Historien om et justitsmord

Dette er historien om et justitsmord. Dem har der givetvis været mange af i tidens løb, men dette endte mere eller mindre godt. Første gang jeg hørte om denne historie, blev den fortalt af min ven, Margaret, som selv havde kendt den ene af de to mænd, det gik ud over, selv om hun først lærte ham at kende flere år efter sagen. Margaret kunne fortælle om en ensom skorsten på en ellers tom grund, på den vej, hvor hun selv boede. "Enkeltstående" skor4stene er ikke unormale i området, hvor huse typisk er/var byget af træ, mens skorstene er bygget af marksten. Det betyder, at hvis huset brænder eller af andre årsager går i forfald, vil skorstenen typisk stå alene tilbage, og hvis ingen så overtager grunden, kan skorstenen stå i mange år. Således også denne, som havde stået alene siden slutningen af 1960'erne. Her var der tale om et hus, der blev forladt, gik i forfald og kun efterlod skorstenen. Da jeg havde hørt historien fra Margaret, syntes jeg, at den var så interessant, at jeg besluttede mig for at undersøge den nærmere.

Men til historien

I det gamle "fængsel" på frilandsmuseet Whippoorwiil Academy and Village i Ferguso, er dette skrivebord sat op som en hyldest til Hamp Kendall, som bestemt ikke var spor dommer.

I 1906 forsvandt en ung mand, Henry Lawrence Nelson (25 år gammel) fra det pensionat, i Caldwell County, North Carolina, hvor han var flyttet ind, da han flyttede hjemmefra. Han havde fået arbejde i et firma ved navn Gwynn Veneer, som fremstillede finer. Han nåede imidlertid kun af arbejde i firmaet en enkelt dag, før han forsvandt for aldrig at blive set i live igen. Lawrence, som han var kendt som, blev født i 1880 som det det ottende af tolv børn af en lokal præst, Pastor John Hugh Nelson og denne hustru Minerva Jane Coffey Nelson. Præsten iværksatte en eftersøgning af sønnen, men uden held og han (Nelsons far,) satte derfor en annonce  den lokale avis, hvor han udlovede en dusør på $100 for oplysninger om sønnen. Først ti uger senere blev hans skelet fundet af to jægere i et skovområde, et stykke vej (nogle miles) fra pensionatet. Ligesynsmandens undersøgelse viste, at han var blevet skudt gennem nakken på en måde, der havde dræbt ham øjeblikkeligt. Da han forsvandt, var han i besiddelse af nogle guldmønter, som ikke blev fundet på eller i nærheden af liget. Hans to værelseskammerater, Charles Hampton Kendall, kendt som Hamp (Hemp i enkelte kilder), og John Vickers blev mistænkt for mordet, fordi de var blevet set sammen med Nelson om morgenen den dag, han forsvandt, og ingen af dem havde været på arbejde den pågældende dag.

De to mænd, han havde boet sammen med, blev anholdt, og efter anholdelsen meldte to fjortenårige piger, Omah Greer og Maggie Lewis, sig som vidner. De forklarede, at Hamp og John havde været meget jaloux på Lawrence Nelson (de kunne dog ikke forklare hvorfor), og havde betalt dem for at lokke denne ud til et bestemt sted i skoven. Da de var på vej væk fra stedet, havde de hørt skud, men turde ikke gå tilbage, Senere havde de to mænd truet dem med, at hvis de vidnede mod dem, ville de selv blive slået ihjel. Da han skulle bedyre sin uskyld under sagen, var Hamp Kendall nok lidt for kæphøj, da han erklærede: ”Hvis jeg havde begået mordet, ville liget aldrig være blevet fundet.” Denne udtalelse var med til at stemme juryen mod de to anklagede. Selv om de hele vejen gennem sagen bedyrede deres uskyld, endte det med, at de i marts 1907 blev fundet skyldige i #second degree murder”, et begreb som vi ikke har tilsvarende i dansk ret, selv om ”vold med døden til følge” kommer tæt på, da det bruges om handlinger, som kan, men ikke har til hensigt at dræbe. Hamp blev idømt 30 års fængsel, mens John slap med 26 år, da han havde gjort fortjenstfuld tjeneste i hæren (på hvilken måde er ikke nævnt, men sandsynligvis i den spansk-amerikanske krig i 1898 eller i en af de mindre krige som USA førte i Mellemamerika i årene efter. De to dømte,søgte om og fik tilladelse til at appellere til statens Højesteret, men dommene blev fastholdt.

Det har ikke været muligt for mig at finde information om John Vickers. Men det viste sig, at Hamp Kendall var mere interessant for mig, end jeg havde regnet med. Som det fremgår andre steder på siden, er end af mine store interesser sagen om og mod Tom Dooley, og da jeg undersøge sagen om mordet på Lawrence Nelson, viste det sig, at Hamp Kendall var søn af Hezekiah Kendall og Martha Jones. Faktisk var han det femte af parrets 9 børn og var født i 1877. Hans ældste bror, Thomas var født i 1867 og den yngste, en søster, Flossie, var født i 1888. Det interessante for mig var imidlertid, at Hezekiah var et af anklagerens vigtige vidner i de to retssager mod Tom Dooley i henholdsvis oktober 1866 og januar 1868. Dette har desværre ikke noget med denne sag at gøre, men alligevel! Familien flyttede en del rundt og i 1900, kort før Hamp flyttede hjemmefra, boede de i Lenoir Township i Caldwell County.

Tilbage til sagen

På grund af inkonsistens i de to pigers vidneforklaringer blev der imidlertid indledt en ny undersøgelse i 1908, og denne førte til anholdelsen af såvel en nattevagt ved navn Sam Green, som (Na)Omah Greer, som var Greens kusine. De blev anklaget for henholdsvis mord (Sam) og medvirken til mord (Omah) - accessory after the fact, som det kaldes, når man hjælper morderen efter at forbrydelsen er begået. Leksikonet har denne definition, som her gengives på originalsproget: ”An accessory after the fact is someone who knows that a crime has occurred but nonetheless helps to conceal it.” De blev imidlertid frikendt af en jury samme år, og Hamp og John måtte derfor blive i fængslet. I 1917, da de to mænd havde sidder indespærret i ni år, blev de benådet af guvernøren, Thomas Bickett, som på grundlag af nye undersøgelser kunne konkludere, at det var Sam Green, der havde begået mordet, og at hans kusine, Omah Greer, havde hjulpet med at kaste mistanken på de to mænd, som nu blev løsladt. Hvad der skete med Maggie Lewis melder historien intet om, men Omah Greer blev senere gift med en herre ved navn Spencer, fik flere børn, og hun døde i 1957. Fem år efter løsladelsen af Vickers og Kendall, i 1922, tilstod Sam Green mordet, men da han allerede var frikendt, kunne han ikke dømmes igen, og det samme gjaldt den unge pige, som nu nærmede sig 30, på grund af den såkaldte ”double jeopardy” regel, som blev indført med det femte tillæg til USA’s forfatning helt tilbage i 1791. Her hedder det: ”Heller ikke må nogen anklages for den samme forbrydelse to gange, med fare for deres liv eller lemmer.” Så nævnes fire ting, som gør, at man ikke kan anklages igen, og en af disse er netop, hvis man allerede er frikendt for forbrydelsen én gang. Green havde imidlertid åbenbart dårlig samvittighed, om det var over drabet eller over, at han havde fået to uskyldige mænd dømt, vides ikke, men hans kone fortalte, at han ikke kunne sove om natten, men flakkede rundt i landskabet. En dag gik han ned til et lokalt savværk og bad de ansatte om at bygge en kiste, for nu ville han gå hjem og ”tage livet af sig, for nu kunne han ikke holde det ud mere.” Og det gjorde han; han gik hjem til sit hus, sagde farvel til konen, og skød sig.

Hamp Kendall i begyndelsen ag 1960erne med  min gode ven , Margaret og hendes yngre søster, Sharon.

Desværre var John Vickers død kort efter sin løsladelse, men Hamp Kendall vendte tilbage til Wilkes County, hvor han slog sig ned i et øde område på en bakkeskråning syd for den lille bebyggelse, Ferguson, hvor han byggede sig en lille hytte, som i altså dag er forsvundet bortset fra skorstenen, som stadig står tilbage. Den kan dog ikke ses fra vejen og er på privat grund. Resten af sit liv levede Kendall mere eller mindre som eneboer med to store hunde og sit ulovlige destillationsapparat (som han åbenbart kun brugte til at forsyne sig selv og ikke andre med spiritus). Han kom kun ned til købmandsbutikken i den lille bebyggelse ved meget sjældne lejligheder, og han brugte en lille robåd, når han skulle krydse Yadkin River – landsbyen, hvis man kan kalde den sådan, lå på den modsatte side af floden. Til gengæld var der nogle af de lokale, som kendte historien, som hjalp ham og af og til bragte ham forsyninger, blandt andet mad, cigaretter og slik. I 1947, 30 år efter Hamps løsladelse, fremsatte en senator ved navn Max Wilson et lovforslag om erstatning til Hamp, og han fik tilkendt en erstatning på knap $5.000 for de år han havde siddet i fængsel.

I den anledning blev han ”hentet til” New York af en radiostation, som ville have ham til at fortælle sin historie. Da han ankom, havde han hele sin bagage i en papæske, så radiostationen forærede ham en ny kuffert, foruden et nyt sæt tøj til den fest, de ville holde for ham dagen inden interviewet. Efter festen fik han en flaske whiskey, som han kunne tage med hjem til hotellet. Hjemme på hotellet drak han sig fuld, og næste dag mødte han ikke op til interviewet, men satte sig ind i en hyrevogn og da chaufføren spurgte, hvor han skulle hen, svarede han bare ”Hjem til North Carolina”.  Den tur kostede ham stort set hele erstatningen.

På et tidspunkt fortalte nogen ham, at på den gravsten, som Nelsons rasende far havde sat på sin søns gravpå Nelson Baptist Cemetery nord for Lenoir, amtssæde i Caldwell County (længe inden frikendelsen af Vickers og Kendall), var der en indskrift, hvor der stod: ”Myrdet og røvet af Hamp Kendall og John Vickers”, og en bekendt tog ham med til kirkegården, så han kunne se den ved selvsyn. Da han havde set den, spurgte den bekendte ham, om han ikke havde lyst til at vælte stenen, hvortil han svarede: ”Jeg har aldrig begået noget ulovligt, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu.” Men han skrev et brev til kirkegården og bad dem om at fjerne stenen, men de måtte meddele, at det havde de ikke bemyndigelse til. Han skrev derfor til guvernøren, men med samme mangel på held. I 1949 lykkedes det dog ved hjælp af Max Wilson, som også havde været manden bag det lovforslag, som skaffede Hamp hans erstatning to år tidligere, at få tilladelse, og stenen blev fjernet fra graven. Da var Kendall 71, og der var gået 32 år siden han var blevet benådet og løsladt. Da han blev anholdt, var han forlovet, men da han blev løsladt igen, var pigen blevet gift med en anden, og Hamp Kendall fandt aldrig en ny kæreste, selv om han kun var omkring 38, da han blev løsladt fra fængslet. I stedet endte han som en meget bitter mand, der skyede samfundet som sådan, selv om han holdt meget af de få mennesker, som hjalp ham fx med forsyninger og et sjældent besøg i hans lille, ensomme hytte på bjergskråningen, langt fra alfar vej, hvilket fremgår af de breve han skrev, både til guvernøren, men også til folk, der havde hjulpet ham. Blandt disse var min gode vens far, og han havde ofte sine to døtre med, når han besøgte Kendall, så de kendte ham også personligt, selv om de kun var teenagere, da han døde. Mod slutningen af sit liv kom Hamp Kendall på plejehjem i byen North Wilkesboro, og han døde 1969 i en alder af 91.

Denne sag førte til en ændring i North Carolinas lovgivning. I 1949 vedtog man en lov, der forbød, at tekster på gravsten anklager en eller flere personer for en forbrydelse, og administratoren af kirkegården kan dømmes for at tillade, at en sådan gravsten sættes op.