Flere gensyn på samme dag

Ingen eller meget få parkeringspladser i storbyer, er et problem, for det får turisterne til at holde sig væk. Sådan skulle det også gå med os på denne dag, der ellers kom til at byde på flerdobbelt nostalgi. Dagen var også indledningen til den sidste uges ferie, så det var lidt vemodigt, men heldigvis havde vi – eller i hvert fald jeg – stadig store oplevelser til gode. Det var også i dag turen vendte, så vi begyndte at køre mod New York, og trods det at turen blev lidt "krøllet" på grund af vores ekstra dag, som vi ville lægge i Tennessee, gik det i store træk nord på fra nu af.

Dagens mål var Charleston i South Carolina, men undervejs ville vi gøre et lille stop i Savannah, Georgia, hvor Tim aldrig havde været før. Vi tog I-95 mod nord så hurtigt hastighedsgrænserne tillod det. Undervejs måtte v i stoppe for at hælde benzin på, og vi skulle også skifte chauffør, men ellers fortsatte vi uden stop til I-16, som vi så tog videre mod Savannah. Motorvejen går helt ind i byens centrum, men desværre løb vi ind i et vejarbejde, som forsinkede processen en hel del, og klokken var omkring 12, da vi nåede frem. At besøge det historiske distrikt i Savannah en lørdag ved middagstid i bil er uhensigtsmæssigt. Der var absolut ingen parkeringspladser at få. Vi kørte gennem både River Street og flere nærliggende gader adskillige gange, men parkeringsplads fandt vi ikke. Heller ikke ude ved de små hyggelige pladser, som Savannah har så mange af, kunne vi komme af med bilen. Vi besluttede os derfor at løse problemet ved at tage endnu en tur gennem River Street og denne gang så langsomt, at vi kunne nå at tage billeder og så fortsætte via nogle af de små pladser, hvor vi så ville gøre det samme.

Som skrevet så gjort. Vi tog hele turen igen, mens vi fotograferede så meget, som vi havde mulighed for. Det blev altså så som så med gensynet, men jeg fik da set nogle af de steder, jeg tidligere havde besøgt. Herefter tog vi I-16 tilbage til I-95, som vi så igen tog mod nord over grænsen til South Carolina. Kort efter grænsen holdt vi en pause på statens velkomstcenter, og da vi mødte US 17, som her kaldes Savannah Highway skiftede vi til den. Det var på denne vej, at vi forgæves havde ledt efter damer med flettede kurve i 2002, og vi så heller ingen ved denne lejlighed. Da vi nærmede os Charleston, blev vi enige om at se byen først, og så finde hotel bagefter, men allerede inden vi havde passeret Ashley River og var kommet over til halvøen, hvor den gamle del af byen ligger, havde vi ændret denne beslutning. Vi ville slet ikke overnatte i Charleston, men spise aftensmad her og så fortsætte op til Santee, hvor vi også overnattede i 2000.

I Charleston var det i modsætning til Savannah nemt at finde et sted at parkere, da byen har en del parkeringshuse nær centrum. Vi fandt et sådant nær King Street, og stillede bilen der. Vi bevæbnede os med hatte, kameraer og kildevand, og så gik vi på ekspedition i Charleston. Den første fase af ekspeditionen førte os ned til Market Street. Her skulle vi dels besøge de gamle markedsbygninger, og dels se om den peanutbutik, som lå der i 2000 og 2002 fortsat eksisterede. Det gjorde den, og vi var da også inde i den, men det lykkedes at komme ud, uden at vi købte noget som helst. Det er ellers interessant med en butik, som stort set kun sælger peanuts og peanutsprodukter. Markedsbygningerne ventede vi med til senere, og i stedet fortsatte vi ned at gaden, for at om den Wild Wings restaurant, hvor Tim havde fået sin første burger i USA tilbage i 2000 lå der endnu. Det gjorde den, og vi talte om at spise aftensmad her, men Tim mente ikke, at han ville vente i byen til aftensmadtid. Vi besluttede os dog for at se tiden an, til vi var færdige med at se, det vi ellers ville se i byen. Vi fortsatte vores tur ad East Bay Street, som førte ned til The Battery, som var en del af Charleston, som Tim gerne ville gense. På vejen kom vi forbi The Old Custom House and Provost Dungeon, som er en vigtig bygning i South Carolinas historie. Det var fra trappen til denne bygning, at man erklærede sig løsrevet fra England. Det var i denne bygning, at man ratificerede den nye forfatning, og det var fra trappen til denne bygning, at man igen løsrev sig fra USA i 1860. Bygningen var også fængsel, og her sad sørøveren Stede Bonnet fanget, indtil man henrettede ham den 10. december 1718 på en sandbanke i havnen.

The Battery ligger yderst på halvøen mellem Ashley River og Cooper River, og her ligger der særdeles mange, meget store villaer fra tiden før den amerikanske borgerkrig. Det var også her, at vi første gang så huse med herre- og damebalkoner. Smalle til herrerne og brede til damerne, så der var plads til deres brede r…, nåh nej, krinoliner. Vi fik taget en del billeder af huse, men også af havnen, hvor der er udsigt til både Castle Pinckney og Fort Sumter, to af de fire forter som beskyttede Charlestons havn. Vi så også en sandbanke med et kors, som vi var enige om, var den banke, hvor de i sin tid hængte piraten Stede Bonnet. Det var det godt nok ikke i virkeligheden, men hvorfor skal fantasien lade sig genere af fakta. Hvor den virkelige sandbanke dengang lå, er der nu fastland; faktisk ligger der nu en park, White Point Garden, på den sydligste spids af The Battery.

På dette tidspunkt var det varmt og vi besluttede derfor at gå tilbage mod Market Street og denne gang valgte vi Meeting Street, en anden af byens gamle gader, hvor der både ligger gamle huse, men også adskillige kirker. Charleston kaldes "Den hellige By", netop på grund af de mange kirker. Vi stoppede undervejs for at tage billeder af blandt andre Nathaniel Russel House, John Cordes Prioleau House, South Carolina Society House og flere andre. Her i gaden sad de så, de kurveflettende damer, som ikke længere var på landevejen. Jeg indledte forhandlinger med en af dem, om en lille kurv til Dorte, som tak for at hun havde betalt min vinduespudserregning. Det lykkedes mig da også at få prisen lidt ned, men andre kunne nok have gjort det endnu bedre.

Vi gik videre op ad gaden til krydset med Broad Street. Dette kryds kaldes populært Four Corners of the Law, fordi der på hver hjørne ligger en bygning, som kan knyttes til en form for lovgivning. På det nordøstlige hjørne af krydset ligger rådhuset, byens lov. På det nordvestlige hjørne ligger Charleston County Courthouse, statens lov. På det sydvestlige hjørne ligger US Post Office and Federal Courthouse, nationens lov og på det sydøstlige hjørne, ligger St. Michaels Episkopale Kirke, Guds lov. På sidstnævnte kirkes kirkegård ligger to af underskriverne af USA's forfatning begravet, nemlig John Rutledge og Charles Pinckney. Det lykkedes mig at få taget billeder af alle fire bygninger inden vi fortsatte tilbage til Market Street. Her besøgte vi markedsbygningerne, som vi tidligere havde besluttet.

Da vi havde set markedsbygningerne, var klokken alligevel blevet 17.30, og vi besluttede os for at spise på Wild Wings, så Tim kunne få endnu en genoplevelse. Stedet lignede sig selv, og vi kunne fra vores bord se det, vi havde siddet ved i 2000, så det var lige før vi spurgte om vi kunne bytte, men gjorde det dog ikke. Som første gang bestilte Tim burger, måske endda den samme slags burger, mens jeg delikaterede mig med krydrede boneless chicken wings. Man kan vælge mellem mange forskellige meget krydrede marinader, men jeg beherskede mig og valgte bare hvidløg og citronpeber. Til maden bestilte vi som sædvanligt sodavand, men da Tim skulle køre resten af vejen, skiftede jeg mening og bestilte turens første og eneste margarita. Da vi var blevet færdige med at spise, spadserede vi tilbage til bilen, og indløste denne i P-huset. Vi skulle nu bare til Santee og finde et hotel.

Faret vild igen - igen

Da vi i 2000 havde besøgt Charleston og skulle tilbage til Santee, ville vi ikke tage motorvejen men i stedet køre ad små veje langs med de to søer Lake Marion og Lake Moultrie. Vi så imidlertid aldrig vandet, da der hele tiden var træer imellem vej og sø. Til gengæld lykkedes det os at fare så meget vild, at vi måtte spørge om vej undervejs. Vi var også ved at løbe tør for benzin, så vi måtte skrabe kontanter sammen for at fylde på et sted, hvor kreditkort ikke blev modtaget – langt ude på bøhlandet. Tim og jeg ville samme vej, og vi var lidt bedre stillet, for vi havde et nyere kort, hvor de veje, vi ikke dengang kunne finde, faktisk var med på, og vi havde også vores trofaste GPS. Desværre viste det sig, at vi fik problemer med overhovedet at komme ud af byen i den rigtige retning, og vi måtte køre tilbage flere gange, før vi ramte den rigtige vej. Til gengæld nåede vi at køre forbi både en flyvestation og en flådestation. Langt om længe lykkedes det dog at komme på US 52, den vej, der skulle føre os op til den første sø, Lake Moultrie. Derfra førte vores GPS os med usvigelig sikkerhed op til byen Monck's Corner og South Carolina State Road 6, som vi skulle følge op langs søerne. Så det gjorde vi, lige som sidst uden at se noget, der bare lignede en sø. Vi havde stadig GPS'en tændt og fulgte dennes retningslinjer, hvilket var vigtigt, da vej 6 ikke havde nummerskilte. Det havde den heller ikke 12 år tidligere, hvilket var årsag til miseren ved den lejlighed. Denne gang var GPS'en årsag, for selv om vi gjorde alt, hvad den bad os om, holdt vi pludselig i et beboelsesområde, og den vej, vi kørte på endte blindt. Så var det bare at køre tilbage, men trods det overså vi igen vej 6, og endte på State Highway 311, som gik i den helt forkerte retning. Senere fik GPS'en os dog på rette spor igen og vi fandt tilbage til SC 6, som der hvor vi mødte den, faktisk havde et nummerskilt. Samtidigt var der også skilte mod Santee, så nu vidste vi, at vi var på rette spor. Senere passerede vi tanken, hvor vi havde fyldt bilen op i 2000, men denne gang manglede vi ikke benzin. Vi stoppede dog for at tage billeder af stedet, som havde udviklet sig siden dengang. Der var kommet to standere mere, og nu holdt der ikke kun pick-up trucks uden for, men også personbiler. Nogle af kunderne var sågar hvide kvinder! Sidst var der kun sorte mænd i overalls og undertrøje.

På trods af nyt kort og moderne hjælpemidler, var det altså lykkedes for os at køre forkert i dette område endnu engang. Jeg er sikker på at Road 6 i South Carolina er forhekset. Men fra tanken var det lige ud resten af vejen til Santee, og det var her vi lige som sidst, kørte igennem et landskab hvor hvert andet hus var en kirke fra et eller andet trossamfund. Halvdelen af de øvrige huse var store, flotte beboelseshuse og den anden halvdel var faldefærdige trailers. Vi nåede velbeholdent frem, og fandt et hotel - endnu en gang uden internetadgang.