Bøf med skinkefyld

Denne opskrift er til fire personer, men er nem at ændre til flere/færre. Jeg fik den i sin tid, da jeg var i Søværnet, men har glemt hvilken af de mange kokke, jeg sejlede sammen med, der introducerede den. Den opskrift, jeg fik af ham, har jeg desværre for længst mistet, så jeg har selv, med udgangspunkt i, hvad jeg kunne huske, improviseret, og synes selv jeg er nået frem til et rimeligt resultat.

  • 4 tykke bøffer af oksefilet
  • 150 g kogt skinke
  • 4-5 skalotteløg
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 æggeblomme
  • Rapsolie til stegning

Pil skalotteløg og hvidløg. Skyl og rens peberfrugten  Hak skinke og grøntsager fint. Rist det hele i rapsolien i en lille gryde til løgene er klare. Tilsæt derefter æggeblommen og lad det simre et par minutter. Skær imens en lomme i bøfferne. Kom fyldet i lommen og luk med en kødnål eller en tandstikker af træ.

Steg bøfferne på en varm pande i rapsolie (kan tørsteges, hvis det ønskes) i 2-4 minutter på hver side, afhængigt af, hvor røde de ønskes.

Jeg plejer at servere med rodfrugt- og bønnefrites, men bagt kartoffel er også godt. En god, grov salat med fx spidskål, blomkål og gulerødder, passer også til. Glem bearnaisesauce, hvis du ellers er til det. Skysauce eller rødvinssauce passer bedre her. Og skal du drikke vin til, så drik en god, kraftig rødvin.

Tip: Lav rødvinssaucen med den samme vin, du vil drikke til. Så passer de to ting sammen.