Fyr, Fugle og radiser

Fra Fort Bragg skulle vi videre syd på langs Californiens kyst til Bodega Bay og derfra ind i landet til Santa Rosa. Egentlig havde vi hjemmefra planlagt overnatning i Anchor Bay ude ved kysten, men det var vi kommet alt for langt til, så vi fastlagde altså Santa Rosa som vores nye mål.

Da vi forlod hotellet, som lå i den nordlige ende af Fort Bragg omkring kl. 9, startede vi med at køre mod syd gennem hele byen. I 1857 blev der etableret et reservat for Mendocino stammen på stedet, og der blev opført et fort i reservatet. Chefen for fortet, premierløjtnant Gibson, opkaldte fortet efter sin tidligere chef, Braxton Bragg, som senere skulle blive general i sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig. Kun en af fortets bygninger eksisterer endnu, og den kørte vi forbi på vej ud ad byen, men vi gjorde ikke noget stop. Vi fortsatte langs kysten ad California Route 1, som i begyndelsen var bred og med hastighedsgrænse på 65 (104 km/t), men hurtigt blev vejen smallere og lige så snoet som dagen før.

CR1 slynger sig langs klippekysten, ofte helt ude ved skrænten og med et 100 meter fald ned til Stillehavet. Selv om strækningen langs Big Sur syd for Monterey er mere berømt, lader denne strækning den ikke noget at høre, hverken for så vidt angår skønhed eller spænding. Her var hastighedsgrænsen nede på 45 (72 km/t), de fleste steder og af og til helt nede på 25 (40), og det var i virkeligheden meget få steder, at vi kunne komme over 35 (56 km/t). Til gengæld var der tid til at nyde naturen. Som vi kørte syd på, passerede vi mange floder, som løber ud i Stillehavet langs Californiens nordkyst, blandt andre Garcia River og Navarro River. Da vi nærmede os sidstnævnte, blev det tæt tåge, men den lettede heldigvis igen. Ellers havde vi nok været nødt til at sætte farten yderligere ned.

Lidt syd for Navarro River ligger den lille by Point Arena (kun 474 indbyggere), som er kendt dels for sit fyrtårn og dels for, at her løber San Andreas forkastningen ud i Stillehavet. Vi valgte at køre ud til fyret og besigtige dette. Vi startede med at gå ud til den gamle fyrmesterbygning, hvor der nu er souvenirshop – og museum eller måske omvendt. Her købte vi en billet, så vi kunne bestige selve fyrtårnet, men inden vi fik lov til at kravle op af de 147 trin, skulle vi lige se museet og have et foredrag af en ældre herre, som viste sig at være meget spændende at høre på. Han fortalte om det første fyrtårn, som blev opført i 1870, men som næsten blev helt ødelagt i 1906, af det samme jordskælv, som også lagde det meste af San Francisco øde. Det nuværende fyrtårn stod klart i 1908, og var forsynet med en olielampe, som, forstærket af en såkaldt Fresnel linse på 2 ton, kunne ses i en afstand af 17-18 sømil (32 km). Linsen roterede ved hjælp af et urværk, trukket af et pendul, som ”faldt” ned gennem tårnet og som fyrpasserne så hævede med håndkraft for hver fem kvarter. Hejsningen tog ca. 10 minutter. Linsen hvilede på et lag af kviksølv for at mindske slid, når den drejede. Olielampen skulle fyldes hver fjerde time, og vægen skulle hele tiden trimmes. Dengang var det hårdt arbejde at være fyrpasser, og ud over fyrmesteren boede tre fyrpassere ved fyret. Senere blev olielampen erstattet af to elektriske projektører på hver 1000 watt og der blev installeret en motor til at dreje linsen. Også disse er dog væk i dag.

Efter foredraget fik vi så lov til at kravle op i fyret, i øvrigt sammen med et ældre ægtepar, som var kommet til, mens vi ventede. På toppen blev vi mødt af en ung mand, som så fortalte os om, hvad vi kunne se oppe fra fyret. Det var desværre ikke meget, da tågen igen havde sænket sig, om end ikke så tæt som tidligere. Vi så dog nogle søløver på klipperne langt neden under fyret og en enkelt kalkungrib. Den unge mand fortalte, at skibene i dag ikke kom så tæt på kysten og i øvrigt havde satellitnavigation, så fyret havde udspillet sin rolle. I dag sidder der ude på gangen rundt om det oprindelige linserum en lille projektør i en linse. Det hele vejer kun 20 kg, og den kan ses omkring 14 sømil (26 km) væk, og bruges stort set kun af fiskere og lystsejlere. Desuden sidder der et radiofyr med en rækkevidde på ca. 80 km, og en radiobøje er forankret i havet ud for fyret. Efter besøget gik vi igen ned til museet og så lidt på souvenirshoppen, men uden at købe noget.

Efter besøget, som havde varet ca. en time, kørte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte mod syd. Det var på denne strækning, at vi kom igennem noget, der i høj grad mindede mig om Trylleskoven ved Mosede bare større, og det var også her, at vi oplevede en klitbrand, som heldigvis så ud til enten at være under kontrol, eller måske endda antændt med vilje, for at komme af med noget bevoksning. På vej mod syd passerede vi Fort Ross. Det er oprindeligt bygget af russiske pelsjægere i begyndelsen af 1800-tallet. Mange russiske pelsjægere kom til Nordamerikas vestkyst fra Alaska, som dengang var russisk, og de slog sig ned på det meste af kysten fra Washington i nord til Californien i syd. Fort Ross var det sydligste russiske forsvarsværk. Desværre var fortet lukket, da vi kom forbi, så vi nøjedes med at se det udefra.

Ved Jenner passerede vi endnu en flod, nemlig Russian River, som netop er opkaldt efter de mange russere, der var i området engang. Herfra kørte vi til Bodega Bay, en by med omkring 1.400 indbyggere, som nok er mest kendt, fordi det var her og i den endnu mindre by, der bare hedder Bodega, lidt længere inde i landet, at Alfred Hitchcock optog gyseren Fuglene. Der er da også mange fugle i området, men det var jo ikke lige vores (Tims) interesseområde, så vi forsøgte ikke at efterforske dem nærmere. Også denne by er grundlagt af russere i 1809. De kaldte dog byen for Port Rumyantsev efter datidens russiske udenrigsminister. Vi stoppede vores tur syd på og kørte i stedet mod øst ind i landet til Santa Rosa, via endnu en russisk inspireret by, Sebastopol. På denne korte tur (ca. 22 km) forsvandt tågen, solen kom frem og temperaturen steg betragtelig.

Vi havde fra morgenstunden besluttet os for at bo i Santa Rosa, men da klokken kun var 13.30, da vi nåede byen blev vi enige om, at spise noget frokost, og så gå på museum, inden vi begyndte at lede efter et hotel. Helt præcist ville vi besøge Charles M. Schultz museet. For de, der ikke kender Schultz var han tegner. Nærmere bestemt tegneserietegner og endnu mere præcist var han ophavsmand til verdens gennem tiderne bedste tegneserie (min vurdering), Peanuts, eller på dansk Radiserne. Schultz døde den 12. februar 2000 efter at have tegnet radisestriber hver dag i mere end 50 år. Den sidste stribe blev bragt i verdens aviser den 13. februar, da Schultz havde ønsket at ingen skulle fortsætte hans serie. Schultz havde boet en stor del af sit liv i Santa Rosa, og her har man altså oprettet et museum for ham. Der er selvfølgelig masser af ”radiser” på museet, men også mange andre tegneserier, som Schultz er blevet inspireret af eller selv har inspireret, og der er selvfølgelig også mange andre ting fra hans liv, som fx hans mange golfpokaler, hans kontor mm. Vi tilbragte omkring to timer på museet og så fandt vi et hotel, som lå lige i nærheden, og her slog vi os ned.