Et besøg i Dødens dal

Næste dag stod vi tidligt op og undlod morgenmaden, så vi kunne forlade hotellet allerede kl. 8.30. Den første del af turen var motorvejskørsel ad Interstate Highway 15 mod nordvest. Vi passerede selvfølgelig de samme småbyer som da vi i går havde været i Calico, og der kom da også nye byer med på listen.  Blandt andre ting vi passerede var vejskiltet til vej med det spændende navn Zzyzx Road. Vejen fører til bebyggelsen Zzyzx, hvor der tidligere har været kursted med mineralske kilder og så videre. End tidligere hed stedet Soda Springs fordi det lå på kanten af den nu udtørrede Soda Lake, hvor der sjovt nok blev udvundet soda. Det nuværende navn kom til i 1944, da kurstedet blev anlagt.  I dag ligger her et filmstudie. 13 – 14 km senere nåede vi til byen Baker, hvor vi skulle forlade motorvejen for at køre mod Death Valley. Allerede på vej nord på fra Baker var landskaberne helt anderledes end det, vi hidtil havde kørt gennem. Meget spændende og interessante, men meget svære at beskrive.  I den lille by Shoshone (52 indbyggere!), gjorde vi holdt på en tankstation. Ikke for at tanke, for det havde vi allerede gjort inden vi forlod Barstow – vi ville ikke tage chancer i Death Valley. Her i Shoshone mødes vejene til Baker, som vi kom fra, Death Valley og Pahrump i Nevada.

Vi fortsatte mod Death Valley og gjorde flere ophold for at tage billeder, blandt andet af nogle store sandklitter lige inden vi kørte ind i parken. Her stod bare et skilt med at nu kørte man ind i Death Valley National Park og at entreen skulle betales i Visitor Centret i Furnace Creek længere inde i parken.  Vi kørte ind i parken i retning af Lake Badwater, en udtørret sø som er det lavest beliggende sted i USA, beliggende ikke mindre end 86 meter under havets overflade. Normalt falder der kun omkring 38 mm regn i Death Valley om året, men af til regner det "meget". Det skete sidst i 2005, hvor der faldt omkring 150 mm regn. I sådanne år ”gendannes” søen, og når den er størst kan den blive op til 12 gange 8 km, men på grund af varmen fordamper vandet hurtigt igen. I 2007 var der ikke længere spor af søen fra 2005. Når vandet fordamper efterlades der salt, og når søen er udtørret, ser man denne hvide saltoverflade, som består af 95 % almindeligt bordsalt og 5 % andre salte.

Her ved Badwater gjorde vi selvfølgelig holdt og var ude at gå på den udtørrede søbund. Det skulle jo prøves, og vi blev begge fotograferet ved skiltet, der fortæller om højden på stedet. Vi fortsatte videre mod Visitor Centeret ved Furnace Creek, og her købte vi et årskort til alle USA’s nationalparker mm. Det kostede $ 80 dollars, men ville hurtigt blive tjent ind, da vi skulle besøge mange nationalparker endnu og alene Death Valley ville have kostet $ 25. Vi så lidt på udstillingerne, der primær handlede om boraks produktionen, som tidligere havde fundet sted i dalen.

Efter besøget ved Visitor Centeret kørte vi videre mod nordvest mod Nevada. Her skiftede landskaberne igen, og efterhånden som vi nærmede os bjergene omkring dagen, var det blevet hen på eftermiddagen. Det betød at temperaturen begyndte at stige, men vi var der nok på en kølig dag, for den kom aldrig over 45° i skyggen og gennemsnitstemperaturen i juli er 46,6. Var vi blevet nede i Bad Water, havde den nok været adskillige grader højere, vel omkring de 50° vil jeg gætte på. Den højeste temperatur, der er målt ved den meteorologiske station ved Furnace Creek er 56,7°, hvilket gør dette til et af de varmeste steder i verden.  Vand kommer der heller ikke meget af. Gennemsnitsnedbørsmængden i juli er under 3 mm.

Vi kom ud af parken ved byen Beatty i Nevada og kørte mod Las Vegas med en lille omvej over Pahrump. Den ville jeg gerne se, fordi der her bliver dyrket vin og vi kørte da også forbi et winery, men vi besøgte det ikke. Til gengæld kunne vi konstatere at byens 41.000 indbyggere var spredt over et meget stort område, da der stort set kun var et-planshuse – og god afstand mellem dem. Faktisk fylder Pahrump næsten 800 km².  Vi gjorde ikke holdt i byen, men fortsatte mod syd til vi mødte I-15 igen. Denne tog vi så resten af vejen til Las Vegas. Her fandt vi vores hotel, Stratosphere Tower uden nogen former for besvær. Tårnet rager 350 meter op i luften, så det er ikke lige til at overse. Her afleverede vi bilen til parkeringsservice, der sørgede for at den blev kørt til hotellets parkeringshus. Imens gik vi gennem stedets kasino (de ved nok hvordan de skal indfange folk) til lobbyen, hvor der tilsyneladende netop havde været invasion af gæster. I hvert fald var der en lang kø, og der gik en rum tid før det blev vores tur, men vi fik da vores værelse, som viste sig at ligge på 14 sal – og med udsigt over The Strip.

Vi blev på værelset til omkring kl. 18.00 og gik så ud for at få noget at spise. På Sahara Avenue, ikke så langt fra hotellet fandt vi en indisk restaurant, som Tim syntes så interessant ud, så den valgte vi at spise på.  Det viste sig, at vi var de eneste ikke-indere på restauranten, men maden var god. Tim fik karrykylling, og jeg fik kylling i noget andet krydret sovs. Portionerne var så store, at mindst to personer kunne have spist sig mætte i en enkelt, så vi var begge nødt til at levne. For første gang på turen tog jeg et glas vin til maden, mens Tim nøjedes med sprite og vand.  Efter maden gik vi til den nærliggende station på byens monorail. Sahara Station, som ligger tættest på hotellet, er den ene endestation på ruten. Her købte vi et kort, der formedelst $ 12, gav og ret til at køre med toget i 24 timer. Ellers kostede en tur $ 5. Vi tog toget til den modsatte endestation, MGM Grand. Her gik vi en tur gennem dette gigantiske hotel/kasino inden vi gik ud på The Strip. Vi gik hele vejen tilbage til hotellet ad The Strip, med små afstikkere ind for at se nogle af de mange kasinoer, og en enkelt gang for at købe lidt vand inden vi dehydrerede helt. Undervejs fik Tim igen ondt i fødderne, som endnu ikke var kommet sig helt over udfordringerne i San Francisco, men vi klarede helte turen som er ret lang (omkring 7 km) og temperaturen var på intet tidspunkt bare kølig.