Sådan lidt fra oven

Det var den sidste dag i New York, og vi havde hele dagen i byen, da flyet hjem først gik kl. 21.30.  Efter at have spist morgenmad tjekkede vi ud af hotellet, men deponerede kufferterne i et kuffertrum til senere afhentning. Vi skulle være i lufthavnen senest 2½ time før afgang, altså klokken 19. Vores problem var, at vi ikke vidste hvor længe, det ville tage at komme de 17 miles gennem New York til lufthavnen, Da vi kørte til byen, havde turen taget godt og vel et par timer, men der kørte vi jo også rundt i JFK og samlede passagerer op i næsten en time. Vi havde besluttet at tage en taxi til lufthavnen for at slippe for en tilsvarende opsamlingstur, så vi kunne spare noget tid der, men til gengæld skulle vi gennem New York i noget, der lignede myldretid, og vi havde tidligere set på vores bustur et par dage før, hvor galt det kunne gå med byens trafik. Vi besluttede os derfor, at vi ville tage en taxa fra hotellet omkring kl. 15.00. Der var altså 4-5 timer vi kunne bruge i byen.

For første gang i de dage, vi var i New York, var luften nogenlunde klar uden for meget varmedis, og temperaturen var da også nede på omkring 26-27° og den kom nok ikke over 30°, i løbet af dagen. Vi besluttede derfor, at vi endnu en gang ville "gå i højden". Denne gang ville vi besøge "Top of the Rock", udsigtsplatformen i Rockefeller Center. Den var godt nok "kun" på 70. etage i modsætning til Empire State Buildings 86. etage, men til gengæld lå den inden for gåafstand fra vores hotel. Vi spadserede derfor til Rockefeller Center og efter lidt besvær fandt vi indgangen til observationsplatformen, som ligger i GE Building på 50th Street. Selve Rockefeller Center er et stort kompleks med mange bygninger, men GE Building er den højeste med sine 266 meter. Det berømte billede af arbejdere, der spiser frokost på en stålbjælke højt oppe i luften, stammer fra opførelsen af denne bygning i 1932. På bygningens 65. etage ligger den berømte restaurant Rainbow Room, en restaurant, hvor priserne er pænt høje!

Vi sprang nu både Rainbow Room og den noget billigere Rainbow Grill over og gik direkte til indgangen til udsigtsplatformen. Her var der faktisk ingen kø, så efter at have købt billet, kom vi meget hurtigt med en elevator op til 67. etage. Her stopper elevatoren, og man går så dels af rulletrappe og dels af "manuelle" trapper op til 70. etage. Der er udsigt fra både 68., 69. og 70. etage. Udsigten heroppefra glimrende, og på grund af vejret var den meget bedre end den dag, da vi var i Empire State Building, så vi tilbragte en del tid, med at kigge og fotografere byen fra oven.

Efter besøget i Rockefeller Center, gik vi videre til Fifth Avenue, som Dorte gerne lige ville "se" igen. Det blev da også til lidt flere indkøb. Mens hun gik i butikker, beundrede jeg endnu engang St. Patricks katedralen, dog kun ude fra. Og så studerede jeg selvfølgelig menneskemylderet – for selv på en gemen hverdag, var der mange mennesker både her, og alle andre steder i New York. Faktisk er New York blevet kaldt: "En by med alt for mange mennesker, i alt for mange, alt for høje huse på alt for lidt plads", og det giver et meget godt indtryk af byen, især hvis man tilføjer: Alt for mange biler.

Vi fortsatte spadsereturen op til Central Park, hvor vi besluttede os for at tage en tur i hestevogn gennem parken. Turen tog omkring 20 minutter, og det var da meget hyggeligt, og da den var færdig, spadserede vi endnu engang gennem den sydlige del af parken, og besøgte blandt andet pavillonen, hvor man kan se mennesker, der sidder og spiller skak eller dam mod hinanden. Vi fik også set nogle af de 23 legepladser for børn, der er i parken, og området, hvor der om vinteren kan løbes på skøjter, men hvor der om sommeren er en forlystelsespark. Vi forlod parken igen via Columbus Circle udgangen, og spadserede ad 8th Avenue tilbage mod hotellet.

Klokken var nu hen ad 14, så vi var blevet lidt småsultne. Vi havde talt om, at man ikke kunne besøge New York uden at spise en hotdog, men de hotdogstands, vi var kommet forbi, havde ikke set alt for tiltalende ud. I stedet kom vi forbi en Auntie Anne's Pretzel butik, så her gik vi ind og købte en jumbo pretzel dog hver. En pretzel dog minder om en fransk hotdog, men i stedet for flute, er pølsen "puttet" i en rulle af pretzeldej. Pretzler er bløde saltkringler bagt af en dej af hvedemel, vand, lyst puddersukker og gær.

Efter at have stillet sulten gik vi tilbage til hotellet, fik vores bagage og fik også hurtigt en taxi. Klokken fem minutter over tre tog vi af sted mod lufthavnen, og selvfølgelig kendte chaufføren en rute, hvor der overhovedet ingen myldretidstrafik var, så allerede før fire var vi i lufthavnen, hvor vi altså nu havde 5½ times ventetid. De, der har prøvet at vente i amerikanske lufthavne, ved, at dette ikke er nogen positiv oplevelse – de er simpelthen så kedelige. Der havde altså været rigelig tid til se endnu mere – men så var vi kommet af sted senere og måske med en anden chauffør, og så er det ikke sikker, at vi havde nået det.

Nå, men vi stod altså her i afgangshallen, hvor der slet ikke var åbnet for check ind – og der var bogstaveligt talt ingen steder at sidde ned! I stedet gik vi ned i ankomsthallen. Her vidste vi, at der var bænke. De var godt nok beregnet til de, der ventede på transport ind til byen, men da vi fandt en ledig bænk, bænkede vi os her i de omkring 1½ time, der gik før check-in skrankerne åbnede. I ventetiden drak vi en kop kaffe, og langt om længe kunne vi gå op til check-in. Her var en pæn lang kø, da der var samtidigt check-in til 3 Virgin Atlantic fly til London. Mens vi stod og ventede kom en dame hen og spurgte om vi havde noget flydende i håndbagagen. Det havde vi ikke – bortset fra ting, som Dorte havde i flyposer – og så lige de fem flasker rødvin, som vi i et øjebliks distraktion, havde glemt, at vi ikke måtte have med i flyet, og derfor puttet i rygsækken for at undgå overvægt. Dem måtte vi så – midt i køen – finde plads til i taskerne, men med lidt besvær gik det endda, og der var alligevel ikke overvægt. Vi håbede så, at de ville overleve turen hele vejen hjem. Efter indcheckning gik vi gennem security uden problemer, og fortsatte op i transithallen. Her var der nogenlunde lige så kedeligt som i resten af lufthavnen, men der var en bar, hvor vi drak en øl, og en butik, hvor vi købte lidt slik til at underholde os med i de tre timer, vi stadig skulle vente. Mad kunne man ikke få, så det måtte vi vente med til flyet. Vi læste i nogle af vores indkøbte bøger, og betragtede passagerne som skulle med et El-Al fly fra gaten lige ved siden af vores. Sjældent har jeg set nogen tage det så roligt som de hassidiske jøder. Uanset hvor mange gange, der blev kaldt ud til flyet, kom de slentrende ned ad gangen i meget mageligt spadseretempo. Der var absolut ingen af dem, der øgede tempoet, heller ikke selv om der blev sagt "final call". Det endte da også med, at en ung mand først kom efter at dørene til flyet var blevet lukket, og han blev særdeles vred, da han fik at vide, at han ikke kunne komme med, men måtte vente og håbe på, at der var plads på næste fly. Han prøvede at forklare, at han have ventet ved en forkert gate, og at det selskabets skyld, da han jo ikke kunne vide, at det ikke var der, flyet afgik fra, og at han derfor ikke havde reageret, da hans navn blev råbt op i højttalerne med besked om, at han skule gå til Gate 38  eller hvad det nu end var at flyet gik fra. Ikke desto mindre kom han altså ikke med, og gik nedtrykt bort, sammen med gatepersonalet, mens flyet taxiede ud til startbanen med hans venner ombord.

Til sidst blev det også vores tur, og flyveturen over Atlanten var som sædvanlig lang og kedelig, men tilbage til Danmark kom vi da efter et par timers ventetid i Heathrow.