Frem og tilbage er lige langt

Vi havde god tid, så vi stod først op kl. 8.00 og kom derfor først af sted fra hotellet omkring 9.30. Vi kørte ud på U. S. Highway 101, som er motorvej på det pågældende stykke, og kørte mod nord til Healdsburg. Her tog vi en lille vej, California Road 128 videre mod nord til Geyserville, som faktisk er opkaldt efter nogle gejsere, som blev fundet i området i 1847. Vi mente nu at vi havde set gejsere nok i Yellowstone, så vi undlod at besøge disse. I stedet fortsatte vi ad CR-128 mod sydøst gennem Alexander Valley, som er et af Sonoma Countys kendte vinområder. I dalen ligger adskillige vingårde og vinerier, blandt andet Alexander Valley Winery, som Dorte og jeg besøgte i 2006. Det er opkaldt efter Cyrus Alexander, som var den første, der begyndte vinavl i dalen i 1843 med stiklinger, som han havde hentet i Fort Ross, som vi jo passerede dagen før. Klokken var kun godt 10, og jeg syntes at det var for tidligt at begynde at smage på vin, så vi fortsatte mod syd til Calistoga.

Calistoga, som også har en gejser (Old Faithful of California) – og et forstenet træ – er den nordligste by i Napa Valley. Lige syd for byen møder CA-128 California Highway 29, og de to følges ned gennem Napa Valley. Det samme gjorde vi, altså fulgtes med vejen - af gode grunde, vi havde jo ikke en off-roader :-). Vi kørte mod syd gennem vinmarker og forbi diverse vinerier til Rutherford. Her forlader CA-128 igen CA-29. Den sidstnævnte fortsætter mod syd til Napa, mens vi kørte mod øst, op på Napa Valleys skråninger, hvor vi besøgte Rutherford Hill Winery. Jeg havde været her sammen med Dorte, og dengang deltog vi i en rundvisning i produktionsområdet og de huler under bjergene, hvor man lagrer vinene. Desværre kom Tim og jeg netop som en rundtur var startet, og der var flere timer til den næste. I stedet smagte jeg lidt på dråberne. Tim skulle ikke have noget, da han var chauffør og også fandt prisen for smagningen i overkanten. Det gjorde jeg i øvrigt også, men ofrede det alligevel. Smagningen kostede $ 15 (85 kr.) og for den pris, fik man lov til at smage 4 vine. Deres Cabernet Franc, som vi købte, sidst vi var her, var stadig fremragende, og jeg smagte en vin lavet på ren Petit Verdot, som også var god om end noget speciel, men jeg valgte ikke at købe noget her. Der var jo flere vinerier på tapetet, og grænser for, hvor meget der kunne være i kufferten.

Efter vinsmagningen kørte vi tilbage til selve dalen og mod nord, til byen St. Helena, hvor vi ville finde et sted at spise. St. Helena er en by, der tydeligvis lever af de ”vinturister”, som kommer til dalen. Det fremgik klart af de noget opskruede priser på restauranterne. Vi fandt et sted på hovedgaden, der hed AKA Bistro. Stedet blev anbefalet af Guide Michelin, selv om den ikke havde nogen stjerner. På trods af dette var priserne faktisk rimelige. Tim og jeg fik begge en BYOB til $ 13. BYOB = Build Your Own Burger, og det gik ud på, at man selv kunne vælge, hvilke ting, der skulle oven på 225 grams bøffen. Vi valgte begge æbletræsrøget bacon og løg. Til denne lille ting, blev der serveret salat, tomater, syltet agurk, hakkede, grillede skalotteløg og hjemmelavede pommes frites af en størrelse, som indikerede, at de kartofler, som de var skåret af, må have været på størrelse med kålroer. Det var faktisk noget af et måltid, og så vidt jeg husker, den eneste gang på turen, at Tim fik en burger, som han ikke kunne spise op, hvilket jeg heller ikke kunne.

Til maden drak jeg et glas vin, som kostede det samme som bøffen (og vand), mens Tim gik helt fra den og ikke engang skulle have sodavand, men nøjedes med vand. Mens vi ventede på maden, gik jeg uden for, for at ringe hjem, og mens jeg talte med Dorte gik mit bælte i stykker, så det kneb med at holde bukserne oppe. Jeg skyndte mig derfor tilbage til restauranten, hvor jeg kunne sidde ned. Under vores måltid blev vi betjent af samtlige de fire tjenere/servitricer, der var ”på vagt” i restauranten, så her var der arbejdsdeling, og ikke, som man ellers ofte ser i USA, en enkelt tjener, der tager sig af et bestemt bord. I dag er stedet lukket på grund af svigtende omsætning, så måske har priserne alligevel været i overkanten.

Da vi havde spist, gik vi tilbage til bilen. Tim havde et ekstra bælte i sin taske, og det lånte jeg. Mit eget ekstra bælte var for bredt til stropperne i de bukser, jeg havde på den dag. Da jeg igen var ”fit for fight”, kørte vi mod syd til byens udkant. Her ligger Sutter Home, et af USA’s største familieejede vinerier. Sutter Home vine kan ofte købes i Danmark, fx i Føtex og Bilka, og de vine, jeg har smagt har været OK. Her tilbød de, som det eneste sted, vi oplevede på denne tur, gratis vinsmagning, så her deltog Tim også. Her tilbød de syv vine, og man skulle så vælge 4 af disse. Sutter Home er kendt for deres hvide zinfandel, men den var ikke med på listen, som bestod af fem forskellige andre hvidvine, en tør rødvin og en sød ditto. Vi valgte to hvide, en pinot grigio og en chenin blanc. Pinot’en var OK, mens chenin blanc’en ikke kunne beslutte sig til, om den ville være halvtør eller halvsød og derfor endte som en slags "ingenting". Den røde, tørre var en zinfandel, og jeg kan ellers godt lide vin lavet på den drue, men denne her smagte hverken af fugl eller fisk. Tim kunne til gengæld godt lide den søde, røde, men jeg kunne desværre ikke lade være med at sammenligne den med en recioto fra Italien, og det havde den nok ikke fortjent, for i den sammenligning faldt vinen fra Sutter Home helt i gennem. Alt i alt en ganske skuffende vinsmagning set med mine øjne. Ikke mindst fra et vineri, som producerer omkring 120 millioner flasker vin om året.

Vi fortsatte syd på til Napa by, hvor vi ville overnatte, men efter at have besøgt tre hoteller, der alle var fuldt optagne, besluttede vi at køre tilbage til Santa Rosa. På vej ud af Napa besøgte vi et butikscenter, så jeg kunne se efter en erstatning for bæltet, men på trods af, at der var mange forskellige forretninger, var der ingen, der solgte herretøj eller lædervarer, så jeg måtte opgive. Vi kørte derefter tilbage mod nord til Calistoga, hvorfra vi kørte ad den meget lille California Route 12 gennem bjergene tilbage til Radisebyen. Her fandt vi et Best Western, som viste sig at ligge lige ved siden af den restaurant, hvor vi havde spist dagen før, så den oplevelse gentog vi, dog med andre retter og andet personale. Derefter kørte vi tilbage til hotellet. Her havde de en ”Garden Café”, som bestod af en colaautomat og en ismaskine, så den besøgte vi ikke. Til gengæld tømte vi bilen. Dagen efter skulle vi tilbage til San Francisco, hvor der jo var valet parking, og hvor bilen derfor ville blive kørt bort. Vi skulle derfor have alting, også det løse, stuvet i kufferter og rygsække inden vi kom til Tuscan Inn igen. Den egentlige ompakning ville vi først gøre i San Francisco, men vi benyttede lejligheden til at rydde op i rodet i bilen, så den – i hvert fald indvendigt – lignede den, vi havde lejet tre uger tidligere. Værelset var forsynet med et køleskab, så her anbragte vi vores restbeholdning af kildevand, og så tog vi afsked med køleboksen, som havde tjent os glimrende på hele turen, og så til kun $ 15,65 (90 kr.).