Masser af lastbiler

Søndag. Dagen for flyveturen tilbage til Danmark, men først var der lige en køretur på godt 600 km, der skulle overstås, og med diverse svinkeærinder, skulle det nok blive noget længere. Heldigvis skulle jeg først flyve fra Washington Dulles sent, så jeg havde god tid. Alligevel ville jeg gerne af sted tidligt, så jeg havde aftalt med Rose, at jeg allerede fik morgenmad 6.30. Vækkeuret ringede kl. 5.30 og efter morgentoilettet pakkede jeg det sidste, og bar alt ned i bilen, så jeg var klar til afgang.

Udsigt over Brushy Mountains i det fjerne, set fra Mount Pleasant Baptist Cemetery nær U.S. 421

Da jeg kom ind i køkkenet var Rose ved at gøre det sidste morgenmad færdigt, selv iført nattøj. Jeg havde bare bestilt toast med marmelade og kaffe, ingen æg eller bacon, og da jeg havde spist det, måtte jeg nødtvungent sige farvel. Inden jeg forlod stedet for sidste gang, fik jeg et stort knus af Rose. Hun havde tidligere fortalt, at hun har mange, som kommer igen gang efter gang, og det kan jeg godt forstå! Op mod jul sendte jeg hende en mail, hvor jeg takkede for besøget, og jeg blev prompte inviteret på kaffe, når vi passerer Lenoir næste år. Men af sted skulle jeg, og jeg kørte direkte fra Harper Avenue til US 321. Jeg ville tage motorveje hele vejen i form af I-77 til I-81 og derefter I-81 til I-66 og så denne til lufthavnsfrakørslen. Min plan var at køre ad 321 til Boone og så ad US 421 derfra til I-77. Det var bestemt hverken den hurtigste eller den korteste vej, men jeg ville lige besøge endnu en kirkegård, mens jeg var i området, og den lå nær US 421 mellem Boone og Wilkesboro.

Kirkegården, det drejede sig om, hedder Mount Pleasant Baptist Church Cemetery og den ligger på en bakke lige ved siden af US 421. Jeg fandt da også stedet uden problemer. Graven, jeg var på udkig efter, tilhører Celia Anderson Scott og hendes mand, James Scott. De var naboer til familien Melton og vidner i sagen mod Tom Dooley. Trods ihærdige forsøg, hvor jeg selv mente, at jeg fik set samtlige grave, lykkedes det mig faktisk ikke at finde deres, så det må jeg prøve igen en anden gang. Til gengæld så jeg mange andre interessante grave, hvoraf nogle havde noget særdeles smukt dekorerede gravsten. Jeg opdagede også, hvor koldt det var. Ligesom i efterårsferien i 2013, skulle den sidste dag vise sig at blive den koldeste overhovedet, og på dette tidspunkt, hvor klokken kun var godt 8 om morgenen, vat temperaturen ikke mere end 5 grader celsius. Så jeg skulle nok have taget jakke på, men det gjorde jeg altså ikke. Måske var kulden årsag til, at jeg ikke fandt graven i de 40 minutter, jeg gik omkring på kirkegården, kun i T-shirt (og bukser).

Fra kirkegården fortsatte jeg øst på ad US 421, og bortset fra et kort stop på en tankstation i Wilkesboro for at fylde tanken op, fortsatte jeg øst på til I-77, som jeg så tog mod nordvest. Lige efter at have nået I-81 holdt jeg en pause for at strække benene og få en kop kaffe. Allerede på strækningen ad I-77 havde jeg mødt en hel del lastbiler fra de firmaer, jeg tæller, og der skulle komme mange flere på vej nordøst på ad I-81. Faktisk mere end fordoblede jeg det antal. jeg allerede havde observeret på hele turen indtil da. Ved Roanoke i Virginia skiftede jeg for en kort stund til I-581, en forgrening af vejen, der fører ind til selve byen. Her beså jeg en katolsk kirke, der så spændende ud, og jeg fik taget billeder af såvel kirken som byens kongrescenter, der for en stor dels vedkommende var opført i bindingsværk. Jeg returnerede til I-81 og kørte nord på til Lexington, hvor jeg igen forlod motorvejen. I Lexington fik jeg taget billeder at Virginia Military Institute og Washington and Lee University, foruden hovedsædet for et af de såkaldte "græske" fraternities (studenterforeninger), der er stiftet i Lexington, nemlig Kappa Alpha Order. De to andre er Alpha Tau Omega og Sigma Nu. Det førstnævnte er startet på universitetet i 1865 og de to andre på VMI i slutningen af 1860'erne. Tilsammen kaldes de The Lexington Triad, og siden deres oprettelse, har de tilsammen haft over 600.000 medlemmer. Der er flere fraternities ved de to uddannelsesinstitutioner, men disse er ikke stiftet i byen. Også på spindesiden er der en del sororities, fx Kappa Alfa Theta, som jeg kørte forbi, dog uden at tage billeder.

Virginia Military Institute i Lexington

De tidligere besøg i byen, har altid været om sommeren når uddannelsesinstitutionerne har været lukkede. Det var de ikke denne gang, så byen myldrede med unge mennesker af begge køn. Nogle i uniform (fra militærakademiet) og nogle uden (fra universitetet). På dette tidspunkt var solen kommet rigtigt frem og temperaturen var oppe omkring 15 (det højeste den kom den dag), så der var en livlig trafik udenfor cafeer, isbarer osv. Da der ikke var mere, jeg havde lyst til at se i byen (man kan sagtens bruge en hel dag eller mere her, men det må blive en anden gang), satte jeg kursen tilbage mod motorvejen og fortsatte videre nord på. Da jeg nåede op omkring byen Staunton, var jeg blevet sulten, og da der ved en af motorvejsfrakørslerne blev reklameret med en Denny's, besluttede jeg, trods alle intentioner om det modsatte, at jeg ville indtage den sidste frokost i USA på en sådan, som vi tidligere har brugt meget, men som jeg hidtil havde undgået denne gang. Maden kom til at bestå af en udmærket fisk og nogle grøntsager og det er jo altid godt.

Fra Staunton fortsatte jeg de sidste 90 miles til Front Royal, hvor jeg så skiftede til I-66 mod øst. Da jeg nåede Va 28, tog jeg denne mod lufthavnen. Her satte jeg for første gang den dag gps'en til, og her opdagede jeg, at teknologien har ændret sig en del siden den, jeg senest havde, og den var dog ikke mere end to år gammel. Da jeg søgte efter Dulles International Airport, kom der adskillige forslag frem, hvoraf et var "Rental Car Return", så det valgte jeg. Da jeg havde gjort det, kunne jeg vælge hvilket udlejningsselskab, jeg skulle aflevere hos, og da jeg havde valgt Avis, fortsatte den med at spørge om jeg skulle aflevere med fuld tank? Det sagde jeg ja til, og så foreslog den nogle tankstationer i nærheden af lufthavnen. Jeg satte kursen mod en af disse, og fik da også tanket op. Det var i øvrigt den dyreste benzinpris, bortset fra den landlige tank i Linville, da jeg var ved at køre tør. For kun anden gang måtte jeg af med mere end $ 2 pr. gallon. Helt præcist 2,12. De ved godt, at folk, der tanker der, SKAL have fyldt op inden bilen afleveres.

Dagens lastbiler var mange - flere end på resten af turen til sammen, men det var også den længste motorvejskørsel på denne ferie. Swift rykkede markant foran med hele 22, efterfulgt af Knight med 12 og J.B. Hunt med 10. Schneider rykkede kraftigt frem med 7, mens Werner klarede 5. C. R. England så jeg kun en af, og det gav denne slutstilling på lastbilfronten:

De sidste efterårsfarver på vej mod lufthavnen

Jeg fortsatte til lufthavnen, hvor bilen blev afleveret uden problemer. Bussen til afgangshallen ventede allerede, og da jeg kom dertil, holdt vi næsten lige uden for min check-in skranke. Da der var mere end fire timer til flyet skulle afgå, regnede jeg ikke med, at der ville være åbent, men der stod en dame ved 1. Klasse indtjekning, og hun tog gerne imod min business class billet. Det gik lynhurtigt at komme gennem security (fast track er nu en god ting), og så gik jeg til British Airways Lounge, hvor jeg hyggede mig i ca. fire timer inden jeg gik til gaten. Denne gang var der ingen problemer og ingen forsinkelser, så vi kom af sted til tiden. Flyveturen var bemærkelsesværdig kedelig, men jeg fik da sovet 4-5 timer. I Heathrow havde jeg 3 timers ventetid og også disse blev tilbragt i BA's lounge, hvor jeg fik spist noget morgenmad. Heller ikke den sidste del af flyveturen er der noget at sige om. I Kastrup blev jeg hentet af Tim, og da vi nåede hjem var den ferie slut. Selv min bagage havde været med hele vejen i modsætning til de seneste par ferier, hvor den har været ude på omveje.

Endnu en dejlig efterårsferie. For to år siden var jeg for tidligt ude til at se alle efterårsfarverne, og denne gang var jeg for sent på den, da farverne havde kulmineret to uger før jeg kom, eller i den uge, hvor jeg var der to år tidligere, men lige som der dengang var begyndt at komme farver, var der stadig nogen tilbage denne gang. Så farver fik jeg set, og oplevelser fik jeg også. De 36.000 kr., som turen kostede, er den højeste pris pr. uge, jeg har betalt endnu, men det skyldes ikke mindst flyvebilletten, som jo koster stort det samme, om du er væk i en eller fire uger. Sjovt nok er den billet, Tim og jeg har bestilt til næste sommer, langt billigere, selv om det er samme flyselskab, samme rute og sågar samme afgange. Jeg boede heller ikke billigt, og jeg spiste ikke billigt. Til gengæld havde jeg næsten intet med hjem til mig selv, kun gaver til andre.

Dagens etape endte med at blive på 456 miles eller 734 km, og dermed turens længste, hvad jeg også havde regnet med, da jeg jo kørte syd på over to dage. I alt fik jeg kørt 2.253 miles eller 3.626 km, og dermed har jeg nu rundet 90.000 km i alt på de amerikanske landeveje. Den kommende sommers tur er ikke så lang målt i kilometer, så jeg når næppe 100.000 km i år, men det må så komme senere J.