De første spøgelser - og mord

I dag skulle jeg så forlade Jim og Kathy, selv om de spurgte om jeg ville komme tilbage om aftenen. Det kunne jeg desværre ikke, da jeg jo havde bestilt værelse på et andet B & B i Lenoir. Dagens udflugt skulle komme til at stå i spøgelsernes tegn (og et par mord); noget som jeg også fulgte op på i de følgende dage. Med i min bagage havde jeg to bøger, Ghosts of the North Carolina Piedmont og Death in North Carolina's Piedmont, begge af den lokale forfatter Frances H. Casstevens, som er bosat i Yadkinville, som jeg besøgte et par dage senere (byen, ikke forfatteren). "The Piedmont" er området mellem bjergene og kystsletten ved Atlanterhavet. Mit første mål var dog ikke slet så uhyggeligt.

Moravian Falls

Moravian Falls med tilhørende hejre

Da jeg forlod mit B & B havde jeg indstillet gps'en til at føre mig til Moravian Falls.  Moravian Falls er en lille bebyggelse, som ligger der, hvor North Carolina Road 16 som går i nord-sydlig retning krydser North Carolina Road 18, som går i øst-vestlig retning. Landsbyen ligger kun 6 km syd for Wilkesboro, så der førte gps'en mig først hen ad den gammelkendte NC 268  (se mange tidligere artikler om området) og derefter syd på. Nu var ikke som sådan landsbyen, jeg var interesseret i, men det vandfald af samme navn, som ligger lige ved bebyggelsen, og som har givet navn til denne. Jeg fandt da også vandfaldet uden problemer, og det var ganske nydeligt, om end ikke så stort. Vandfaldet skyldes Moravian Creek, en bæk som på dette sted løber over et blotlagt stykke grundfjeld og falder ned i en lille sø neden for faldet. For foden af faldet stod en hejre og hyggede sig, og den blev naturligvis behørigt foreviget, og det samme gjorde såvel vandfald som bækken på den anden side af landevejen. På dette tidspunkt var vejret gråt og trist, men det var dog tørt.

Bostian Bridge - togulykke og spøgelser

Næste stop skulle være i nabolaget af Statesville, nærmere betegnet en jernbanebro omkring 5-6 km uden for byen. Så jeg satte kursen mod Statesville. Denne by, som er amtssæde i Iredell County, behøvede jeg ikke at taste ind, for jeg har besøgt den adskillige gange. Det var her retssagen mod Tom Dooley blev ført, og det var her at han til sidst blev hængt. Hjemmefra vidste jeg, at der var en vej, der hed Bostian Bridge Road, og selv om den ikke førte til broen, lå den lige ved siden af, så den tastede jeg ind på gps'en da jeg kom til Statesville. Det gav da heller ingen problemer at finde broen, da jeg først var kommet på rette vej. Bostian Bridge er en gammel jernbanebro over en smal dal, hvori der løber en bæk ved navn Third Creek. Broen er opkaldt efter en enke, som en gang ejede det område, hvor broen blev opført. Både bæk og bro, var såmænd nydelige, men det var nu ikke derfor jeg var kørt derud. En nat i august 1891 kørte et passagertog af sporet her ved broen og 23 mennesker blev dræbt. Jeg skal ikke gå i detaljer, men henvise til min artikel "Spøgelsestoget" under Historie(r), hvor jeg allerede har fortalt hele historien. På datoen for ulykken har man siden observeret et spøgelsestog falde ned fra broen, og enkelte har også set og talt med en jernbanefunktionær i en gammeldags uniform, der spørger dem om hvad klokken er, og så forsvinder i den blå luft. Da jeg havde fundet et sted at parkere, gik jeg tilbage ad vejen til vejbroen, hvorfra jeg beundrede såvel bækken som jernbanebroen, men jeg så ingen spøgelser. Måske fordi det ikke var den 26. august, og måske fordi klokken kun var 10 om formiddagen. Mange andre end mig har forsøgt at se spøgelsestoget, og i 2010 var en ung mand gået ud på broen på den rigtige dato og det rigtige klokkeslæt. Han så da også et tog, men det var desværre for ham ægte nok. Han kunne ikke nå at komme væk og blev ramt og dræbt af toget, mens en kvinde, som han var sammen med, blev slynget ned fra broen, men overlevede faldet.

Statesville

Da jeg ikke kunne bruge mere tid ved broen, satte jeg igen kursen mod Statesville. Ved mit seneste besøg i 2013 tog jeg billeder af et af de steder, hvor jeg mente at Tom Dooleys galge måske havde stået, og nu ville jeg så forevige det andet sted, som var i mit søgelys. På nuværende tidspunkt var det begyndt at regne, men til gengæld var temperaturen steget til omkring 24 grader C. Jeg fik våde fødder af at gå i græsset, men billedet fik jeg taget, og fødderne tørrede hurtigt, da jeg først kom ind i bilen.

I 2004 besøgte Dorte og jeg Statesville for første gang. Dengang fandt vi ved et tilfælde den gamle jernbanestation fra 1906, og opdagede at der var et Visitor Information Center, som vi besøgte, og hvor vi fik kort og informationer. I 2012, da Tim og jeg besøgte stedet, var informationskontoret flyttet og i stedet var bygningen indrettet som kontorer for de lokale boligmyndigheder. Vi fik dog en vejledning i, hvordan vi kunne finde det nye informationscenter, men jeg havde for længst glemt, hvor det lå. Jeg kørte derfor tilbage til stationsbygningen, for at se om de endnu engang kunne hjælpe mig. Da jeg kom dertil holdt der omkring 50 politibiler uden for, og skiltet forklarede, at stedet nu var hjemsted for en afdeling af politiet, nemlig Statesville Patrol Division. På vej ind på parkeringspladsen mødte jeg en politimand, så jeg rullede vinduet ned, og spurgte om han kunne hjælpe med oplysninger om Visitor Centeret. Det kunne han, så jeg kørte ind mod byens centrum.

Her gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig havde taget andre billeder fra Statesville end af jernbanestationen, og stedet, hvor jeg mente Tom Dooley blev hængt, så jeg satte bilen, og selv om det på dette tidspukt støvregnede, bevæbnede jeg mig med kameraet, og så gik jeg lidt omkring i byen og tog nogle billeder. Visitorcenteret var desværre lukket - det var det også i 2012, men måske næste gang?

Efter at være kommet hjem, opdagede jeg, at der nær Statesville ligger en mine, man kan besøge. I denne mine har man fundet den største smaragd, der nogen sinde er fundet i USA. Mere end 1600 karat vejede den - og man må gerne selv lede efter ædelsten - og beholde dem, man finder. Så den er på planen til sommeren 2016.

Fort Dobbs

Fort Dobbs - hullet i jorden og brønden er alt, hvad der er tilbage

På vej mod fra Statesville til Bostian Bridge, havde jeg set et skilt til Fort Dobbs. Jeg vidste ikke, hvad det var, men skiltet havde vist, at det var en seværdighed, så jeg besluttede at det skulle være mit næste mål. Jeg regnede ikke med, at det ville være svært at finde, så jeg brugte ikke gps'en, og det viste sig at være helt korrekt. Jeg skulle af en vej mod nord, som jeg havde kørt på flere gange før, som fører mellem Wilkesboro og Statesville. Ikke langt ude af den, viste skilte så videre ad mindre veje til fortet. Pludselig kom jeg ind i et villakvarter, hvilket overraskede mig noget, men skiltene fortsatte, så det gjorde jeg også, og der gik da heller ikke længe, før jeg var ved "fortet". Når jeg har valgt at sætte fortet i anførselstegn, skyldes det, at der faktisk ikke er meget fort at se.

Det viste sig (det stod på et skilt), at fortet var opført i forbindelse med den fransk-indianske krig i slutningen af 1750'erne. Oprindeligt havde der været et blokhus med en dyb kælder omgivet af en palisade - ikke meget andet. Fortet var kun i aktion en enkelt gang, nemlig da det blev angrebet af en flok cherokee indianere i 1760. En dag var det hele væk, for da fortet ikke længere blev brugt, fik det lov til at forfalde, og til sidst blev det revet ned, og området, hvor det lå blev pløjet op og anvendt til landbrugsjord. I 1847 forsøgte lokale at lede efter en kanon, som efter sigende skulle være efterladt på stedet, men de fandt den ikke. Omkring 1909 gav ejeren af jorden et stort område, 750 tønder land eller godt 400 hektar, til organisationen Daughters of The American Revolution. Senere opkøbte organisationen større landområder, og i 1960'erne begyndte man arkæologiske undersøgelser af området, hvor flere ting blev fundet. I 2006 lykkedes det for arkæologer at lokalisere det præcise sted, hvor det oprindelige fort havde stået. I dag ligger der en kopi af blokhuset lidt væk fra det oprindelige sted (som fungerer som butik og udstilling). Blokhusets oprindelige kælder er i dag udgravet og fremstår som "et hul i jorden", og desuden er stedets brønd fundet og udgravet. Man kan lære meget af at læse på et skilt. Fortet havde i øvrigt navn efter Arthur Dobbs, der var North Carolinas guvernør, da det blev opført, og som selv deltog i såvel planlægning som udførelse af projektet.

Selv om det igen småregnede gik jeg omkring og så på fortet, hvilket endnu engang førte til våde fødder af at gå i det våde græs. Blokhuset var desværre ikke åbent, da det kun er tilfældet i weekender i hvert fald uden for sæsonen, og dette var en tirsdag. Jeg tog billeder af blokhus, hul i jorden og brønd, og så besluttede jeg mig for at køre videre. Der var flere ting, jeg gerne ville se. Fortet lå kun ca. 5 km nord for Statesvilles centrum, men jeg gad ikke at køre tilbage, så jeg satte kursen mod næste mål  - og denne gang brugte jeg gps'en.

Shallow Ford - krig og flere spøgelser

Gps'en gelejdede mig ud på Interstate Highway 40, som jeg altså kørte på for anden gang på denne tur. Efter 25 miles (40 km), skulle jeg igen forlade motorvejen og skifte til en mindre vej, som førte mig nord på gennem marker og senere skovområder mod byen Farmington. Her skiftede vejen nummer, men ikke retning så jeg fortsatte videre mod nord. Ved nogle få huse, som engang udgjorde Huntsville, den første by i Yadkin County, fik vejen endnu engang nyt nummer og svingede mod nordøst. Huntsville eksisterer slet ikke som en selvstændig by i dag, men er altså kun nogle spredte huse og så et såkaldt "gated community", det vil sige et boligområde, der er indhegnet og med en port og ofte med vagt ved indgangen. Så galt var det dog ikke her. Der var ingen vagter og faktisk heller ingen port, så jeg benyttede chancen for at køre ind i området. Hvis jeg blev stoppet kunne jeg jo undskylde mig med, at jeg bare var en dum turist. Der lå kun fire huse i området, men til gengæld var de imponerende store, ikke mindst når man tænker på, at vi var langt ude på landet.

Yadkin River ved Shallow Ford

Herfra fortsatte jeg mod det, jeg egentlig var kommet til stedet for at se, nemlig Shallow Ford. Som navnet antyder (Shallow Ford betyder "Det lavvandede vadested") var her engang et vadested over Yadkin River. I dag er vadestedet erstattet af en bro, men man kan stadig se, hvor vadestedet engang var, og sporene af de gamle hulveje, der førte ned mod det. Da jeg var der, ville jeg nok have betakket mig for at vade over floden, for på grund af efterårets nedbør, var der ret meget vand i den. Under den amerikanske revolution stod der i 1780 et slag mellem "toryer" (tilhængere af fortsat tilhørsforhold til England) og "whigs" (tilhængere af løsrivelse) ved vadestedet. Dette endte med en sejr til "oprørerne", som tory'erne eller loyalisterne kaldte dem. Et andet vadested, der lå ca. 500 m syd for den nuværende bro, blev året efter brugt, da den engelske øverstkommanderende Lord Cornwallis krydsede floden med sin hær på jagt efter oprørerne.

Også under borgerkrigen var vadestedet i brug. Denne gang af nordstatsgeneralen George Stoneman, der var på et hærgningstogt gennem det vestlige North Carolina med sit kavaleri. Ved vadestedet kom det til kampe med sydstatstropper, som havde forskanset sig på den modsatte bred. De eneste minder om disse begivenheder er nogle skilte, men for mig, som historisk interesseret, var det spændende bare at være på stedet, og selv mærke historiens vingesus (sådan har jeg det), og også at se såvel flod som skilte, og begge dele blev da også behørigt fotograferet.

Det, jeg imidlertid egentlig var kommet for at se, var igen spøgelser. Eller rettere sagt et enkelt spøgelse, som flere påstår at de har observeret. De rapporterer om at de har set en halvt gennemsigtig mand i en uniform, der ligner en officersuniform fra frihedskrigen ride ned mod floden, for derefter at forsvinde. Mennesker, der ved noget om den lokale historie (og tror på spøgelser), er overbeviste om, at der er tale om en vis Oberst Lanier, der var flygtet efter at Cornwallis' tropper havde besat hans hus, som lå lige i nærheden. Andre mener at det er Laniers negerslave, som havde iført sig oberstens uniform og prøvede at lede forfølgerne på vildspor, så hans herre kunne nå at skjule sig. Jeg kom ikke sandheden nærmere, for endnu engang mødte jeg desværre ikke spøgelset.

Speer Bridge og omegn - spøgelser og mord

I stedet kørte jeg nord på ad en lille vej ved navn Dinkins-Bottom Road. Læg mærke til navnet Dinkins, det vender jeg tilbage til lige om lidt. Ikke langt fra Shallow Ford krydser denne vej en lille bæk, og nogle mener, at det er ved broen over denne, at man kan se spøgelsesobersten, men heller ikke her havde jeg heldet med mig. Denne bro var i sin tid en lille, ensporet træbro, men den er i dag skiftet med en moderne bro, asfalteret og med to spor, så måske er spøgelset forsvundet med den gamle bro. Kort efter nåede jeg US Route 421, som jeg tog mod vest. Jeg kunne faktisk være blevet på denne vej næsten hele vejen tilbage til det område, hvor jeg skulle bo, men det gjorde jeg ikke. Allerede ved næste frakørsel forlod jeg den firesporede hovedvej igen. Denne gang for at køre mod syd ad Speer Bridge Road. Vejen har navn efter den Henry Speer, der i sin tid byggede en bro over bækken eller åen Deep Ceek. Det var nu ikke på grund af ham, men på grund af hans søn, Samuel, at jeg opsøgte stedet. Jeg ville gerne have set stedet, hvor sønnen boede, men nogen har revet huset ned inden for de seneste 10 år!

Samuel Speer var en grimmer karl. Han var født i 1778 og blev i 1812 gift med en enke. De fik fire eller fem børn, blandt andre datteren, Jane. Konen døde af sygdom i 1847, da han var 69 og året efter giftede han sig igen med en 42 år yngre kvinde. Efter syv års ægteskab krævede konen skilsmisse, fordi han havde været voldelig gennem hele ægteskabet, og på det seneste også var begyndt at bedrage hende med en vis Caroline Dinkin (husker I vejen, jeg nævnte ovenfor?). Både han og hun boede ved de veje, som bar deres - eller rettere deres forældres navne. Hun boede ca. 2,5 km fra Speers hus og konen hævdede at utroskaben foregik både i Carolines hus og i Speer-familiens hjem. Utroskaben var begyndt mindre end et år efter at de blev gift. Da hun havde konfronteret ham med det, truede han hende med en kniv, så hun måtte flygte ud af huset og slå sig ned hos en nabo, hvor hun blev i fire måneder. Nogle år senere, efter at hun var vendt hjem, blev hun syg, hvilket fik ham til at true hende med en stor stav, og love hende, at hvis hun ikke forlod huset, ville han slå hende ihjel. Så flyttede hun ind hos sin søster. Året efter søgte hun altså om skilsmisse. Ægtemanden var dengang 77 år, men han var ikke blevet mildere - og også på andre områder, var han tilsyneladende stadig i vigør! Han havde kort tid før fået et barn med sin elskerinde, og nu flyttede han ind hos hende. Senere forlod de begge området sammen med hans datter, Jane,  fra første ægteskab og dennes mand. De flyttede til Texas, hvor han blev, mens tingene i Yadkin County kølnede ned. Skilt blev han imidlertid ikke, men da han vendte tilbage til området - tilsyneladende uden elskerinden og datteren - et par år senere, boede han og konen hvert sit sted med nogle kilometers afstand.  Han var nu 82 år gammel, og hun var 40! Historien fortæller ikke om flere episoder mellem mand og kone, men det er jo ikke det samme som, at der ikke har været nogen. Samuel Speer døde i 1868 i den dengang meget imponerende alder af 90. Han skulle til sidst have fortrudt sin opførsel, og nu går han så igen, for at rette op på det, han gjorde mod konen. Nogle mener, at han absolut ikke fortrød, men går igen for at genere konen yderligere. Heller ikke ham så jeg desværre, men da huset er revet ned, har han jo heller ikke noget sted at hjemsøge.

Kun få hundrede meter fra Speers hus, lå et andet lille hus. Her boede så sent som i 1947 en familie Scales med mor, far og tre døtre. En vinterdag (30. januar) slog noget klik for faderen, Gene Scales. Han råbte pludselig til sin kone, Ruth: "Jesus siger, at det er tid at tage af sted." Så greb han sine tre døtre på henholdsvis 8, 6 og 2 år, og smed dem i brønden, hvorefter han selv sprang samme vej. Da hans kone råbte til ham, om han var kommet til skade eller om han selv kunne komme op, var hans svar: "Når Herren kalder på mig, kommer jeg op, ikke før". Kort tid efter kaldte Herren åbenbart på ham, for nu kravlede han med konens hjælp op fra brønden. Via en telefon hos en nabo fik man tilkaldt den lokale sherif, men da denne kom til stede med et redningshold, var det for sent. Alle tre piger var druknede. Gene Scales blev anholdt, sigtet for tredobbelt mord, og hans eneste forsvar var: "Jeg må være blevet vanvittig". Den 3. februar 1947 kom han for retten i Yadkinville, der netop havde den såkaldte januartermin. Hans forsvarer plæderede for, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, og derfor ikke kunne dømmes til døden. I stedet blev han idømt livsvarig indespærring på et sindssygehospital.

14 år senere, i 1961, boede en anden familie i det samme hus. Faderen her var hjemmebrænder og kunne godt lide sine egne produkter. En morgen, hvor han havde drukket hele natten, kom han op at skændes med konen, da hun stod op. Skænderiet handlede om hans drikkeri, som hun ville have ham til at stoppe med, da det gik ud over såvel hende som deres to børn. Det fik ham til at gribe sit haglgevær, som han affyrede mod hende. Haglene ramte hende i brystet og den ene arm. Da familiens to børn kom løbende, sagde han til dem, at han ville gøre det samme ved sig selv, og så tog han haglgeværet, nogle friske patroner og en whiskydunk og gik ud i skoven. Sheriffen ankom med hunde og en eftersøgning i skoven blev sat i værk. Da ægtemanden så hundene skød han sig selv, men det er svært at skyde sig med et langløbet haglgevær, så han ramte kun sin skulder, og blev fanget og indlagt på hospital. Mindre end 14 dage senere kom han for retten, hvor han tilstod mordet, og blev idømt livsvarigt fængsel.

Siden jeg forlod Fort Dobbs, havde dagen altså stået lidt i uhyggens tegn, selv om det hele var sket mange år tidligere, men det var ikke slut endnu.

Dobbins Mill Pond - mord og ulykker

Det sidste sted, jeg havde i planen for dagens udflugt var en mølledam, som ligger omkring 5 km nord for Yadkinville, omkring 16 km fra Speer Bridge ad den hurtigste vej, som jeg imidlertid ikke tog. Den rute, jeg i stedet kørte, var lidt, men ikke meget kortere, omkring 15 km, men den tog til gengæld noget længere. Imidlertid slap jeg for hovedvejen ved at køre denne tur. I stedet for US 421, brugte jeg den gamle hovedvej, Old Highway 421, som i dag har et højt nummer, som indikerer at vejen er af mindre betydning. Da jeg nåede selve Yadkinville skulle jeg så nord på ad en lille county road til ved navn Country Club Road, som faktisk førte forbi den lokale Country Club. Senere skiftede vejen navn igen til Dobbins Mill Road, som førte ud til mølledammen, som lå og så helt idyllisk ud - og det er den da også som regel.  Selve møllen er for længst forsvundet, men mølledammen er der altså endnu.

Dobbins Mill Pond nord for Yadkinville

Hvad er der så sket af dramatiske hændelser her? Møllen blev anlagt efter den amerikanske borgerkrig af en mand ved navn Jesse Dobbins. Han opdæmmede en lille bæk, og det skabte dammen eller søen, som den måske er stor nok til at blive kaldt. Han ville sikre sig, at han havde vand nok til at drive den mølle, han havde bygget ved bækken. Dobbins var ikke populær i området. I begyndelsen af borgerkrigen transporterede han varer for sydstatshæren, men da North Carolina indførte "værnepligt", valgte han sammen med flere andre at stikke af til Tennessee for ikke at blive indkaldt. Så langt nåede de imidlertid ikke. Undervejs gemte de sig i en skolebygning, hvor de ventede på bedre vejr. Desværre var de blevet set, og en gruppe fra militsen under ledelse af en Kaptajn James West blev sendt ud for at anholde desertørerne, som man anså dem for. Da han råbte til desertørerne i skolen, at de skulle overgive sig blev døren åbnet, og kaptajn West blev dræbt af et skud i hovedet. Det udviklede sig til en ildkamp, hvor endnu en militssoldat og to af desertørerne blev dræbt. De øvrige, anført af Jesse Dobbins, havde held med at stikke af. Dobbins blev efterlyst for mord, da alle var sikre på (på grundlag af beretninger fra de overlevende militssoldater), at det var ham der havde myrdet kaptajn West. Dobbins sluttede sig til nordstatshæren, og det rygtedes hjemme, hvilket ikke gjorde ham mere populær.

Efter borgerkrigen blev North Carolina (og de andre sydstater) sat under administration af nordstaternes hær, men man opretholdt en form for lokal lovhåndhævelse. Da Dobbins vendte hjem fra krigen, ville han bosætte sig i Yadkinville hos sin kone og børn, der hele tiden havde boet der. Imidlertid mente man, at han var forræder, og han var stadig efterlyst for mord. Da præsident Lincoln blev myrdet, etablerede han en lokal afdeling af de republikanske parti, hvilket var yderligere en provokation af de lokale, der stort set alle var demokrater, som de fleste sydstatsfolk på den tid. Det har ændret sig en del siden. Da myndighederne ville anholde ham for mordet på kaptajn West, lykkedes det igen for ham at undslippe. Han opsøgte den nærmeste nordstatsgarnison i Salisbury. Nogle dage senere vendte han hjem ledsaget af deling nordstatssoldater under ledelse af en oberst. Denne opsøgte det lokale domhus og krævede at alle papirer vedrørende mordanklagen mod Dobbins skulle tilintetgøres, og sagen droppes. Det fik ikke de lokale til at blive mere venligt stemt mod Dobbins.

Nogle få år senere blev Dobbins fundet død nær sin mølle, og de fleste var enige om, at han var blevet dræbt, enten af en sydstatsveteran eller en af de lokale demokrater. Hans læge mente dog at døden kunne skyldes et slagtilfælde, men uanset årsagen, var mange lokale glade, da han døde. Borgerkrigen var slet ikke glemt i området, og det er den faktisk ikke den dag i dag. Dobbins er aldrig blevet set som spøgelse, men nogen mener at have "mærket en tilstedeværelse" ved mølledammen, og at spøgeriet skyldes, at han ikke har sonet sin skyld i mordet på James West. Andre mener modsat at han spøger, fordi han aldrig blev renset for anklagen om mord.

Imidlertid er det ikke det eneste, der er sket ved mølledammen. Denne har været og er et sted, hvor de lokale løber på skøjter om vinteren, når det undtagelsesvis er så koldt at søen fryser til. Om sommeren bliver søen brugt til lystfiskeri og badning. Men trods de idylliske omgivelser og den rolige overflade er mølledammen et lumsk sted. Den forholdsvis lavvandede sø (3 - 4 m) er fyldt med dybe huller, hvor vandet om sommeren er meget koldere end i det lavere vand, og ikke mindst nær udløbet af søen, hvor møllen engang stod, kan der være en særdeles kraftig strøm. Flere mennesker er da også druknet i søen i forholdsvis moderne tid og sikkert endnu flere i gamle dage, hvor der ikke er optegnelser fra. I 1947 forsvandt en ellers meget dygtig svømmer sporløst for øjnene af mange mennesker. Han svømmede sammen med nogle kammerater, som altså allerede var ude i vandet, om end et stykke fra ham. Selv om vennerne ledte efter ham og folk på bredden sluttede sig til eftersøgningen i både, gik der flere timer før drengens lig blev fundet et helt andet sted i søen, end der, hvor han var gået ned. Nogle år senere druknede en seksårig pige i søen, og der har været flere, men også nogen, der blev reddet i sidste øjeblik. Der er aldrig nogen, der har set fysiske spøgelser ved søen (hvis spøgelser kan være fysiske), men mange har rapporteret, at de har set mystisk lys over vandoverfladen. Lysene er især observeret efter drukneulykker, og "de troende" er overbeviste om, at der er sjælene af de druknede, der ikke kan finde ro. Det er en del år siden, at lysene sidst er observeret, men også en del år siden at nogen sidst er druknet i søen. Heller ikke da jeg var der, var der druknet nogen, og jeg så altså heller ingen lys.

I det hele taget havde min spøgelsesjagtdag været noget skuffende, så jeg besluttede at nu kunne det være nok!

 På vej til The Irish Rose - og så blev det hyggeligt igen

I første omgang satte jeg kursen mod Hickory, og denne gang tog jeg de store veje. US 421 nogle miles mod vest til I-77 ,som jeg så tog mod syd til Statesville, hvor jeg skiftede til yndlingsmotorvejen, I-40, til Hickory. I Hickory var bogen nu tilgængelig, og mens jeg ventede på at den blev fundet frem, fandt jeg en anden bog, som jeg også investerede i. Derefter var jeg klar til at køre til Lenoir og mit næste Bed and Breakfast, The Irish Rose. Jeg fandt derfor reservationen frem, så jeg kunne indtaste adressen på stedet. Desværre var der absolut ingen adresse, hverken på reservationen eller bekræftelsen, så jeg måtte ringe hjem til Tim og bede ham om at finde den på nettet, hvilket han gjorde. Jeg tastede den ind og tog af sted. Fra Hickory er der kun godt 20 miles (32 km) til Lenoir, men på grund af myldretidstrafikken, tog det over en time. Det lykkedes mig at finde stedet uden problemer, men jeg kunne ikke finde et sted at parkere, så jeg kørte forbi huset, og satte bilen på en parkeringsplads, der tilhører en møbelfabrik. Så gik jeg tilbage til huset og op ad trappen fra gaden og ringede på ved hoveddøren. Det havde desværre ingen effekt, så jeg gik rundt om huset, hvor der også var en sidedør. Her ringede jeg på igen, men fortsat uden reaktion, så jeg troede, at der måske ikke var nogen hjemme. Jeg prøvede dog at banke på døren, og det hjalp. En kvinde, som jeg senere fandt ud af, var værtinden, Rose, spurgte om jeg var Jan, hvilket jeg kunne bekræfte. Hun spurgte så hvor jeg holdt med bilen, og det forklarede jeg. Hun forklarede så at jeg kunne tage en lille sidevej og parkere bag huset, hvor der også var en bagdør. Jeg hentede bilen og kørte op ad den lille sidevej og fandt da også parkeringspladsen bag huset, hvor der lige var plads til 5 biler.

The Irish Rose B & B i Lenoir

Jeg entrede huset ad bagdøren hvor Rose var klar til at tage imod. Vi klarede det papirmæssige, og så viste hun mig rundt i huset, der var pænt stort. Hun fortalte også at man kunne komme overalt i huset, undtagen i de to værelser, hun selv boede i. Der var køkken, dagligstue, spisestue og bibliotek, hvor man var velkommen til at låne bøger eller dvd'er til at tage med op på værelset (der var forsynet med en dvd-afspiller). De tre værelser hun lejer ud ligger på første sal, og mit var ret imponerende med en stor seng - med en så tyk madras, at man følte sig som prinsessen på ærten. Skrivebord, tv-skab, en sofa og et par længestole var også en del af indretningen. Og så var der badeværelset. Toiletkummen var ved væggen modsat døren, og der var seks meter derhen. Desuden var der to håndvaske, et badekar på løvefødder og en moderne brusekabine - og så et stort skab med badekåber. Sådan!

Jeg gik ned til bilen og slæbte bagagen op, og gik så tilbage til køkkenet. Her forklarede Rose mig om proceduren vedrørende morgenmad, så jeg bestilte næste dags med det samme. Toast med syltetøj, kaffe, juice og så noget der hed "German pancake". Til pandekagen kunne vælges mellem pølse eller bacon og jeg valgte det sidste. Så fik jeg fremvist køleskabene, der var velforsynede med vand, sodavand, øl og hvidvin, hvor man bare selv kunne tage efter behov. Rødvin stod på bordet i køkkenet, og her kunne man også lave kaffe på en Nespressomaskine. Det hele var gratis, "men det skriver jeg ikke på hjemmesiden", sagde Rose. "Det skal ikke være derfor man vælger at bo hos mig". Vi sludrede et par timer - jeg var den eneste gæst den dag, men det var også den eneste. Under samtalen fik jeg hilst på hendes 13 uger gamle Cavalier King Charles Spaniel hvalp, lydende navnet Finnegan og hendes noget buttede kat, der hed Morris (eller måske Maurice - jeg spurgte ikke om stavemåden). Hvalpen ville gerne æde mine sko med elastisksnørebånd, og der må være noget ved den slags sko, for begge Tina's hunde åd et par.

Efter et par timer besluttede jeg at få noget aftensmad, så jeg kørte til den nærmeste Ruby Tuesday, hvor jeg spiste kylling med salat. Selv uden at have spist frokost var jeg stadig mæt efter morgenmaden, og det skulle blive værre næste dag. Tilbage hos Rose gik jeg op på værelset og blev der resten af aftenen, beskæftiget med at skrive mail og læse.

På trods af, at det ikke blev til mange miles på motorvej i dag, var det en langt bedre lastbildag end dagen før. Jeg så hele 8 Swift, 7 J. B. hunt, 4 Werner, 1 Knight og 1 Schneider. Til gengæld ingen fra C. R. England. Stillingen var nu: