Fra Utah til Wyoming, en international tur

Vi skulle fra Salt Lake City i Utah til Jackson i Wyoming den 7. juli 2006. Dagen efter havde vi bryllupsdag, og den ville vi fejre i Yellowstone National Park, og Jackson ligger ikke så langt syd for parken Vi forlod hotellet i Salt Lake City og kørte ad I-15 mod nord, indtil vi nåede byen Brigham. Her kørte vi over på U.S. Highway 89, som vi skulle komme til at køre på de næste par dage. Hovedvejen var i begyndelsen en forholdsvis bred vej, men efterhånden som vi kørte op i Wasatch Range, som er den udløber af Rocky Mountains, der ligger vest for Salt Lake City, blev vejen smallere og smallere. Fra byen Logan går vejen langs Logan River og gennem et forholdsvist højt bjergpas til Bear Lake. Turen gennem bjergene var særdeles smuk, selv om den blev skæmmet af to større vejarbejder. Ved begge disse vejarbejder var vi så uheldige, at skiltemanden vendte STOP siden af skiltet mod os, netop som vi kom kørende, og da vejarbejderne strakte sig over forholdsvis lange afstande, måtte vi hver gang holde en rum tid, før vi kunne køre videre. Området her oppe i bjergene rummer et populært vintersportssted, Beaver Mountain Ski Area, men det så vi nu ikke meget til her i juli måned. Til gengæld er Bear Lake helt klart et populært sommerudflugtssted, hvilket vi ikke kunne undgå at se, da vi kom over bjergene og ned til søen. Garden City, som var den by, vi kom ned til efter at have passeret passet, var fyldt med campingpladser og marinaer, og der var utroligt mange ude på søen i alle slags både, flest dog med sejl. Ved vejen langs med søen så vi skilte, der forklarede, at vejen vi nu kørte på, var en del af det gamle Oregon Trail, som i 1800-tallet var en af de vigtigste ruter, når nybyggere rejste mod vest. Navnet fik sporet selvfølgelig fordi dette endte i Oregon, men også nybyggere, der slog sig ned mange andre steder, rejste af denne rute.

Dette hjørne af Idaho er meget internationalt - i hvert fald når det gælder bynavne. Den første internationale by vi mødte, var Paris. Den lokale version af denne verdensstad har omkring 550 indbyggere og intet Eiffeltårn, så vi kørte bare durk igennem, og videre til endnu en hovedstad, nemlig Bern. Denne by er så lille, at den slet ikke tælles selvstændigt i de folketællinger, som gennemføres i USA hvert 10. år. Mellem Paris og Bern havde vi i øvrigt også været i Ovid, der heller ikke er specielt stor, selv om den er opkaldt efter en stor digter. I "storbyen" Montpelier tog vi en pause for at spise frokost. Denne by har omkring 2.700 indbyggere, så det er faktisk den største by i dette sydøstlige hjørne af Idaho.

Frokosten blev indtaget på Butch Cassidy Restaurant og Saloon, og bestod af suppe og salat, som i øvrigt var rigtig god. Vi undrede os lidt over, hvad Butch Cassidy havde med dette beskedne sted at gøre, men det viste sig, at han en gang i 1896 havde plyndret byens bank, som var den første bank i det sydøstlige Idaho. Efter maden fortsatte vi mod grænsen til Wyoming, som vi passerede ved Geneva, endnu en lille by (86 indbyggere stod der på et skilt). Fra Montpelier og videre mod nord gennem Wyoming, er U.S. 89 en såkaldt scenic route, og køn var den da også. Vejen går i en dal mellem to bjergkæder, Salt River Range i Wyoming og Webster Range i Idaho. Vejen følger tilnærmelsesvis Salt River, og dalen hedder da også Salt River Valley. Det er i hvert fald det officielle navn. Til dagligt bliver dalen kaldt Star Valley, et navn givet af de første mormonnybyggere, som slog sig ned her. Navnet skulle være givet på grund af dalens skønhed, og skulle oprindeligt være en oversættelse af det navn, som de lokale shoshone indianere brugte for dalen, et navn, der skulle betyde "Alle dales stjerne". Lidt "ondere" tunger påstår at navnet er en forkortelse af "starvation valley", sultens dal, fordi de første nybyggere, der slog sig ned her, var ved at dø af sult under de hårde vintre her i Rocky Mountains. Den største by i dalen hedder Afton (1.800 indbyggere), og det var da vi passerede denne by, at Dorte havde en genial forklaring på navnet. Hun var sikker på, at der engang var kørt et vogntog gennem dalen. Et vogntog, der blev ledet af en svensker, ved navn Svensson. Han havde så sagt: Vi är ütslitna. Vi stanner här i afton". Derfor kom byen til at hedde Afton. Det var i øvrigt i nabolaget af Afton, at Butch Cassidy og hans bande havde et tilflugtssted, som de flygtede til efter bankrøveriet i Montpelier. Ved Afton krydses U.S. 89 af en bue, bygget af gevirer fra wapitihjorte. Byen reklamerer med, at det er verdens største "wapitigevirbro", og det skal nok have sin rigtighed. Den er ca. 25 meter lang og består af over 3.000 wapitigevirer med en samlet vægt på ca. 15 ton. Desværre var vi ikke opmærksomme, da vi passerede buen, så inden vi næsten havde set den, var vi forbi.

Hovedparten af husene i området var bygget i træ, typisk som blokhuse fra gammel tid, men selvfølgeligt langt større end de hytter som de oprindelige nybyggere havde boet i. Efter Afton kørte vi gennem Grover, Thayne, Freedom og Etna inden vi nåede Alpine. Her løber Salt River sammen med Snake River, der er en af USA's længste floder. Vi kørte langs denne flod det sidste stykke vej til Jackson, som efter ændringerne, vi besluttede dagen før, nu var dagens mål. Mens vi kørte langs floden, så vi utroligt mange, der raftede ned ad floden i større og mindre grupper, så det var åbenbart en populær beskæftigelse på de kanter. Også det hotel, som vi indkvarterede os på i Jackson, var bygget i tømmer og rå sten. Da vi kom op på værelset var gardinerne trukket for, og da Dorte trak dem fra, for at få lidt lys ind, sad der en bjørn uden for vinduet. Den viste sig godt nok at være udskåret i træ, men vi syntes alligevel, at den var et billede værd. Senere viste det sig, at der var mange af den slags udskårne bjørne på hotellet, både ved nogle værelser, men også nede ved receptionen. Her hang der også alle mulige jagttrofæer, fx elgsdyr- og wapitihoveder, og der stod såmænd også en udstoppet bjørn.