De første farver

Dagen efter havde jeg sat vækkeuret til at ringe som vi plejer når vi er på ferie og vil tidligt af sted. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at jeg denne gang var alene, så morgentoilettet tog ikke helt den samme tid som ellers, så efter ca. en halv time var jeg klar og bilen pakket.  Hotellet bød ikke på morgenmad, men det havde jeg heller ikke regnet med, så jeg klarede mig med det sidste af den frugt, jeg havde købt dagen før. Da jeg fik slæbt nøgle og metalklods over receptionen, var den ganske tom, så jeg ringede på den dertil indrettede klokke. En meget anstrengt stemme, tydeligvis tilhørende den samme ungersvend som dagen før, fremgispede et spørgsmål om, hvorvidt jeg var ved at tjekke ud. Da jeg bekræftede dette, lød det inde fra baglokalet, at jeg bare kunne lade nøglen ligge på disken. Fyren havde tydeligvis ikke i sinde at bevæge sig ud i receptionen for så  ligegyldig en forretning, så jeg efterlod nøglen og ca. kl. 7.15 forlod jeg hotellet og kørte mod motorvejen.

Jeg vidste nogenlunde hvad vej jeg skulle, men for god ordens skyld satte jeg GPS'en til, og som forventet ville den have mig ned ad Interstate Highway 81, hvilket jo i første omgang havde været årsagen til at jeg overhovedet var kørt til Front Royal. Den første strækning var dog ikke motorvej men en lokal vej, Virginia Road 55 til byen Strassburg, som ligger i Shenandoah Valley. Her kørte jeg på I-81, og GPS'en kunne meddele, at nu skulle jeg bare fortsætte 210 miles (ca. 340 km) inden jeg skulle foretage mig videre. Så det gjorde jeg med et enkelt stop på en rasteplads, for at klare, hvad jeg nu skulle. Her så jeg de første efterårsfarver, men specielt udprægede var de ikke. Interessant var det dog at se at træ, som var helt grønt på den ene side, og som havde begyndende efterårsfarver på den anden. Det illustrerede virkeligt, hvor meget sollyset betyder.

Undervejs mod syd, passerede jeg skilte til steder, som var velkendte fra tidligere ferier, Massanutten Mountains, Luray Caverns, Charlottesville, Lexington, Natural Bridge, Roanoke og mange flere. Efter de 210 miles, blev jeg dirigeret over på I-77, hvilket undrede mig lidt, da den førte mod sydøst, altså væk fra Blue Ridge Mountains, som jeg hele vejen havde kørt på den vestlige side af. I og med dagens mål, Banner Elk, ligger oppe i bjergene, havde jeg troet, at jeg skulle videre ad I-81 og så senere af mindre veje til byen, men det ville gps'en altså ikke, og for én gangs skyld, besluttede jeg mig for at føje den. Jeg skiftede altså til I-77 og oplevede det pudsige, at jeg igen var på I-81. På en kort strækning følges de to veje ad, hvilket er helt normalt for interstates. Hvad der er knap så normalt, er at efter at jeg var skiftet fra I-81 Syd til I-77 Syd kom jeg til at køre på I-81 Nord! Det skyldes at I-81 her slår et sving i sydlig retning for at følge I-77, og det betyder at over ca. 10 miles, kan man køre mod syd på I-77, samtidigt med at man kører mod nord på I-81, hvilket selvfølgelig skyldes at retningerne, er vejens hovedretning, ikke den konkrete kompasretning på et givet sted. Efter ca. 40 miles af I-77 krydsede jeg grænsen til North Carolina og var nu i den stat, som ferien skulle tilbringes i.

Der begyndte nu at komme skilte til Statesville, som jeg har besøgt et par gange og som jeg også skulle besøge senere på denne tur. Ved Statesville møder I-77 Interstate Highway 40, som vi har kørt på et eller andet sted, på alle ferier i USA, bortset fra i 2008, hvor vi var i New England. Både Statesville og I-40 måtte jeg dog have til gode til senere, for da vi nåede U.S. Highway 421, skiftede jeg efter GPS'ens ordre til denne. Jeg var nu blevet klar over, hvad den var ude på. U.S. 421 fører gennem byen Boone, amtssædet i Watauga County, og herfra er der ikke langt til Banner Elk. Undervejs passerer den også Wilkesboro, hvor jeg skulle tilbringe feriens sidste tre dage. Kort før jeg forlod I-77, havde jeg forladt I-77, men kun for at besøge en tank, og få en kop kaffe. Uden for tanken holdt en stor lastbil med billede af en nydelig dame, som så mig bekendt ud. Da jeg kom ud igen, var pågældende dame ved at sætte sig ind i en bus med et lignende portræt, mens en chauffør besteg lastbilen. Jeg kom i tanke om, at det var en af de mindre kendte, men altså ikke helt ukendte amerikanske countrysangerinder, og setup'et med lastbil og bus, tydede på, at hun var på turne. I skrivende stund (næste seks måneder efter oplevelsen) har jeg glemt hendes navn, men jeg kommer nok i tanke om det igen. Jeg kan dog erindre at mange af hendes sange handler om truckere (lastbilchauffører) og deres oplevelser på landevejen.

I Wilkesboro stoppede jeg for at spise frokost på en Ruby Tuesday restaurant, hvor Tim og jeg spiste aftensmad i 2012. Her bestilte jeg marineret kyllingebryst og salat, da jeg ikke var specielt sulten, selv om jeg hidtil kun havde indtaget et par æbler og noget vandmelon. Mens jeg ventede på kyllingen, hentede jeg salat ved salatbaren og spiste den, som det er normalt i USA. Jeg havde glemt, at jeg ikke havde bestilt andet tilbehør, så lidt senere kom servitricen med en fin tallerken med et stykke marineret kyllingebryst, og ellers var den ganske tom. Det så måske lidt mærkeligt ud, men smagen fejlede ikke noget. Efter frokost fortsatte jeg ad U.S. 421 til Boone, og derfra ca. 15 miles ad mindre veje til mit hotel, som lå lidt uden for Banner Elk. Selv om klokken kun var omkring 14.30 var mit værelse klar, og da jeg havde båret min kuffert ind og slappet af en times tid, kørte jeg ud for at se på omegnen.

Banner Elk ligger ikke langt fra Blue Ridge Parkway, men den ville jeg vente med til senere. I stedet kørte jeg mod syd, ad samme vej, som jeg var kommet ad, men i stedet for at køre tilbage mod Boone, kørte jeg ad små veje mod Linville Caverns, det eneste hulekompleks i North Carolina, som har offentlig adgang. Vi besøgte hulerne i 2002, og det ville jeg gerne gentage, men desværre var der lukket for dagen, da jeg nåede frem. Jeg fortsatte derfor syd på ad U.S. 221 (som er vejen. der fører forbi hulerne), og undervejs fik jeg set de første rigtige efterårsfarver, foruden en del af de karakteristiske grå skure, som der er så mange af i Blue Ridge Mountains. Da klokken blev hen ad 17.00  vendte jeg om, og kørte tilbage mod Banner Elk. Min oprindelige plan var at besøge vandfaldene ved Linville Falls, men da jeg nåede tilbage dertil, var det blevet så mørkt at jeg opgav. Selv om der er ret gode stier til forskellige udsigtspunkter ved faldene, opgav jeg fordi det faktisk ikke var til at se noget alligevel, så det må blive en anden god gang.

I stedet kørte jeg ad mindre veje tilbage til hotellet, som lå lidt syd for Banner Elk. Efter at have frisket mig op kørte jeg nord på til byen. Her brugte jeg GPS'en til at foreslå restauranter, og valgte bare den nærmeste i forhold til den parkeringsplads, hvor jeg holdt - og det viste sig at være et godt valg. Bayou Smokehouse and Grill var en restaurant med Louisiana og Cajun tema, selv om den var langt væk fra "åstedet". Indgangen foregik gennem en lille butik, hvor de solgte en del forskellig ragelse, og hvor jeg fik købt mig en flaske steaksauce. Restauranten lå nede ad nogle trin og maden viste sig at være glimrende - og betjeningen meget servicemindet. Jeg delikaterede mig med nachos og noget røget, hakket oksekød, med quessadillas (majspandekager) og salsasauce. Da jeg kom ned sad der kun nogen ved et par af bordene, og så yderligere et par stykker  ved baren, men inden jeg gik, var restauranten fuld, indrømmet, den var ikke gigantisk, men alligevel. Efter maden kørte jeg tilbage til hotellet og slappede af et par timer inden jeg gik i seng. Jeg havde trods alt kørt omkring 340 miles fra Front Royal til Banner Elk og så yderligere omkring 90 miles på min eftermiddagsudflugt. Med svinkeærinder blev det vel til omkring 450 miles eller ca. 725 km, fra kl. 7.15 til kl. 21.30 (da jeg var tilbage på hotellet efter maden). Næste dag skulle jeg kun køre en forholdsvis kort tur til Cherokee, men det skulle vise sig at den alligevel blev længere end planlagt.