Fredsommelig tur i lavlandet (uden bøhmænd)

Efter den foregående dags oplevelser, og fordi at det nu igen regnede, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville opgive bjergene og holde mig til "The foothills" og lavlandet i øvrigt. Så det gjorde jeg, men alligevel var der masser at se. Da jeg vidste, at jeg skulle pakke om eftermiddagen eller aftenen, kørte jeg forholdsvis tidligt ud. Det vil sige morgenmad allerede kl. 7.30, og så af sted. Jeg spiste alene, fordi de to damer fra Maryland skulle rejse, og havde valgt at spise morgenmad senere, og et andet par, som boede på stedet, havde valgt at springe morgenmaden over.

Endnu engang satte jeg først kursen mod NC 268. Godt 4 miles efter at man er kørt ind på vejen fra US 321, tager den et næsten 90 graders sving til højre, mens en anden vej fører til venstre. Den havde jeg aldrig prøvet, så det ville jeg råde bod på nu. Vejen, Buffalo Cove Road, viste sig at gå langs med Buffalo Creek, en lille bæk, hvor flere af Tom Dooley sagens implicerede slog sig ned i årene efter Tom Dooley's henrettelse. På vej ud af denne vej måtte jeg pludselig bremse hårdt op, da en flok på 6-7 vilde kalkuner pludselig krydsede vejen, men inden jeg kunne nå at få kameraet frem, var de hoppet ind i krattet på den modsatte side af vejen, og alt hvad jeg fik ud af anstrengelserne var et billede af en vejside. Jeg fortsatte ad vejen til et lille vandfald, og da det var behørigt foreviget, krydsede jeg bækken ad en lille smal bro med kun et enkelt spor. Jeg fortsatte ad Buffalo Cove Road til den ikke gik længere. Det viste sig at være ved Elk Creek Derby Road, som jeg ofte har kørt på. Dog ikke nær så langt mod nord, som jeg var nu. Denne vej, som jeg nu tog mod syd, førte mig gennem den lille bebyggelse, Darby, og tilbage til Dooley-land. Her forsøgte jeg endnu engang forgæves at finde en kirkegård, som jeg nu har ledt efter siden 2012. Der er kun tre gravsten, så den er nem at overse, og jeg fandt den da heller ikke. Efter at være kommet hjem tror jeg dog, at jeg ved hjælp af Tim og Google Earth har fundet stedet. Den skal så besøges i 2016, hvis alt går vel. Jeg tog igen Bill Horton Road, hvor Tom Dooley engang boede. Dengang var der ingen vej, men alligevel. Jeg har kørt på denne vej utallige gange, men denne gang faldt jeg over endnu et stop på Tom Dooley Historical Tour, nemlig stop 6, så jeg nu har styr på tre af mindst 9 stop. Dette skilt stod på det sted, hvor Laura Fosters lig blev fundet, eller rettere, de stod ved vejen på det sted, hvor liget blev fundet oppe på bakkeskråningen.

Besøg i Ronda og andre småbyer

Rådhuset i Ronda.

Herfra kørte jeg til Wilkesboro uden yderligere svinkeærinder. Her besøgte jeg endnu en kirkegård, St. Pauls Episcopal Cemetery. Her ligger borgerkrigsgeneralen James B. Gordon begravet, og hans grav skulle selvfølgelig fotograferes. Derefter gik det videre mod øst. I første omgang tog jeg US 421 ud af byen. I udkanten af byen så jeg et skilt til et Welcome Center, som jeg trods mange besøg, ikke tidligere havde lagt mærke til. Her kørte jeg fra og besøgte centeret. Jeg talte med en af de ansatte og fik et par brochurer, især om vingårde og vinerier, som der er en hel del af i området. Næste stop var i den lille by Ronda som lå på 268, som jo havde været min "hovedvej" på denne tur. Det var dog første gang jeg befandt mig på vejen så langt mod øst. Ronda er ikke just en storby. Befolkningen er under 500 og rådhuset minder mest af alt om en lagerbygning. Men byen er historisk. I min forrige artikel omtalte jeg et besøg i Robert Cleveland House i Wilkesboro. Her ved Ronda boede Roberts bror, Benjamin Cleveland med sin familie. Dengang var der dog endnu ingen by. Cleveland var en velhavende plantageejer, der blev oberst under den amerikanske frihedskrig og deltog i Slaget ved Kings Mountain, det slag som alle i sydstaterne, der kender noget til revolutionen, taler om. Lidt sydvest  for det sted, hvor Ronda nu ligger, havde han sin plantage, og i 1769 byggede han her et hus, som han kaldte Roundabout, efter den runde bakke, som den lå på. Efter denne plantage fik byen så senere sit navn, men altså forkortet til Ronda. Jeg fik taget billeder af såvel rådhuset, som en Historical Marker, der fortalte om Benjamin Cleveland.

Fra Ronda fortsatte jeg øst på ad NC 268 og besøgte andre småbyer som fx Elkin på grænsen mellem Wilkes og Surry County. Dette er faktisk en storby med hele 4.000 indbyggere, og den har en meget charmerende hovedgade. Lige syd for og sammenvokset med Elkin ligger Jonesville, som på trods af naboskabet hverken ligger i Wilkes eller Surry County, men i Yadkin County. Jonesville er den ældste by i dette county, hvilket ikke er det samme som at det var den første. Den ære tilfalder Huntsville, som ikke længere eksisterer som selvstændig by. Jonesville har 2.000 indbyggere. Disse byer ligger ved Yadkin River, og de opstod typisk fordi en eller anden anlagde en mølle nær floden. Omkring disse møller voksede så efterhånden små bebyggelser op. Fra Jonesville krydsede jeg Interstate Highway 77, og kørte mod syd til endnu en lille bebyggelse ved navn Booneville. Denne by er opkaldt efter den berømte pioner, Daniel Boone, som engang slog sine folder i området langs Yadkin River. Her var der ikke så meget at se, men nu har jeg da været der. Jeg fortsatte min færd mod syd til amtssædet i Yadkin County, Yadkinville, som jeg også havde besøgt en af de foregående dage. Selv om byen er amtssæde, har den under 3.000 indbyggere, men hvad? Der er amtssæder i det vestlige North Carolina, som har langt færre. Fx har Bakerville i Mitchell County kun ca. 450! Da Yadkinville blev udpeget som amtssæde i 1850, bestod "byen" kun af et eneste hus.

Bøhmanden, der forsvandt

Yadkinville er kendt for sine to årlige festivaler, Høstfestivalen (Harvest Festival) og Druefestivalen (Grape Festival). Her ville jeg gerne have set amtets første domhus, som var bygget af håndlavede mursten, men desværre eksisterer det ikke mere. Den ældste bebyggelse i amtet, Huntsville, er i dag en del af Yadkinville. Her i Yadkinville opsøgte jeg turens sidste spøgelse, hvis der altså er tale om et spøgelse. Lidt nordvest for byen lå i gamle dage en sump, der var frygtet af de lokale. Dels fordi der altså var sumpet, og man kunne synke i, hvis man ikke vidste, hvor der var sikkert at gå, men også, og måske især fordi, her holdt "bøhmanden" eller "bussemanden" til. Bøhmanden, bussemanden eller bare The Booger (kært barn har mange navne, og der er endnu flere på engelsk), var tilsyneladende et gespenst som holdt til i denne sump og ledte de vejfarende på vildspor og gjorde noget ved dem - hvad vides ikke, men folk der mødte bøhmanden, blev aldrig set igen. Desværre er sumpen i dag drænet, og der er anlagt en vej og bygget huse i området. Det eneste spor, der er tilbage er en lille bæk, og så en vej, der bærer det sigende navn Booger Swamp Road. Den tog jeg, og selv om jeg mødte en kalkungrib, der sad på vejen og gjorde sig til gode med noget roadkill, var det, det mest uhyggelige, jeg oplevede. Bøhmanden er nok forsvundet, da sumpen forsvandt. Fra Yadkinville tog jeg tilbage mod vest til Hamptonville, en bebyggelse, der er så lille, at den indbyggerne ikke tælles selvstændigt i folketællingerne. Byen er opkaldt efter en revolutionsoberst, der opkøbte jord her, med henblik på at etablere en by. Her krydsede jeg igen I-77, hvorefter jeg igen drejede nord på ad små veje, som fx Swan Creek Road og Clingman Road.

Den sidste vin

Villa Raffaldini

I 2004 besøgte Dorte og tre forskellige vinerier i Swan Creek. Laurel Gray har jeg besøgt mange gange siden, og Windy Gap er desværre nedlagt, men det tredje, Raffaldini, eksisterer endnu. Ved vores besøg i 2004 fik vi skrevet os på stedets mailingliste, og siden har jeg trofast, hvert eneste kvartal  modtaget deres nyhedsbrev, så nu syntes jeg, at det var på tide med et nyt besøg. I 2004 bestod stedet at en gul træbygning, hvor der var både tastingroom, kontorer og meget andet. Den bygning eksisterer fortsat, men anvendes i dag til mennesker, der selv medbringer deres mad, og vil holde en picnic, men ikke vil sidde ude. Til gengæld er der bygget en ny stor bygning, som mest af alt minder om et italiensk vinslot, hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom familien, der ejer stedet, er italienere og har dyrket og fremstillet vin i Lombardiet siden 1300-tallet (efter eget udsagn). Nu laver de altså vin i North Carolina, og primært på italienske druer så som sangiovese, montepulciano, sagratino og vermentino. Der dyrkes også nogle franske druer, som bruges til at blande med, fx petit verdot. Jeg parkerede bilen og gik ind i det meget store tastingroom. Her var der mange små borde og en nydelig ung dame førte mig hen til et af dem, hvor jeg smagte på varerne, mens vi sludrede om den udvikling, der havde fundet sted siden mit foregående besøg 11 år tidligere. Jeg endte med at købe et par flasker Montepulciano Riserva, som jeg tog med hjem som gaver.

Besøget på Raffaldini blev den sidste "oplevelse" på denne tur - bortset fra det jeg oplevede på vej nord på den sidste dag. Fra vineriet kørte jeg tilbage til Lenoir, hvor jeg gjorde et stop ved et Walmart, for at købe en ekstra kuffert, til alt det, jeg skulle have med hjem. Derefter kørte jeg tilbage til Irish Rose og fik pakket det meste, så kun det, jeg skulle bruge næste morgen, manglede at blive pakket. Så spurgte jeg Rose om hun kunne anbefale en god restaurant, og det kunne hun, så jeg kørte ud for at spise. Jeg fandt nemt restauranten, som viste sig at have lukket! GPS'en kendte flere, men de alle de tre, der ikke var kæderestauranter, havde også lukket. Der må have været noget specielt i byen denne lørdag, for ellers var restauranterne nok ikke lukkede. Jeg spiste derfor endnu engang på en Ruby Tuesday inden jeg kørte tilbage og hyggede mig på værelset resten af aftenen.

I løbet af dagen fik jeg set to lastbiler. En Schneider og en J. B. Hunt, så stillingen nu var: