Et stort hul i jorden

I Grand Canyon Nationalparken vil man gerne reducere biltrafikken, så derfor er der etableret tre gratis busruter. Den ene (blå rute) kører rundt inde i selve landsbyen mellem hoteller og cafeteria, supermarked, campingplads osv.  En anden (grøn rute) kører i østlig retning langs kløften og den sidste (rød rute) kører fra landsbyen mod vest langs kløften. På denne rute er privatbiler helt forbudt. Via af blå rute, kan man komme mellem de to øvrige ruter, som ikke mødes.

Vores plan for dagen var at tage rød rute, og vi ville gerne af sted tidligt, så allerede 7.15 var vi klar til at forlade hotellet. Vi valgte at gå de ca. 800 meter fra hotellet, til endestationen for rød rute, og her kom vi med en bus lige efter 7.30. Rød rute kører via otte stop ved udsigtspunkter langs kløften ca. 11 km mod vest til "Hermits Rest". Vi kørte med hele vejen. Ved endestationen stod vi af. Her var der både toiletter og en lille kiosk, hvor vi købte noget vand. Derefter gik vi ca. 1.000 meter yderligere mod vest ad en lille sti, og nød udsigten over denne del af kløften, som ingen af os havde set før. (Tim havde slet ikke set andet end det, vi nåede den foregående dag). Da Dorte og jeg var her fire år tidligere, var vi med toget, og så var der ikke tid til at køre så langt ud.

Efter at have set på kløften gik vi tilbage til Hermits Rest og tog den næste bus tilbage mod øst. Jeg havde desværre glemt, at bussen kun stopper 3 steder på hjemturen, så man bør faktisk besøge alle stoppene på udturen – hvis man altså har lyst til at se dem alle. Nu stod vi af på Pima Point (stoppet efter Hermits Rest). Her gik vi lidt omkring og tog en masse billeder. Og så tog vi endnu en bus, denne gang til Powel Point. Undervejs i bussen faldt vi i snak med en familie fra Colorado, som besøgte Grand Canyon for første gang. Som sædvanligt var de meget interesserede i, hvor vi kom fra og hvad vi syntes om USA og Grand Canyon især.

Ved Powel Point stod vi af bussen igen og tog igen nogle billeder. Klokken var nu omkring 9.30, og der var kommet en del flere mennesker ud til kanten. Vi besluttede os for at gå tilbage til hotellet, en tur på omkring 5 km. Ligesom den tur Dorte og jeg havde gået mellem to af udsigtspunkterne, foregik også en stor del af denne tur på en sti helt ude ved kløftens rand, ikke mange cm før det går stejlt ned.  Senere fik vi faktisk at vide, at dagen før vi kom, var der faldet en person ned, men ovre på kløftens nordlige rand. Vi klarede imidlertid turen uden uheld. 

Randen af Grand Canyon (sydsiden) ligger i 2.100 meters højde over havet, så luften er noget tyndere end vi er vant til. Heldigvis havde vi nået at vænne os til den tyndere luft i Petrified Forest, som også ligger i en pæn højde, og i de højtbeliggende byer, vi havde været i. Fx ligger Williams også i over 2.000 meters højde og også ved Sunset Crater var vi over 2.100 meter. Allerede her omkring kl. 10.30 var det blevet ret varmt  og det gik forholdsvist meget op og ned, så vi blev godt svedte af turen. Til gengæld er det utroligt hvor få mennesker, man møder, når man er til fods. De fleste tager åbenbart bussen både frem og tilbage. Først da vi nåede tilbage i nærheden af landsbyen, begyndte der at være mange mennesker.

Da vi nåede tilbage til hotellet, skulle Tim lige et ærinde på værelset, mens jeg gik videre op til El Tovar. Ikke så langt fra hotellet finder man Verkamp Visitor Center, et af parkens mange sådanne. I en ”avis” som vi fik udleveret, da vi kørte ind i parken, havde jeg set, at der kl. 11 skulle starte en rangerguided tur langs kløftens kant netop fra dette Visitor Center, så jeg slog mig ned på en bænk og ventede, og Tim nåede også med. Turen var ikke så lang (ca. 2 km hver vej), men den var meget spændende. Vi gjorde stop forskellige steder, hvor Ranger Maggie fortalte om parkens geologi, klima, planter og dyr og dens mennesker, ikke mindst historisk set. Det var meget spændende og lærerigt.

Blandt de ting, vi fik at vide, var hvordan kløften var blevet dannet. For omkring 1.200 millioner år siden, var området dækket af et hav. I dette hav blev der efterhånden aflejret ca. 13.000 fod grus, sten, ler og lavarester. Aflejringerne skete oven på et endnu ældre lag af aflejringer, som allerede var forstenede. For omkring 725 millioner år siden, forårsagede forkastninger mellem jordens tektoniske plader, at der dannedes bjerge i området. For mellem 550 millioner og 250 millioner år siden var området igen dækket af hav, som igen forårsagede aflejringer, ikke mindst af sandsten. Meget af denne sandsten forsvandt igen gennem erosion inden et nyt hav igen dækkede området i dinosaurernes tid. Igen blev området dækket af aflejringer. Landhævninger betød, at området blev hævet op til sin nuværende højde og for omkring 6 millioner år siden opstod der vulkansk aktivitet i området. Det var disse mange forskellige lag, at Coloradofloden begyndte at erodere sig vej ned gennem, og i kløften har man fundet omkring 40 forskellige lag fra forskellige tidsperioder.  Maggie lærte os en huskeremse, så vi altid kunne huske de fire elementer, der skal til for at danne en sådan canyon. Deposition (aflejring), Uplifting (klippeforskydning), Downcutting og Erosion. Kunne man bare huse ordet DUDE, havde man helt styr på det.

Ca. 6 millioner år har floden brugt til at skabe kløften, hvilket er meget kort tid i geologisk forstand. De yngste klipper er omkring 270 millioner år gamle og de ældste man har fundet i bunden af kløften er ca. 2 milliarder år gamle I dag er kløften 446 km lang, 200 meter bred på det smalleste sted og 29 km på det bredeste. I gennemsnit er bredden 16 km. Gennemsnitsdybden på kløften er ca. 1,6 km.

Om dyrelivet hørte vi, at det farligste dyr i parken (målt efter antal skader, der behandles på parkens lægeklinik), er de mange klippe-egern, der findes og færdes overalt. Skaderne opstår, når folk prøver at fodre eller klappe disse egern (begge dele er forbudt). Trods deres søde udseende er de små dyr ret aggressive og bider gerne den hånd, der fodrer dem. Ud over at de bider hårdt, kan egern også være bærere af såvel hundegalskab (rabies) som hantavirus. Begge dele er med stor sandsynlighed dødelige hvis de ikke bliver behandlet hurtigt.  Såvel egern som andre dyr, kan også have lopper, der er bærere af pest, og der er faktisk pesttilfælde i både Arizona og New Mexico hvert år. Pesten er af samme type, som hærgede Europa i middelalderen, men i modsætning til dengang kan pest helbredes, hvis det opdages i tide. Men ellers er de farligste dyr nok bjergløverne. Disse holder sig dog oftest skjult for mennesker og Maggie fortalte, at hun havde kolleger som havde arbejdet i parken i over 20 år uden nogensinde at se en bjergløve (puma).  Også klapperslanger er farlige, men disse er også meget sky, og hun havde selv kun set to i sine fem år i parken. Og så vidt hun vidste, var der aldrig nogen, der var døde af klapperslangebid i nationalparkens historie.

Ved det sidste stop fortalte Maggie om de mennesker, der tidligere havde boet i og ved kløften, fra paleo indianere, som levede i området for omkring 12.000 år siden til de mennesker, som boede der i dag. Vi hørte om deres levevis og hvordan de(tidligere) lavede tøj, sko og andet udstyr af planter som fx Yucca palmer og agaver.

Vi hørte også om ture ned i kløften og hvor udmattende det var at gå op igen, og hvor meget vand, man havde brug for. Maggie, som var en lille nipsting, fortalte, at hun plejede at drikke ca. 4 liter vand på en nedtur og 8 liter, når hun skulle op igen. Da en nedstigning fra randen til bunden bringer én gennem fem forskellige klimazoner, fra alpint højlandsklima på toppen til subtropisk ørkenklima i bunden er dette en pæn stor udfordring, og er der 25° på toppen, kan der sagtens være over 40° i bunden.  Der var da også en ung mand, som blev fundet død på Bright Angel Trail, den dag vi kom. Man mente at han havde trodset advarslen om, aldrig at forsøge at gå ned og op samme dag, og at han var død af overanstrengelse og dehydrering.

Da rundturen var færdig, gik vi tilbage til Bright Angel Lodge og restauranten her for at få lidt frokost. Derefter gik vi tilbage til værelset og slappede af en 1½ times tid til omkring 14.30. Her gik vi så ned til et tidligere fotostudie, nu udstillingsbygning (Look Out Studio), hvor vi kl. 15. kunne høre et foredrag om parkens Californiske kondorer. Det var meget spændende, og vi lærte at kende forskel på de tre større fugle, som findes i parken, ravne, kalkungribbe og kondorer.  Ravne så vi masser af – det gjorde vi faktisk overalt på turen – og vi fik også set nogle kalkungribbe, men kondorer så vi desværre ikke noget til.

Efter foredraget gik vi igen tilbage til hotellet og slappede af til det blev tid til aftensmad. Så gik vi ned til restauranten endnu en gang og spiste aftensmad. En interessant ting på denne restaurant, var tjenernes skilte. Normalt står der på et sådant, hvad tjenerne hedder, og det gjorde der også her, men desuden stod der også hvor i verden de kom fra, og vi oplevede tjeneer fra både Ægypten, Thailand, Bulgarien og Pennsylvania.

Da vi havde spist gik vi over til bilen og kørte ned til det lokale supermarked, som lå omkring 4 km fra hotellet. Her købte vi frugt og vand inden vi kørte tilbage.

I alt gik vi omkring 14-15 km den dag fordelt over hele dagen og selv om det ikke lyder af så meget på den hel dag, kunne vi godt mærke at vi befandt os i højere luftlag end vi var vant til.