En ikke særligt rar mand

Dette er en historisk historie, som nok er kortere end de andre, der findes på denne side, men som jeg alligevel finder interessant. Historien handler om en mand, som ingen ud over den nærmeste familie formodentlig ville have hørt om, hvis ikke det var fordi, han havde en nevø, som gik hen og blev berømt. Så lad mig starte med en kort introduktion til denne nevø, som vi kan kalde Thomas - mest fordi, det var det navn han faktisk havde.

Jackson's Mill er den hvide bygning bagest i billedet.

Thomas blev født den 21. januar 1824, som tredje barn af Jonathan Jackson og Julia Neale. Hans ældre søskende var Elizabeth og Warren og senere fik han en lillesøster, Laura. Familien boede i Clarksburg i Virginia (i dag i West Virginia), hvor hans far var en ikke alt for succesrig advokat, som også var plaget af spillegæld, så det kneb tit med finanserne i familien Jackson. I 1826, da Thomas var to år gammel, døde hans storesøster, Elizabeth af tyfus, og mindre end en måned senere døde hans far af den samme sygdom. Da faderen døde efterlod han sin 28-årige enke med tre børn, hvoraf Laura var nyfødt, og en stor gæld. Hun solgte familiens hus og ejendele, for at betale ægtemandens gæld. Da hun ikke ville modtage "velgørenhed" fra sine forældre og søskende, lejede hun et mindre hus, og forsørgede sig selv og børnene ved at sy for andre og undervise i den lokale skole. Fire år senere giftede hun sig igen med en anden advokat, Blake Woodson.

Et skridt tilbage. Thomas' far, Jonathan Jackson, var tredje søn af  Edward Jackson, politiker, soldat og møller. Jonathans mor var død i 1796, og faderen havde giftet sig igen, og med sin kone nummer to, fik han yderligere 9 børn, hvoraf den ældste, Cummins Jackson, overtog møllen efter faderens død.

Tilbage til Thomas og hans familie. Moderens nye mand kunne ikke lide sine stedbørn og ønskede dem ikke i hjemmet. Hans økonomi havde det heller ikke så godt (Julia Neale var ikke heldig med sine valg af ægtemænd), og samtidigt var Julias helbred begyndt at blive dårligere. Den ældste søn, Warren, blev derfor sendt til moderens familie for at bo der, og de to yngste, Thomas og Laura, blev sendt til den omtalte Cummins Jackson, faderens halvbror, hvor de voksede op. Nu er dette ikke en historie om Thomas Jackson, så jeg vil lige slutte omtalen af ham med at fortælle, at han efter nogle genvordigheder blev optaget på West Point militærakademiet, hvor han blev officer. Han gjorde tjeneste i krigen mod Mexico. Efter krigen blev han (en ikke specielt populær) underviser på Virginia Military Institute i Lexington. Under borgerkrigen deltog han på Sydstaternes side, som også hans hjemstat Virginia gjorde. Dette betød at hans yngre søster, som han ellers havde haft et meget tæt forhold til, fuldstændigt brød kontakten med ham, da hun var varm unionstilhænger. Under borgerkrigen udmærkede Thomas sig, og endte med rang af Generalløjtnant og den øverstkommanderende, General Robert E. Lees mest betroede hærfører, indtil han, altså Thomas Jackson, blev skudt af sine egne ved en  fejltagelse efter Slaget ved Chancellorsville. Inden da han han efter Det Første Slag ved Bull Run fået tilnavnet "Stonewall", og det er det tilnavn, han er kendt under i dag. En dag skriver jeg nok en artikel om Stonewall Jackson, men nu tilbage til barndommen og onklen.

Thomas og Laura var altså blevet sendt til Cummins Jackson efter deres mors nye ægteskab. I 1830 var deres mor blevet gravid med sin nye mand og hun fødte en halvbror til de to søskende, William Wirt Woodson, hurtigt efter at være blevet gift. Allerede året efter var moderen gravid igen, men desværre døde både mor og barn af komplikationer, der var opstået under fødslen. I 1841 døde også storebror Warren af tuberkulose, kun 20 år gammel. Søsteren, Laura Ann levede til 1911, men Thomas havde altså ikke kontakt med hende fra 1861 til sin død i 1863.

Cummins Jackson blev født i 1802 i Jackson's Mill, Virgnia (nu West Virginia), hvor faderens vandmølle lå. Navnet Jackson's Mill stammede fra hans far, Edward Jackson, som havde grundlagt møllen, og drevet den frem til 1828, hvor han døde og Cummins overtog. Cummins var efter nogle kilder en grisk mand, der nægtede at dele noget af faderens ejendom med sine hel- og halvsøskende, som anlagde sag mod ham for at få deres andel. Sagen kom tilsyneladende aldrig for retten, så om der blev indgået forlig, eller om familien bare opgav, er ikke kendt i dag. Han blev beskrevet som "hævngerrig, samvittighedsløs, stridslysten og kværulantisk", og han blev betegnet som "en slyngel" af en af brødrene. Han havde heller ikke det bedste forhold til sine naboer; blandt andet byggede han en dæmning over West Fork River, hvor møllen lå, for at skaffe mere kraft på vandet, der drev møllen. Han havde ikke aftalt noget med naboerne om denne dæmning og han tog ikke hensyn til, at det fjernede vand fra de naboer, som havde deres hjem længere nede ad floden. Også de måtte lægge sag an mod ham, men tilsyneladende kom heller ikke denne sag for retten, og man kunne indtil for få år siden stadig finde dæmningen på det sted, hvor den oprindeligt blev bygget.

Tilsyneladende havde Cummins dog et godt forhold til sine to plejebørn, som kaldte ham "onkel", men faktisk betragtede ham mere som en storebror. Thomas, der var seks år, da han kom til onklen hjalp med arbejde på møllen sammen med Cummins få ansatte og et par slaver, som onklen ejede, og selv om der ikke var store muligheder for at gå i skole i området, fik begge børn lov i det omfang det var muligt, og de lærte begge at læse - så godt at Thomas senere fungerede som lærer i fire måneder. Cummins Jackson var meget interesseret i alt, hvad der kunne tjenes penge på, herunder væddeløbsheste, som han havede nogle stykker af. Han lærte Thomas at ride, og Thomas red derefter som jockey for onklen, når dennes heste skulle løbe på den væddeløbsbane, som onklen opførte ikke langt fra hjemmet, samtidigt med at han stadig arbejdede i møllen, når der ikke lige var væddeløb. I 1842 blev Thomas så optaget på West Point og forlod hjemmet i Jackson's Mill,. Hvor længe søsteren blev boende, har jeg ikke kunnet finde ud af, men det har formodentlig ikke været mange år senere, måske endda før.

I 1844 fandt Cummins Jackson en lille sølvåre lige uden for sin ejendom. Den var ikke særlig stor, og derfor ikke nødvendigvis en god investering, men Cummins fandt på råd. Ikke det bedste råd, men, dog noget, som kunne give ham penge, hvilket tilsyneladende var hans vigtigste mål i tilværelsen. Han begyndte nemlig at fremstille falske halvdollarmønter af bly, som han så forsynede med et tyndt lag sølv, for at få dem til at se ægte ud. Desværre blev falskneriet afsløret, og han blev arresteret. Sagen kom for en såkaldt Grand Jury, som efter flere måneder besluttede at rejse tiltale mod ham for 26 tilfælde af falskmønteri. Jeg forestiller mig, at det måske var senest på dette tidspunkt, Laura forlod Jackson's Mill, men det kan havde været tidligere. Hun nåede at være gift to gange, først med en Hr. Goodpasture og senere med Jonathan Arnold (nogle kilder kender ikke til det første ægteskab). Hun var 18 i 1844 og kan efter tidens skik godt være blevet gift tidligere. Det var hyppigt set at kvinder blev gift, når de var omkring 15 eller 16 år - af og til endnu tidligere.

Blaker's Mill i Jackson's Mill Historic District.

Cummins advokater fik trukket tiden for retssagen ud helt frem til 1848, altså i fire år. Lige inden sagen skulle for retten undslap Cummins Jackson fra fængslet gennem et vindue, og det lykkedes for ham at flygte. Han flygtede til Californien sammen en af sine nevøer. Hans plan var at forsøge sig som guldgraver, og han slog sig ned nær det, der i dag er byen Mount Shasta i den nordlige del af staten, ikke langt fra grænsen til Oregon. Byen ligger i bjergkæden Cascade Range ved foden af vulkanen af samme navn. Det lykkes faktisk for ham at finde en forholdsvis rig guldåre i 1849, men han nåede desværre ikke at få meget glæde af den, da han blev syg af lungebetændelse, og efter at have været syg i en måned, døde han den 4. december 1849 og blev begravet i en umærket grav. Nevøen, der var fulgt med til Californien overtog guldminen, og det lykkedes faktisk for ham at få minen til at give et pænt overskud. Desværre spillede han det hele op på kort tid, og han måtte vende tilbage til Virginia uden en krone på lommen.

Jackson's Mill tilhører i dag staten West Virginia og indgår som en del af West Virginia University under navnet Jackson's Mill State 4-H Camp Historic District. Ud over selve møllen findes der også en række andre gamle bygninger på området, som i dag fungerer som en slags "frilandsmuseum". Blandt andet den stadig fungerende vandmølle, Blaker's Mill.