Ulvetid

Efter hvalturen søndag, var det blevet tid til at forlade Anacortes og sætte kursen mod sydøst. Vi kørte ind til fastlandet, og nogle miles mod syd. Da vi nåede U.S. Route 2, tog vi den mod øst gennem Cascade Range. Ikke så hurtig som motorvejen, men til gengæld kønnere. Undervejs op gennem bjergene passerede vi småbyer med interessante navne som Sultan, Start Up, Gold Bar, Index, Grotto og Skynomish. I Stevens Pass nåede vi til det højeste punkt på turen gennem bjergene i 1.236 meters højde. Herefter gik det nedad igen på østsiden af Cascade Range. Af en eller anden grund har byerne på den anden side af passet ikke nær så interessante navne som på vestsiden. Er er disse navn ikke interessante (måske med undtagelse af Cashmere, Monitor og Sunnyslope) er mindst en af byerne, nemlig Leavenworth interessant i sig selv. Hele byen (eller i hvert fald det meste af den) er opbygget som en bayersk landsby med huse og hoteller med mere i bayersk stil. Selv Starbucks ligger i en alpehytte. Inspireret af "danskerbyen" Solvang i Californien, lavede man i 1962 et projekt, som gik ud på at sætte gang i byens turistaktiviteter ved at lave denne bayerske landsby. Fra Leavenworth fortsatte vi ned gennem bjergene til Wenatchee for foden af disse, hvor vi hjemsøgte et Walmart for at få is og vand til køleboksen.

Fra Wenatchee fortsatte vi ad små veje mod syd ned til I-90, som vi så tog videre mod øst. Vi ville gerne nå så langt som muligt, og så var motorvejen trods alt det hurtigste. Vi tog motorvejen nordøst på til Spokane, den største by i det østlige Washington, og fortsatte på motorvej resten af dagen. Fra Spokane er der kun omkring 20 km til grænsen til Idaho, som blev passeret nærmest uden at vi opdagede det. Statsgrænserne i USA er jo typisk bare et skilt, hvor der står Welcome to Idaho eller lignende, og det var netop, hvad der stod her. Efter grænsen fortsatte vi ad I-90 mod Wallace, som vi havde tænkt som overnatningssted. Da vi nåede til denne gamle mineby, havde jeg fået underholdt Tina om områdets sølvminedrift, mineulykken i Kellog og meget andet, og Tim havde fået omtalt sit kære bordelmuseum i Wallace. Tina var nu ikke interesseret, hverken i miner eller bordeller og selv ikke kloakdækslet, der er universets centrum, kunne skabe begejstring, så vi blev enige om at køre igennem til Missoula i Montana.

I-90 fortsætter op gennem flere bjerge, her bjergkæden Bitterroot Range, som er en udløber af Rocky Mountains. Det højeste punkt på denne tur blev nået i Lookout Pass i 1.436 meters højde. Efter passet går det igen ned ad bakke. Det var på denne strækning at Tim og jeg sidste år talte 13 gange, hvor motorvejen passerede floden Clark Fork. Denne gang fortsatte vi noget længere på motorvejen og nåede at krydse floden i alt 20 gange inden vi nåede frem til Missoula, hvor vi fandt et hotel og fik noget at spise - i den rækkefølge. De godt 900 km fra Anacortes til Missoula skulle vise sig at blive turens længste dagsmarch.

Og så til Yellowstone Nationalparken

Den lange tur dagen før betød, at vi ikke skulle køre helt så langt i dag for at komme til Gardiner, Montana ved den nordlige indgang til Yellowstone National Park. Vi valgte at køre til byen gennem Idaho og Wyoming, hvilket kan lyde som en omvej, når vi nu allerede var i Montana, og det er da også lidt længere end den direkte vej, men ikke meget - og turen er kønnere. Vi drog derfor af sted videre ad I-90 mod øst, men kun ca. 260 km. Så satte vi kursen mod syd af mindre veje gennem Madison Valley (hvor floden Madison River løber). Det første stykke gik gennem smalle dale, hvor der stort set kun var plads til floden og vejen, men efterhånden som vi kom syd på, blev dalen bredere og der blev også plads til rancher langs floden. Mange af disse tilbød fluefiskeri og ophold, og visse steder kunne man også komme på rideture, men ingen af delene var vi interesserede – i hvert fald ikke på det tidspunkt. Tina ville gerne ride, men vi havde hjemmefra undersøgt priserne, og de var alt for høje i dette område, og vi havde derfor i stedet valgt, at hun skulle ride i Utah. Hele vejen mod syd stiger terrænet, men uden at man egentlig opdager det. Missoula ligger i godt 900 meters højde, mens Yellowstone NP ligger i mere end 2.000 meters højde, og enkelte steder er man oppe i over 2.500 meter.

Da vi nærmede os Yellowstone, passerede vi Hebgen Lake, en opdæmmet sø på Madison River, der er mest kendt for et voldsom jordskælv, som fandt sted her i 1959. Jordskælvet fandt sted langs en forkastning, der faktisk kaldes Hebgen Lake Forkastningen. Det målte 7.5 på Richterskalaen, et meget kraftigt jordskælv, der da også kostede 28 menneskeliv, selv om området er forholdsvis ubeboet. Desuden blev skabt en ny sø, Quake Lake, som vi også havde passeret. Langs søen var der flere rastepladser, hvor der var opsat skilte, der fortalte om jordskælvet, men vi stoppede ikke ved nogen af disse. I stedet fortsatte vi til byen West Yellowstone i Idaho, lige uden for parken, hvor vi skiftede chauffør for anden gang den dag. Jeg skulle bag rattet, for når vi kørte ind i parken, var det meningen, at jeg skulle betale entreen. Derefter kørte vi til den vestlige af parkens fem indgange, hvor jeg købte et årskort til samtlige USA's nationalparker for $ 80 (godt 450 kr). Jeg havde hjemmefra regnet ud, at med de nationalparker og national monuments, vi havde planer om at besøge, ville det være en god forretning. Kort inde i parken forlader man igen Idaho og kører ind i Wyoming.

Kort efter at vi var kørt ind i Wyoming, stoppede vi ved Madison River, hvor vi spiste en sandwich, hjemmegjort af noget af indholdet af køleboksen. Her overtog Tim rattet for første gang den dag. Han kørte os fra rastepladsen ind til den "store vej", der som et ottetal slynger sig gennem parkens centrale dele. Vejen, der kaldes Grand Loop Road, skulle vi komme til at køre en hel del på i det næste par dage. En del af vejen er en unummereret del af US Highway 89, som vi ofte har kørt på, og som vi også skulle komme til at køre på ved senere lejligheder denne gang. Det første stop vi gjorde var ved Gibbon Falls, et mindre vandfald på floden Gibbon River, der har hele sit løb inde i nationalparken. Her gik vi en lille tur langs kanten (på en kort, anlagt sti) og fik taget billeder af floden og vandfaldet.

Næste stop var ved Norris Geyser Basin, et af nationalparkens mange gejserområder, og et af de mere specielle. Området ligger på randen af Yellowstones caldera, resterne af et meget stort vulkanudbrud, der fandt sted for 640.000 år siden. Desuden mødes to forkastninger, Hebgen Lake forkastningen og Norris-Mammoth forkastningen under området. De mange jordskælv, dette forårsager (ca. 400 om dagen, men de fleste så små at kun de færreste opdager dem), betyder at der tit sker forandringer i de varme kilder og gejsere, som området er fuldt af. Kilderne er nogle af de varmeste i Yellowstone, og i mange af dem er der surt vand, ikke basisk som i de fleste af Yellowstones kilder. Temperaturen og det sure vand gør, at der trives andre bakterier her end de fleste andre steder i parken, hvilket er med til at give kilderne nogle andre farver, end man ellers ser. Ved Norris holdt vi en længere pause og gik en tur i det ene af områdets tre delområder, det såkaldte Back Basin. Her passerede vi blandt andet verdens højeste gejser (når den ellers gider at springe), Steamboat Geyser. Der var godt gang i den med mange små udbrud på vel op til fem meter, men det seneste større udbrud fandt sted i 2005, og der kom da heller ingen store udbrud denne gang. Det må ellers være et imponerende syn at se gejseren sende 94 grader varmt vand op i 100 meters højde. 14 dage efter vores besøg havde gejseren så et af sine største udbrud i nyere tid - øv! En parkranger var ved at fortælle om gejseren, men ungerne ville gerne videre på gåturen (det var en særdeles varm eftermiddag, vel omkring 37-38 grader i skyggen, når man kunne finde den) og vi havde kun en halv liter vand med hver.

Vi fortsatte turen rundt forbi Echinus Geyser, verdens største (ikke højeste), sure gejser, som heller ikke gad springe, og videre rundt langs flere andre gejsere og ikke mindst varme kilder og mudderhuller. Mod slutningen af turen kunne vi skue ud over et af de andre områder, Porcelain Basin, men vi var enige om, at vi ikke orkede at gå mere. Vandreturen havde taget godt en times tid, så vi var blevet smålune, da vi kom til udsigtspunktet, og vi ville gerne tilbage til bilens aircondition og de kolde vand fra køleboksen. Vi kørte derfor videre mod nord ad Grand Loop Road forbi seværdigheder som Roaring Mountain og Obsidian Cliff. Da vi nåede op mod den nordlige del af ottetallet, kørte vi ind til Mammoth Hot Springs, Upper Terraces, hvor man også kan gå en tur, men vi var alle enige om, at det var nok at køre rundt i området. Det var også nok til at se de mange kalkstensterrasser, som vandet fra undergrunden har dannet, og som ikke findes andre steder i nationalparken. Da vi havde kørt hele turen rundt, kørte vi videre mod nord, gennem Mammoth Hot Springs Village, hvor det første fort blev bygget efter at Yellowstone var blevet nationalpark i 1872, da det var militæret, der var ansvarlig for at passe på parken. Senere overgik dette ansvar (for alle nationalparker i USA) til National Park Services og deres parkrangers. I dag benyttes de gamle kasernebygninger til at indkvartere de fleste af de frivillige, der arbejder i denne del af parken.

Herfra fortsatte vi mod parkens nordlige udgang og Gardiner, Montana, hvor vi skulle bo i det næste par dage. Undervejs, et sted hvor vejen var meget smal, så vi forude en masse biler holde i vejsiden. En sådan sammenstimling plejer næsten altid at betyde at nogen har set et eller andet dyr, eller tror at de har set et. Da vi ikke kunne passere stoppede vi også. Det viste sig at nogen mente, at de havde set bjerggeder på en nærliggende klippeskråning. Den tilstedeværende parkranger havde nu ikke kunne få øje på noget, og det kunne vi heller ikke. Så da vejen var blevet nogenlunde passabel, klemte vi os forbi og fortsatte ud af parken til vores hotel, hvor vi fik os indkvarteret.

Dyr, dyr og flere dyr 

Lige ved siden af hotellet ligger Yellowstone Mine Restaurant, hvor Dorte og jeg spiste med Jens og Annette i 2006 og hvor Tim og jeg havde spist i 2010. Da klokken blev godt 18, gik vi her op igen, og maden var bestemt fin som ved de foregående besøg. Efter maden gik vi tilbage til bilen, som holdt ved hotellet. Det var i dette område at Tim og jeg i 2010 blev stukket af så mange myg, at vi måtte have blodtranfusion, så denne gang tog vi vores forholdsregler inden vi drog ud i naturen. Vi tilsprøjtede os med insect-repellant i store mængder; altså et middel som skal holde myg og andre bidende og stikkende insekter væk. Det må have virket godt, for vi mødte faktisk ikke en eneste myg, bortset fra Tina som fik tre stik. Jeg vil tro, at det har været så effektivt, at alle andre myg havde forladt det nordvestlige Wyoming og det sydlige Montana.

Vores plan var at køre tilbage til Mammoth Hot Springs Village og derfra af ad den nordøstlige del af ottetallet til et sted, der kaldes Tower Junction. Her ville vi så tage vejen, der fører mod parkens nordøstlige indgang. Denne vej fører gennem Lamar Valley, der bliver kaldt Nordamerikas Serengeti på grund af det rige dyreliv i dalen. I 2010 havde Tim og jeg, udover de omtalte myg, set wapitier og ikke mindst bisoner i mængde, hvoraf nogle vandrede rundt på vejen og generede biltrafikken. Vi have også set en bjørn på en bjergskråning i halvmørke og så langt væk, at ingen, der ser billederne af den, kan få øje på andet end en sort plet. Og nu var det så Tinas tur til at se dyr. Og hun må have haft en god indflydelse på dyrelivet, for vi kom til at se dyr, som vi ikke havde set dyr før.

Det første dyr vi så, bortset fra fugle og mulhjorte i Mammoth Hot Springs Village, var en bæver, der krydsede vejen foran bilen ikke langt fra Tower Junction, men vi nåede desværre ikke at få taget billeder af den. Lidt længere inde i dalen så vi så de første bisoner om end på nogen afstand. Dalen er kendt som et af de bedste steder at se ulve, men mest om vinteren, og det var det som bekendt ikke og tidligere havde jeg da heller ikke set andet end en enkelt prærieulv i hele parken, og det er som bekendt ikke en rigtig ulv.

Efter yderligere nogle kilometers kørsel kunne vi forude se endnu en bilsammenstimling, så vi var klar over, at der måtte være noget interessant at se, og da vi nåede frem, så vi da også en mindre flok bisoner ret tæt på vejen. Det viste sig imidlertid, at det ikke var det, som var det mest interessante, men derimod to ulve, rigtige ulve, som sneg sig rundt i den lave bevoksning noget fra bisonflokken. Senere viste det sig, at der faktisk var fire ulve i buskadset og yderligere to i området på en bakkeskråning oven for bisonerne. Ulvene gav sig pludseligt til at tude, hvilket vi ikke helt kunne forstå, da det jo ville advare bisonerne, men jeg har senere læst, at ulve faktisk tuder på jagt for at kalde "kollegerne" til, og nu kom de to andre ulve ned fra bakken. Ikke bare så vi altså ulve, men vi så noget så sjældent som ulve på jagt – om sommeren. Det siges ellers, at det stort set kun er om vinteren, at man oplever ulve, der jager så tæt ved vejen. De blev ved bisonflokken ret længe, prøvede måske at få en lille kalv løsrevet fra de øvrige bisoner, men det var uden held. De store bisontyre blev ved med at placere sig mellem ulve og kalve, og sådan en bisontyr er stor, selv om man er en ulv og selv seks er ikke nok, når der er mange bisontyre. Til sidst fortrak ulvene op ad skråningen og vi kunne køre videre - en stor oplevelse rigere.

Vi kom imidlertid ikke til at køre langt, for kun omkring en halv mile senere blev vi stoppet af en parkranger, som var ved at opsætte et skilt med forbud mod at standse, forlade bilen eller på anden måde spadsere den næste mile. Han var iført en vest med teksten Yellowstone Wolf Project, så vi regnede med, at der var flere ulve, men det var der nu ikke. Vi fik lov til at blive holdende, hvor vi allerede var og kunne nu se, at der et stykke fra vejen (omkring 50 – 100 m) i det høje græs lå en grizzlybjørn, som var ved at æde en død bison. Det syn nød vi et stykke tid, inden vi fortsatte godt en mile, hvor vi så vendte om og parkerede bilen igen. Her var vi på den rigtige side af skiltet og måtte stå ud, hvilket også adskillige andre havde gjort. Vi var nu ret langt fra bjørnen, men kunne stadig se den, og fik da også taget nogle rimelige billeder af den, selv om den altså var langt væk. Til sidst lagde den sig så meget ned, at den stort set blev usynlig bag bisonen, og så kørte vi videre tilbage mod hotellet. Mens vi stirrede på grizzlyen kom en amerikansk sort bjørn ud af skoven på den modsatte side af floden. Den var vel godt et par kilometer væk og på billederne kan man kun ane bjørnen.

Det var nu blevet næsten helt mørkt, så vi besluttede at vende snuderne mod hotellet. På vejen mødte vi først et par wapitier og da det var blevet helt mørkt krydsede en elgko med unge vejen et stykke foran os, men det var desværre nu blevet for mørkt til at fotografere, så elgen fik vi ingen billeder af. Vi fortsatte hjem til hotellet, nogle fantastiske oplevelser rigere, oplevelser som faktisk var hele USA turen værd, og som vi var enige om, ville blive svære at overgå og sådan skulle det da også gå, men vi kom tæt et par gange. Det vender jeg tilbage til i kommende artikler.