Besøg ved Grand Canyon

Inden vi forlod Moab for at køre sydvest på, spiste vi morgenmad og købte is til køleboksen. Undervejs talte vi om, hvad Tina gerne ville se på vej til grand Canyon. Det viste sig hurtigt, at der ikke var så meget hun var interesseret i, bortset fra ting, som vi alligevel kørte forbi, og her var det nok at køre forbi :-). Fx fravalgte hun et besøg ved Four Corners monumentet, som var lukket på grund af ombygning, da Tim og jeg var her i 2012, og ligeledes var hun heller ikke interesseret i at køre på grusvejen Moki Dugway i den sydligere del af staten. De to udelukkelser sparede os for ret mange kilometers omvej, og det skulle vise sig at blive en stor fordel senere.

Klippen Mexican Hat ved bebyggelsen af samme navn i det sydlige Utah, fik hun at se, dog uden at vi stoppede, og det gjorde vi heller ikke ved Monument Valley Navajo Tribal Park, men begge steder kunne hun se så rigeligt fra bilen, og hun kunne simpelthen ikke rumme flere indtryk, sagde hun selv, så det må blive en anden gang. Lige inden vejen, der fører ind til Monument Valley, passerede vi grænsen til Arizona og nogle kilometer tidligere var vi kørt ind i USA's største indianerreservat, Navajo Nation, som i sig selv har Hopi Indian Reservation liggende inden for sine grænser. Ved hovedbyen i Navajo Nation, Kayenta, mødte vi US Route 160, som vi tog mod vest, og vi var dårligt kommet uden for Kayenta før trafikken gik i stå. Det viste sig at være et vejarbejde, hvor der kun var et spor åbent, så trafikken kørte på skift i hver retning. Der var dog ingen flagmand, men et stoplys i stedet. Da vejarbejdet var ca. 12 km langt, holdt vi forholdsvis længe, og da vi endelig kom til at køre, gik det meget langsomt. Kort efter at vi var kommet gennem vejarbejdet, startede et nyt – denne gang med flagmand og noget kortere, og sådan fortsatte det de næste 30 km. Jeg tror, at vi brugte omkring 1½ time på at køre ca. 50 km. Til sidst var vi dog igennem det hele, og kunne fortsætte til Tuba City, hvor vi fyldte benzin på bilen. Tuba har ikke noget med instrumentet at gøre; byen er opkaldt efter en navajohøvding ved navn Toobah.

Fra Tuba City er der ca. 17 km til US Route 89 (som vi allerede havde kørt på i Wyoming, Idaho og Utah), og her begyndte at komme skilte om at vejen var spærret, men dog kun i nordlig retning, og vi skulle syd på. Det viste sig senere, at en stor bid af vejen var blevet ødelagt af et jordskælv en uges tid tidligere, og man mente at der ville gå mange måneder, før vejen ville blive åbnet igen. Mange turister kører fra Grand Canyon til Zion og Bryce Canyon nationalparkerne i Utah eller omvendt ad US 89, og de skal nu ud på en ret lang omvej. Men vi skulle altså syd på. 22 km senere gjorde vi holdt ved Cameron Trading Post, hvor navajoerne sælger kunsthåndværk (til høje priser) og turistsouvenir (til dyre, men alligevel knap så høje priser). Her købte jeg et par gaver til at tage med hjem, og derefter fortsatte vi yderligere et par kilometer sydpå, til vi kom til vejen, som fører ind til Grand Canyon National Parks østlige indgang. Fra hovedvejen er der omkring 50 km til indgangen ,hvor vi endnu engang havde glæde af årskortet, som vi også havde haft det i Arches og Canyonlands.

Vi gjorde det første canyon-stop ved den første rasteplads, hvorfra man faktisk kan se kløften. Stedet hedder Dessert View, fordi man foruden kløften, også har et fremragende syn ud over ørkenen på Coloradoplateauet, hvor man befinder sig. Her gik vi en kort tur til et udsigtspunkt. Det var voldsomt varmt, over 40 grader i solen, så vi ville vente med at gå en længere tur til næste morgen. Vi gik derfor tilbage til bilen og kørte de resterende 40 km til Grand Canyon Village. På markedspladsen købte vi frugt og andet godt til at have på værelset, og så fortsatte vi til hotellet, hvor vi var så superheldige, at netop da vi ankom, forlod en bil parkeringspladsen ved Katchina Lodge. Det betød at der blev en plads til os lige ved siden af indgangsdøren. Tim, der var chauffør, kørte ind på denne plads, og så blev bilen ikke flyttet mere, før vi skulle af sted igen. Mens Tim og Tina tømte bilen gik jeg op til hotellet El Tovar og tjekkede ind. Kachina Lodge er kun værelser, der er ingen reception, så man tjekker ind på El Tovar ved siden af. Jeg fik nøglerne, og da jeg kom tilbage, bar vi bagagen op på værelset. Selv om dette ikke var specielt stort fik vi plads til luftmadrassen og det var jo fint nok.

Aftensmaden blev indtaget på restauranten på Bright Angel Lodge, ca 300 meter fra vores eget hotel. Stien derned går helt ude ved kløften og på turen fik vi øje på en kondor, der sad på en klippe neden for Lookout Studio, et tidligere fotostudie, der nu er informationscenter. Det var første gang Tim og jeg (og naturligvis også Tina) så en kondor i det fri, idet de tilsyneladende holdt ferie, da vi var på stedet i 2010. Vi skulle dog komme til at serendnu flere næste dag.

Kondorer i massevis

Hvis det var dejligt at være i Yellowstone uden for en weekend, var det endnu bedre at være i Grand Canyon på en hverdag. Da vi ankom, kunne vi som nævnt få en parkeringsplads ved hotellet, og det skulle vise sig, at selv om der var mange mennesker, var der trods alt langt færre end tre år tidligere. Når det virker værre med mange mennesker i Grand Canyon end i Yellowstone, skyldes det, at folk i Grand Canyon er stuvet samme på meget mindre plads end i Yellowstone. Grand Canyon er først og fremmest kun godt halvt så stor som Yellowstone, og samtidigt er de ting, folk vil se, koncentreret ude ved selve kløften, mens de i Yellowstone er fordelt mere over større dele af parken. Samtidigt kommer der næsten en million flere besøgende ved Grand Canyon end i Yellowstone hvert år. Faktisk er Grand Canyon USA's næstmest besøgte nationalpark, kun overgået af Great Smoky Mountains National Park i Tennessee og North Carolina.

Denne tirsdag have vi vækkeuret sat til kl. 6 – det tidligste på hele turen. Det skyldtes at vi gerne ville med den første bus mod vest langs kløften, og vi mente at den kørte kl. 8. Vi kom godt nok også med denne bus, men det viste sig, at den første bus allerede var kørt 4.30, så den første var det ikke! Der er fire busruter i Grand Canyon og de er alle gratis at bruge. Den ene, blå rute kører rundt i selve Grand Canyon Village. Tuscyan Route kører til landsbyen Tuscyan uden for parken. Grøn rute kører til den østlige indgang, mens rød rute kører vest på langs kanten, og det var denne vi tog, efter at have gået de ca. 800 meter fra hotellet til stoppestedet. Der er 9 stop på vej ud, og bussen stopper på fire af disse på hjemvejen. Vi besluttede os for at køre til endestationen ved Hermits Rest (det havde vi faktisk allerede besluttet os for dagen før). Her er der en lille butik, hvor Tina og jeg fik en sandwich som morgenmad. Vand havde vi selv med hjemmefra. Vi nød udsigten lidt og gik så langs kløften til det næste indadgående stop ved Pima Point. Her kunne man virkeligt nyde synet af såvel de flotte klippeformationer i kløften, samt Coloradofloden langt nede på kløftens bund. Stien vi gik ad, er ca. 1,9 km lang, og flere steder går den kun 50 cm fra kanten af et flere hundrede meter frit fald uden afskærmning, noget der ikke huede Tina, som ikke har det godt med den slags. Hun havde det meget bedre, når stien gik lidt længere væk, og det gjorde den da også jævnligt.

Fra Pima Point tog vi bussen til det næste stop på hjemturen, Mohave Point, hvor vi igen stod ud for at nyde udsigten. Ved Mohave Point er der godt udsyn til floden, og det nød vi så lidt, inden vi gik videre til det sidste indadgående stop ved Powell Monument. Også turen fra Mohave til Powell er ca. 2 km lang og kommer nogle steder meget tæt på kanten. Da vi nåede frem til Powell, som er det sidste stop inden landsbyen, overvejede vi om vi skulle gå tilbage herfra, som Tim og jeg havde gjort sidste gang (til gengæld havde vi kun gået ca. 1 km tidligere af Hermits Rest Trail). Da temperaturen nu var kommet over 35, og vi ikke havde mere vand, blev vi dog enige om at tage bussen resten af vejen. Da vi kom tilbage til endestationen, var der stadig 800 meter op ad bakke til hotellet, og det var drøjt nok, så vi stoppede ved Bright Angel Lodge, hvor Tina og jeg fik en is. Tilbage på hotellet slappede vi af i omkring en time til klokken var 13.

Kl. 13.30 startede et parkranger-program ved Verkamp Visitor Center, der ligger lige ved siden af El Tovar hotellet, så her gik vi op. Programmet hed Critter Chat og skulle være et foredrag om de dyr, der lever i og omkring Grand Canyon. Det viste sig imidlertid at være mest for børn og handlede stort set kun om kondorer, så Tina og jeg opgav, mens Tim hørte foredraget til ende. I stedet gik Tina og jeg tilbage til kulturstedet Hopi House, hvor nogle navajoer gav opvisning i forskellige stammedanse. På vejen så vi adskillige kondorer, der fløj over kløften, men tæt på vejen. Vi så på den indianske optræden i ca. 20 minutter, så havde vi fået nok. Musikken, der består af tromme og sang, bliver hurtigt noget ensformig, når man ikke er navajo. På det tidspunkt var Tim gået forbi os på vej tilbage til værelset. Tina og jeg gik ind i Hopi House, hvor der sælges navajo- og hopikunsthåndværk, men der var ikke noget, vi ikke kunne undvære, så vi gik også tilbage til hotellet.

Vi blev på værelset til 16.15, hvor Tim tog bussen til Market Place for at proviantere, mens Tina og jeg gik ned til Lookout Studio, hvor vi ville høre et "rigtigt" foredrag om kondorer. Tim og jeg havde hørt det samme foredrag tre år tidligere, så han mente godt, at han kunne klare sig uden. Det var i øvrigt meget spændende at høre om kondorerne, som der på et tidspunkt kun var 22 tilbage af i hele USA. Dem indfangede man, og så opfostrede man dem i fangenskab i en årrække hvor bestanden voksede, og så begyndte man igen at udsætte dem i naturen i det sydlige Californien, det sydlige Utah og altså det nordlige Arizona. I dag er bestanden ca. 460 fugle, hvoraf omkring halvdelen lever i fangenskab, hvor de afventer udsætning, mens den anden halvdel allerede er usdat i naturen. Der udsættes stadig nye fugle, og fuglene i det fri er begyndt at yngle, men det går ikke stærkt. En kondor lægger kun ét æg hvert andet år, og mange af ungerne dør inden de bliver voksne. I 2012 blev der kun klækket 3 æg, og disse tre unger døde alle. Samtidigt dør der en del af de voksne fugle, primært af blyforgiftning. Jægeer skyder dyr med blyhagl. Dyrene dør ikke altid med det samme, og jægerne kan ikke finde dem, men det kan kondorerne. De æder dyrene med hagl og det hele, og da kondorer ikke har det godt med bly (det har ingen, men fugle i endnu mindre grad), er blyforgiftning den hyppigste dødsårsag for voksne kondorer i Arizona. Af en eller anden grund, som jeg har glemt, var det ikke muligt at forbyde jagt med blyhagl i staten, som man ellers har gjort i Californien.

Mens rangeren holdt foredrag og blandt andet fortalte, at hun håbede, at vi ville få en kondor at se under foredraget, besluttede kondorerne sig for, at de gerne ville vise sig frem, så en flok på fem stykker kom frem over træerne. Det var rangeren meget imponeret af, da de normalt kun så en eller to ad gangen, hvis de overhovedet så nogen. Disse fugle ville imidlertid give os lidt mere for pengene, så de besluttede sig for at flyve lavt, så vi kunne få taget nogle ret gode billeder (og indrømmet, nogen der var knap så gode – de vil jo ikke stå stille, bæsterne). Sådan en kondor med et vingefang på tre meter er utroligt imponerende, når den svæver gennem luften uden at baske med vingerne. Faktisk er kondorer ikke gode til at baske. De basker 5-6 gange, når de skal lette fra jorden efter at have ædt, og derefter svæver de på luftstrømmene. Sidder de yderst på en klippe, behøver de faktisk ikke at baske overhovedet, men kan kaste sig ud og svæve med det samme. Kondorerne over os lavede så fin en opvisning, at rangeren havde svært ved at få gjort sit foredrag færdigt, men til sidst lykkedes det.

På vej tilbage til hotellet mødte vi Tim, som var kommet tilbage fra Market Place, og vi besluttede os for at spise aftensmad på Bright Angel Lodge med det samme. Tim kunne i øvrigt fortælle, at han havde på et tidspunkt set 9 kondorer i luften samtidigt. Det kunne vi ikke leve op til, men de fem, vi havde set, var nu også tilstrækkeligt.