Flere indianere

Monumenter er en ting, rigtige indianere en helt anden. I dag skulle vi se sidstnævnte, både med fjerprydelser og uden. Sidstnævnte er de mest originale, men de andre sælger bedre til turister. Ikke os, selvfølgelig, for vi vidste bedre :-) Til gengæld missede vi en 6-8.000 år gammel gravhøj, trods grundig vejledning i at finde den, men sådan kan det gå, hvis man er uopmærksom på det forkerte tidspunkt.

Dagens etape var ganske kort, da vi bare skulle gennem Great Smoky Mountains nationalparken på den korte led, så var vi i dagens mål, Cherokee. Vi tog den derfor med ro om morgenen, men tog den direkte vej ind i nationalparken, da vi endelig tog af sted. Den første del af strækningen gik det fint, men da vi netop havde krydset grænsen mellem Tennessee og North Carolina, kørte vi ind i, hvad, vi troede, var et vejarbejde, hvor vi kom til at holde helt stille i omkring 35 minutter. Da vi endelig kom i gang igen og kom forbi det famøse sted, viste det sig at der var tale om skovarbejdere, som var ved at fælde/beskære træer, og som fyldte vejen med nogle meget store maskiner. Da vi fortsatte, holdt der over 70 biler i kø, som skulle den modsatte vej og formodentlig lige så mange bag os.

Trods denne forsinkelse var vi dog i Cherokee allerede kl. 11, alt for tidligt til at få værelse på det hotel, vi havde bestilt hjemmefra. Vi kørte derfor mod nabobyen Bryson City, hvor jeg ville se endnu et cherokee sted. Denne gang stammens første by, Kituwa, et sted, der betragtes som helligt af cherokee'er den dag i dag, og hvor det eneste, der ligger, er en gravhøj fra bronzealderen. Vi fandt dog ikke stedet umiddelbart, så vi fortsatte til Robbinsville, omkring 20 miles længere fremme. I Robbinsville ligger et lille museum over cherokeelederen Junaluska, som boede i byen i sine sidste år – efter at være stukket af fra reservatet i Oklahoma og være vendt hjem til de oprindelige jagtmarker. Junaluska, der faktisk hed noget helt andet, som de hvide bare ikke kunne udtale, endsige stave (Tsunalahunska), var en af lederne for en gruppe cherokee'er, som kæmpede på amerikanernes side i Slaget ved Horseshoe Bend i krigen mod creek-stammen i 1814. Under dette slag frelste han den amerikanske leder, oberst, senere general og endnu senere præsident Andrew Jacksons liv, da en creekindianer var ved at hugge ham i hovedet med en økse. Senere, da Andrew Jackson som præsident fik vedtaget den lov, der kaldes The Indian Removal Act (1830), som tvang alle stammer øst for Mississippi til at flytte til Oklahoma, var Junaluskal en af stammens forhandlere, men han blev afvist at præsidenten. Det var ved den lejlighed, at han udtalte: "Havde jeg vidst i 1814, hvad jeg ved i dag, havde jeg handlet anderledes dengang."

Vi fandt museet meget nemt, og faldt i snak med damen, der passede det, en ældre cherokeekvinde, som fortalte os både om Junaluska og om stammen i almindelighed. Inden vi forlod museet for at gå op for at se på Junaluskas grav, spurgte jeg damen om vej til Kituwa og hun forklarede det meget omhyggeligt. Derefter gik vi op på en bakke bag museet og så på graven, og derefter kørte vi tilbage til Brysonville. Kituwa skulle ligge nær vejen, der førte fra Brysonville tilbage til Cherokee, men til trods for damens grundige vejledning, lykkedes det os at køre forbi den lille vej, der førte til stedet, og da vi først opdagede det, orkede vi ikke at køre tilbage.

Tilbage i Cherokee ville vi se om værelset var klar, så vi fandt vores hotel, hvilket ikke var svært, da det lå på den gade, vi kom ind ad. Da det viste sig, at værelset var klart, slæbte vi bagagen op,. Derefter gik vi ud for at se på byen, eller rettere på Museum of Cherokee Indians, som ligger i byen. Det kostede 19 dollars for hver at komme ind på museet, og vi tilbragte omkring halvanden time med at gå omkring og se på udstillingerne, som var særdeles interessante, hvis man interesserer sig for cherokee'ernes historie og kultur. Da vi havde set det hele, kørte vi op til Oconaluftee Indian Village, for at se, hvornår de lukkede. Det gjorde de klokken 17 og sidste indgang var kl. 16. Klokken var da 15.30, og da Tim ikke ville med i landsbyen, kørte jeg ham hjem til hotellet og vendte selv tilbage, og nåede lige at komme med på den sidste rundvisning. Prisen var steget fra $ 14 i 2000 til $ 18 her i 2012, ikke nogen vild stigning. Som FDM medlem fik jeg endda rabat, så jeg kun skulle betale $ 16.65!

Også denne gang var det meget spændende at se og høre om cherokeestammens liv i midten af 1700-tallet, ikke mindst holder jeg meget af historierne, som fortælles i rådshytten om, hvordan stammen fungerede i praksis, med krigs- og fredshøvdinge, krigerkvinder osv. Stammen var matrilineær, hvilket betyder, at slægtskabet nedarves gennem moderen, ikke faderen. Kvinder havde stor betydning og ejede al fast ejendom. De kunne lade sig skille ved bare at sætte mandens ejendele udenfor døren. Blandt tilhørerne var en ca. 13-årig pige, som var sammen med sine forældre og en lillebror. Hun var åbenbart lidt flov, for hendes mor måtte på hendes vegne spørge om det virkeligt var sandt, at kvinderne ejede det meste og var dem, der bestemte. Da dette blev bekræftet udbrød tøsen "Super cool". Jeg nåede også at høre en ældre mand ved navn Standing Water fortælle om stammens ceremonier, ikke mindst deres danse. Det oplevede vi ikke første gang vi besøgte stedet i 2000.

Efter besøget kørte jeg tilbage til hotellet, hvor jeg "fandt" Tim. Vi gik ud for at spise på en nærliggende, lokal restaurant, og da vi havde spist, gik vi ud og så lidt mere på byen, og fik købt nogle flere gaver i nogle af de allestedsnærværende souvenirbutikker. Cherokee er helt klar en by, som lever af turisme – og af deres kasino.

.