Davy Crockett m.fl.

Texas, staten hvor alting er større og bedre, og hastighedsgrænserne på vejene er højere. Dagen skulle byde på endnu en "førstegangsstat", hvor ingen af os tidligere havde været. Hele vejen på turen havde jeg glædet mig til at komme til Texas, så jeg kunne få taget nogle billeder af rigtigt Longhorn kvæg, som man ser i westernfilm, men det skulle bleve en stor skuffelse.

Dagen var endnu en forlægningsdag, hvor vi skulle helt til San Antonio i Texas, uden noget bestemt vi skulle se undervejs. Vi kørte fra Carlsbad og fortsatte mod syd ad US 285. 35 miles fra Carlsbad var vi i Texas. Ikke at det ændrede meget ved landskabet, men hastighedsgrænsen på hovedvejen steg straks fra 60 miles i timen til 70, og der var flere oliepumper langs vejen. Køer så vi derimod ingen af, hverken Texas Longhorns eller andre racer. Først dagen efter så vi en ko, og den var helt almindelig. Det lykkedes altså for mig at køre op mod 1.000 miles gennem Texas uden at se en eneste langhornet ko. Billedet her til venstre har jeg derfor lånt fra Wikipedia. Og faktisk tror jeg, at det er en tegning, da jeg efter to besøg i Texas ,er blevet enig med mig selv om, at den langornede ko er et fabeldyr.

Ved byen Fort Stockton "ramte" vi I-10, og så gik det eller bare øst på med 80 miles (128 km) i timen, den højeste motorvejshastighed, vi oplevede på denne tur. Det er faktisk den højeste hastighed, der er tilladt noget sted i USA, bortset fra nogle korte strækninger på I-15 i Utah, hvor man også tester 80 miles grænsen. Faktisk er det juridisk tilladt i Texas at sætte grænsen op til 85 miles (137 km), men endnu har ingen amter indført denne hastighed. Farten betød at vi kom ret hurtigt frem, og vi stoppede kun tre gange mellem Fort Stockton og San Antonio. Første gang for at jeg kunne få en kop kaffe på en tank i forbindelse med chaufførskifte, en gang for at spise frokost på et rest area og sidste gang for at fylde benzin på tanken i byen Boerne, kun 30 miles før San Antonio. Sangerinden, modellen og skuespilleren Hilary Duff kommer oprindeligt fra denne by, og det samme gør tre andre skuespillerinder, Ann B. Davis, Susan Howard og Summer Glau. Ikke dårligt af en by med kun 10.000 indbyggere. Tanken og den barbersalon, der lå lige overfor, var dog et eneste af byen vi rigtigt så, inden vi fortsatte det sidste stykke til San Antonio.

Her fandt vi et passende hotel, og ikke alt for dyrt. Faktisk det billigste hotel, vi overhovedet boede på i løbet af hele turen. Kun 345 kr. måtte vi af med for et dobbeltværelse, hvor fire kunne have overnattet for samme pris. Det viste sig oven i købet at hotellet, selv om det lå i et område med småindustri og håndværksvirksomheder, alligevel kun lå knap 5 miles fra "historic downtown". Efter at have båret bagagen ind, afprøvede vi internettet, men fandt det ikke var særligt effektivt, så der blev heller ikke uploadet billeder i San Antonio.

I stedet kørte vi ind til downtown for at se nærmere på The Alamo, den berømte missionsstation, som en mexicansk general og politiker i 1836 belejrede i 13 dage. Generalen havde det interessante navn 'Antonio de Padua María Severino López de Santa Anna y Pérez de Lebrón', men bliver normalt kun omtalt som Santa Anna eller af og til Santa Ana. Blandt de belejrede, der alle blev dræbt under det afgørende slag den 5. og 6. marts 1836, var koryfæer som oberstløjtnant i hæren, William B. Travis, den militære leder, oberst i militsen, James Bowie, ham med kniven, som var leder af de frivillige og blandt disse var den berømte tidligere politiker, kongresmedlem og præsidentkandidat, soldat, pelsjæger og skarpskytte, Davy Crockett, som var kommet til byen den 3. februar. Vi fandt hurtigt stedet, men måtte køre lidt rundt for at finde et sted at parkere, men det lykkedes. Fra parkeringspladsen, gik vi så til Alamo missionsstationen.

Der er godt nok ikke meget tilbage. Kun det, der oprindeligt var kapellet og en enkelt bygning, som under slaget blev brugt til indkvartering af soldater. Kapellet er i dag et "shrine", for de 189 som døde under belejringen. Shrine skal nærmest oversættes til helligdom, men dette dækker ikke helt. Stedet holdes dog i højtidelig hævd, og det er forbudt at fotografere inden for. Der er plader med navnene på alle de, af de dræbte, man kender, herunder Charles Zanco, som var dansker fra Randers (eller måske Ålborg, man er ikke helt sikker). Der kan have været andre danskere, men de er i så fald mellem de uidentificerede. Zanco har muligvis hedder noget andet, inden han rejste til Amerika med sin far Frederik i 1834. Han var maler og lavede en af de første versioner af et selvstændigt Texas flag. Han var løjtnant i Texas' artilleri under frihedskrigen mod Mexico, og under belejringen var han assistent for Major Evans, fortets våbenofficer. Senere (i 1851) fik hans far, Frederik Zanco, 1.500 tønder land jord i det nordøstlige Texas, som belønning for sønnens indsat, da Charles ikke havde andre arvinger. Arvingerne efter de øvrige dræbte fik tilsvarende jordlodder, fx Davy Crockettes enke, der fik jord nær det, der i dag er byen Acton, ikke langt fra Dallas. Her er hun også begravet i det, der er den mindste statspark i Texas. 24m² stor er parken, der faktisk kun omfatter gravstedet for hende, en af Davys sønner og dennes hustru.

Da vi havde set nok på kirken, besøgte vi også indkvarteringsbygningen, der i dag er et museum, som fortæller San Antonios og Alamos historie. Vi sprang derimod souvenirbutikken over, og gik i stedet tilbage til bilen gennem et større indkøbscenter med aircondition – det var varmt den eftermiddag. Med lidt besvær fik vi løskøbt bilen fra parkeringspladsen, dog ikke så meget besvær som ham foran os, der to gange måtte "ringe" til en hotline for at få en forklaring på, hvordan automaten virkede. Han var dog heller ikke for kvik, for i første forsøg kom han penge i, uden først at have stukket p-billetten i automaten!