|
Vikingeborg og kysttur
Den østlige del af Aggersborg. Borgen strækker sig lige så langt til venstre for fotografen. Så var det blev det sidste dag i Nordjylland inden jeg skulle hjem, og dagen var på forhånd afsat til sightseeing i modsætning til de foregående dage, hvor det mest var varmen, som havde drevet mig ud til bilens aircondition, og hvor de stop, jeg gjorde, var improviserede. Men her, torsdag, havde jeg planlagt et par steder, som jeg ville besøge, og så kunne der selvfølgelig "falde noget af" yderligere undervejs. Så efter endnu en god omgang morgenmad på hotellet, satte jeg kursen mod dagens første planlagte besøg, Aggersborg ved Limfjorden. Jeg tog den mest direkte rute gennem Store Vildmose, Åbybro og Tranum til Aggersund, og derfra ud til Aggersborg. Aggersborg er den største (nu kendte) af ringborgene fra vikingetiden. I modsætning til fx Trelleborg mellem Slagelse og Korsør, er der ikke gjort meget ud af stedet. Der er bygget en lav vold, hvor den gamle ringvold lå, så man kan ane konturerne af borgen, men bygningernes omrids, er ikke markerede som de er i Trelleborg; der er hverken museum og udstilling i øvrigt, men kan læse om stedet på Internettet. Men Aggersborg, der formodentlig er den ældste af ringborgene (bygget omkring 970), er stor. Den ydre diameter er 280 meter og den indre er 240 m. Inden for ringen lå 48 huse mod de 16, som der er på Trelleborg, der er ca. 10 år yngre. Arkæologer regner med, at borgen har haft plads til omkring 5.000 mand. Som de andre ringborge, havde Aggersborg kun en kort levetid på omkring 20-30 år. I sommeren 2021, hvor mange danskere holdt feriei hjemlandet pgs pandemien, var der undtagelsesvis opsat et lille telt med fotos og plakater om borgen og en repræsentant for Himmerland Museum, var på stedet, og kunne svare på diverse spørgsmål. Ham fik jeg en god snak med, både om Aggersborg, men også om ringborgene i almindelighed. Vi kom ind på, hvad deres anvendelse havde været, hvorfor de lå, som de gjorde og så videre. Efter snakken gik jeg en tur rundt på den rekonstruerede vold inden jeg vendte tilbage til bilen. Lige ved siden af ringborgen ligger Aggersborg Kirke, og inden jeg forlod stedet, aflagde jeg besøg i kirken, som er ganske interessant. Kirken ligger på en bakke, og herfra er der en fin udsigt over omgivelserne. I modsætning til de fleste andre kirker fra samme tid, som jeg har kendskab til, findes der nogle runeindskrifter i kirken, som måske, da den blev opført, var indviet til Jomfru Maria - i hvert fald fremgår navnet Maria af en af indskrifterne. En anden siger "Gud. Thorlek fra Hæra. Stå der! Peter S(val)e skrev mig. Amen." Efter besøget i kirken satte jeg kursen vest på til mit næste mål, fugletårnet ved Bygholm Vejle, som jeg også havde besøgt i 2020, se artiklen Moler, Kaj, Kirker og Vindmøller. Da parkeringspldsen ved fugletårnet var nærmest overfyldt, gjorde jeg kun et kort ophold og tog nogle billeder og lidt video af fuglelivet, inden jeg fortsatte min færd mod vest forbi flere vejler, gennem Thisted til Vestervig. Her havde jeg året forinden besøgt Dortes fætter, Kaj, men i år havde jeg andre planer, så jeg tog Kystvejen mod nord. Det første stop var Lyngby, hvor jeg ville se de sommerhuse, som jeg besøgte flere gange (og mine forældre endnu flere) i min barn- og ungdom. Mit seneste besøg var helt tilbage i 1980, hvor Dorte og jeg, under en spadseretur i klitterne, tabte Tim ud af barnevognen. Så nu ved I, hvorfor han er som han er :-). Imidlertid ligger sommerhusene et stykke ude ad en lille grusvej, fra det, der nok kan kaldes "Hovedgaden", og den var desværre blokeret af en lastbil, som var ved at læsse byggematerialer af. Da opgaven ikke så ud til at være løst på fem minutter, vendte jeg om og kørte samme vej tilbage til hovedvejen, hvor jeg tog min næste afstikker til en lille bebyggelse ved navn Madsted. Jeg havde ikke noget ærinde der, men navnet lød tiltalende - og jeg mente, at hvis man boede et sådant sted, ville man næppe sulte. Jeg fortsatte nord på med et par stop undervejs, hvor jeg gik ture ned til Vesterhavet og tog nogle billeder. Et af stederne var Klitmøller, hvor jeg ville se surferne ved "Cold Hawaii", men igen var der mange mennesker. Faktisk så mange at jeg måtte opgive at finde en parkeringsplads, så jeg fik ikke set nogen surfere, men måtte nøjes med det brusende hav. Mellem Lyngby og Klitmøller havde jeg også besøgte Nørre Vorupør for at gense Vesterhavsgården, som i sin tid var feriekoloni for Brøndby Kommune, som jeg var med til at dekorere i 1970. I dag er stedet et vandrehjem, hvor man kan leje værelser. Vesterhavet syd for Hanstholm Fra Klitmøller fortsatte jeg til Hanstholm, stadig med stop undervejs for nyde og fotografere klitlandskabet og havet. Da jeg besøgte Kaj i 2020 anbefalede han, at jeg skulle spise frokost på Hanstholm Madbar, med udsigt over by og havn, men det fik jeg ikke gjort, så det ville jeg råde bod på nu. Også her var der mange mennesker, men det lykkedes for mig både at finde en parkeringsplads og få et bord, og det viste sig at maden var glimrende. Efter maden fortsatte jeg mod nord langs kysten - eller i hvert fald så tæt på som, jeg kunne komme. Undervejs besøgte jeg Slettestrand, og Tranum Klitplantage, hvor jeg kunne nyde de skovbevoksede skrænter, hvor jeg og et par skolekammerater plukkede blåbær i styrtregn, da vi var på feriekoloni på Tranum Klit tilbage i 1968. Herfra satte jeg kursen tilbage til Vrå, idet jeg dog tog en omvej gennem Pandrup, men heller ikke i år kunne jeg finde Garnøglen og Fru Thomsen, og heller ikke Landbetjent Svendsen og politihunden Rollo var inden for synsvidde, selv om jeg faktisk kørte rundt i byen et stykke tid. Aner du ikke, hvad jeg taler om? Så læser du for lidt At Tænke Sig i Politiken. Jeg havde egentlig planlagt at jeg ville indtage min aftensmad på Bones i Hjørring, man da klokken var godt 19, før jeg nåede Vrå, opgav jeg den plan. Stedet kørte jeg forbi Netto, hvor jeg købte noget rugbrød, pålæg og frugt, som jeg indtog i spisesalen, inden jeg trank mig tilbage til mit værelse og slappede af til lige før sengetid, hvor jeg som de foregående aftenener, bevægede mig ned til spisesalens køleskab, og hentede en af de kolde kildevand, jeg opbevarede der. Såldes udrustet, kunne jeg gå til køjs, så jeg ville være frisk til næste dags hjemtur. |