En forgæves flytning

Familien McLeans hus i Manassas

Den amerikanske borgerkrig brød ud i april 1861, da sydstatstropper under kommando af brigadegeneral G. T. Beauregard (moderne kilder kalder ham P.G.T for Pierre Gustave Toutant-Beauregard, men han kunne ikke lide sit fornavn, og underskrev sig altid bare med G.T.) indledte et bombardement af nordstatsropperne, der var stationeret på Fort Sumter i Charlestons havn i South Carolina. Borgerkrigens første større slag fandt imidlertid sted tre måneder senere, nemlig den 21. juli 1861 i Virginia - og igen var Beauregard involveret. Denne gang som leder af sydstatshæren. Jeg skal ikke gå i detaljer med selve slaget, men kan da nævne, at det var dette slag, der gav senere generalløjtnant Thomas J. Jackson hans tilnavn "Stonewall" og hans brigade fik navnet "The Stonewall Brigade". Jeg kan også tilføje at G. T. Beauregard, som i øvrigt blev kaldt "den lille Napoleon", både på grund af hans franske afstamning og hans evner på slagmarken, overlevede krigen. Han var født i Louisiana og her døde han, fredeligt, mens han sov i sit hjem i New Orleans i 1893. Han ligger begravet i bydelen Metairie på Metairie Cemetery i en fællesgrav for medlemmer af The Army of Tennessee.  Nordstaterne, der yndede at opkalde slagene efter nærliggende vandløb, kaldte slaget The Battle of Bull Run (da der blev kæmpet her endnu en gang senere i krigen, er slaget i dag kendt som First Battle of Bull Run"). Sydstaterne, der foretrak at betegne slagene efter nærliggende byer eller bebyggelser kaldte slaget First Battle of Manassas. Manassas ligger kun ca. 45 km fra Washington DC, og det var ved dette slag, at mange af hovedstadens bedre borgerskab pakkede madkurve og vin i vogne, og tog ud for se nordstatstropperne besejre de oprørske sydstatstropper, som om de overværede en sportskamp. Sådan gik det imidlertid ikke, som de der kender til borgerkrigens historie (eller har set TV-serien Nord og Syd) vil vide. Sydstaterne vandt og drev såvel nordstatshæren som de mange "tilskuere" på vild flugt tilbage mod Washington. Da slaget var slut var knap 1.000 på begge sider døde og 2.500 var sårede og over 1.200 var forsvundet (missing in action) eller taget til fange. Det blev betragtet (hvad det jo også var) som en meget stor tragedie, men det skulle blive meget værre i senere slag. Måske vil jeg en dag skrive en artikel om netop dette slag, som måske kunne have afgjort krigen til sydstaternes fordel - men sådan gik det altså heller ikke.

Men tilbage til den historie, som denne korte artikel egentlig skal handle om. Inden slaget gik i gang skulle Beauregard finde et sted til sit hovedkvarter. Dette indrettede i et hus, der tilhørte plantageejer og sukkergrossist, Wilmer McLean. McLeans hjem var plantagen Yorkshire Plantation, lidt uden for byen. Under slaget fandt nordstatstropperne ud af, at her var Beauregards hovedkvarter, og de begyndte at beskyde huset. En kanonkugle landede således i køkkenets ildsted, hvilket - som Beauregard senere bemærkede - mest havde en komisk effekt, for det eneste, der blev ødelagt var hans og stabens middag. McLeans, der selv havde været major i Virginias milits men var for gammel til at kæmpe, stod helt på sydstaternes side, men brød sig ikke om de ødelæggelser, som hans hjem og plantagen blev udsat for i forbindelse med slaget. Da de fleste af hans forretningsaktiviteter var centrerede i den sydlige del af staten, og blev vanskeliggjort af de to hæres fortsatte tilstedeværelse og kampe i det nordlige Virginia, besluttede han efter slaget at flytte sydpå. Også for at undgå at blive yderligere involveret i krigshandlinger.

Familien McLeans hus ved Appomattox Courthouse

I foråret 1863 havde han  fundet et sted, som han mente ville være roligt, og han flyttede med sin familie til en lille bebyggelse, som var opstået, hvor to veje mødtes i et ellers ret øde område knap 300 km syd for Manassas. Her, mente han, at han dels kunne være i sikkerhed med sin familie, dels at de to veje gav gode muligheder for fortsat at være i kontakt med hans forretningsforbindelser, som ikke mindst var sydtatsshæren. De to veje gav gode forbindelser til både byerne Lynchburg og Charlottesbville, men også til sydstatshovedstaden Richmond. Byen, der var opstået omkring korsvejen hed Appomattox, og McLean slog sig igen ned lidt uden for byen, omkring 100 m fra det domhus, som havde givet navn til bebyggelsen og knap fire kilometer fra bebyggelsens centrum. Her boede familien i fred og ro et par år, og Wilmer McLean var sikker på, at stedet var så betydningsløst, at der aldrig ville komme tropper her.  Men sådan skulle det ikke gå.

Om morgenen den 9. april 1865 havde tropper fra både nord og syd samlet sig i området, og der blev indledt kampe. Imidlertid var kampens udfald nærmest givet på forhånd. 150.000 nordstatstropper under generalløjtnant Ulysses S. Grant stod overfor General Robert E. Lees sydstatsstyrke på kun 28.000 mand, og efter få timers kampe måtte Lee overgive sig og sin hær. Om eftermiddagen samme dag, skulle de officielle overgivelsespapirer underskrives, og det havde man brug for at sted at gøre. Til formålet valgte man dagligstuen i et nærliggende hus. Jo netop! Det hus som Wilmer McLean med familie boede i. Efter slaget skrev McLean: "Jeg udholdt det ved Bull Run til hele min plantage var ødelagt. Derfor flyttede jeg hertil, 300 km mod syd, til dette øde sted i den sikre forvisning om, at jeg aldrig mere skulle se en soldat fra nogen af siderne, og se nu bare på dette sted". Han skulle også have sagt: "Krigen begyndte i min forhave og endte i min dagligstue".

Tre dage senere nedlagde Lees 28.000 mand formelt deres våben til Brigadegeneral Joshua Chamberlains styrke, hvorefter de fik lov til at forlade området og vende tilbage til deres hjem. Så snart overgivelsesceremonien var overstået begyndte officerer fra nordstatshæren at plyndre McLeans hus for løsøre. Stort set alt, hvad der ikke var nagelfast, blev fjernet som souvenirs. Når McLean protesterede gav de ham penge. Fx fik han fra Generalmajor Edward Ord 40 dollars for det bord, hvor Lee havde underskrevet overgivelsen, mens generalmajor Philip Sheridan betalte $ 20 for det bord, hvor Grant havde udfærdiget sit udkast til erklæringen. Sheridan bad George Armstrong Custer om at transportere bordet væk på sin hest, hvilket denne gjorde. Senere fik Custers hustru, Elizabeth, bordet, og det eksisterer den dag i dag, hvor det kan ses på Museum of American History på The Mall i Washington DC.

Da plantagen stort set var ødelagt og sukkerforretningen gået i stå, kunne  McLean ikke betale af på sin gæld i huset, så han solgt ejendommen i 1867, og familien vendte tilbage til deres oprindelige hjem i Manassas. Senere flyttede de til Alexandria i Virginia (nu en forstad til Washington DC), hvor McLean i tre år arbejdede for skattevæsenet. Det kan gå tilbage for enhver, når soldater vil slås, hvor man bor. McLean døde i Alexandria i 1882 og er begravet på en kirkegård her.