Hvor Cherokee'erne regerede

Vi havde sparet en dag i Charleston, og havde allerede aftalt at den skulle bruges i Tennessee og nu blev vi enige om, at Gatlinburg nord for Great Smoky Mountains National Park skulle være stedet, hvor vi ville overnatte. Der er flere måder at komme til Gatlinburg på, men for ikke at køre den samme tur to gange, besluttede vi at køre hele vejen uden om nationalparken, til gengæld ad motorvej. Jeg havde en anden bagtanke med Gatlinburg, end bare at gense en by, som vi tolv år tidligere havde spist pandekager i, men mere om det nedenfor.

Vi tog I-95 en smule mod syd fra Santee for at ramme I-26, der går mod nordvest til Columbia og Spartanburg i South Carolina og senere Asheville i North Carolina. Kort efter at være kørt på I-26 så vi et skilt til endnu en Adult Superstore, og denne gang insisterede Tim på, at en sådan ville han nu besøge. Vi forlod derfor motorvejen efter nogle miles og fandt den pågældende butik. På trods af at der holdt flere biler uden for, var vi de eneste kunder i butikken, og den meget træt udseende dame, som passede biksen livede helt op, da vi kom ind, men hun faldt hurtigt ned igen, da det gik op for hende, at vi ikke ville handle, men bare kigge. Det virker som om de amerikanske pornobutikker, lige som de danske, er blevet udkonkurreret af internettet. Jeg læste lige inden vi tog af sted, at nu lukkede den sidste pornoforretning i Istedgade. Efter vores kortvarige besøg i pornobutikken, vendte vi tilbage til motorvejen og fortsatte nordpå. Mellem Columbia og Spartanburg passerede vi Sumter National Forest, hvor Carl Jørn i 2002 ikke mente at skoven var vild nok! I-26 passerer Spartanburg, men går ikke ind i byen, så vi fortsatte stille og roligt op mod grænsen til North Carolina.

Undervejs stoppede vi et par gange for at skifte chauffør, købe kaffe og andre "spændende" ting. Da vi passerede byen Hendersonville, forlod vi motorvejen for en kort stund, fordi Tim gerne ville se der hotel, vi havde boet på i 2000, og som han senere havde boet på med Else og Carl Jørn i 2005. Også den Denny's hvor han spiste sin første amerikanske morgenmad med pandekager, syltetøj og bacon, skulle ses og fotograferes. Da vi nåede Asheville, spurgte jeg, om han var interesseret i at se Biltmore Estate, USA's største private hjem med 250 værelser, men det var han ikke, så vi nøjedes med at skifte motorvej, så vi – med lidt besvær – kom over på I-40 mod vest. I-40 er en interessant motorvej, derved at vi, bortset fra i 2008, hvor vi kun var i New England, har kørt kortere eller længere distancer på den på hver eneste ferie i USA og kommer til det igen i 2013! Vi har kørt på den i North Carolina (2000 og 2012), Tennessee (2002 og 2012), Arkansas (2004) og Arizona (2006 og 2010). Denne gang kørte vi på den nogle miles mod vest, hvor vejen så svingede nord på og gik øst om Great Smoky Mountains og ind i Tennessee. Et stykke inde i Tennessee forlod vi motorvejen igen for at tanke benzin og spise medbragt frokost endnu en gang. Samtidigt svingede vi vest på ad US 411 mod Sevierville. Dette var byen, hvor countrystjernen Dolly Parton blev født i 1946, og selv om hun lever i bedste velgående, har hun en vej opkaldt efter sig, nemlig Dolly Parton Parkway som faktisk er en strækning af US 411. I Sevierville skiftede vi igen kurs og kørte mod syd ad US 441, mod den lille by Pigeon Forge, som vi faktisk havde sigtet mod i 2000, men uden at ramme fordi en navigationsfejl førte os ind i Great Smoky Mountains National Park i stedet for uden om.

Det viste sig, at Sevierville og Pigeons Fork stort set var vokset sammen, og at det, som forbandt dem, var forskellige turist "attraktioner", som godt nok ikke lige tiltrak os. Der var musiksteder, museer, souvenirbutikker, forlystelsesparker, forlystelsesparker, forlystelsesparker, kasinoer, musiksteder osv. Selv små moteller havde rutsjebaner og karruseller uden for. I den sydlige ende af Pigeon Forge ligger forlystelsesparken Dollywood, og den ville vi gerne se – udefra. Desværre kunne det ikke lade sig gøre, da det nærmeste man kunne komme var parkeringspladsen, og herfra blev man fragtet i busser til indgangen. Vi måtte derfor nøjes med at tage et billede af et skilt, og så ellers køre med uforrettet sag efter at have været lige ved at blive idømt $ 8 for at køre ind på parkeringspladsen. Vi kunne nemlig ikke vende, da vi var kommet så langt fordi vejen var ensrettet, men vi fik allernådigst lov til at køre ind, og så ud ad udgangen med det samme. Efter denne oplevelse fortsatte vi hurtigt mod syd ad 441 til Gatlinburg, dagens nye mål. I 2000 fik vi turens første chok her, da vi skulle betale $ 8 pr. næse for at komme med en svævebane op til toppen af Crockett Mountain. Vi har lært en del om turistpriser siden da. Denne gang kørte vi ikke i svævebane, men fandt et hotel i byens sydlige udkant, hvilket passede os fint, da vi skulle mod syd næste dag.

Da vi havde fået bagagen slæbt op, var klokken ikke så mange, så her kom min tidligere omtalte bagtanke ind i billedet. Knap 60 miles vest for Gatlinburg ligger byen Vonore. Omkring Vonore og ikke mindst i området syd for byen langs Little Tennessee River og Tellico River, lå tidligere nogle af Overhill Cherokee'ernes vigtigste byer, og selv om de nu var forsvundet, ville jeg gerne se stederne, hvor de har ligget. Cherokee'erne er en af mine mange interesser :-). Tim var med på idéen, så vi kørte vest på gennem Great Smoky Mountains nationalparken og videre ad den lille Tennessee Road 321 til byen Maryville syd for Knoxville, hvor vi igen ramte 411, som vi så tog til Vonore. Blandt de cherokeebebyggelser, som lå i nærheden af Vonore, var Chota, Tanasi og Great Tellico. Sidstnævnte lå dog for langt væk til et besøg, men de to øvrige var inden for rækkevidde. Alle tre byer havde været "hovedstæder" for cherokeestammen i løbet af deres historie, Også Citico, som var stammens største by med mere end 1.000 indbyggere, lå syd for Vonore sammen med 18 andre landsbyer. Bortset fra Tellico, er de alle oversvømmet af Tellico Lake, som opstod, da man opdæmmede Tellico River og Little Tennessee River i 1979. Inden da havde man nået at lave udgravninger på de forskellige steder, og ved Chota og Tanasi er der rejst mindesmærker over byerne. Det var disse to steder, jeg gerne ville se.

Vi kørte derfor syd på fra Vonore og passerede kort efter et museum for Seqouia, cherokee'en som uden selv at kunne læse eller skrive, skabte stammens alfabet omkring 1821, og som derefter lærte stammemedlemmerne at læse på deres eget sprog. Her stoppede vi ikke i første omgang, men kørte videre til vi mødte en meget lille vej, som førte ind til monumentet over Tanasi. Denne by, som var stammens hovedstad fra 1721 til 1730, har givet navn til staten Tennessee. Vi fandt meget nemt monumentet, som blev behørigt fotograferet, og så fortsatte vi ud ad vejen mod Chota. Da vejen ikke gik længere, var der en parkeringsplads, men intet monument. Der var dog en sti, og den gik jeg ned ad, mens Tim blev i bilen. Efter 500 meter vendte jeg om, og gik tilbage til bilen, og så kørte vi lidt rundt i området inden vi vendte tilbage til Tanasi. Her blev vi enige om, at Chota måtte ligge ved parkeringspladsen, da der kun skulle være 500 m i luftlinje mellem de to byer, og så kørte vi tilbage. Denne gang gik vi begge ud ad stien, og gav ikke så hurtigt op og ca. 800 meter nede, nåede vi så frem til monumentet. Chota var stammens hovedstad fra 1741 til 1788, og ved siden af monumentet ligger en af stammens store høvdinge, Oconostota, begravet. Han var overhøvding for cherokee'erne fra 1775 til 1781 og havde tidligere været krigshøvding, mens hans fætter og svigersøn, Attakullakulla, der var fredshøvding, var overhøvding fra 1761 til 1775. Både monument og gravsted blev fotograferet, og så vendte vi tilbage til bilen og kørte tilbage til Sequoiamuseet, som godt nok var lukket, men nede ved foden af en bakke nær floden, er lavet et gravsted for de 191 lig, man fandt ved udgravningerne af Chota, og det gik jeg ned for at se på, mens Tim blev i bilen.

Klokken var efterhånden blevet omkring 18.30, så efter besøget ved museet, blev vi enige om at køre tilbage til Gatlinburg. Vi tog den samme vej, som på udvejen, men i modsat retning. Da vi nåede frem til nationalparken igen, gjorde vi et enkelt stop for at fotografere Little River, som vejen går langs, og hvor vi havde gjort holdt i 2000. Vi kunne ikke finde præcis det sted, hvor vi stoppede dengang, så vi stoppede bare et andet sted. Ved samme lejlighed fik jeg også taget et billede af nogle kudzuplanter, som vi havde set mange af ved tidligere besøg, men som nu – heldigvis – ser ud til at være i tilbagegang. Kudzu er en invasiv plante, som var godt i gang med at kvæle det lokale planteliv, men forhåbentlig har man fået den stoppet – selv om den er pæn og laver "skulpturer".