En dag uden jag

Ikke specielt langt at køre (ca. 570 km ad motorvej og firesporet hovedvej), ikke specielt meget at se, så en stille og rolig dag var planlagt, og sådan skulle den også blive. Vi havde derfor ikke travlt med at komme fra hotellet, og først klokken 9 rullede vi ud på landevejen med kursen mod øst ad U.S. 421. Samme vej som dagen før, da vi var på vinbesøg, men denne gang fortsatte vi noget længere, nemlig helt til dobbeltbyen Winston-Salem. Denne by har en ret interessant historie, men den må I have til gode til en anden gang, for vi stoppede ikke for at besøge byen, men skiftede til Interstate 40, hvorefter den stod på motorvejskørsel resten af dagen. Undervejs gjorde vi kun stop for at tanke; dels bilen, dels os selv - og selvfølgelig for at skifte chauffør nogle gange.

Fra Winston-Salem fortsatte vi mod øst, først på I-40, senere I-85 som ved Durham sætter kursen mod nord, hvilket vi så også gjorde. Durham er for øvrigt også næsten en dobbeltby, i hvert fald er den stort set sammenvokset med North Carolinas hovedstad Raleigh. Her (altså i Ralegh) overnattede vi på den allerførste tur til USA i 2000, på det som vi alle er enige om, er det mest kedelige hotel, vi nogensinde har boet på. Det hotel var så kedeligt, at hele dagen end ikke har gjort sig fortjent til en omtale under 2000 ferien, selv om den faktisk afsluttede en episode, som var begyndt to dage tidligere.

Da vi i 2000 kom til Santee i South Carolina, opdagede Dorte at hun ikke have badedragt med i kufferten. Det gjorde det svært at komme i poolen, så vi brugte lidt tid på at finde en butik, der solgte sådanne, men uden held. Det samme gjorde sig gældende dagen efter. Her var vi i Charleston, men heller ikke her var badedragter efterspurgt nok, til at nogen ville sælge dem. På vej hjem fra byen til hotellet i Santee, kom vi forbi en butik, som havde nogle dragter hængende uden for, men det var i et kvarter, hvor vi mente, at det nok var bedre ikke at stoppe. I Raleigh lykkedes det at finde et outlet, som havde en butik, som solgte badedragter, og så var problemet løst. Sådan da, for det var svært at få den gjort våd, da poolen på hotellet i Raleigh var så fyldt op med ungdommelige badende, at der ikke var mange kvadratcentimeter frit vand. Selve hotellet lignede en krydsning mellem et billigt beboelseshus og et nedlagt militærhospital. Desværre boede vi i hospitalsenden, hvor væggene var grønmalede, "gulvtæppet" på gangen var vinyl eller linoleum og belysning mangelfuld for at sige det mildt. Værelses var rent, men det er nok også det bedste der er at sige om det. Næste dag blev bægeret så fyldt helt op, da det viste sig, at den "continental breakfast", som man reklamerede med, og som mange hoteller dengang reklamerede med, selv om den typisk bestod af toast med marmelade, muffins og kaffe, her var ikke eksisterende. Da vi (11 mennesker i alt) kom ned i det meget lille rum, der var beregnet til indtagelse af dette luksusmåltid, fandt vi en muffin og to indtørrede og rynkede æbler. Resten var indtaget af de unge sportsfolk, som boede på det meste af hotellet. Vi spiste morgenmad på en restaurant! Dagen før havde Dorte og jeg kørt en tur for at se byens "berømte" skyline, som da også var meget pæn. Da vi skulle tilbage til hotellet, kørte vi gennem byens centrum og kunne konstatere, at vi ikke så et eneste menneske, der ikke var i bil. Der var ikke et øje på gaderne til trods for at det var en lørdag aften. Vi blev derfor enige med os selv om, at det ikke bare var hotellet, men hele Raleigh, der var kedelig.

Nå, men denne gang fortsatte vi altså mod nordøst ad I-85. Lidt nord for byen Wise kørte vi ind i Virginia, næsten uden at opdage det, og kort efter passerede vi Roanoke River. 60 miles senere, syd for Petersburg (som ligger syd for Virginias hovedstad, Richmond), skiftede vi igen motorvej til først I-95 og senere omfartsvejen rundt om Richmond, I-295. Da vi "mødte" I-64 øst for Richmond, tog vi denne videre ud mod øst til dagens mål i Williamsburg, Virginia. Vi havde ikke bestilt et hotel, men fandt ret nemt et, tæt på det levende museum "Colonial Williamsburg", som stod på programmet næste dag. Vi ankom til hotellet allerede før 15, og benyttede lejligheden til at få vasket. Hotellet havde to vaskerier, hver med en vaskemaskine og en tørretumbler, og da ingen af dem var i brug, kunne vi vaske parallelt, så allerede kl. 16.30 havde vi vasket og tørret fire maskiner i alt. En time senere kørte vi til det nærmeste Walmart, ca 10 km fra hotellet for at proviantere vand, frugt mm. På vej til Walmart havde vi på gps'en fundet en Hooter's, og her blev aftensmaden indtaget, inden vi kørte tilbage til hotellet.

Efter at vi havde forladt Appalacherne, var temperaturen steget igen. Det meste af dagen svingede den mellem 28 og 35 grader, men på et tidspunkt var den helt oppe og runde 40, og da vi kom tilbage til hotellet efter aftensmaden, var den stadig på 33. Vi følte os nærmest hensat til Sonoraørkenen igen, bortset fra at der der var tørt, mens dagen i dag havde været meget fugtig, og det skulle ikke blive meget bedre de kommende dage.