 sagde jeg farvel og satte kursen tilbage mod hotellet, hvor jeg slappede af et par timer.

Da jeg jo dagen før havde opdaget at Vrå ikke just er verdens kulinariske centrum, havde jeg besluttet mig for at køre til Hjørring for at spise der. Jeg fandt et centralt sted at parkere, Vendelbopladsen, og så gik jeg på jagt. Det første sted, jeg kom forbi var også deg sted, jeg havde udset mig, nemlig Bones, men her var der kø helt ud på gaden, og da jeg endelig nåede frem til damen, der fordelte gæsterne ved borde, kunne hun fortælle mig, at der var halvanden times ventetid før der var et ledigt bord til én, og det gad jeg ikke vente på. Så brugte jeg telefonen til at lokalisere en italiensk restaurant, men på vej til denne, kom jeg forbi en anden amerikansk inspireret restaurant (Bones er amerikansk inspireret, hvis nogen ikke skulle kende kæden). Denne hed Route 66 og det er jo næsten hjemligt, og da der var ledige borde, gik jeg derind, og maden var da også glimrende, selv om jeg bare valgte en burger med salat. Men den havde samme størrelse, som de brugere man typisk får i USA. Derefter gik jeg tilbage til bilen og kørte tilbage mod hotellet, om end af en anden vej end jeg var kørt til Hjørring. I den lille landsby, Hundelev lå en Dagligbrugs, hvor jeg købte mere vand, så jeg havde til natten :-). Da jeg nåede hotellet, havde jeg kørt præcis 200 km; ikke så dårligt, når man tænker på at det stort set kun var lokalkørsel.