Hjemad fra langfartens eventyr

Så blev det sidste dag i efterårsferien. I hvert fald sidste rejsedag, for jeg har lige et par dage, når jeg kommer hjem, inden arbejdet kalder igen.

Turen gik fra Wilkesboro til Dulles International, hvorfra jeg skulle flyve kl. 20.15, så der var god tid til at nå lufthavnen og få afleveret bilen. Så god tid, at der også var tid til at nyde naturen undervejs.

Jeg stod tidligt op, og da alt, bortset fra toiletsager, var pakket dagen før, kunne jeg gå ned at spise morgenmad kl. 7 og kl. 7.30 kørte jeg fra hotellet. Det første stykke gik ganske hurtigt. U.S. 421 mod øst til jeg mødte I-77 og derfra nord og senere nordvest på mod I-81. Det vil sige, så langt kom jeg slet ikke ad interstaten, for allerede 25 miles før de to interstates mødes, nær byen Hicksville forlod jeg I-77 for at køre over på Blue Ridge Parkway endnu en gang. Denne gang kørte jeg mod nordøst mod Virginia. Formålet var at besøge et af parkens interessante steder, Mabry Mill, en gammel vandmølle. Den ligger lige efter grænsen mellem North Carolina og Virginia, og her gjorde jeg mit første stop.

Jeg skylder nok at sige, at vejret for første gang på turen var fantastisk. Sol fra en skyfri himmel og ingen dis, heller ikke på parkvejen. Da jeg steg ud af bilen og gik til stedets informationskontor (og toilet), føltes det godt nok lidt køligt, så efter besøget her, gik jeg tilbage til bilen og hentede min trøje. Derefter tog jeg en tur rundt til vandmøllen og stedets andre bygninger. Møllen er "kun" fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor andre af områdets møller er betydeligt ældre. Til gengæld er den særdeles velholdt og ligger lige ved BRP. Oprindeligt drev møllen blæsebælge til en grovsmedje, senere  blev det en savmølle og til sidst en kornmølle, og det er som sådan den anvendes i dag - altså for turisternes skyld. Ud over møllen er der en grovsmedje, som også er aktiv i turistsæsonen, og hvor man viser, hvordan en smed arbejdede i gamle dage, samt flere andre gamle bygninger.

Mens jeg besøgte møllen, blev der malet majsmel, men dette måtte dog ikke sælges på grund af at melet kan være forurenet. Til gengæld sælger man såvel majs- som hvedemel og grits, som er malet på en moderne mølle, men med den metode, som blev brugt på Mabry Mill. Her købte jeg et par poser mel til at tage med hjem som gaver - men for ikke at blive uvenner med de, der fik gaverne, undlod jeg at købe grits. Mens jeg gik rundt på området, var det begyndt at lufte lidt, og nu syntes jeg igen, at det var køligt, så jeg gik tilbage til bilen for at fortsætte turen. Da jeg kom ind og fik startet, kunne jeg godt forstå fornemmelsen af kulde, for termometeret sagde, at det her kl. 9.30 kun var 5 grader celsius. Ikke noget under at det føltes køligt efter de foregående dages 22-30 grader, som jeg have klædt mig på efter.

Jeg fortsatte nord på ad BRP med nogle få stop undervejs for at fotografere landskabet og nogle vilde kalkuner ved vejsiden med mere. Ved Roanoke forlod jeg Blue Ridge Parkway for sidste gang på denne tur. Jeg kørte igennem byens centrum og nød de gamle huse, men fortsatte uden at stoppe ud til I-81, som jeg nåede omkring kl. 11.15. Herfra gik det så nord på ad motorvejen. Ved Staunton omkring 90 miles nord for Roanoke forlod jeg interstaten for en kort bemærkning for at spise mit sidste måltid på amerikansk grund. Det skulle vise sig, at det blev Applebee's som endnu engang måtte lægge bord og mad til. Det blev bare til en sandwich, men hvis man har prøvet at bestille sandwich på amerikanske restauranter, ved man også, at det kan være et helt måltid i sig selv, og jeg fik da heller ikke spist op

Efter at have spist fortsatte jeg nord på ad I-81 til Front Royal og tog I-66 derfra mod Washington. Undervejs lykkedes det for mig at tage et billede af et af de fænomener, som både Dorte og jeg, og senere Tim og jeg, har underholdt os med på vore ture, nemlig "en lastbil på en lastbil på en lastbil". Her var der faktisk tale om en lastbil på en lastbil på en lastbil på en lastbil". Billedet blev taget ud af forruden med kameraet i den ene hånd og den anden på rattet (det meste af tiden), men selv om det var halsbrækkende, og sikkert forbudt, lykkedes det uden at noget gik galt.

Kun et enkelt stop mere blev det til, og det var på en tank lige før lufthavnen. Jeg skulle aflevere bilen i optanket tilstand, så det sørgede jeg for. Ved Avis pladsen fik jeg afleveret bilen uden problemer, og kunne tage bussen til den rigtige terminal. Her kom jeg i meget god tid, faktisk var klokken ikke meget over 16 og check-in åbnede først kl. 17. Jeg fandt en stol og en bog, og hyggede mig til tiden nærmede sig. Check-in gik helt uden problemer og jeg kom også gennem security uden at blive stoppet. Derfra gik jeg op i Air France Loungen. Icelandair har aftale med Air France om brug af deres lounge i Dulles (i Seattle var det British Airways), og her tilbragte jeg så tiden til jeg skulle boarde. Flyveturen var som sædvanlig - altså kedelig. Jeg læste lidt og for første gang nogensinde tror jeg, lykkedes det for mig at få sovet et par timer. I Keflavik spiste jeg morgenmad i Icelandairs Lounge, og fløj så resten af turen, lige så fredeligt og roligt som første etape over Atlanten. Vel hjemme blev jeg hentet af Tim i lufthavnen - og så var den tur forbi.

Det var første gang, at jeg var alene af sted i USA på ferie, men det bliver forhåbentlig ikke sidste gang. Jeg var selvfølgelig nødt til at tilrettelægge turen anderledes end når vi er to til at køre - altså med kortere strækninger - eller længere pauser, men jeg fik da alligevel kørt over 2.500 km på den uge, jeg var af sted. Og det til trods for, at jeg var "fastligger" det meste af tiden. En anden ting, der var lidt underlig, var ikke at have nogen at tale med om dagens oplevelser, både undervejs, men også og måske især tilbage på hotellet om aftenen. Derfor skrev jeg langt flere mails og sms'er end jeg plejer på sådan en tur. Det er heller ikke særligt sjovt at spise alene, så mine måltider var typisk kortevarige. Bestille, spise og så af sted igen. Men alt i alt en fin tur, hvor jeg fik set det meste af det, jeg havde håbet på, selv om farverne kunne have været bedre.

Normalt regner vi med at en tur koster ca. 10.000 kr. pr. uge pr. mand. Denne tur blev noget dyrere, hvilket ikke mindst skyldtes at flyvebilletten jo koster det samme, uanset hvor længe, man er væk. Op mod 20.000 kom det hele til at stå i, men så fløj jeg jo også på Business Class - og det gør jeg også næste gang. Det er altså ultimativt mere behageligt end monkey class, og så hellere spare op lidt længere.